Læsetid: 12 min.

Historien om en krigsherre

Mir Alam er ikke primært en forbryder. Han repræsenterer den blodige fremtid, krigen har beredt for Aghanistan
Jeg er en uskyldig mand. Spørg politiet, spørg guvernøren. Hvis jeg bliver bedt om at slå nogen ihjel, spørger jeg altid først: Hvor er beviset? Det gør jeg også nu. Hvor er beviserne imod mig?, siger Mir Alam.

Jeg er en uskyldig mand. Spørg politiet, spørg guvernøren. Hvis jeg bliver bedt om at slå nogen ihjel, spørger jeg altid først: Hvor er beviset? Det gør jeg også nu. Hvor er beviserne imod mig?, siger Mir Alam.

Anders Sømme Hmmer

4. maj 2013

Historien om Mir Alam kan fortælles på flere forskellige måder.

Den kan starte med 300 bevæbnede mænd, der en septembernat i 2012 omringer landsbyen Kanam Kalan i Afghanistans Kunduz Provins og giver sig til at afvente daggryet, før de marcherer ind i landsbyens gader og påbegynder en massakre.

Den kan starte med en velplejet, skægløs mand midt i 50’erne, der sidder på en blød hynde i et rum belagt med dyre håndvævede tæpper og den ene endevæg dækket af en 50 tommers fladskærm. Den kan starte med hans blik, da han ser over på sine gæster og med en rolig stemme siger: »Hvis det ikke var fordi, I var udenlandske journalister, ville jeg få jer slået ihjel.«

Den kan også starte sådan her: I Afghanistan er krigen gået ind i en ny fase, der gør driften mod en endnu voldsommere, blodigere borgerkrigs afgrund uundgåelig.

Eller den kan starte helt udramatisk med et fotografi på en kalkstrøget væg.

Da vi er på besøg hos Mehman Shah, en militsleder dybt inde i den farlige Kunduz-provins, hvor Taleban og lokale militser kæmper om kontrollen, ser vi i hans hus et fotografi på væggen, skønt de nøgne rum ellers er blottet for udsmykning.

Fotografiet viser den 30-årige militsleder sammen med en langt ældre, gråsprængt mand, der iført sin nystivede shalwar kameez synes at høre til i en anden verden end den blodige slagmark, landdistrikterne i Kunduz-provinsen i de senere år har forvandlet sig til.

»Han er min velgører,« siger Mehman Shah, der for et par år siden tog springet fra Taleban og over til Karzai-regeringen. Det var manden på fotografiet, der opfordrede ham til at vende sine geværer den anden vej.

Mir Alam er loven

I Kunduz fører alle veje til Mir Alam. Engang var denne glatbarberede mand et prominent medlem af Nordalliancen, en krigsherre med tusinder af mand under sig. I dag lever han tilsyneladende et tilbagetrukket liv som privatmand i provinsens hovedstad. Men ifølge en bekymret rapport fra Human Rights Watch er det stadig ham, der trækker i alle tråde.

I rapporten fra 2011, der bærer titlen Just don’t call it a milita, er et helt kapitel viet krigsherren fra Kunduz. Der er interview med landsbyældste fra flere af provinsens landdistrikter, der beskriver, hvordan hans militser, de såkaldte arbaki, systematisk udplyndrer de landsbyer, der kommer under deres kontrol.

Militserne kalder deres afpresning for skatter, ushr, men reelt er der tale om beskyttelsespenge, og repressalierne er frygtelige, hvis beboerne nægter at betale: voldtægt, legemsbeskadigelse, drab og veritable massakrer. I en Wikileaks-læk fra den amerikanske ambassade beskrives Mir Alams militser »som grundlagt i åbenlys foragt for loven«.

Nærlæser man rapporten fra Human Rights Watch, får man indtryk af, at Mir Alams forhold til loven rummer mere og andet end blot foragt. Foragt forudsætter en vis distance. Men Mir Alams forhold til loven kunne ikke være tættere. En opringning til politimesteren, og en mistænkt går fri. Sikkerhedstjenesten og den lokale guvernør er små i forhold til ham. Mir Alam foragter ikke loven. I Kunduz er han loven.

I provinsens hovedstad er gaden, hvor han har sin compound, opkaldt efter ham. Det er her, vi aflægger ham besøg. Vi er kommet for at udspørge ham om de anklager, der er blevet rettet imod ham.

