Læsetid: 16 min.

Guerilla-krigens usynlige gud

I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
Kendsgerninger. Ligene af 12 børn i en landsby lyver ikke. Men sandheden om deres død anfægtes, uanset hvem der fremfører den. For beboerne er det deres børn, der blev dræbt af amerikanske bomber – for den lokale sikkerhedschef er landsbyboerne alle medlemer af Taleban. Foto: Naimatullah Karyab/Polfoto

Kendsgerninger. Ligene af 12 børn i en landsby lyver ikke. Men sandheden om deres død anfægtes, uanset hvem der fremfører den. For beboerne er det deres børn, der blev dræbt af amerikanske bomber – for den lokale sikkerhedschef er landsbyboerne alle medlemer af Taleban. Foto: Naimatullah Karyab/Polfoto

18. maj 2013

Sådan ser en asymmetrisk krig ud på nært hold.

Asymmetrisk krig er betegnelsen for den form for krigsførelse, hvor massivt udrustede militærenheder står over for en guerillabevægelse, der kompenserer for sin mangel på våben med nålestiksoperationer, pludselige bagholdsangreb, en uforudsigelig opdukken og en lige så uforudsigelig forsvinden.

Mens den ene part i en asymmetrisk krig er massivt tilstede med forsyningskonvojer, pansrede kampvogne, et artilleri, der tordner løs, og jagerfly, der stryger lavt hen over landskabet, er den anden part forsvundet i det samme landskab, hvor den blander sig med en befolkning, som den oftest også udgår fra.

Guerillaer er verdensmestre i at spæne væk fra slagmarken, sagde en amerikansk general engang med den desperate sarkasme, der røber afmagtsfølelsen.

»Schock and awe,« var de ord, den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld anvendte tilbage i 2003, da han skulle beskrive den effekt, de massive luftbombardementer af Bagdad skulle påføre regimet: rædsel og ærefrygt, som om det var en gammeltestamentlig Gud, hvis åsyn kom til syne på himlen over Iraks hovedstad.

Guerillakrigens lige så vrede gud skjuler derimod sit ansigt. Han er altid inkognito, uden uniform, og bærer han våben, skjuler han dem under kjortlen, hvorfra han først henter dem frem i sidste øjeblik, når maskinpistolen allerede hamrer løs, eller selvmordsbæltet eksploderer.

Han er usynlig, indtil han sekundkort er synlig, og så er han væk igen. Han inspirerer ikke nogen til ærefrygt. Han spreder i stedet en snigende angst, der som en forgiftning rejser gennem kroppen.

Fjenden bor i bjergene

Vi er på vej ind i hjertet af Kunar-provinsen ad hovedvejen, der fører ind til provinshovedstaden Asadabad. Alle vegne er der et massivt opbud af militær. Der er de lokale militser med og uden uniformer.

Der er det nationale politi, der i en 14 køretøjer lang kolonne pløjer sig gennem trafikken, mens en betjent stående på ladet af den forreste af de grønmalede Ford-firehjulstrækkere skriger i en megafon for at tvinge modkørende ud i rabatten. Der er den afghanske hærs og sikkerhedsstyrkernes camouflagemalede Humveer under cedertræerne langs vejen.

Der er de amerikanske styrkers enorme sandfarvede kampvogne med drejende kanontårne på taget. Og alle har de deres massive ildkraft rettet samme sted hen, som om et usynligt, magnetisk kraftfelt trak i geværløbene. Op mod den bjergside, som landevejen løber langs, og hvorfra et angreb hvert øjeblik kan bryde løs.

Eller ikke bryde løs.

I den frodige dalsænkning står de modne hvedemarker med et gyldent, fløjlsblødt skær og venter på at blive høstet. Tværs over den solglitrende Kunarflod svajer spinkle hængebroer, som kun er farbare til fods. Fjerne bjerge toner bort i nuancer af blåt. Vægtløse svæver deres sneklædte toppe i en zig-zag-linje tværs over himlen.

Der er kvinder i farvestærke kjoler med blot et hvidt slør slynget hen over håret. Der er drenge og piger på arbejde i markerne eller travende langs landevejen med store risknipper på hovedet. Der er gamle mænd, som i vejkanten rækker en flettet kurv frem og beder om en almisse til den lokale moské, hvis polerede kuppel lyser op blandt hvedemarkene .

Og så er der de gigantiske, hvide overvågningsballoner af form som zeppelinere, der højt over dalbunden røber amerikanske basers tilstedeværelse. Der er svirrende Chinook-helikoptere mellem bjergsiderne.

Der er de strittende gevær- og kanonløb, der uanset kaliber alle peger samme sted hen.

Der er landevejens store, sorte plamager af smeltet asfalt, hvor en tankbil under angreb er blevet skudt i brand.

Fjenden er usynlig, men virkelig.

Haji Sahib Rohullah Wakil henvendte sig i 2001, kort efter invasionen, til de amerikanske militærmyndigheder for at anbefale dem at gå i dialog med det lokale Taleban for effektivt at kunne bekæmpe al-Qaeda. Den henvendelse kostede ham seks år på Gantánamo.

Anders Sømme Hammer

Kunar er en legende

Og vi befinder os i en hvidlakeret Toyata Corolla midt i en militærkonvoj af tankbiler, så ubeskyttet som alle andre civile køretøjer, der er tvunget til at køre ad denne landevej midt i det frodige Kunars smilende, uanfægtede landskab.

I amerikanske medier er Kunar ikke kun et smukt landskab. Det er også et mytologisk. Det er her er, den amerikanske fotograf Tim Hetherington, der senere blev dræbt i Libyen, sammen med forfatteren Sebastian Junger drejede sin dokumentarfilm Restrepo.

