Læsetid: 13 min.

Fodbold er for hårdt til bøsser

Der er ingen homoseksuelle mænd i professionel dansk fodbold. Der er ingen i professionel dansk håndbold. Der er ingen i ishockey, der er ingen i basketball. Der er masser af homoseksuelle kvinder, men ingen mænd i dansk topidræt. Og hvis der er, er der ingen, der siger det højt
Svaghedstegn. Når fodbold er en machosport, ville det være et svaghedstegn, hvis en af de store, stærke fodboldspillere sprang ud som bøsse, lyder det i omklædningsrummet. Hvis man spillede kamp, ville der helt sikkert blive kørt på det, lyder vurderingen.

Svaghedstegn. Når fodbold er en machosport, ville det være et svaghedstegn, hvis en af de store, stærke fodboldspillere sprang ud som bøsse, lyder det i omklædningsrummet. Hvis man spillede kamp, ville der helt sikkert blive kørt på det, lyder vurderingen.

Thomas Nielsen

1. juni 2013

Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigom fra Pan Idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark. Ingen. Hverken i fodbold, håndbold eller ishockey. Det er ikke, fordi de ikke eksisterer – Pan Fodbold har kendskab til tre homoseksuelle superligaspillere lige nu, men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem, mest fordi de er bange for fansene.

Direktøren for fodboldspillernes fagforening Mads Øland i Spillerforeningen har, siden han trådte til i 1991, også flere gange oplevet, at en homoseksuel spiller har henvendt sig. Ingen af dem er gået ud med det.

Ingen har lyst til at gøre det, amerikanske Robbie Rogers fra Leeds United gjorde, da han i februar sprang ud som homoseksuel og samtidig stoppede karrieren i en alder af kun 25.

»Fordi ingen har gjort det før og på grund af de ting, jeg har hørt i omklædningsrummet tænkte jeg: ’Jeg har brug for at komme væk herfra – jeg skal bare sige det, finde fred og forsvinde herfra’,« forklarede Rogers bagefter om, hvorfor han havde trukket sig. Han så det ikke som en mulighed at kombinere åbenhed om sin seksualitet med en professionel fodboldkarriere, og han er ikke den eneste.

I maj kom det frem, at mindst otte britiske Premier League-spillere over for deres kolleger har afsløret, at de er homoseksuelle, men at de ikke tør stå frem, fordi de frygter fansene. I Tyskland gav ’den hemmelige bundesligaspiller’ i september sidste år et interview om, at han ikke længere ville føle sig sikker på åben gade, hvis han stod frem, men at han heller ikke vidste, om han kunne holde til det pres, det var at bevare så alvorlig en hemmelighed, indtil hans karriere sluttede, også fordi dobbeltlivet umuliggjorde seriøse forhold. I dag er den eneste aktive fodboldspiller på professionelt plan i verden svenske Anton Hysén, der sprang ud i 2011 som 20-årig. Han spiller stadig i tredjedivisionsklubben Utsikten BK i Göteborg og er siden blevet verdenskendt – ikke så meget for sine fodboldtalenter, men for sin seksualitet. Der er dog ingen, der er fulgt efter, selv om man troede, at det kun ville kræve en enkelt rollemodel, før andre ville stå frem.

Selvjustits. På græsbanerne på Østerbro har træneren, Michael Hjortkjær, forsøgt at luge ud i de homofobiske ord. Både fordi de er diskriminerende, og fordi han er ret sikker på, at han selv har haft homoseksuelle drenge på sine hold.

Thomas Nielsen

»Folk tror ikke, at homoseksuelle mænd kan spille fodbold,« siger Kristian Levinsen fra Pan Fodbold. »Det tror de muligvis heller ikke selv.«

Siden han var fem, har han spillet fodbold. I dag er han 34. Han sprang ud som homoseksuel som 20-årig.

»Da jeg sprang ud, kendte jeg til to bøsser, og det var Elton John og George Michael. Så jeg kopierede dem, fordi det var sådan, jeg troede, man skulle være som bøsse. Efter et års tid fandt jeg ud af, at det var røvkedeligt at være en karikatur på noget. Det var jo ikke mig selv.«

»Livet er enkelt, når din hemmelighed er ude,« sagde Robbie Rogers kort efter han var sprunget ud.