Foran døren til Mir Alams hus står en mand med kalashnikov og patronbælter over skuldrene. Inden for døren venter en mindre flok besøgende på at komme i audiens. Mir Alam forklarer dem, at de kommer til at vente længe endnu. Han peger på os: Udenlandske gæster er kommet på besøg. En stor, svær mand med høj silketurban og fuldskæg, måske kommandanten over en af hans mange militser, bøjer sig i knæene, mens et underdanigt udtryk breder sig i hans barske ansigt.

Storheden på væggen

Vi bliver inviteret op på første sal og vist ind i et aflangt rum dækket af tæpper. Endevæggen er skjult bag en stor fladskærm, omtrent som om vi befandt os i et biografteater. Det skal snart vise sig, at det er fladskærmen, der er den egentlige hovedperson i interviewet.

Mir Alam har fastansat en kameramand, som følger ham over alt, og hele tiden lægger nye filmstrimler til myten om krigsherrens liv. Filmen om Mir Alam er det obligatoriske bagtæppe for samtalen med ham. Fysisk er han blot en lille mand. Men på skærmen vokser han til gigantiske proportioner.

Vi ser højtideligheden i 2005, da han demobiliserede sin 5.000 mand store milits og overgav sine våben til regeringen. 4.000 maskinpistoler, et utal af granatkastere, morterer, tungt artilleri. Kameraet panorerer endeløst hen over dette enorme arsenal, der har tilhørt en eneste mand. Hvis vi nogen sinde skulle have tvivlet om, hvad ordet krigsherre dækker over, så ved vi det nu.

Og så kommer højdepunktet. Mir Alams 60 tanks. De er stillet op på række, og kameravinklen skaber en effekt som i et spejlkabinet. Antallet af truende kanonløb forekommer uendeligt.

»60 tanks!« siger en af os vantro.

»Selvfølgelig.« Der er et lille slør af fornærmelse i krigsherrens stemme, som om vi et øjeblik har tilladt os at tvivle på ham. »Jeg er en stor mand.«

En tjener bærer fade ind med frugt, te i termokander og dåser med energidrikke som Red Bull og Ginseng Energy. Mir Alam får overrakt sin daglige ration af piller, som han med et koncentreret blik sorterer på gulvtæppet foran sig, hvorefter han sluger dem en efter en.

Han er velplejet og glatbarberet i en nystivet shalwar kameez, der til trods for den rummelige kjortels løse folder ikke kan skjule, at den 55-årige krigsherre er blevet fed.

Han ser vurderende på os, og som om han har gættet hensigten med vores besøg, siger han: »Man kan sige alt op i mit åbne ansigt. Men jeg bryder mig ikke om, at nogen skriver dårligt om mig bag min ryg.«

Vi nævner omtalen af ham fra Human Rights Watch.

Mir Alam ryster afvæbnende på hovedet. Han husker ikke anklagerne. Der skrives så meget om ham.

Vi nævner wikileaks-lækken fra den amerikanske ambassade, hvor der tales om hans foragt for loven.

»De har kun talt med mine fjender. Jeg har fjender overalt.« Han begynder på en lang opremsning af sine fjender, der rækker fra Talebans selvmordsbombere til ’kommunister’ i regeringen. »Jeg er en ganske almindelig mand. Jeg ejer ikke andet end huset, vi sidder i. Det er alt. Og så har jeg seks mand til at beskytte mig. Militser vil have penge og løn. Hvordan skulle jeg have råd til at betale dem?«

Vi nævner vidnesudsagn fra landsbyer kun få kilometer fra Kunduz, hvor hans militser har begået massakrer på beboerne.

Der bliver en lang pause, i hvilken han nedstirrer os. Så siger han langsomt og med eftertryk på hvert enkelt ord, så meningen ikke kan misforståes. »Hvis det ikke var, fordi I var udenlandske journalister, så ville jeg få jer slået ihjel.«

Vi siger, at det ikke er os, anklagerne kommer fra. De kommer fra uafhængige medier, og som en offentlig figur kan han ikke bare ignorere beskyldningerne, men er nødt til at tage stilling til dem. Det er derfor, vi spørger. For at give ham lejlighed til at svare.

»Så skal jeg svare. Jeg er ligeglad med de anklager. Jeg er en uskyldig mand. Spørg politiet, spørg guvernøren. Hvis jeg bliver bedt om at slå nogen ihjel, spørger jeg altid først: hvor er beviset? Det gør jeg også nu. Hvor er beviserne imod mig?«

Ligeglad med anklagerne

Da vi spørger ham om sikkerheden i Kunduz, svarer han, at han ikke har brug for de udenlandske styrker. Sikkerhed kan han selv skabe. Det er ikke noget problem. Regeringen i Kabul er svag, »på knæ i mudderet«, som han kalder det. Som forsvarsminister i en ny regering ønsker han sig Gulbuddin Hekmatyar, den fundamentalistiske muhajeddin-leder, der i 1990’ernes borgerkrig skød Kabul i ruiner og med sine raketter dræbte titusinder af mennesker.