Det er her, Sebastian Junger skrev sin monumentale bestseller War om marinekorpsets udholdende, men forgæves kamp mod lokale oprørere i Korengal Valley, der i de amerikanske medier blev døbt Dødens dal.

Det er her, kaptajn i marinekorpset Antonio Salinas hyldede krigens blodige håndværk i bogen Siren’s Song, hvor Kunar beskrives som »et sted, hvor vild skønhed og død mødes i hvert eneste øjeblik og hvert eneste åndedrag«.

Det er det landskab, marinesoldater kalder både »fjendens hovedkvarter« og »indianerland« i et ekko af USA’s uudryddelige western-mytologi. Den højeste udmærkelse i den amerikanske hær er Medal of Honour. Den har kun været uddelt syv gange i løbet af krigen i Afghanistan, de fire gange til soldater tjenestegørende i Kunar, som siden 2006 har holdt førstepladsen som Afghanistans mest voldelige provins, end ikke udkonkurreret af Helmand, hvis indbyggerantal er tre gange så højt.

Kunar har fælles grænse med Pakistans berygtede Nordvestprovinser, hvor fundamentalistiske kræfter står stærkt, og det er en del af forklaringen på intensiteten i oprøret. De tætte skove, der vokser op ad Hindukuschs fodbjerge, udgør et ideelt terræn for guerillakrig, og der er ældgamle traditioner for at smugle tømmer og våben frem og tilbage over en grænse, ingen respekterer. Det er andre brikker til en forklaring.

Men der er en til: Det var efter et besøg i Kunar, at en højtdekoreret marineofficer og veteran fra Irak-krigen, Matthew P. Hoh, i sin egenskab af rådgiver for den amerikanske stat drog en forbløffende konklusion. Krigen i Afghanistan kunne ikke vindes.

Han så et oprør, der over alt blev fremprovokeret af en korrupt regering og udenlandske troppers blotte tilstedeværelse, og som altid havde lokale årsager skiftende fra den ene isolerede dal til den næste. Og hvad mere var: Han anså de tusind oprør for at være retfærdiggjorte. I et åbent brev til sin foresatte fældede han sin dom over en krig, han anså for fejlslagen, og tog derpå sin afsked.

Straffet for at advare

I Jalalabad har vi dagen før vores besøg i Kunar mødt Haji Sahib Rohullah Wakil, en indflydelsesrig stammeleder fra den krigeriske provins.

I 2001, kun kort tid efter amerikanernes invasion, henvendte han sig til de lokale amerikanske styrker for at gøre opmærksom på, at de med deres fuldkomne mangel på lokalkundskab ikke havde en chance for at opspore al-Qaeda, som han også betragtede som sin og Afghanistans fjende.

Da han trådte ud af porten til basen, blev han omringet af marinesoldater, fik trukket en hætte over hovedet og lagt i håndjern. Han tilbragte fem måneder under konstante forhør på Bagram Basen, hvorfra han blev sendt videre til et seks år langt ophold på Guantánamo, før han i 2008 omsider blev løsladt.

Hvis man vil vide, hvad Wakil måtte gennemgå i Bagram, koster det blot en biografbillet til filmen Zero Dark Thirty, der med gruopvækkende realisme skildrer forhørsscenerne på den amerikanske base lige uden for Kabul. Waterboarding, den berygtede, simulerede druknedød, bliver han ikke udsat for. Men på et tidspunkt sidder han i 20 døgn lænket til en væg med armene i en smertefuld position over hovedet. Han sover ikke.

Under hele interviewet rokker Wakil frem og tilbage. Da han når til dette punkt i sin beretning, arbejder hans hænder febrilsk med bønnekransen. »Jeg kan ikke tale mere om det,« siger han. »Hvad nytte er det til?«

Wahil havde foreslået amerikanerne at tale med de lokale talebanere, som var indstillet på forsoning, og det var dette forslag, der i deres øjne fældede ham som terrorist. »Hvis de havde lyttet dengang, kunne vi have undgået alt dette,« siger han. »Havde amerikanerne blot rakt hånden frem i stedet for at bekrige Taleban, havde der i dag været fred i stedet for krig.«

De dræbtes version

Nu er vi halvanden times kørsel inde i Kunar. Men vi er her ikke embedded med det amerikanske militær for at sidde på en militærbase og kikke indefra og ud. Vi er her midt i landskabet for at kikke udefra og ind.

Det er kun tre uger siden, at et checkpoint i Kunar bemandet af afghanske elitesoldater blev løbet over ende af Taleban, og de soldater, der spiller så stor en rolle i NATO’s optimistiske exit-strategi, blev nedslagtet til sidste mand.

Det er ikke derfor, vi er her. Vi er her på grund af en begivenhed, der fandt sted den 6. april, da amerikanske kampfly bombede en landsby i Kunars Shigal Distrikt og dræbte 25 mennesker, heraf 12 børn.

Vi har set en optagelse fra de afghanske nyhedsmedier, hvor et kamera panorerer hen over rækken af dræbte. Børnene ser ud, som om de sover, med tøjstykker stramt bundet sammen om de små kroppe og kun de uskadte ansigter frie, som om de var postpakker, der ventede på at blive sendt til det hinsides.

Præsident Karzai brugte angrebet som anledning til et af sine propagandistiske udfald mod sine amerikanske allierede, idet han endnu en gang retorisk gjorde opmærksom på sit nyligt udstedte forbud mod luftangreb, et forbud, som ingen af NATO-partnerne har tænkt sig at overholde, og som Karzai næppe heller mener alvorligt.

Vi vil gerne tale med de dræbtes slægtninge og høre deres version af historien.