»Forsvundet er den smerte, der lurer i maven, når du er på arbejde. Den smerte, der udgår fra at undgå spørgsmål og i sidste ende den smerte, der kommer fra at gemme på så dyb en hemmelighed.«

En hemmelighed, der siden britiske Justin Fashanu, som spillede for en række storklubber i 70’erne, 80’erne og 90’erne i europæisk fodbold, ikke har været legitim. Hans karriere blev aldrig den samme efter at han i 1990 fortalte, at han var homoseksuel. I 1998 begik han selvmord.

Findes de?

Men tiden er moden, ifølge tidligere superligaspiller og landsholdspiller Allan Nielsen, der ikke selv ville se det som et problem overhovedet.

»Det er folks seksualitet og har ikke noget med fodbolden at gøre. Men når det er sagt, kan jeg godt se, hvorfor det kan være svært at være åben omkring det. Jeg tror, folk ville se det som et svaghedstegn, især fansene,« siger han og understreger, at han ikke tror, at han nogensinde har mødt en eneste spiller, træner eller spilagent igennem sin karriere, der har været homoseksuel.

»Vi ved ikke, om vi overhovedet har et problem i Danmark,« siger idrætsforsker Hans Bonde, som har skrevet doktordisputats om grundlæggeren af Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh, der havde homoseksuelle tilbøjeligheder og var nazisympatisør. Der er ikke lavet undersøgelser hverken af homofobien i sporten eller af, hvor mange mandlige fodboldspillere, håndboldspillere eller ishockeyspillere, som er homoseksuelle.

»Vi ved altså ikke, hvor stort problemet er. En del homoseksuelle mænd vil måske søge til sportsgrene med det feminine udtryk som er at finde i balletten og i skøjteløbet, altså sportsgrene, der har den æstetiske og følelsesmæssige udtryksform,« siger han og peger på, at det er lige som med en del homoseksuelle kvinder.

»De går måske mere i retning af det maskuline og lander i kontaktsportsgrene og i sportsgrene med et aggressivt maskulint udtryk. Det er en hypotese, men man kan mene, at der ikke er nær så mange homoseksuelle mandlige håndbold- og fodboldspillere på eliteniveau, som der er homoseksuelle kvindelige håndboldspillere på eliteniveau.«

I Dansk Boldspil-Union peger man også på manglende materiale på området. Intet peger på, at der skulle være homofobi i dansk fodbold, eller at det får eventuelle homoseksuelle professionelle spillere til ikke at stå frem.

»Der er intet, der tyder på, at vi har et problem. DBU arbejder for inklusion, tolerance og antidiskrimination, det gælder ikke over for seksualitet alene, det gælder også etnisk mangfoldighed for eksempel,« siger Lars Berendt, kommunikationschef i DBU.

»I vores materiale henviser vi til, at vi ikke accepterer diskrimination. Men hvis nogen påstår, at der er homoseksuelle, som ikke tør springe ud på grund af homofobi, og at der er et problem, så må de også redegøre for det.«

På grønsværen

Det er netop problemet, siger direktør i Spillerforeningen, Mads Øland.

»Det, at man siger i DBU, at der ikke er noget problem, er et meget godt udtryk for, hvor stort et problem der er,« siger han. Selv spiller den tidligere divisionsspiller nu breddefodbold, hans børn spiller fodbold, og mange weekender bliver tilbragt på fodboldbanerne rundt omkring i København.

»Man skal være både døv og blind for ikke at forstå, at vi har et miljø, der er meget homofobisk, når du går rundt på banerne. For 8-10 år siden var det stadig accepteret at bruge racistiske udtryk. Det er det ikke i dag, men det er der desværre stadig i forhold til homofobi. Den er stærk og solid og har manifesteret sig i vores miljø, og her mener jeg hele miljøet.«

Thomas Nielsen

Problemet er i fodboldmiljøet som sådan og ikke kun elitefodbolden.

Det begynder allerede, når små drenge på seks, syv og otte år lærer, at man i hvert fald ikke skal være en bøsserøv, og at en for blød tackling er for bøsser. Der er en udpræget homofobisk fankultur på lægterne, flere fanklubber har sange, der er decideret homofobiske i deres udtryk. Og når ens hold præsterer dårligt, er det helt accepteret at bruge åbenlyst homofobiske udtryk.

