Fodbold er for hårdt til bøsser

Desværre. Vi kan ikke hjælpe dig med et eneste navn, lyder beskeden. Christian Bigom fra Pan Idræt har ledt, men ikke fundet en eneste åbent mandlig homoseksuel eliteidrætsudøver i bare en enkelt af de store tilskuersportsgrene i Danmark. Ingen. Hverken i fodbold, håndbold eller ishockey. Det er ikke, fordi de ikke eksisterer – Pan Fodbold har kendskab til tre homoseksuelle superligaspillere lige nu, men ingen af dem har lyst til at stå offentligt frem, mest fordi de er bange for fansene.

Direktøren for fodboldspillernes fagforening Mads Øland i Spillerforeningen har, siden han trådte til i 1991, også flere gange oplevet, at en homoseksuel spiller har henvendt sig. Ingen af dem er gået ud med det.

Ingen har lyst til at gøre det, amerikanske Robbie Rogers fra Leeds United gjorde, da han i februar sprang ud som homoseksuel og samtidig stoppede karrieren i en alder af kun 25.

»Fordi ingen har gjort det før og på grund af de ting, jeg har hørt i omklædningsrummet tænkte jeg: ’Jeg har brug for at komme væk herfra – jeg skal bare sige det, finde fred og forsvinde herfra’,« forklarede Rogers bagefter om, hvorfor han havde trukket sig. Han så det ikke som en mulighed at kombinere åbenhed om sin seksualitet med en professionel fodboldkarriere, og han er ikke den eneste.

I maj kom det frem, at mindst otte britiske Premier League-spillere over for deres kolleger har afsløret, at de er homoseksuelle, men at de ikke tør stå frem, fordi de frygter fansene. I Tyskland gav ’den hemmelige bundesligaspiller’ i september sidste år et interview om, at han ikke længere ville føle sig sikker på åben gade, hvis han stod frem, men at han heller ikke vidste, om han kunne holde til det pres, det var at bevare så alvorlig en hemmelighed, indtil hans karriere sluttede, også fordi dobbeltlivet umuliggjorde seriøse forhold. I dag er den eneste aktive fodboldspiller på professionelt plan i verden svenske Anton Hysén, der sprang ud i 2011 som 20-årig. Han spiller stadig i tredjedivisionsklubben Utsikten BK i Göteborg og er siden blevet verdenskendt – ikke så meget for sine fodboldtalenter, men for sin seksualitet. Der er dog ingen, der er fulgt efter, selv om man troede, at det kun ville kræve en enkelt rollemodel, før andre ville stå frem.

Selvjustits. På græsbanerne på Østerbro har træneren, Michael Hjortkjær, forsøgt at luge ud i de homofobiske ord. Både fordi de er diskriminerende, og fordi han er ret sikker på, at han selv har haft homoseksuelle drenge på sine hold.

Thomas Nielsen

»Folk tror ikke, at homoseksuelle mænd kan spille fodbold,« siger Kristian Levinsen fra Pan Fodbold. »Det tror de muligvis heller ikke selv.«

Siden han var fem, har han spillet fodbold. I dag er han 34. Han sprang ud som homoseksuel som 20-årig.

»Da jeg sprang ud, kendte jeg til to bøsser, og det var Elton John og George Michael. Så jeg kopierede dem, fordi det var sådan, jeg troede, man skulle være som bøsse. Efter et års tid fandt jeg ud af, at det var røvkedeligt at være en karikatur på noget. Det var jo ikke mig selv.«

»Livet er enkelt, når din hemmelighed er ude,« sagde Robbie Rogers kort efter han var sprunget ud.

»Forsvundet er den smerte, der lurer i maven, når du er på arbejde. Den smerte, der udgår fra at undgå spørgsmål og i sidste ende den smerte, der kommer fra at gemme på så dyb en hemmelighed.«

En hemmelighed, der siden britiske Justin Fashanu, som spillede for en række storklubber i 70’erne, 80’erne og 90’erne i europæisk fodbold, ikke har været legitim. Hans karriere blev aldrig den samme efter at han i 1990 fortalte, at han var homoseksuel. I 1998 begik han selvmord.

Findes de?

Men tiden er moden, ifølge tidligere superligaspiller og landsholdspiller Allan Nielsen, der ikke selv ville se det som et problem overhovedet.