Vi har talt med Kunars guvernør Sayed Fazlullah Wahidi og fået tilladelse til at køre ind i hans provins. Vi har talt med de ældste i landsbyen, hvor bombardementet fandt sted, og de har med deres æresord garanteret vores sikkerhed. Landsbyen er kendt som en højborg for Taleban, og derfor kommer de også med en advarsel. »I må ikke komme ind i vores landsby. Så slipper I aldrig ud igen.«

Vi skal mødes med fire slægtninge til de dræbte 10 kilometer fra landsbyen, ikke på neutral grund, for i Kunar findes der ingen neutral grund, men i det nærliggende distriktscenter. Så langt rækker et æresord i Kunar. Det gælder kun vejen til og fra distriktscentret i Shigal, ikke en kilometer mere.

Efter aftale med Taleban

Taleban ved, vi kommer, og de har indvilget i at lade os passere uskadte ad de biveje, som udgør den eneste adgang til distriktscentret, fordi de skønner, at det også er i deres interesse, at historien om de dræbte børn bliver fortalt så mange steder som muligt. Vi har talt med distriktguvernøren, den lokale sikkerhedschef og distriktets politimester. Også de har accepteret mødet, formodentlig efter ordre højere oppe fra. Vi kører ikke bare i et landskab. Vi kører også midt i et magtspil.

Vi er netop via en række af hasarderede overhalinger sluppet fri af militærkonvojen med dens endeløse kortege af tankbiler, som i realiteten ikke er andet end kørende brandbomber, da mobilen ringer. Det er en ny aktør, der melder sig, viceguvernøren Faridullah Hussam, som beordrer os til at komme forbi hans kontor i provinshovedstaden Asadabad, før vi fortsætter til distriktscentret.

Vi ser opgivende på hinanden. Vi aner, at vores omhyggeligt lagte planer netop er gået i vasken. Hussam er en underordnet, der ved, at hvis der sker os noget, vil hans foresatte skubbe ansvaret over på ham. Her ender vores køretur i Kunar.

Hussams kontor er fyldt med høje, tynde, velplejede mænd iført den traditionelle klædedragt shalwar kameez. Sådan ser viceguvernøren også selv ud med et gråsprængt hår og trimmet fuldskæg. Faridullah Hussam ligner mest af alt en sydeuropæisk intellektuel, da han rejser sig fra pladsen bag sin Dell-computer, hvor han netop har været på Facebook. Næppe har han givet os hånden, før han kaster sig ud i en række telefonsamtaler. »Det er en vigtig historie, I har at fortælle,« siger han i en pause. »Jeg vil blot sikre mig, at resten af strækningen er sikker at køre på.« Med et forlegent smil betror han os, at han har en fortid som journalist, og at den tid var den bedste i hans liv.

Da vi fortsætter ad vejen fra Asadabad til distriktscentret i Shigal, der befinder sig 20 minutters kørsel borte, er der ingen trafik.

Før var der et massivt opbud af militære køretøjer fra samtlige Afghanistans officielle og uofficielle værn, fra militser over politi og den nationale hær til amerikanske styrker. Nu er vejen tom. Civil trafik er der heller ingen af. Det er ikke, fordi vejen er sikker. Det er, fordi den er usikker. Vi kører her blot på et løfte, en aftale mellem mænd, vi ikke kender, som har givet deres æresord.

Distriktscentret i Shigal er egentlig blot en administrativ enhed, en række lave kontorbygninger. Nu er der bygget en militærlejr udenom med massive fæstningsmure af hesco-baller leveret af NATO. Inden for murene vrimler det med soldater og politi- og sikkerhedsfolk.

Parkeringspladsen er fyldt med camouflagemalede Humveer med maskingeværer monteret på taget. Uden for porten står vraget af en russisk tank fra den forrige krig og ruster på 25. år i solen.

Det er ikke svært at se, hvorfor muren omkring distriktscentret er så massiv. Der er nogen, der husker Afghanistans historie og frygter, at en dag vil det være Humveerne, der ligger og ruster i solen som et vidnesbyrd om endnu et nederlag for en fremmed invasionsstyrke og deres afghanske allierede.

En realistisk frygt

Vi mødes med distriktsguvernøren, chefen for den lokale sikkerhedstjeneste og politimesteren. Vi må ikke fotografere dem. De vil ikke opgive deres navne, og de er alle i civilt tøj, nystivede shalwar kameez’er og den traditionelle hovedbeklædning for mænd i det østlige og nordlige Afghanistan, den baretlignende uldhue, pakol’en. To af dem burde være i uniform, som de officielle repræsentanter for den afghanske stat de er, men de er mænd under belejring og foretrækker anonymiteten.

Distriktsguvernøren byder på frokost i et rum, som er hans kombinerede kontor og soveværelse. Den hynde på gulvet, vi inviteres til at sidde på, gør det også ud for hans natteleje, og i et hjørne står der to kalashnikover lænet op ad væggen.

Han har en fortid som muhajedin-kriger under kampen mod russerne og er forberedt på enhver situation, også et sidste selvforsvar, hvis talebanerne en nat løber distriktscentret over ende. De har flere gange forsøgt det. Også ved fuldt dagslys.

Krigererfaringen præger også hans reaktion på den historie, vi er kommet for at undersøge, de 12 børn, der er blevet ofre i et bombardement. Huset, hvori de dræbte børn befandt sig, tilhørte en kommandant fra Taleban. Sådan er krig, siger han lakonisk, mens han trækker afvisende på skulderen. I Kunar gider ingen hykle.

Det gør politichefen heller ikke, da vi spørger ham om situationen i distriktet og forbereder os på den sædvanlige svada, der altid kommer ud af munden på regeringsansatte, at Taleban enten er fremmede, der kommer ude fra, eller også ligger på knæ i deres sidste krampetrækninger, mens 98 procent af befolkningen ikke bare støtter, men ligefrem elsker Karzai-regeringen.

