’I Europa er tingene kørt fast’

USA’s republikanere og Europas borgerlige og socialdemokrater bliver ved med at tale om krisen som gældskrise. Men krisen er en bankkrise, siger professor Mark Blyth fra Brown University. Og den eneste vej ud af den økonomiske depression i Europa er at opgive den upopulære sparepolitik
Bed en bøn. Fødevareuddeling på markedet i Athen. Når Europa har afskåret sig fra at hjælpe økonomien i gang, er der kun tilbage at presse lønningerne og bede til Gud om bedre tider, siger Mark Blyth.

Bed en bøn. Fødevareuddeling på markedet i Athen. Når Europa har afskåret sig fra at hjælpe økonomien i gang, er der kun tilbage at presse lønningerne og bede til Gud om bedre tider, siger Mark Blyth.

ALKIS KONSTANTINIDIS
25. maj 2013

Mark Blyth, professor i politisk økonomi på Brown University, er overraskende god til at pille den upopulære sparepolitik i Europa fra hinanden, mens han uforstyrret piller kødet ud af en wok-stegt atlanterhavshummer på en restaurant i Bostons Chinatown.

»Det er en tragedie,« mumler Blyth med sin dybe og rullende skotske accent om det europæiske drama.

Han har netop udgivet en vigtig debatbog, Austerity: The History of a Dangerous Idea (Nøjsomhed: Historien om en farlig ide), som har fået en rosende omtale af præsident Obamas tidligere økonomiske chefrådgiver Lawrence Summers i Financial Times.

»Tingene er kørt fast i Europa,« siger Blyth.

»Bruxelles og Berlin er ude af stand til at ændre kurs. Tysklands økonomi er ikke stor nok til at rage kastanierne ud af ilden, så hvorfor prøve? Og tyskerne vil aldrig gå med til lade den europæiske centralbank sætte seddelpressen i gang.«

Arbejderdreng

Efter en kort kamp med en hummerklo fortsætter den skotskfødte økonom sin udredning:

»Så hvis man ikke kan komme ud af gælden ved at fyre op under inflationen, og man heller ikke kan devaluere for at eksportere sig ud af gælden, og man ikke har lov til at gå bankerot, ja, så er den eneste udvej at presse lønningerne ned og bede til Gud om bedre tider.«

Mark Blyth er født og opvokset i et arbejderhjem i Dundee, Skotland i 1970’erne. Moderen døde, da han var tre måneder gammel, så hans ’dominerende’ farmor måtte overtage opdragelsen af knægten. De levede af hendes pension, hvilket man kunnepå den tid i Storbritannien.

»Vi fik stegt høne søndag, stuvet høne mandag, hakkekød tirsdag og kødrester blandet op i kartoffelmos torsdag og så fisk i weekenden,« fortæller Blyth.

»Jeg gik aldrig sulten i seng, selv om vi levede af overførselsindkomst. Så det er noget vås, at velfærdsstaten skulle gøre folk til parasitter. Masser af mennesker har talenter. Det er blot et spørgsmål om at være heldig. Det var jeg. Jeg elskede at læse bøger og blev optaget på universitetet i Glasgow.«

I 1990 søgte han ind på ph.d-studiet på Columbia University og blev optaget med betalte kursusafgifter og løn. I sommeren 1991 landede den unge skotte i USA, hvor han siden har boet, arbejdet og undervist. Han er gift med en tysk kvinde og taler til forskel fra mange amerikanske økonomer flydende tysk.

Blyth er desuden velorienteret i andre europæiske landes økonomi og politik. Ved siden af økonomi har han læst statskundskab og sociologi. Tilsammen gør det hans nye læseværdige bog til en tour de force i, hvad der bragte USA til fallittens rand i 2007-08 og efterfølgende hensatte Europa i en dyb økonomisk depression.

Det historiske spor

I kraft af sin uddannelse i politisk filosofi kan Blyth tilmed spore sparepolitikkens rødder tilbage til de to skotske oplysningsfilosoffer David Hume og Adam Smith, der kaldte statsgæld en gift, man for alt i verden skulle undgå. Briten John Stuart Mill så derimod statsgæld som et middel til at investere i sociale goder.