»Selvfølgelig bliver homoseksuelle spillere afskrækket af det miljø,« siger Mads Øland.

På stadion bliver der råbt ’bøsserøv’, ’luder’, ’fucking’, ’klamme’ og ’latterlige’, og de mest hardcore fans synger, at man vil slå modstanderne ihjel. At man vil kneppe deres kællinger ...

»Retorikken er hård,« siger Anders, der er 22 år, i virkeligheden hedder noget andet og har været Brøndby-fan så længe, han kan huske.

»Det er et ekstremt miljø, og det får os ud et sted, hvor vi ikke er i virkeligheden, man er ekstrem i tilråb og retorik, og det kan godt virke overvældene, når man står og råber bøsserøv,« siger Anders.

»Der ligger bare ikke noget i ordene. Det er bare ord, der er tømt for betydning, der ligger virkelig få tanker bag. Jeg har aldrig tænkt over det, og jeg har aldrig tænkt over, at det i virkeligheden er homofobisk. Og jeg ville da acceptere det fuldt ud, hvis en af spillerne sprang ud som homosekusel. Sådan har alle, jeg kender det.«

Men det er en retorik, der kan få konsekvenser:

»Når du i teenagealderen finder ud af, at du er en mandlig homoseksuel, så stopper langt de fleste og finder på noget andet at lave. Det gør den evige sang fra DBU om, at de ikke kender nogen homoseksuelle i fodbold, der har et problem, dybt problematisk. At vores miljø støder dem fra os, længe inden de bliver elitespillere. Når du har 270.000 mandlige spillere under DBU, og du har en helt skæv fordeling, hvad angår deres seksualitet, så bliver du nødt til at ændre på det. Og det er også DBU’s problem,« siger Mads Øland, der ærgrer sig over det.

»Jeg elsker fodboldmiljøet og er ikke selv homoseksuel, men jeg bryder mig virkelig ikke om den homofibiske del af kulturen. Men når jeg er ude og spille en kamp, bliver jeg jo nødt til at lægge øre til dem.«

Bøsser danser bare bedre

Kristian Levinsen fra Pan Fodbold har spillet på omkring 10 hold, inden han begyndte at spille i Pan.

»Retorikken i almindelige klubber har aldrig generet mig,« siger han.

»Det er ikke derfor, jeg spiller i en homoseksuel klub, for alle vi, der har spillet fodbold, siden vi var fem år gamle, kan jo jargonen til hudløshed. Vi ved præcist, hvad der foregår. Vi kan da tale lige så meget om damer, som de kan, et par bryster skræmmer ikke mig,« siger han.

Dermed er ikke sagt, at alle har det lige som ham. Især spillere, som ikke har spillet fodbold før, men gerne vil prøve, og som er ret feminine i deres udtryk, spiller på Pan-holdet, fordi de er skræmte over at skulle spille i en heteroklub.

»Jeg har hørt masser af folk fra fodboldmiljøet sige, at der ikke ville være et problem, hvis der var bøsser, men alligevel er de der jo ikke. Og så bliver det oven i købet knyttet an til, at fodbold er lidt hårdt. Man skal kunne klare, at der bliver råbt hårde ord på banen, og der er også de hårde tacklinger, som man skal kunne tåle. Så på den ene side er der meget åbenhed omkring, at der skal være plads til homoseksuelle i fodbold, og på den anden side sætter de også bøsserne i bås, så de ikke er helt så meget mænd som andre mænd og ikke kan klare helt så hårde tacklinger,« siger Kristian Levinsen, der synes, at Pan-holdet er lige så hårdt og råt som de andre hold, han har spillet på.

»Hvis du så en træning eller en kamp med os, så ville du se et helt normalt fodboldhold, hvor der bliver tacklet igennem og råbt. Bøsser, der går til fodbold, er som regel maskuline mænd. Men der er da masser af bøsser, typisk dem, der har lidt flere feminine sider, der går til dans i stedet for,« siger han og begrunder det med, at man når man er i seks- til 14-årsalderen og begynder at skabe sig en identitet og mærker, at man er til fyre, lægger man sit liv op ad de fordomme, man kender.