Mir Alam følger os ned ad trappen og tager afsked i døren ud til gaden, der bærer hans navn. Nu er han igen den perfekte vært. »I er altid velkommen,« siger han smilende og giver hånd. Vagten foran døren er blevet afløst af en ny: en kæmpe på to meter med et vokset overskæg, hvis spidser når ham op under øjnene.

Samme dag møder vi indbyggerne fra Kanam Kalan, en landsby kun seks-syv kilometer fra Kunduz. Vi kan ikke komme til dem, ikke fordi landsbyen ligger utilgængeligt, men fordi Taleban er aktiv i omegnen. Det er kun fem dage siden, at en besøgende blev trukket ud af sin bil og skudt ned på stedet. Så Kaman Kalans indbyggere kommer til os, på et aftalt sted inde i Kunduz.

Det er landsbyens ældste, der møder op, mørkhudede, arbejdsvante mænd med senede, knoklede kroppe, der er hårde som forstenet træ. De er alle iført turbaner i forskellige nuancer af gråt med hvide fuldskæg, der er studsede henover overlæben.

Der er Dost Muhammed, som mistede to sønner. Der er Faisal Rahman, som mistede en. Der er Abdul Wali, som mistede en bror. Der er Samandar, som mistede to brødre og tre nevøer. Der er en dreng, som klynger sig til en krykke, mens et ubrugeligt ben hænger et stykke over gulvet. Han mistede førligheden i angrebet. Han mistede også sin mor og far.

De kom om natten, 300 mand fra seks-syv forskellige militser, og lagde sig i en jernring rundt om Kanam Kalan, mens de ventede på daggry. Dagen før var en af deres egne blevet fundet død lige uden for landsbyen. Nu var det hævnens time. Af og til skød de med sporkugler, der lyste i mørket. Klokken seks rykkede de ind i landsbyen og fyrede på alt, hvad der rørte sig.

Nogle af landsbyens beboere gemte sig i husene, andre flygtede i panik gennem de smalle gader. Da militserne halvanden time senere trak sig tilbage, efterlod de 12 døde og 26 sårede. Der skulle gå endnu tre timer, før politiet dukkede op.

I mellemtiden samlede landsbyboerne deres døde sammen og kørte dem i protest ind til Kunduz, hvor de lagde dem i en lang række på det lokale fodboldstadion, mens de sårede blev bragt til hospitalet. De døde lå i halvanden time på grønsværen. Så kørte de dem tilbage til landsbyen og begravede dem.

Prominente afghanske politikere strømmede til Kunduz for, som det hedder på afghansk politiker-jargon, at løse problemerne, som om de med deres hykleriske taler og kondolencer kunne genopvække de døde. Fem mænd blev arresteret. De fire var uskyldige, den femte købte sig fri hos en korrupt dommer. Så skete der ikke mere.

I dag har landsbyboerne bevæbnet sig og afpatruljerer deres landsby. De har fem maskinpistoler og fem jagtgeværer. De er stadig i håbløst undertal, skulle det næste angreb komme. Om bagmanden er ikke en eneste af dem i tvivl. Det er krigsherren med fladskærmen og den fastansatte kameramand, der dog næppe var til stede den septembermorgen ved sekstiden, da 300 bevæbnede mænd påbegyndte deres massakre: Mir Alam.

»Mir Alam er deres boss,« siger de en efter en.

Tilbage er de ødelagte familier. Dost Muhammed mistede ikke blot sine to sønner. For en uge siden mistede han også sin kone. »Hun kunne ikke holde op med at græde,« siger han. »Hun døde af sorg.«

Og Kanan Kalam er ikke det eneste sted. For 10 måneder siden oplevede landsbyen Kobei en massakre i endnu større skala. Denne gang var det 18 mennesker, der blev dræbt.

Soldaternes afmagt

Det er i Kunduz, at 4.000 tyske soldater har været udstationeret, uden at de har formået at løse nogen af de problemer, de havde sat sig for, bundet som de var af hjemmelavede regler for krigsførelse, der tvang dem til en duknakket usynlighed.

