Nyhed
Læsetid: 6 min.

En gyser i Madrid

Med de tyske sejre over de spanske storklubber i Champions Leagues semifinaler bliver årets finale et internt tysk anliggende. I Madrid lægger træneren nu an til at komme en fyreseddel i forkøbet
Luftkrig. Dortmunds Robert Lewandowski (t.v.) and Real Madrids Sergio Ramos går på vingerne i kampen om bolden på Bernabeu stadion i Barcelona tirsdag aften. Opgøret endte med et 3-4 nederlag til tyskerne.

Federico Gambarini

Moderne Tider
4. maj 2013

Champions League-finalen, som spilles 25. maj på Wembley Stadion i London, bliver i år en ren tysk affære. To semifinaler mod mestrene fra 2011, FC Barcelona, sikrede Bayern München imponerende 7-0, mens der til gengæld var kamp til stregen i dysten mellem Borussia Dortmund og Real Madrid. De sidste 13 minutter på Estadio Santiago Bernabéu tirsdag aften var en sand gyser.

Kynisk betragtet har den spanske kongeklub kun sin egen manglende effektivitet at takke for det samlede 3-4-nederlag til Dortmund.

De sort-gule tyskere, anført af verdens absolutte træner-darling nr. 1, Jürgen Klopp, vandt det første opgør på Signal Iduna Park med overlegne 4-1, og ved den lejlighed blev Real Madrid udstillet som gumpetunge blærerøve, der hverken evnede at eksekvere deres frygtede omstillingsspil eller lukke af nede i egen boks.

Men udebanemålet var vigtigt. Real Madrid skulle jo bare vinde 3-0, og så var vejen banet til Wembley og den forjættede tiende Champions League-pokal – La decima. På de kanter er comebacks, remontadas, et spøjst miks af historisk faktum og mytiske heltehistorier. Legenden Carlos Alonso González, bedre kendt som Santillana, stod i sin lange karriere fra 1971 og helt frem til 1988 ofte i spidsen for sveddryppende dramaer hjemme på Bernabéu. Santillana var 23 år, da historien om remontada begyndte:

»Det var i sæsonen 1975/76. Vi skulle spille mod Derby County. Vi havde tabt den første kamp 1-4. Tilbage på Bernabéu kæmpede vi os til de samme cifre. Men det var jo ikke nok. Så gik matchen i overtid, og vi scorede ét mål til. Da fik idéen om remontada pludselig mening, og det kunne ikke være sket uden publikums hjælp. 120.000 mennesker trængt sammen på Bernabéu; det var som at tabe og vinde sin sjæl på én gang. Vi risikerede alt med højt presspil. Vi tacklede hårdt igennem. Dengang tillod dommerne den slags. Og lige meget, om vi spillede godt eller skidt, kunne vi sende en besked til vores rivaler: Her er vi,« fortæller Santillana.

Spøgelser fra fortiden

Siden fulgte mindeværdige og intense opgør mod Inter, Mönchengladbach og en klub som Anderlecht, der jo var stor i 80’erne. De fortællinger er tæt vævet sammen med koryfæer som Vicente del Bosque, Pirri, Manuel Velázquez, Michel, Juanito, José Antonio Camacho, Uli Stielike, San José.

Historien spøgte som en sitrende rus i optakten til Dortmund-kampen. Nu skulle det være, og ’Operation 3-0’ blev lanceret som en begivenhed i mange medier og på mange scener. Der blev stillet et gigantisk telt op ved Paseo de La Castellana, klods op ad Bernabéu. Videoer med budskab om tro, selvtillid og finaleplads rullede over YouTube og klubbens hjemmeside. Spillerne blev citeret for, at det her kunne lade sig gøre. »Vamos Vikingos!« stod der på bannere og tørklæder overalt. La decima var lige om hjørnet. Tre mål (og ingen af slagsen til Dortmund), og så var alt godt.

Hvis der er noget, Real Madrid kan, så er det at buldre frem over stepperne i frenetisk tempo lige fra første fløjt. Og det gjorde de tirsdag aften. José Mourinho havde valgt en opstilling, der tydeligvis skulle lukrere på en teknisk, offensiv midtbane bestående af Xabi Alonso, Luka Modric og Mesut Özil. Især placeringen af Özil centralt i banen – i modsætning til en mere stationær position på kanten – var afgørende for det massive, dynamiske pres, Real Madrid satte ind over for Dortmunds defensiv. Presset kom alle steder fra. Flankerne med Cristiano Ronaldo og Angel di Maria. Centralt i trekanter, der bølgede frem mod mål efter ping-pong fra Özil, Modric og Gonzalo Higuain.