»De, der holder med Taleban, holder med Taleban, og de, der holder med regeringen, holder med regeringen. Her er der intet, der rykker sig,« siger politichefen tørt.

Råd til at lyve er der ikke i Kunar. De befæstede mure omkring os taler for sig selv, og fra lejrens vagttårn kan vi se ind i Sahota Dalen, som er Taleban-land, og hvorfra oprørerne trods utallige angreb ikke lader sig trænge bort.

De officielle kendsgerninger

Så træder de ind i distriktscentrets mødesal, hvor vi efter frokosten har slået os ned i dybe sofaer. Fire ranglede mænd med store skæg og mørke ansigter under pakol’en. De har alle sammen mistet familie i angrebet på deres landsby i Sahota Dalen. Der bor et sted mellem 370 og 400 familier i landsbyen. Tre huse blev ødelagt. 25 mennesker blev dræbt, heraf syv taleban-krigere, fem kvinder, 12 børn og en aldrende mand, der arbejdede som fårehyrde.

Det er de officielle kendsgerninger.

Sikkerhedschefen og distriktsguvernøren bliver siddende under interviewet. Deres blikke er vagtsomme, og der er en voksende vrede i deres øjne, efterhånden som beretningen skrider frem. For dem er disse mænd ikke uskyldige bønder, der har mistet slægtninge under et voldsomt luftbombardement. Det er deres dødsfjender, de sidder over for. Disse mænd er medskyldige.

Om de så er aktive eller passive Taleban-sympatisører, er for distriktsguvernøren og sikkerhedschefen ikke så vigtigt. De er kommet her med Talebans velsignelse. Det er det, der tæller.

Mohammet Hashims datter blev såret under angrebet. Seeaj Aqeebullah mistede sin datter og et tre måneder gammelt barnebarn. Mokram Khan mistede sin datter. Seed Agha, som er den yngste af de tilstedværende, mistede sin søster og sammen med hende seks nevøer og niecer i alderen fra tre måneder til 14 år. De opholdt sig alle i huset, der fik en fuldtræffer.

Huset tilhørte Ali Khan, landsbyens lokale Taleban-kommandant. De fire mænd er alle i familie med ham. De er enten hans fætre eller har søstre eller døtre, der er gift med kommandantens sønner. Det var Ali Khan, de amerikanske specialstyrker kom efter, og han blev da også sammen med seks af sine mænd dræbt under de efterfølgende kampe.

Indtil nu ligner det en kendt historie, og det er da også sådan, den er blevet fremstillet i de afghanske og amerikanske medier: Taleban har endnu en gang benyttet sig af civile som et menneskeligt skjold.

Det samme hus, hvorfra oprørerne skyder løs, er også fuld af kvinder og børn. Ifølge NATO får huset, hvor kvinderne og børnene bliver dræbt, aldrig nogen fuldtræffer. Dets skrøbelige lermure styrter sammen under trykket fra en bombe, der falder et stykke borte.

Set fra landsbyen

Men landsbyboere i Kunar benytter sig af sten som byggemateriale, ikke af ler og strå. På de videooptagelser af det ødelagte hus, vi har haft adgang til, kan vi konstatere, at de sammenstyrtede mure består af tunge sten og mørtel, en solid blanding, der ikke lader sig blæse omkuld af et simpelt lufttryk.

Landsbyboernes version af angrebet på deres landsby er da også en anden.

Ifølge deres forklaringer omringer afghanske tropper og amerikanske specialstyrker landsbyen om aftenen ved ellevetiden. På nogenlunde samme tidspunkt forsvinder Taleban-kommandant Ali Khan og hans mænd ud i mørket.

Kvinder og børn er alene tilbage i huset, da amerikanske specialstyrker trænger ind i det og genner dem sammen i et rum. De får ordre til for deres egen sikkerheds skyld ikke at forlade huset. Umiddelbart efter begynder bombardementet, der skal koste 18 civile, heraf 12 børn, livet.

I landsbyboernes version er der altså ingen taleban-krigere i huset, da det bliver ramt af bomber. De syv talebanere på tabslisten bliver dræbt under en ildkamp med amerikanerne, der strækker sig over 10 timer, fra klokken seks om morgenen til klokken fire om eftermiddagen.

»Det er i orden at føre krig mod Taleban, men ikke mod kvinder og børn,« siger en af mændene fra landsbyen.

Så bliver det for meget for sikkerhedschefen. »Tal ikke hele tiden om de børn,« råber han. »I er jo alle sammen talebanere!«

»Vores liv er svært,« siger Mokram Khan, en gråsprængt mand med grønne øjne, uanfægtet. »Vores gravplads vokser hele tiden. Sådan har det været de sidste otte-ni år. Vores børn græder, når de hører lyden af en helikopter. Vores kvinder tør ikke gå på markerne. Hvis der var en flygtningelejr i nærheden, ville vi flytte ind i den. Men vi har ingen steder at tage hen. Vi er bange dag og nat.«

Sikkerhedschefen er igen faldet hen i en selvpålagt tavshed. Heller ikke distriktschefen siger noget.

Vi spørger de fire mænd om livet i landsbyen. Talebanernes identitet er hemmelig, siger de. Ingen ved, hvem de er. Der er ingen sundhedsklinik i landsbyen. De har en skole, men ingen skolebygning. Undervisningen foregår under træerne. Der er 300 elever, også piger, 10 lærere, og Taleban blander sig ikke. Skønt Taleban står stærkt i området, har præsident Karzai hjulpet dem og kompenseret dem for deres tab, 2.000 dollar for hver af de dræbte, 1000 dollar for hver af de sårede.