Denne ideologiske strid om statens rolle i styringen af økonomien præger debatten helt op i det 20. århundrede, hvor John Maynard Keynes videreudvikler Mills tanker, mens den østrigske skoles Joseph Schumpeter, Friedrich Hayek og Ludwig von Mises byggede deres ideer på Smiths og Humes tiltro til de frie kræfters evne til at regulere sig selv.

Interessant nok blev sparepolitikken først afprøvet i USA og i Storbritannien i slutningen af 1920’erne; det blev en kæmpe fiasko, som banede vejen for Keynes’ indtræden på scenen. Den britiske økonoms idé, at stater kun skal spare i gode tider og stimulere økonomien i dårlige tider, bevarede en dominerende indflydelse indtil 1970’ernes kombination af økonomisk stagnation og inflation.

Herefter fik keynesianismen konkurrence fra først monetaristerne omkring Milton Friedman ved University of Chicago og senere nyliberalisterne, hvis politiske magt blev befæstet af Margaret Thatchers og Ronald Reagans overtagelse af posten som henholdsvis britisk premierminister og amerikansk præsident i 1979 og 1981.

Nyliberalismen og Den Tredje Vej udfordrede den traditionelle velfærdsstat i USA og Europa og burde ifølge Blyth have mistet al sin legitimitet som bærbar økonomisk model efter finanskrisen i 2007-08 i USA.

Men det skete ikke, fremhæver Blyth.

»Det paradoksale er, at bankerne var ansvarlige for det finansielle sammenbrud, men de fik ikke pålagt ansvaret. Det gjorde derimod staterne, som måtte rydde op efter bankerne.«

Ikke en gældskrise

Det originale ved Blyths bog er, at han så præcist redegører for hvor store summer, det kostede den amerikanske forbundsstat og de europæiske stater at redde banker, som var for store til at gå fallit.

Efterfølgende begyndte statsgælden at vokse, dels fordi de sociale udgifter voksede under den økonomiske krise. Dels fordi statens indtægter fra skat og moms faldt, og dels fordi centralbanker brugte uhyre summer på at refinansiere banker, der under normale omstændigheder burde være gået under.

Men så snart staten forgældede sig, krævede banker og investorer besparelser på statsbudgettet for at købe statsobligationer, selv om det var dem, der var skyld i krisen. Ifølge Blyth er det vildledende at tale om en europæisk gældskrise, som republikanere gør i USA og konservative og socialdemokrater gentager i Europa.

»Vi befinder os i en bankkrise. Pengeinstitutterne er blevet så store, at selv små fejltrin og tab kan vælte hele tuen. Tyskland ville ikke have råd til at redde Deutsche Bank,« skriver den skotske økonom.

Det er med andre ord den forarmede middelklasse, de nye fattige og de arbejdsløse i den europæiske periferi, som skal betale en smertelig høj pris for at holde de enormt forgældede banker i Tyskland, Frankrig, Italien og resten af Sydeuropa oven vande og samtidig redde det europæiske projekt fra ruin.

»I intet europæiske land, bortset fra Grækenland, blev statsgælden anset for at være en klods om benet for økonomisk vækst før 2007,« konstaterer Blyth.

Krugman misforstår

I over fire år har amerikanske politikere og kommentatorer nu fulgt dette drama i Europa med vidtåbne øjne og jævnlig hovedrysten. Økonomen Paul Krugman giver gang på gang Bruxelles og Berlin tørt på.

Hvorfor lader tyskerne ikke centralbanken i Frankfurt åbne for hanerne ligesom Federal Reserve har gjort med stor succes i USA siden 2008, spørger Krugman.

Det er svært at forstå for amerikanerne, at man i Europa har en centralbank, der ikke har uafhængig myndighed til at regulere pengemængden. Hertil kommer, at finanspagten fra 2011 hindrer de enkelte lande i at øge deres budgetunderskud.

»Det er bare en kendsgerning. Det er derfor, jeg siger, at den eneste vej tilbage til økonomisk vækst er at adoptere lægeløftet om ikke at gøre en patient fortræd. Lad os indstille sparepolitikken,« foreslår Mark Blyth.

