Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er sort rengøring i orden?

25. maj 2013

Et ægtepar, København

Er det strengt at have en polsk rengøringsdame, som får 110 kroner i timen og formentlig ikke betaler skat? Vi er er meget uenige om det herhjemme, og kunne godt bruge nogle input. Bør man gøre rent efter sig selv? Og hvis man ansætter en til det, bør man så sikre sig, at hun betaler skat (og give hende en tilsvarende løn)? Lige opklarende: Vi har hende lige nu, og hun er fremragende. Spørgsmålet er, om vi burde stoppe med det igen.

Svar I

Først det lange svar: Sort arbejde er, set fra et nærhedsprincipielt snæversyn, win/win: Polakken får slanter, I får skurede gulve. Men set på afstand er det en stor, fed loose/loose-situation: Alle andre i rengøringsbranchen underbydes, og moder SKAT bliver et bittert og udhungret væsen.

Hvis jeg havde pengene, ville jeg få rengøringshjælp. Jeg er talentløs, distræt og doven med kost, spand og suger, og jeg synes, at det er langt sjovere at holde fri eller at sysle med brevkassesvar og mindre vigtigt skrivearbejde end at garantere et hygiejnisk hjemmeklima. Hvorfor skulle det være strengt at betale for den prioritering? Det, der er virkeligt strengt, er ikke at betale, hvad det koster. Det er der ikke en god undskyldning for. Ingen.

Hvis I har det »fremragende« med jeres rengøringsdame, så betal hende en løn, der giver hende råd til at betale skat, og kræv at hun gør det. Det er win/win med win/win på. I bliver ikke mere eller mindre magelig middelklasse af at smide et par hundrede dask ekstra om ugen. I slipper bare for at søbe rundt i en latterlig i-landsproblemstilling, som kun har ét rigtigt svar, som I godt kender, men som I vil have os til at svare på – på læsernes regning.

Og nu det korte svar: Tag jer sammen. Seriously.

Katrine Hornstrup Yde

Svar II:

Uha, hvem kender ikke samvittighedsdramaet om den polske rengøringsdame? Eller den filippinske? Eller hende den danskfødte gæve, der bor rundt om hjørnet og skrubber for sine mere velaflagte naboer?

Som jeg har forstået reglerne, er det ikke et ansvar for dem, der får gjort rent, at orientere myndighederne om den ydede service og dens vederlæggelse. Det påhviler den, der modtager betalingen. Og om vedkommende opgiver beløbet, har ’arbejdsgiveren’ ikke pligt til at erkyndige sig om. Man kan tværtimod holde sig i det, som jurister ville kalde ’forsætlig uvidenhed’. Altså: Man ved ikke, fordi man ikke vil vide.

Med en margrethevestagersk betragtning: Sådan er det jo.

I mine skiftende omgangskredse mellem årene har en stor del fået gjort rent under disse vilkår. Den gang, jeg selv var ved muffen, fik jeg det også. Fordelen er, at ikke alene får man gjort rent. Man er også tvunget til at rydde op, inden rengøringsdamen indfinder sig. Min husholdning bærer sørgeligt præg af, at dette imperativ ikke længere er gældende.

Så kære par: Lad jeres ægteskabelige lykke befordre af, at I ikke behøver at stå og svinge gulvskrubben ad hinanden. Og vær glad for, at den polske dame er ferm.

Som de siger til hinanden i Australien: ’No worries!’

David Rehling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er forargeligt, at cand. jur. David Rehling giver anvisning på "forsætlig uvidenhed" vedrørende sort arbejde.
Uha - jeg er vist blevet for gammel.

Allan Nørgaard Andersen

Man må sige at dagens svar sætter den ellers altid så "selvrenfærdige" Rehlings jævnlige belæringer af andre om ret og vrang i et overraskende lys: han har ikke selv holdt sin sti ren, men har fået andre til at gøre det beskidte arbejde.
Når sort rengøring er endnu mere forkasteligt end fx at få repareret sin bil eller foretaget tømrerarbejde "uden regning", skyldes det at man jo sagtens selv kunne udføre arbejdet, men bare ikke gider. Og mon ikke de fleste føler sig "tvunget" til dette svineri, for at kunne fremtræde uplettet ud ad til?