»Det gjorde jeg også selv. Men hvorfor skulle en bøsse danse bedre end en ikkebøsse? Det står lidt uklart for mig.«

Med intensitet på

»Det er et virkelig maskulint miljø. Altså virkelig maskulint.« Morten Levinsen går i 2. G. er midtbanespiller og anfører på B93 på Østerbros U19-hold, men lige nu står han på sidelinjen. Hans arm er gået af led, den er tapet, og fodbold kommer han først til at spille igen til august.

»Ej, Sonny«, råber han med et opgivende udtryk og river sig i håret. Også de andre spillere på banen bander over Sonny. En holdkammerat har brækket næsen og spiller med maske. En anden spiller afleverer bolden til ham på en måde, så han bliver nødt til at nikke til den. »For helvede,« råber ham med den brækkede næse og peger på masken.

»Ej, tag dig nu sammen,« råber Morten Levinsen, der lige som de fleste andre på holdet stadig drømmer om en professionel karriere. En karriere, som én, maks. to på holdet kommer til at opnå. Og så har træneren Michael Hjortkjær, der står midt i tumulten på banen, endda gjort det godt.

»Ja, det tror jeg sgu,« svarer Morten Levinsen på spørgsmålet om mænd, som er til mænd vil blive set som mindre mænd end mænd, der er til kvinder.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så ja. De træninger, hvor der virkelig er intensitet på, hvor der bliver råbt og skreget af hinanden, og hvor tonen virkelig er hård, og folk bliver kaldt for bøsser og elendige og dårlige – det ville være svært for en, der er til mænd. Kan man ikke tage det, så kan man ikke være fodboldspiller, det er meget simpelt. Det handler om at have brystet fremme, og da kan det være et hårdt sted for maskuliniteten ikke at være til kvinder.«

Thomas Nielsen

Det er grunden til, at det ifølge Michael Kimmel er så svært at forestille sig en homoseksuel professionel fodboldspiller. Michael Kimmel er sociolog ved Stony Brook University i New York, hvor han forsker i mænd og maskulinitet.

»Vi ser mandlige sportsmænd som maskulinitetens idealbillede, og vi ser stadig homoseksuelle mænd som dysfunktionelle mænd.«

Fordi vi antager, at homoseksuelle mænd er mere som kvinder.

»Passive og bløde. At høre nogen sige ’du er så bøsset’ er som at fornærme vedkommendes maskulinitet. Og derfor må vedkommende bevise, at det ikke er sandt.«

Damer, damer, damer

På græsbanerne på Østerbro har træneren forsøgt at luge ud i de homofobiske ord. Både fordi de er diskriminerende, og fordi Michael Hjortkjær er ret sikker på, at han selv har haft homoseksuelle drenge på sine hold. Derfor er de opmærksomme på ordene på banen. Og derfor irettesætter han drengene. Det gør B93’s trænere hele tiden. De har endda lavet en politik om det i klubben.

»Men så gør vi det bare, når han ikke hører det,« siger Morten Levinsen og viser et billede på mobiltelefonen. Det er et røntgenbillede af hans arm, hvor knoglerne stritter i to forskellige retninger. Det var før, de blev sat på plads.

»Det er en meget speciel type mænd, der går til fodbold. Det er mænd med brystet fremme; mænd, der ikke piver; mænd, der kan tåle, at man siger ’sikke en bøssetackling’; mænd, der er lidt arrogante, spiller lidt smarte og virkelig gerne vil fremstå som stærke personer,« siger han. Og så er det mænd, der er til kvinder. Det lærer man fra man er helt lille – at træneren står og snakker om damer.

»Og når man kommer længere op, så begynder man selv at snakke om damer, man tager i byen sammen, hvor der igen bliver snakket om damer. Det er et kæmpe, kæmpe emne i omklædningsrummet, at man har scoret, og hvad man har lavet, og hvad der er sket. Damer, damer, damer. Det tror jeg da er lidt svært for en, der tænder på fyre, når det nu er en måde at være sammen på i omklædningsrummet.«

Alligevel ville Martin Levinsen og hans holdkammerater aldrig have noget imod, at en af dem sprang ud som homoseksuel.