Og i form af præcise pasninger dybt i grønsværen fra strategen Alonso. Efter 20 minutter og tre fæle afbrændere fra Higuain og kort efter Ronaldo og Özil, hvor hele balladen reelt kunne have været afgjort til Reals fordel, kom Dortmund dog stille og roligt ind i kampen. Ikke med ihærdige offensiver og ustoppelige løb på kanterne som i den første kamp, men ved tålmodig positionering i to firback-kæder: Jo mere pres, Real Madrid lagde på tyskernes banehalvdel, des mere blev spanierne tvunget til at spille en slags ’anti-kontra-fodbold’, som de dybest set ikke kan lide, og jo mindre betød det, at de hvidblusede dominerede matchen i boldbesiddelse og åbne chancer. Imens tikkede uret ubønhørligt. Mourinho er notorisk kendt for altid at have en plan B. Efter 57 minutter og en tavle, der stadig lyste 0-0, erstattede han portugiseren Higuain, som var faldet mere og mere ud af kampen, med Karim Benzema, og venstrebacken Fabio Contreao med Kaka. Senere kom Sami Khedira ind i stedet for Alonso, men det var udelukkende et spørgsmål om at få frisk fysik på banen, ikke en taktisk rokering. Med Kaka i en central rolle blev Özil skubbet længere ud på højre fløj, mens di Maria optog pladsen som venstre wing. Ronaldo var nu decideret forward, kun en anelse bagved Benzema, og resultatet var en udpræget ’argentinsk’ formation, nemlig 3-5-2.

Tiden står stille

Det viste sig dog i kampens sidste, åndeløse minutter at være en sandhed med modifikationer. Sergio Ramos blev sat ind i boksen som en ekstra angriber. Khedira var mere murbryder på den offensive del af midtbanen end traditionel oprydder nede i maskinrummet, og tilbage i forsvaret stod alene Raphaël Varane og Michael Essien. Og selvfølgelig målmand Diego López, som også ved denne lejlighed måtte diske op med et par klasseredninger.

Publikum vågner med brøl og slagsange, da først Benzema og siden Ramos tordner kuglen i maskerne. 2-0 står det, og uret på dommer Howard Webbs arm må i sekunderne efter konstant korrigeres, standses og sættes i gang igen. Dortmund-spillerne, også de kæmpestore af dem nede i målfeltet, ser regulært bange ud, og Jürgen Klopp ligner en mand, der er ved at sprænge indefra af tilbageholdt adrenalin. Fem minutters overtid. For lidt, skriger lægterne. Der ligger en Dortmund-spiller i græsset. Endelig bliver han båret ud. Tik-tak, tik-tak. López frem i feltet. Ramos giver alt, vover alt, slår ryggen og spurter tilbage i egen zone med et forpint, men determineret blik. Kaka er tæt på. Di Maria forsøger at liste bolden over i Romas Weidenfellers lange hjørne.

Men tiden går, og efter 95 minutter står la remontada tilbage som et storladent, tomt postulat. Hvis Santillana og Emilio Butragueno og alle de andre kunne, hvorfor kan Ronaldo & co. så ikke?

Mourinhos svanesang

Efter kampen var José Mourinho endnu engang kongen af tvetydige bemærkninger med direkte rampe til avisoverskrifter. Ville han være lige dér, på Bernabéu, i næste sæson?

»Måske ikke,« svarede den 50-årige portugiser og dobbelte Champions League-mester og blev brutalt afbrudt af reklamerne.

Tilbage i den blitzende pressesal fik Mou lov til at uddybe:

»Ja, jeg kunne godt tænke mig at være et sted, hvor jeg er elsket. Jeg ved, jeg er elsket i England. Der er nogle klubber, der elsker mig dér. Især én,« udtalte Mourinho, og gjorde det derved mere end nemt at fylde den tomme plads ud: Chelsea.

»Jeg ved, at i England er jeg elsket af fansene og af medierne, som behandler mig på en fair facon. De kritiserer mig, når der er grund til det, men de roser mig også, når jeg fortjener det. I Spanien er situationen en lidt anden. Her er der nogle, der hader mig. Nogle af dem er i dette lokale lige nu,« sagde Mourinho med et skælmsk smil.

»Det er svært at træffe en endelig beslutning om min fremtid, for jeg kan godt lide Real Madrid, jeg holder af præsidenten, og vi har skabt et fantastisk mandskab, som er godt på vej mod store triumfer. Så det er hårdt det hér, men jeg bliver nødt til at være ærlig, og når sæsonen er slut, så lad os tale sammen igen.«

Kald det powerplay i stil med Santillanas remontada. Nu bare på sidelinjen og med ordet som magtfuldt instrument. Ved offentligt at flirte med klubskift – og endda sige navnet på det nye job uden at sige det alligevel – overhaler Mou behændigt sin egen fyreseddel. Nu er det jo hans egen beslutning, ikke noget Real Madrids ledelse har fundet på.

Men selv hvis Mourinhos triste bemærkninger måtte være et råb om endnu en sæson i galehuset (og det tror ingen på), fjerner det ikke den bitre smag i munden på Real Madrid. Én ting er exit i Champions League. I det mindste blev Barca dog ydmyget af suveræne Bayern. Nej, det værste er: Hvorfor pokker smed man det spanske mesterskab væk til en ærkerival, som man fik fire point mod i ligaen, besejrede i Super Cup’en og eliminerede fra Copa del Rey?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Adib Schmidt

"Bernabeu stadion i Barcelona"

Der er vist noget, der ikke helt stemmer ;)