»Det er folks seksualitet og har ikke noget med fodbolden at gøre. Men når det er sagt, kan jeg godt se, hvorfor det kan være svært at være åben omkring det. Jeg tror, folk ville se det som et svaghedstegn, især fansene,« siger han og understreger, at han ikke tror, at han nogensinde har mødt en eneste spiller, træner eller spilagent igennem sin karriere, der har været homoseksuel.

»Vi ved ikke, om vi overhovedet har et problem i Danmark,« siger idrætsforsker Hans Bonde, som har skrevet doktordisputats om grundlæggeren af Ollerup Gymnastikhøjskole Niels Bukh, der havde homoseksuelle tilbøjeligheder og var nazisympatisør. Der er ikke lavet undersøgelser hverken af homofobien i sporten eller af, hvor mange mandlige fodboldspillere, håndboldspillere eller ishockeyspillere, som er homoseksuelle.

»Vi ved altså ikke, hvor stort problemet er. En del homoseksuelle mænd vil måske søge til sportsgrene med det feminine udtryk som er at finde i balletten og i skøjteløbet, altså sportsgrene, der har den æstetiske og følelsesmæssige udtryksform,« siger han og peger på, at det er lige som med en del homoseksuelle kvinder.

»De går måske mere i retning af det maskuline og lander i kontaktsportsgrene og i sportsgrene med et aggressivt maskulint udtryk. Det er en hypotese, men man kan mene, at der ikke er nær så mange homoseksuelle mandlige håndbold- og fodboldspillere på eliteniveau, som der er homoseksuelle kvindelige håndboldspillere på eliteniveau.«

I Dansk Boldspil-Union peger man også på manglende materiale på området. Intet peger på, at der skulle være homofobi i dansk fodbold, eller at det får eventuelle homoseksuelle professionelle spillere til ikke at stå frem.

»Der er intet, der tyder på, at vi har et problem. DBU arbejder for inklusion, tolerance og antidiskrimination, det gælder ikke over for seksualitet alene, det gælder også etnisk mangfoldighed for eksempel,« siger Lars Berendt, kommunikationschef i DBU.

»I vores materiale henviser vi til, at vi ikke accepterer diskrimination. Men hvis nogen påstår, at der er homoseksuelle, som ikke tør springe ud på grund af homofobi, og at der er et problem, så må de også redegøre for det.«

På grønsværen

Det er netop problemet, siger direktør i Spillerforeningen, Mads Øland.

»Det, at man siger i DBU, at der ikke er noget problem, er et meget godt udtryk for, hvor stort et problem der er,« siger han. Selv spiller den tidligere divisionsspiller nu breddefodbold, hans børn spiller fodbold, og mange weekender bliver tilbragt på fodboldbanerne rundt omkring i København.

»Man skal være både døv og blind for ikke at forstå, at vi har et miljø, der er meget homofobisk, når du går rundt på banerne. For 8-10 år siden var det stadig accepteret at bruge racistiske udtryk. Det er det ikke i dag, men det er der desværre stadig i forhold til homofobi. Den er stærk og solid og har manifesteret sig i vores miljø, og her mener jeg hele miljøet.«

Thomas Nielsen

Problemet er i fodboldmiljøet som sådan og ikke kun elitefodbolden.

Det begynder allerede, når små drenge på seks, syv og otte år lærer, at man i hvert fald ikke skal være en bøsserøv, og at en for blød tackling er for bøsser. Der er en udpræget homofobisk fankultur på lægterne, flere fanklubber har sange, der er decideret homofobiske i deres udtryk. Og når ens hold præsterer dårligt, er det helt accepteret at bruge åbenlyst homofobiske udtryk.

»Selvfølgelig bliver homoseksuelle spillere afskrækket af det miljø,« siger Mads Øland.

På stadion bliver der råbt ’bøsserøv’, ’luder’, ’fucking’, ’klamme’ og ’latterlige’, og de mest hardcore fans synger, at man vil slå modstanderne ihjel. At man vil kneppe deres kællinger ...

»Retorikken er hård,« siger Anders, der er 22 år, i virkeligheden hedder noget andet og har været Brøndby-fan så længe, han kan huske.

»Det er et ekstremt miljø, og det får os ud et sted, hvor vi ikke er i virkeligheden, man er ekstrem i tilråb og retorik, og det kan godt virke overvældene, når man står og råber bøsserøv,« siger Anders.