Uden for de tyske lejres mure skabt af de såkaldte hesco-baller, der består af sammenpresset grus omgivet af et tætmasket stålnet, raser krigen videre. På den ene side står lokale militser, ledet af krigsherrer og kommandanter med rødder i den kaotiske borgerkrig, der hjemsøgte Afghanistan i 1990’erne. På den anden side står den fundamentalistiske Taleban-bevægelse, der dengang formåede at sætte en stopper for krigen.

Nu har de genoptaget den, dødsfjenderne fra de hjemsøgte 90’ere. På et afgørende punkt minder krigsherrerne og Taleban om hinanden: Ingen af dem respekterer nogen regler for krigsførelse, men forsøger at overtrumfe hinanden i brutalitet og grusomhed i en krig, hvor alle midler gælder, og civilbefolkningen er det uundgåelige offer.

Men der er en afgørende forskel på dengang og nu. 90’ernes borgerkrig udspillede sig i det tomrum, der opstod, da Sovjetunionen efter en 10 år lang invasionskrig trak sig ud af Afghanistan, og omverdenen tabte interessen for et land, der var overfyldt med unge arbejdsløse analfabeter, som aldrig havde kendt andet sprog end geværløbenes.

Krigsherrerne havde til sidst kun sig selv og deres arsenal af våben, men ikke længere nogen opbakning udefra, og derfor blev det en let sag for Talebanbevægelsen, der var støttet af det pakistanske efterretningsvæsen, at løbe den ressourceløse Nordalliance over ende.

Da amerikanerne kom i 2001, klyngede Nordalliancens krigsherrer sig til de sidste kvadratmeter afghansk jord langs landets nordlige grænse. Men 12 år senere har de opbakning fra amerikanske specialtropper, der forsyner dem med penge, våben og træning. Og Taleban har som altid opbakning fra Pakistan.

I Kunduz er Afghanistans endeløse krig gået ind i en ny fase, og selv om provinsen kun udgør et hjørne af det vidstrakte land, kan det meget vel tænkes, at der i Kunduz udspiller sig en generalprøve på den fremtid, der venter, når de udenlandske styrker er trukket hjem

. Et Afghanistan, hvor de skrøbelige institutioner, der skulle udgøre grundstammen i demokratiet, er brudt sammen, og kampen står mellem Taleban og et utal af veludrustede militser uden for enhver kontrol.

I Kunduz er regeringen i Kabul for længst ophørt med at spille nogen rolle. Den har en stedfortræder, og stedfortræderens navn er Mir Alam. Det kan godt være, at antallet af talebangreb midlertidigt falder, og NATO-tropperne rejser hjem i den illusion, at de har skabt sikkerhed.

Men virkeligheden er en anden. Hvad der er sikkerhed i Vestens øjne, er vilkårlighed, vold og daglige overgreb for en befolkning, der er udleveret til krigsherrernes nådesløse regime.

På den sidste dag i Kunduz-provinsen tager vi ud til den tyske lejr. På begge sider af den velbevogtede port strækker den massive mur af hesco-baller sig mange hundrede meter i begge retninger. Bag den sidder tyske soldater og passer godt på sig selv i stedet for at passe godt på den befolkning, for hvis skyld de i lighed med titusinder af Nato-tropper hævder, de er kommet.

Tolkenes frygt

Foran porten står 15 unge mænd, de fleste af dem glatbarberede, på en lang række. De er iført smalle bukser og skjorter i vestlig stil, en usædvanlig påklædning i en dybt konservativ provins, hvor den traditionelle afghanske mandsdragt, shalwar kameez’en, dominerer.

De er Kunduz’ unge, veluddannede elite, der gennem årene har arbejdet som tolke for de tyske soldater, fordi de troede på Vestens løfte: At soldaterne kom for at skabe et Afghanistan, hvor der var blev plads til unge mennesker som dem.

Nu bliver de ladt i stikken, og deres ansigter vidner om, at de kun alt for godt kender den skæbne, der venter dem, når deres beskyttere vender dem ryggen. I den blodige fremtid, der venter Kunduz, er der ingen plads til dem.

De står med A4-ark, hvorpå de med kuglepenne har skrevet deres spagfærdige protest mod at blive ladt i stikken, og deres protester er lige så meget en simpel bøn om overlevelse: »Why Germans don’t understand our problem?« står der på et af skiltene. »We don’t want to die by insurgents,« står der på et andet.

Og så er der det helt enkle, rørende skrig på hjælp, som man ikke skulle tro lod sig overhøre: »We want to be alive.«

Men den bøn har det rige Vesten ikke råd til at opfylde.