— Ville du se ham som en dårligere spiller?

»Aldrig. Det tror jeg ikke på. Det kan godt være, at det måske var sådan for 30 år siden, men alle kender bøsser efterhånden.«

— Ville du se ham som mindre mand?

»Nej, selvfølgelig ikke.«

— Ville du have et problem med at klæde om med vedkommende?

»Nu har vi spillet sammen i så mange år, og hvis det ikke har været et problem før, hvorfor skulle det så blive det nu?«

Træningen er forbi. Frederik Bruhn, der går i 3. G på Allerød gymnasium er enig. Det er klart, fodbold er en machosport. Det ville da være lidt mærkeligt i begyndelsen, hvis en af dem sprang ud. Når nu man bruger så meget tid sammen i omklædningsrummet.

»Men hvis det er en spiller man har spillet med i lang tid, så ville det ikke gøre noget. Overhovedet ikke.«

Tobias Barbosa fra 2. G på Christianshavns gymnasium ryster på hovedet.

»Man ville tænke over det i et splitsekund og så ville man tænke, at det har fungeret før. Og så ville man spille videre og tænke på at vinde næste kamp.«

Alligevel er der ikke nogen i professionel fodbold i Danmark, der har gjort det. Det er fordi sporten er en machosport, siger de samstemmende.

»Det er store fodboldspillere, stærke fodboldspillere, og da ville det være et svaghedstegn at springe ud som bøsse. Hvis man spillede kamp, ville det være noget, der ville blive kørt på. Helt klart,« siger Frederik Bruhn, mens drengene går ned af grusstien til omklædningsrummene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Jesper Wendt
  • Anna Holmgaard
Tom Paamand, Jesper Wendt og Anna Holmgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Homofobi, er blot et udtryk for usikkerhed.

Synes nu godt man kan lave sjov, men det er lidt situationsbestemt. Undertrykker man det, kan det i sig selv kan være diskriminerende, men det er en balancegang.

Christian Svenstrup Harder og Nicolai Nygaard Petersen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

Inden for cykelsporten er der da heller ingen som bruger dope.
De er også rigtige mænd.

Sabine Behrmann, claus maack og Villads Keiding anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

DBU, ser ikke for godt ud i den sag. Erkendelsen af at ingen står frem, burde vække opsigt i sig selv.

Steffen Gliese

Wanda fra BBF fortæller i sit foredrag en sjov historie om et besøg på en skole, hvor bøsserne fortæller, at dem, der bliver valgt sidst til fodbold, med en vis sandsynlighed er bøsser. - Senere møder han en af eleverne i byen, der fortæller om de problemer, den pågældende bemærkning har givet ham efterfølgende. Men, som Wanda konkluderede, så passede det jo!
De færreste mænd, der tænder på mænd, er feminine, tværtimod - og det er da også internationalt indenfor rugby og ishockey, der opstår homohold.
For mig er en artikel som denne med til at øge mine fordomme om fodbold, som jeg altid har oplevet som et ekstremt dumt tidsfordriv, baseret på ren tilfældighed og en dyrkelse, og dermed styrkelse, af de værste dyriske anlæg.

Nic Pedersen

Hmmmm... jeg gider ikke at blande mig ret meget her, men det synes som om folk der er til kvinder er en hel del sejere end folk, der er til mænd, både i sport og spot!
(og det gælder så både mænd og kvinder!)

Hugo Pieterse, Kristian Rikard og Rene Bolvig anbefalede denne kommentar
Trille Hassager