’Tro dem ikke’

Interviewet er slut. De fire mænd rejser sig uden at tage afsked med de to officielle repræsentanter for den afghanske regering, der demonstrativt bliver siddende. Da de er ude af døren, eksploderer sikkerhedschefen.

»De lyver for jer! De er bange for Taleban. Hvis de fortæller sandheden, får de problemer. Selvfølgelig ved de, hvem Taleban er. De er jo i familie med dem. De beder hver dag sammen med dem i moskéen. Og selvfølgelig går pigerne ikke i skole. De siger bare, hvad de tror, I gerne vil høre. Karzai skulle aldrig have betalt dem nogen kompensation. De går direkte hen og køber våben for pengene.«

Politimesteren, der er dukket op igen, nikker bekræftende. »Taleban her i distriktet, det er de lokale. De kommer ikke udefra, selv om grænsen til Pakistan ligger så tæt på. Angrebene på distriktscentret, på amerikanerne, på vores checkpoints, de kommer altid fra den samme landsby. Hvad tror I, der ville ske, hvis I tog med dem tilbage? De ville skære halsen over på jer og hænge jer fra et træ. De er ikke mennesker!«

De ser alle tre på hinanden, og som om politichefens dystre forudsigelse pludselig har fået dem til at indse nogle ting, erklærer de, at vi vil få politieskorte tilbage til Asadabad.

To betjente anbringer sig i førerkabinen på den grønlakerede politibil, mens to andre klatrer op på ladet af firehjulstrækkeren, hvor de anbringer sig i en liggende position og tilsyneladende er faldet i søvn, endnu før vi har rundet det første sving på den øde vej.

Chaufføren, der må være deres overordnede, bremser brat op, springer ud af bilen og giver dem en rasende overhaling. Søvndrukne retter de sig op. De hænger de tunge patronbælter på skuldrene og klargør maskingeværet, hvis løb de retter samme sted hen, som alle geværmundinger peger i Kunar: mod den nærmeste bjergside.

Sådan ser den asymmetriske krig ud.

Der er to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Og angsten. Det samme gør ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række.

Og vi kan stadig høre stammelederen, den løsladte fange fra Guantánamo, Wakils ord: »Alt dette kunne være undgået.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Der er ingen fred i mit hjerte’

    11. maj 2013
    Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
  • Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

    11. maj 2013
    Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
  • Historien om en krigsherre

    4. maj 2013
    Mir Alam er ikke primært en forbryder. Han repræsenterer den blodige fremtid, krigen har beredt for Aghanistan
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Niels Mosbak
  • lars abildgaard
  • Erik Karlsen
  • Steen Sohn
Benno Hansen, Niels Mosbak, lars abildgaard, Erik Karlsen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Nielsen

Guerillakrig, asymmetrisk eller ej, kan sagtens føres uden at konflikte med Genevekonventionen. Det bliver trænet i det danske hjemmeværn. Andre eksempler er f. eks. Kontraerne i El Salvador. Revolutionen på Cuba. PKK. FARC.

Erik Karlsen

"Guerillakrigens lige så vrede gud skjuler derimod sit ansigt. Han er altid inkognito, uden uniform, og bærer han våben, skjuler han dem under kjortlen, hvorfra han først henter dem frem i sidste øjeblik"

Denne beskrivelse kunne også være taget fra den US-amerikanske uafhængighedskrig mod englænderne....

Karsten Aaen

For 230 år siden sådan cirka var det i et land dette skete......et land hinsides atlanterhavet. Og den hær disse personer kæmpede imod stillede sig pænt op på rad og række og affyrede skud.....mod den anden hær som også stod pænt på rad og række...

Og hvordan kæmpede dette lands soldater så, soldaterne fra landet hinsides atlanterhavet.....

På guerilla-agtig vis skjulte disse ghosts sig i skoven og skød britiske officerer mv. fra deres position bag træerne.....disse usanske frihedskæmpere....

odd bjertnes

.... sikkerhedschefen. »De lyver for jer! De er bange for Taleban. Hvis de fortæller sandheden, får de problemer. Selvfølgelig ved de, hvem Taleban er. De er jo i familie med dem. De beder hver dag sammen med dem i moskéen. Og selvfølgelig går pigerne ikke i skole. De siger bare, hvad de tror, I gerne vil høre. Karzai skulle aldrig have betalt dem nogen kompensation. De går direkte hen og køber våben for pengene.« ...

... er nok lige så tæt på brugbar konklusion som den 'hvis-bare ..' som er valgt som denne interessante artikels 'morale'. Ja, hvis USA havde hjulpet Taliban med at sætte sig helt officielt på landsbyen. Hvis 'piger' sikkert går en smule' i skole' når de kan snige sig til det. Fascismens fred er også en slags fred, naturligvis, men at gøre den til moralens håb er lidt .. eh... 'udansk'.

Niels Duus Nielsen

Tænk at jeg og mine landsmænd i dag er medskyldige i barnemord.

Blot fordi en psykopatisk hulemand absolut ville være chef for NATO.