»Der ligger bare ikke noget i ordene. Det er bare ord, der er tømt for betydning, der ligger virkelig få tanker bag. Jeg har aldrig tænkt over det, og jeg har aldrig tænkt over, at det i virkeligheden er homofobisk. Og jeg ville da acceptere det fuldt ud, hvis en af spillerne sprang ud som homosekusel. Sådan har alle, jeg kender det.«

Men det er en retorik, der kan få konsekvenser:

»Når du i teenagealderen finder ud af, at du er en mandlig homoseksuel, så stopper langt de fleste og finder på noget andet at lave. Det gør den evige sang fra DBU om, at de ikke kender nogen homoseksuelle i fodbold, der har et problem, dybt problematisk. At vores miljø støder dem fra os, længe inden de bliver elitespillere. Når du har 270.000 mandlige spillere under DBU, og du har en helt skæv fordeling, hvad angår deres seksualitet, så bliver du nødt til at ændre på det. Og det er også DBU’s problem,« siger Mads Øland, der ærgrer sig over det.

»Jeg elsker fodboldmiljøet og er ikke selv homoseksuel, men jeg bryder mig virkelig ikke om den homofibiske del af kulturen. Men når jeg er ude og spille en kamp, bliver jeg jo nødt til at lægge øre til dem.«

Bøsser danser bare bedre

Kristian Levinsen fra Pan Fodbold har spillet på omkring 10 hold, inden han begyndte at spille i Pan.

»Retorikken i almindelige klubber har aldrig generet mig,« siger han.

»Det er ikke derfor, jeg spiller i en homoseksuel klub, for alle vi, der har spillet fodbold, siden vi var fem år gamle, kan jo jargonen til hudløshed. Vi ved præcist, hvad der foregår. Vi kan da tale lige så meget om damer, som de kan, et par bryster skræmmer ikke mig,« siger han.

Dermed er ikke sagt, at alle har det lige som ham. Især spillere, som ikke har spillet fodbold før, men gerne vil prøve, og som er ret feminine i deres udtryk, spiller på Pan-holdet, fordi de er skræmte over at skulle spille i en heteroklub.

»Jeg har hørt masser af folk fra fodboldmiljøet sige, at der ikke ville være et problem, hvis der var bøsser, men alligevel er de der jo ikke. Og så bliver det oven i købet knyttet an til, at fodbold er lidt hårdt. Man skal kunne klare, at der bliver råbt hårde ord på banen, og der er også de hårde tacklinger, som man skal kunne tåle. Så på den ene side er der meget åbenhed omkring, at der skal være plads til homoseksuelle i fodbold, og på den anden side sætter de også bøsserne i bås, så de ikke er helt så meget mænd som andre mænd og ikke kan klare helt så hårde tacklinger,« siger Kristian Levinsen, der synes, at Pan-holdet er lige så hårdt og råt som de andre hold, han har spillet på.

»Hvis du så en træning eller en kamp med os, så ville du se et helt normalt fodboldhold, hvor der bliver tacklet igennem og råbt. Bøsser, der går til fodbold, er som regel maskuline mænd. Men der er da masser af bøsser, typisk dem, der har lidt flere feminine sider, der går til dans i stedet for,« siger han og begrunder det med, at man når man er i seks- til 14-årsalderen og begynder at skabe sig en identitet og mærker, at man er til fyre, lægger man sit liv op ad de fordomme, man kender.

»Det gjorde jeg også selv. Men hvorfor skulle en bøsse danse bedre end en ikkebøsse? Det står lidt uklart for mig.«

Med intensitet på

»Det er et virkelig maskulint miljø. Altså virkelig maskulint.« Morten Levinsen går i 2. G. er midtbanespiller og anfører på B93 på Østerbros U19-hold, men lige nu står han på sidelinjen. Hans arm er gået af led, den er tapet, og fodbold kommer han først til at spille igen til august.

»Ej, Sonny«, råber han med et opgivende udtryk og river sig i håret. Også de andre spillere på banen bander over Sonny. En holdkammerat har brækket næsen og spiller med maske. En anden spiller afleverer bolden til ham på en måde, så han bliver nødt til at nikke til den. »For helvede,« råber ham med den brækkede næse og peger på masken.

»Ej, tag dig nu sammen,« råber Morten Levinsen, der lige som de fleste andre på holdet stadig drømmer om en professionel karriere. En karriere, som én, maks. to på holdet kommer til at opnå. Og så har træneren Michael Hjortkjær, der står midt i tumulten på banen, endda gjort det godt.