Som Peter Hansen skriver - det er svært ikke at få fordomme over for den maskuline selvforståelse inden for fodboldverdenen, når man læser den her artikel... - det lyder jo som om der (stadig) er en udbredt opfattelse og selvforståelse blandt 'fodbold-mænd', om at maskulinitet (stadig) er lig med (fysisk) styrke, at score og tale om damer og i det hele taget være en 'satans karl'. Det er da virkelig trist, hvis mænd stadig klynger sig til så en-dimensionel en forestilling om hvad maskulinitet er... og det boder da ikke voldsomt godt for vores ‘små fodbold-knægtes’ køns- og seksualudvikling, hvis den reduceres til så antikverede og stereotypiske forestillinger om, hvad det vil sige at være dreng/mand.
Al identitetsudvikling (og dermed også seksual-og kønsudviklingen) består jo af ping-pong mellem dig selv og omverdenen - både ift. det fysiske, det mentale, men jo også det sproglige. Sproglige betegnelser som: 'det svage køn', 'tøsedreng', 'perker', 'neger', 'bøsserøv' præger også identitetsudviklingen. Og selvom det siges i artiklen, at 'det bare er noget man siger' - det er bare en 'jargon', så er det jo stadig udtryk for en 'pegen-fingre-af' og en udskilning af noget, som man i hvert fald ikke ER eller MÅ VÆRE....
Jeg forstår behovet for at kunne udtrykke frustration og (sprogligt) udtrykke en fællesskabsfølelse, og jeg kan forestille mig, at mange vil sige, at den form for sproglig ‘censur’ der implicit ligger indlejret i fx. min holdning, bare er en gang politisk korrekt fis.... But so be it....
For en ting er jo stigmatisering - og dermed også selvstigmatisering, noget helt andet er at ophøje så stereotypisk en stigmatisering til selve grundlaget for, hvad det vil sige at være dreng/mand (og i øvrigt også pige/kvinde - hetero/homo - dansker/ikke-dansker....)
Det er sgu en kende for neandertaler-agtigt... fysisk, mentalt, men også sprogligt... - og det bør vi kunne gøre bedre her i det 21. århundrede...

Dennis Jørgensen, Hanne Ribens og June Beltoft anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Til PH og Trille: Jeg er en person som har en stor passion for fodboldspillet, jeg kan godt forstå at det kan forekomme fordummende, men det er det absolut ikke. Et fodboldhold er ofte sammensat af mange typer personligheder, der kan være meget psykologi i fodbold, hvad måske lidt er en kvinde ting, men der kan jo også være meget sværvægtsboksning, i attituden.
Jeg er selv den type spiller som har mange feminine sider og er følsom uden at være homoseksuel, jeg er aldrig blevet valgt sidst, men kunne have forudsætningerne for det hvis kriteriet var at de følsomme blev valgt til sidst.
Jeg tror man skal tage fodbold f.eks. som et kulturelt fænomen, derfor tror jeg ikke man skal ændre radikalt på kulturen, dog bør man altid, som det jo også bliver sagt, behandle alle mennesker med den dybeste respekt i alle livets forhold, deri også inkluderet homoseksuelle.

Til sammenligning ville det være en kulturel katastrofe hvis man skulle lave om på Angora Drengenes, eller Monrad og Riislunds retorik, det ville resultere i tab af kulturværdier.

Personligt mener jeg at det er beundringsværdigt hvis folk står frem og er ærlige omkring det det vil forhåbentligt ikke tage så mange år før alle vil tage det som en selvfølge at folk kan have den seksualitet de ønsker, selv i elitefodbold.

Simon Olmo Larsen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Bettina Horslet og Trille Hassager anbefalede denne kommentar

Lige siden pave Gregor i 1000-tallet opfandt homofobien for at styrke de indre linjer, og rane magten til sig og sin syge kirke, har det været god kotyme at brænde bøsser (og muslimer, jøder og kættere) af på bålet eller i pressen. Det handler hverken om "maskulinitet" eller andre finurligheder, men simpelthen om den måde vores samfund udøver magt over masserne på: "Er du bøsse, så pas på! For vi har ret til at smadre dig!" - man kunne kalde det en trusselskultur. Lige noget der passer vores stedlige bonderøvskultur, hvor selv højtuddannede mennesker grine tø-hø-agtigt hver gang der lige rives en bøssevits af til en perso-fest. Og hvis ungerne i skolen bruger homofobiske udtryk så er de vel bare nogle friske, små fodboldfyre?

Simon Olmo Larsen, Hanne Ribens, Steffen Gliese, Per Torbensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Der er dog ingen, der er fulgt efter, selv om man troede, at det kun ville kræve en enkelt rollemodel, før andre ville stå frem."