Niels Jespersen

Det er da bemærkelsesværdigt som denne artikel totalt modsiger tidligere artikler i Information. Talebanerne er her de lokale som i hver dal gør oprør bare mod tilstedeværelsen af udenlandske tropper. Ikke talebaner fra Pakista, som vi flere gange tidligere har fået at vide har sat "sat sig på opiumshandelen" og bruger den til at "finansiere" krigen. Der er åbenbart ikke tale om talebaner - men lokale folk, som kke ønsker udenlandske troppers tilstedeværelse og indblanding i egne affærer. Som alle ved var der før talebanerne kom til Afghanistan fra Pakistan og tog magten tale om ganske stor lokal produktion af opium, som talebanerne lukkede ned. De er jo strengt religiøse og vil ikke tillade den slags. Programmet fra vestlig side for at substituere opium med andre afgrøder er jo nok slået totalt fejl - korruption ser det ud til.De korrupte afghanske politikere vi har haft besøg af i den sidste tid påpeger selvfølgelig at det er "talebaner" som bruger "opium" til at finansiere krigen.
Så er der det med uddannelse og pigerne... Hvis talebanerne ikke er tilstede men er lokale folk, mon så ikke den modstand man taler om som organiseret af taleban i virkeligheden er et lokalt fænomen? Her nytter det ikke at komme med vestlig hhjælp hvis de lokale ike vil - igen er det bekvemt at bruge uddannelse og ligeret , som talibanerne (men ikke de lokale!!) bekæmper som undskyldning for fortsat "engagement" i landet. Utroligt så blåøjet pressen er i almindelighed!

Peter Pedersen

@ Niels Jespersen

" Som alle ved var der før talebanerne kom til Afghanistan fra Pakistan og tog magten tale om ganske stor lokal produktion af opium, som talebanerne lukkede ned. De er jo strengt religiøse og vil ikke tillade den slags."

Dette er netop blandt de usande myter - at Taliban lukkede valmuehøsten ned !

Der skete en klar reduktion i valmuehøsten i 2001, pga. TØRKE i 2000, som dels nedbragte høsten dette ene år,
- og dermed kraftigt reducerede antallet af de frø, der en nødvendige for at så valmuer året efter, hvilket naturligvis nedbringer høsttallene.
Desuden var FN aktiv i landet mht. udryddelse af valmuer, pga. FN sikkerhedsråds resolutiuoner, der beordrede Taliban-regimet at ophøre med opiums produktion.

Da høsten alligevel var ødelagt pga. tørke, benyttede Taliban-regimet lejligheden til at udstede et forbud, for vise goodwill overfor FN, der havde indført handelsrestriktioner - dels pga. opiumsproduktionen -
men også for at give husly og støtten til terrororganisationer, som Al Qaeda - og ikke mindst fordi kun 3 lande i verden internationalt havde anerkendt Taliban-regimet :

I United Nations Office on Drug and Crime (UNODC) s rapport for 2000, : pdf-side 26 :

"Conclusion
The Annual Opium Poppy Survey for the year 2000 has shown that there were 82,172 hectares of opium poppy under cultivation in the 2000 season. This represents a reduction in total poppy area of
just under 10% compared with the 1999 estimate of 90,983 hectares. The province of Helmand has retained its position as the major cultivating province, accounting for 52% of the total national poppy
area. This is little changed from its share of 49% as reported by the 1999 survey.
The estimate of national production of fresh opium is 3,275.9 metric tons. This is substantially reduced
from the 1999 reported figure of 4,581 metric tons. The protracted drought throughout Afghanistan has
had significant impact on the yield of the 2000 harvest.
The survey shows that alternative development programmes, coupled with commitment by authorities
to eliminate cultivation of illicit crops, can have a significant impact on poppy reduction. The poppy crop
reduction in UNDCP target districts of Qandahar is evidence of this."

Kilde http://www.unodc.org/pdf/publications/report_2000-12-31_1.pdf

Grafer over udviklingen fra 1994-2007 kan ses her :

Kilde : http://en.wikipedia.org/wiki/File:Afghanistan_opium_poppy_cultivation_19...

Alle UNODC rapporterne for de seneste år ses her :
http://www.unodc.org/unodc/en/crop-monitoring/index.html?tag=Afghanistan

Niels Jespersen

@Peder Pedersen du mener at det er vigtigt at påpege at Talebanerne (du atler formodentligt nu om de samme mennekser som jeg kalder talebaner, dvs. folk fra Pakistans madrasser, som er strikte religiøse) ikke lukkede ned for opiumproduktionen.
I og for sig er det ikke talbanernes for eller imod opiumproduktion og spørgsmålet om de lukkede for produktionen eller ej af religiøse årsager som er interessant.

Det interessante var om det var talebanerne som brugte opium til at finansiere krigen.

Det er det naturigvis ikke da det drejer sig om lokale fok, som man bekvemt nok kalder talebaner, selvom hver dal jo ifølge artiklen har sine modstandsfolk. Som altid har dyrket opium i mangel af bedre indkomstkilder velsagtens. Hvis det var tørke som gjorde at produktionen stoppede er det da ikke noget argument for påstanden om at talebanerne tillader opumproduktion nu for at finansiere krigen. Det har jo altid været lokale folk. Som i bedste hundredeårige afghanske tradition altid sætter sig op mod udefra kommende. Briterne, russerne og nu vestlige magter har jo tilsidst fået nok... men det skal jo altsammen kamufleres og kaldes noget andet.Obama var nu ikke helt tosset da han erkærede sejr og trak sig ud - selvom det jo helst skal se meget moralsk og anstændigt ud medd mangeårig fortsat støtte til vestlgt støttede korrupte folk, som aghanerne på et tidspunkt gør kort proces med kan man formode.

Peter Pedersen

Jespersen

Jeg besvarede blot de myter, du selv fremførte. Og NEJ Taliban lukkede - som det ses af kilderne i mit indlæg - IKKE ned for nogen valmueproduktion.

Det er et faktum, at Taliban blev etableret i 1994-95 med kraftig støtte fra Pakistan, - formentligt også af rent egennyttige grunde, for at afhjælpe problemet med mange pashtunske flygtninge i Pakistan - og pga, den interne magtkamp med militæret.