»Ja, det tror jeg sgu,« svarer Morten Levinsen på spørgsmålet om mænd, som er til mænd vil blive set som mindre mænd end mænd, der er til kvinder.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så ja. De træninger, hvor der virkelig er intensitet på, hvor der bliver råbt og skreget af hinanden, og hvor tonen virkelig er hård, og folk bliver kaldt for bøsser og elendige og dårlige – det ville være svært for en, der er til mænd. Kan man ikke tage det, så kan man ikke være fodboldspiller, det er meget simpelt. Det handler om at have brystet fremme, og da kan det være et hårdt sted for maskuliniteten ikke at være til kvinder.«

Thomas Nielsen

Det er grunden til, at det ifølge Michael Kimmel er så svært at forestille sig en homoseksuel professionel fodboldspiller. Michael Kimmel er sociolog ved Stony Brook University i New York, hvor han forsker i mænd og maskulinitet.

»Vi ser mandlige sportsmænd som maskulinitetens idealbillede, og vi ser stadig homoseksuelle mænd som dysfunktionelle mænd.«

Fordi vi antager, at homoseksuelle mænd er mere som kvinder.

»Passive og bløde. At høre nogen sige ’du er så bøsset’ er som at fornærme vedkommendes maskulinitet. Og derfor må vedkommende bevise, at det ikke er sandt.«

Damer, damer, damer

På græsbanerne på Østerbro har træneren forsøgt at luge ud i de homofobiske ord. Både fordi de er diskriminerende, og fordi Michael Hjortkjær er ret sikker på, at han selv har haft homoseksuelle drenge på sine hold. Derfor er de opmærksomme på ordene på banen. Og derfor irettesætter han drengene. Det gør B93’s trænere hele tiden. De har endda lavet en politik om det i klubben.

»Men så gør vi det bare, når han ikke hører det,« siger Morten Levinsen og viser et billede på mobiltelefonen. Det er et røntgenbillede af hans arm, hvor knoglerne stritter i to forskellige retninger. Det var før, de blev sat på plads.

»Det er en meget speciel type mænd, der går til fodbold. Det er mænd med brystet fremme; mænd, der ikke piver; mænd, der kan tåle, at man siger ’sikke en bøssetackling’; mænd, der er lidt arrogante, spiller lidt smarte og virkelig gerne vil fremstå som stærke personer,« siger han. Og så er det mænd, der er til kvinder. Det lærer man fra man er helt lille – at træneren står og snakker om damer.

»Og når man kommer længere op, så begynder man selv at snakke om damer, man tager i byen sammen, hvor der igen bliver snakket om damer. Det er et kæmpe, kæmpe emne i omklædningsrummet, at man har scoret, og hvad man har lavet, og hvad der er sket. Damer, damer, damer. Det tror jeg da er lidt svært for en, der tænder på fyre, når det nu er en måde at være sammen på i omklædningsrummet.«

Alligevel ville Martin Levinsen og hans holdkammerater aldrig have noget imod, at en af dem sprang ud som homoseksuel.

— Ville du se ham som en dårligere spiller?

»Aldrig. Det tror jeg ikke på. Det kan godt være, at det måske var sådan for 30 år siden, men alle kender bøsser efterhånden.«

— Ville du se ham som mindre mand?

»Nej, selvfølgelig ikke.«

— Ville du have et problem med at klæde om med vedkommende?

»Nu har vi spillet sammen i så mange år, og hvis det ikke har været et problem før, hvorfor skulle det så blive det nu?«

Træningen er forbi. Frederik Bruhn, der går i 3. G på Allerød gymnasium er enig. Det er klart, fodbold er en machosport. Det ville da være lidt mærkeligt i begyndelsen, hvis en af dem sprang ud. Når nu man bruger så meget tid sammen i omklædningsrummet.

»Men hvis det er en spiller man har spillet med i lang tid, så ville det ikke gøre noget. Overhovedet ikke.«

Tobias Barbosa fra 2. G på Christianshavns gymnasium ryster på hovedet.

»Man ville tænke over det i et splitsekund og så ville man tænke, at det har fungeret før. Og så ville man spille videre og tænke på at vinde næste kamp.«

Alligevel er der ikke nogen i professionel fodbold i Danmark, der har gjort det. Det er fordi sporten er en machosport, siger de samstemmende.

»Det er store fodboldspillere, stærke fodboldspillere, og da ville det være et svaghedstegn at springe ud som bøsse. Hvis man spillede kamp, ville det være noget, der ville blive kørt på. Helt klart,« siger Frederik Bruhn, mens drengene går ned af grusstien til omklædningsrummene.