Der er vist heller ingen, der er fulgt efter Robert Enke og har indrømmet, at de led af depressioner? Hvilket ellers var hans enkes håb og grunden til, at hun efter hans selvmord valgte at stå offentligt frem og fortælle om hans angst for at blive 'afsløret'.

Fra
'Målmanden, der ikke kunne redde sig selv'
(maj 2012):

»Depression er en demokratisk sygdom; den kan ramme alle – uanset om du er butiksassistent i en tøjforretning eller målmand for det tyske fodboldlandshold. Men fordi fodboldspillere i vores præstationsorienterede samfund ikke må være svage, mobiliserede Robert en ufattelig styrke for at holde sin depression hemmelig,« siger Ronald Reng, forfatter til biografien Et alt for kort liv – tragedien Robert Enke, der udkommer på dansk fra forlaget Turbulenz i næste uge.

Ifølge Ronald Reng har vi ikke noget problem med at acceptere, at kunstnere, musikere og forfattere lider af depression. Vi forventer det; ja, vi opfatter det nærmest som en forudsætning for den kreative proces.

»Men fodboldspillere er nationens raske drenge. De skal være sunde og stærke, det er det image, de har, og som de selv er med til at holde i live ved at skjule deres svagheder. Robert Enke var ikke anderledes. Folk forventede, at han var den stærke mand i målet, og han gjorde selv alt, hvad han kunne, for at leve op til de forventninger.«

Vibeke Rasmussen

I Bo Johansens link til HARDtalk fortæller Gareth Thomas bl.a.

– at han, da han som teenager blev klar over, at han var gay, følte, at han måtte tage et valg mellem 'life or rugby'! Han valgte det sidste … samt, opdagede han senere, løgnen; som siden førte til selvhad og tanker om selvmord.

– at han ikke har mødt homofobi inden for sport eller blandt holdkammerater. Både de, hans ekshustru og familie i øvrigt har støttet ham. Derimod var hadet fra fans efter hans 'coming out' massivt!

Hvor ville det dog være befriende, hvis den dag snart oprinder, hvor ALLE er hammer ligeglade med, hvem der kysser på hvem og hvorfor i de private gemakker.
Når alt kommer til alt, kommer det jo kun de involverede parter ved - og seksualitet er ikke en smitsom sygdom.

Til alle homofober i verden: Hvad f..... er det, I er så BANGE for???
s.u.

Steen Erik Blumensaat

Myten: i mytens fortælles der at homosexulele har indføring i anus når de er sammen.
Kliniske data viser at hetero mænd oftere indfører i anus.

Jack Jönsson

Hvis det virkelig skulle interessere andre end journalisterne hvilken seksualitet sportsmændene har, så må de jo møde op og se hvem der bruger længere tid under fællesbadningen end under træningen :-)

Simone Bærentzen

"En del homoseksuelle mænd vil måske søge til sportsgrene med det feminine udtryk som er at finde i balletten og i skøjteløbet, altså sportsgrene, der har den æstetiske og følelsesmæssige udtryksform."

Ja, for enhver ved jo at alle bøsser fantaserer om at få et arbejde, hvor de kan få lov at bære rundt på letpåklædte damer hele tiden!??

Nej, men det er da lidt af en gang bræk at lukke ud, udelukkende baseret på Hans Bondes fordomme om homoseksuelle, balletdansere og skøjteløbere. Jeg kan ikke udtale mig om skøjteløbere, men ved at der er ret få homoseksuelle mænd i balletverden - professionelle balletdansere starter jo i så ung en alder at det oftest nærmere har været forældrenes valg end barnets eget.

Andreas Trägårdh

Faktisk er al holdsport homoseksuel. ..
Eij, der er vist lige mixed double i badminton.
.. men ellers.

Hvorfor er det lige at sport er blevet organiseret homoseksuelt?
Er det et aftryk af en og samme homoseksuelle gamle verdensorden der har skabt kirkerne?
For hvis legene havde været hetero, og altså m/k havde de måske haft helt andre parametre og derfor udviklet sig ganske anderledes.

Andreas Trägårdh

Hvem bliver i ramme alvor ophidset af at se på halvnøgne mænd der udfolder sig fysiskt, svedende og stønnende - sammen?
Homoseksuelle!
Så kan de kalde det hvad de vil ;)