Om Taliban som sådan gælder desuden det faktum, at uanset, at mange råber "Taliban", mod enhver der r i besiddelse af et gevær eller en IED,
er Afgh. nu reelt et sammensurium af lokale bander, krigsherrers militser, der kæmper om magten, narkokarteller og andre kriminelle bander, der kæmper om narkomarked, magt og ære
- næsten ligesom rockerkrigen i KBH.

Husk nu lige på, at Afghanistan fortsat siden 1973 har ligget i intern borgerkrig - stammekrige og etniske kampe - sideløbende med både Sovjets og ISAF-landenes tilstedeværelse
- og som de brave opportunister, Afghanerne er, udnytter de naturligvis oftest de chancer, mange andre ikke kan få øje, for at ramme hinanden.

Nogle er netop lokale, der kæmper mod andre ses i denne tankevækkende Al Jazeera- dokumentar :

http://www.aljazeera.com/programmes/peopleandpower/2013/01/2013116718269...

Desuden en "ældre" artikel om samme emne fra 2009 :

http://www.boston.com/news/world/middleeast/articles/2009/10/09/most_ins...
Faktum har hele tiden været, at bønder, der dyrker valmuer og får en rimelig høst, kan betale deres regninger, brødføde deres familie og have et lille overskud.
Dyrker de kun de legale afgrøder, har de oftest intet til overs, når regningerne skal betales.
I et land med så uhyggeligt muligheder, end landbrug, er enhver naturligvis billigt til salg - bogstaveligt talt for at sikre sin families overlevelse.

Desuden kunne man på DR2 for et par måneder siden se en dokumentar, hvor det tydeligt fremgik, at de almindelige bønder oftest er tvunget ind i narkoproduktion. I bedste mafia-maner var de mere eller mindre sat under pres - og samtidigt lokket - for at låne penge af narkobagmændende, til at så deres afgrøder.

Disse lån forfalder til betaling, så snart høstsæsonen er indtrådt. Hvis høsten slår fejl regeringsmyndighederne i mellemtiden har pløjet valmuerne op, for at udrydde narko produktionen, tager narkobagmændene ofte
sønner og døtre til pant - dvs. slaveri og seksuel udnyttelse lige indtil den dag bonden får skrabet pengene sammen til at betale lånet tilbage.
En meget anvendt udnyttelse er at denne unge søn kan gå i kamp om natten.

Så ja - på den måde har du pludselig en række lokale talibaner. Men desuden er det jo en kendt sag, at mange talib'er rendte hjem til farmen, og "gravede" deres våben ned i 2001, da styret faldt. Når lejligheden så byder sig, "graver" de våbnene frem igen og kæmper mod dem, de ikke kan lide.

Igen det samme mønster, du ser blandt narkokriminelle i fx KBH, Århus ol., hvor de små mellemmænd langt oftest er tvunget ud i at foretage en lang række kriminelle handlinger.
Havde du selv et antal Hell's Angles familier boende lige rundt om dit hjem,skal du have meget stor tillid til politiets handlekraft og effektivitet og stor sikkerhed mod repræssalier mod din familie, førend du melder dem for deres evt. kriminelle handlinger.

I et land, hvor der intet er af industriel produktion, hvor den økonomiske interne vækst er meget lille, er det tåbeligt andet, at tro, at pengene til krigsførelsen mod regeringsmagten - og den interne uro generelt - ikke skulle komme fra verdens største narkoproduktion.
Selvfølgelig gør det da det.

Det er desuden igen en romantiserende myte, at afghanerne skulle sætte sig op imod udefra kommende på nogen måde i højere grad end alle andre folkeslag.
Det er ikke de vestlige soldater, der dræbes - eller man "går efter" - der er i høj grad de nationale afghanske soldater og politifolk, samt andre myndighedspersoner.

Mange af de bombeangreb, der er set, går i høj grad ud over andre etnisiteter, end pashtuner - som tajiker og uzbekere på højerestående samfundsposter, og er desuden i lige så høj grad etnisk motiveret, som af alle mulige andre grunde.

Problemet med korruption, er jo generelt for hele regionen - og er jo præcist det samme i andre nabolande - og særligt Pakistan . men også Tajikistan, Iran mv lider under.

Obama har ikke erklæret sejr, - som du ellers påstår - og ejheller mission 100 % acomplished (det er vist kun Helle T., der har det)
men Obama har af politiske, ideologiske og økonomiske årsager beordret stop for kamp, og hjemtrækning af (de fleste) USA styrker i 2014, men han har på intet tidspunkt sagt, at samtlige US tropper bliver trukket ud det år
- fordi det sker reelt næppe før om nogle år.

Men du begår tilsyneladende fuldstændig samme fejl, som de danske medier, du selv kritiserer - at du (mis)bruger en vinkling på en historie til at bringe egne konklusioner, der ikke er dækning for i historien. Carsten Jensen er ikke nærmere på sandheden end som så mange andre.

Niels Jespersen

@Peder Pedersen - jeg har ikke haft mogen interesse i at debatere talibans (dem fra Pakistan som erobrede magten efter russerne - før USA begyndte sin krig mod landet. Det var disse folk man påstår bruger opium til at betale for krigsførelsen. Det var dette arguemnt jeg var ude efter da "talebanerne" jo er rent lokale styrker ifølge artiklen - som jo henviser til en amerikansk soldat med mangeårig erfaring fra landet. Samme sag kan man høre fra kendere af landet som Robert Fisk der jo om nogen har gennemrejst landet og skrevet utroligt mange artikler - også om netop dette emne med hvem "talebanerne" i virkeligheden er i øjeblikket. Alle der yder modstand kaldes talebaner.