At en skotte foreslår at spare mindre og spendere mere kan måske virke som lidt af et paradoks. Mark Blyth griner højlydt, da han bliver spurgt om, hvordan man ifølge en vits i Boston optæller befolkningen i en skotsk by. Jo, det gør man ved at trille nogle penny’er ned ad byens gader.

 

Mark Blyth

Austerity – The History of a Dangerous Idea

288 sider. 24,95 dollar

Oxford University Press

Blå bog: Mark Blyth

Født 1967 i Dundee, Skotland, opdraget af sin farmor, faren var slagteriarbejder. Musiker i rockband inden studier i økonomi, statskundskab og sociologi.

1991: Læser ph.d. i statskundskab på Columbia University i New York

1999: Underviser på Johns Hopkins University.

2009: Ansættes som professor i international politisk økonomi på Brown University i Providence, Rhode Island

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Austerity – The History of a Dangerous Idea
Mark Blyth
288 sider. 24,95 dollar
Oxford University Press

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Henriette Bøhne
    Henriette Bøhne
  • Brugerbillede for Hans Erik Andresen
    Hans Erik Andresen
  • Brugerbillede for Kim Rohde
    Kim Rohde
  • Brugerbillede for Jarl Artild
    Jarl Artild
  • Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
    Olav Bo Hessellund
  • Brugerbillede for Torben Nielsen
    Torben Nielsen
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for Jens Falkesgaard
    Jens Falkesgaard
  • Brugerbillede for Henrik Darlie
    Henrik Darlie
  • Brugerbillede for HC Grau Nielsen
    HC Grau Nielsen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
Henriette Bøhne, Hans Erik Andresen, Kim Rohde, Jarl Artild, Olav Bo Hessellund, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Jens Falkesgaard, Henrik Darlie, HC Grau Nielsen, Grethe Preisler og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

savner en tilsvarende analyse af dansk økonomi som supplement til de evindelige analyser af problemer i det øvrige Europa. Bruxelles og Berlin forsøger i det mindste at gøre noget med de trods alt begrænsede midler, de har.

Danmark har ingen forarmet middelklasse og har store overskud på betalingsbalancen i forhold til udlandet, men fører ikke desto mindre en sparepolitik, delvis fordi en middelklasse nødig vil dele sin voksende formue med andre, og kan anerkender sin egen velstand. Modsat Tyskland er Danmark blot en tilskuer, som kommer med tilråb og er meget optaget af ikke at bidrage med andet.

En svaghed både i Danmark og i Mark Blyths argumentation er, at den økonomiske vækst antages skabt af den offentlige sektor. Hvorfor er det lige, den ikke kan skabes i den private sektor?

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@Børge Rahbech Jensen 25. maj, 2013 - 15:07

Investeringerne foretages, hvor der er afsætningsmuligheder.

Blyth forklare hvorfor:

Nyliberalismen og Den Tredje Vej udfordrede den traditionelle velfærdsstat i USA og Europa og burde ifølge Blyth have mistet al sin legitimitet som bærbar økonomisk model efter finanskrisen i 2007-08 i USA.
Men det skete ikke, fremhæver Blyth.
»Det paradoksale er, at bankerne var ansvarlige for det finansielle sammenbrud, men de fik ikke pålagt ansvaret. Det gjorde derimod staterne, som måtte rydde op efter bankerne.«

Michael Madsen, Olav Bo Hessellund, Torben Nielsen, morten Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tor Brandt

Det vigtigste spørgsmål er: ønsker vi at skabe mere vækst?

Alt imens det diskuteres vidt og bredt hvordan man skaber vækst, antages det nærmest for at være en naturlov, at vækst er den eneste måde at drive økonomi på.
Men vækstparadigmet er logisk inkonsistent så det skriger til himlen. Selv jeg, som ved Gud aldrig har studeret økonomi, kan gennemskue, at en hvilken som helst form for uendelig vækst er en praktisk umulighed på en endelig planet.

Det er ikke længere 1700-tallet hvor fornuften og oplysningen varsler liv og glade dage. Det er 2013, hvor vi død og pine er nødt til at se realiteterne i øjnene: bæredygtighed eller den totale katastrofe.
Vi kan ikke længere tillade os, at abstrahere økonomien fra den virkelige verden!