Iøvrigt er Wikiåpedia helt uenig med dig og dine kilder om opiumproduktionen under talibanerne og efter:

http://en.wikipedia.org/wiki/Opium_production_in_Afghanistan

Jo, Obama har sandelig erklæret sejr (for at kunne trække sig "ud med ære") - f. eks. kan du jo læse artikler af Stephen Walt og andre amerikandke eksperter - men naturligvis ikke finde det perspektiv i artikler baseret på telegrambureuerne som jo altid bringer den officielle version. Se her en nylig artikel om emnet:

The REAL reason the US failed in Afghanistan
http://walt.foreignpolicy.com/posts/2013/03/15/the_real_reason_the_us_fa...

Den indledes med disse ord:

"Why did the U.S. fail in Afghanistan? (I know we are pretending to have succeeded, but that's just camouflage to disguise what is in fact an embarrassing if predictable defeat). The reasons for our failure are now being debated by people like Vali Nasr and Sarah Chayes, who have offered contrasting insider accounts of what went wrong. "

Peter Pedersen

Jespersen

Prøv nu lige at læse, hvad jeg rent faktisk skriver, og vend så tilbage, når du har identificeret, hvor vi rent faktisk er uenige.

Mht. mine kilder er det bla. FNs kontor for kriminalitet og narko UNODC - og deres rapporter, som jeg citerede - hvilket burde give en rimelig troværdighed og objektivitet.

Derimod alle enhver Informations-læser jo kan skrive og redigere i Wikipedia, og den er bestemt ikke nogen brugbar kilde til reel viden - bortset da lige fra diverse sangere, modeller og skuespilleres privatliv, ol.

Ingen kan bruge til noget nu, at Stehpen Walt - som du citerer - mener, at man ikke skulle have forsøgt sig med nationbulding - fordi det er Afghanistan ikke værd.

Måske ikke, men jeg mener alligevel det er visionært, flot og rigtigt at verdenssamfundet gjorde forsøget at forbedre vilkårene i verdens absolut mest ustabile land - og samtidigt at opbygge en egentlig administration, hvor der ingen var.

Der er intet der tyder på, at Walt, der er ekspert i Israels lobby i USA, har nogen som helst indsigt i Afghanstan, overhovedet.

Jojo havde USA nu invaderet Pakistan også - i stedet for Irak
- (og iøvrigt havde sendt mere end de kun 15-20.000 mand, USA havde i alt i hele Afgh. i 2006-09, ville verden sikkert have set anderledes ud for Taliban, men det ville næppe være reelt ønskeligt - og det kan vi heller ikke bruge til noget i dag.

Elias Bramson

Taliban er en trussel mod verdensfreden fordi medierne-mogulerne siger at de er det, så befolkningen kan efter den terrorfrygt de bliver manipuleret med, give opbakning til evt. regeringer der har geopolitiske, økonomiske og andre agendaer på dagsordenen i deres imperialistiske krigsspil. Zoom ud og se det fra det store billede, alt sammen fingeret af Rothschild familiens dukker. Hvad sker der så? Der bliver skrevet artikler som er baseret på løgne. Rent ud sagt. De fleste krige er arrangerede i forvejen, selv 1. og 2. verdenskrig er ikke som historiebøgerne fortæller, eller den indoktrinerede historielærer der bare gentager andres løgne. Der er det offentlige spil, for(de uvidende individer, der er sjæleligt døde og lever i en opslugt materialistisk bobbel) masserne. Så er der dem der kan læse mellem linjerne. Da der er mindre intelligente mennesker end der er dumme mennesker, vil de dumme altid udgøre en majoritet af stemmer ved et valg i det vi kalder et Demokrati, som egentlig ikke er et demokrati, men diktaturiske partier hvor de fleste ikke har noget at skulle have sagt.. Kabbalisterne er godt på vej til deres elitære totalitære verdensorden. Og det er os alle der holder hjulene igang. Grunden til at den ældre generation vil negligere disse oplysninger er: tildels at de er blevet fodret med løgne, og tildels fordi at deres stolthed vil blive smadret fordi de har levet hele deres liv på en masse løgne, endvidere at kunne kapere sådan en forandring af information i ens hjerne kan være fatal. Det er let at sige konspirationsteori. Medierne har latterliggjordt det ord så meget, at man kun har negative assosiationer forbundet med det. Det er blot et led i manipulationsteknikken NLP: Neuro Lingvistisk Programmering. Ligesom når man siger "Regime". De Syriske Regime. Det Irakiske Regime. Har i nogensinde hørt nogen sige det Danske Regime? Det er en snak for sig selv.

Journalisters bidrag til ufreden i verden er kollosal stor. Journalisme er blevet farvet, ensidigt og manipulation af virkeligheden. Det handler om profit -> kapitalisme -> banksysmet -> alle centrale banker i verden ejet af de samme (Rotschilds) -> Federal Reserve som printer penge ud af den tynde luft låner penge ud til regeringen og befolkningen med renter -> opkøber multinationale selskaber, forlag, kulturblade, rettigheder, patenter, aviser, blade, ejendom.

Den nye verdensorden er meget virkelig. Det er tid til at vågne op folkens.

Benjamin Bach

Elias Bramson, den saglige diskussion om verdens virkelige problemer forplumres af de her konspirationsteorier. Det er et røgslør, der forhindrer dig i at se den virkelige sammenhæng (gys!). Desuden er verden regeret af folk, der hedder Lester (siger Lawrence Lessig).

Tak til Carsten Jensen og Anders Sømme Hammer for at drage ud og melde tilbage om virkelighedens ulidelige sværhed.

Morten Pedersen

Til ultra-intelligente alt-gennemskuende Elias: " Da der er mindre intelligente mennesker end der er dumme mennesker....." Jeg tror ikke på at kloge generelt er lavere end os andre.