Filo Butcher, Michael Madsen, Kim Rohde, Torben Nielsen og morten Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@ Tor Brandt 27. maj, 2013 - 10:52

Du skriver: Det er 2013, hvor vi død og pine er nødt til at se realiteterne i øjnene: bæredygtighed eller den totale katastrofe.
Vi kan ikke længere tillade os, at abstrahere økonomien fra den virkelige verden!

Jeg er enig, men er det muligvis er det en global ny levemåde du efterspørger for, at få opfyldt dine ønsker, en levevis og omlægning af det globale liv, det sandsynligvis i dag, ligger uden for menneskets intelligens, at se gennemført, det vil muligvis kræve, nøjagtigt den global katastrofe af bibelske demissioner, du selv er inde på, for at få øjnene op for nødvendigheden af ændringerne.

Man kan satse, efter bedste evne, på muligheden for, at vi kan leve godt, uden det er eller bliver, på andres bekostning.

Personlig syntes jeg vi skal starte i Danmark, nu i dag, med grøn bæredygtig omstilling, men det løser ikke problemet alene, det kan tænkes det bliver en eksport artikel, Danmark vil få succes med og vækst, men det må tager vi med ; )

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Artiklen er for så vidt både relevant og oplysende, men hvorfor skal vi samtidig læse om at manden æder: wok-stegt atlanterhavshummer. For mig er det et stort irritations moment og jeg springer gerne den slags nonsens over – eller dropper læsningen. For min skylde kunne Mark Blyth guffe friturestegte røvhuller i sig, det kunne ikke interessere mig mindre!

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

Hvem kan ønske sig mere, politikerne behøver ikke oplyse noget som helst til befolkningerne, samtidig med at de får millionlønninger og pensioner så det siger spar 2 til alt.

Jo længere tid vi kan køre i samme spor, jo længere tid kan politikerne vedblive med at høste frugten af andres arbejde, uden egentlig at lave noget selv.

Så hvorfor skulle der komme fremskridt.

Brugerbillede for Erik Karlsen
Erik Karlsen

"Her kan Merkel få rystet sin barnetro!!!!"

Ja, det kan jo lyde underligt, men min tyske mors barnetro er, at man skal spare (læs: lægge til side), mens man har råd til det, så man har noget at leve af, når man ikke har råd. Altså en omvendt Merkel, og min mor har altså oplevet noget større samfundskriser end Frau Merkel.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Philip B. Johnsen 27. maj, 2013

"katastrofe af bibelske demissioner"

Jeg mener, at det er lige præcist det vi har brug for at opleve, katastrofe af bibelske demissioner før vi er klar til at nytænke, men jer er helt overbevist om vi kan nøjes med at opleve det, altså ikke agere det ud i verden, det er oplevelsen vi har brug for.

Brugerbillede for Tor Brandt

@Philip B. Johnsen:
Det er præcis sådan en ny global levemåde, jeg efterspørger. Der er mange, der har sagt det før, så i den forstand siger jeg ikke noget nyt - jeg gør blot opmærksom på tingene som de er.

Jeg er enig med dig i at vi bør starte med os selv. Vi må være den forandring, vi ønsker at se i verden.
Jeg er også helt enig med dig i, at det formentlig ikke vil ske før katastrofen rammer. Som regel skal det gøre ondt, før mennesker er parate til at ændre noget. Det gælder både på det personlige og globale plan. Og dog... Jeg har faktisk indtryk af at flere og flere mennesker vågner op.
F.eks. har vækstparadigmet gennem de senere år været udsat for en tiltagende kritik, og den skal nok vokse sig endnu større. Muligvis er der en chance for, at vi kan nå at gøre noget inden katastrofen rammer. Og ellers må vi tage den derfra, og glæde os over at vi trods alt lever i en spændende tid.

Under alle omstændigheder ser jeg det som det vigtigste, at undervise folk i at tænke selv, og ikke bare tage det for gode varer, som de bliver fortalt af finansmafiaen. Økonomi er noget, mennesker skaber, og ikke omvendt. Derfor bestemmer vi også selv hvordan økonomien skal se ud. Og sådan som den ser ud nu, er den dømt til at dø med et ordentligt brag.