Serie

Seneste artikler

  • Guerilla-krigens usynlige gud

    18. maj 2013
    I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
  • ’Der er ingen fred i mit hjerte’

    11. maj 2013
    Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
  • Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

    11. maj 2013
    Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
  • Steen Sohn
Henrik Darlie og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

man fornemmer et mønster: den bedste måde at bringe et land i knæ på som ikke omfavner den kapitalistiske model på er at skabe borgerkrig i landet

Peter Pedersen

Udover, at det da er udmærket underholdning / godnatlæsning, skal man dog huske på, at forfatter Carsten Jensens artikelserie er ren fiktion, skrevet fra hans hotel i Dubai eller et anden sted i mellemøsten.

Derudover giver Bob Jensens indlæg ikke mening, idet den igangværende, uafbrudte borgerkrig opstod i 1973,
da Kong Zahir Shah blev væltet af sin fætter ved et kup, på foranledning og direkte støttet af Sovjetunionen, hvis udenrigspolitik jo bestemt ikke opfyldte den gængse opfattelse af "den kapitalistiske model".

Robert Ørsted-Jensen

Det ville være rart om Hr Jensen og Hr Hammer også evnede at gøre sig nogle overvejelser over hvad USA og NATO burde have gjort og kan gøre. Det andet der er da udmærket men også forbandet mageligt.

Man bør så også minde deherrer om om at 'soldaterne' ikke kom af nogen som helst anden grund end den meget simple - at fjerne Al Qaida og den regering der støttede samme. Man er velkommen til at have forskellige mninger på det punkt men at påstå at soldaterne kom for at skabe et demokratisk Afghanistan fri for korruption, krigsherrer og kvindeundertrkkelse og hvad der ellers er blevet skrevet af nonsens - er ganske enkelt vrøvl.

Men problemet var at hvis man fjerne en regering har man også en naturlig forpligtigelse til at gøre sit for at sikre at en ny kommer til og landet efterlades rimeligt stabilit om ikke ligefrem i en perfekt situation.

Som sagt ville det være interessant om Hr Jensen og Hr Hammer evnede at komme med et realistisk bud på hvad man burde have gjort og hvad man nu og her kan gøre.

Det turde vel nu være rimeligt klar for selv Hr Jensen at den ide han tidligere har været ude med, at man bare skal trække sig ud på stedet ikke helt løse noget somhelst, men med sikkerhed ville have givet ham selv blod på hænderne.

Lidt realisme venner - og lidt mindre nordisk literær arrogance ville være godt - ellers tak for et udmærket billede af en gruelig situration. Det er også rart at høre at de herrer endelig synes at være kommet helt på rene med det faktum at der har været blodig borgerkrig i Afghanistan siden 70erne og at denne ikke var startet af hverken Sovjet eller USA, men at den sitiuation på alle afgørende punkter ikke er mindre blodig eller grusom end den nuværende - snarere tværtimod.

Robert Ørsted-Jensen

Borgerkrig og massemord på tusinder af civile har fundet sted i mange år i Afghanistan uden at danske journalister og forfattere løftede så meget som et øjebryn, gad interessere sig for det, eller bare høre lidt om det. Det var ligesom først da USA og vi selv intervenerede og blev indfanget i en støvet og grumset virkelighed på landjorden, at de herrer og deres mange vestlige brødrer i ånden, endelig formåede at møde op med deres letkøbte retfærdige harme, forargelse og simplistiske ideer og forslag.

Det smager da bare lidt af hykleri - gør det ikke?

Nic Pedersen

"hvis man fjerner en regering har man også en naturlig forpligtigelse til at......"

Nej!

Og i denne simple naive misforståelse bunder alle de afledte problemer.

Robert Ørsted-Jensen

Han er af den opfattelse at man kan gå militært ind i et andet land, mdit under en borgerkrig, og så bare fjene den stærkeste regering der er og derefter trække sine tropper ud og overlade det til befolkningen selv at finde ud af hvad skal erstatte dem. Altså igangsætte en ny og mere omfattende borgerkrig med endnu flere implicerede parter.

Henrik Darlie

Så vidt jeg husker så var påskuddet for at gå ind i afghanistan at man ville fange bin laden. Men det har måske ændret sig undervejs.

Nic Pedersen

Ikke helt Robert.

"Altså igangsætte en ny og mere omfattende borgerkrig med endnu flere implicerede parter."

Ovenstående gjorde "vi" netop ved at blive!

Resten er OK og var klaret på nogle uger.

Peter Pedersen

Nic P.,

De fleste her, har vist for længst fattet, at du kun ser afghanerne som uciviliserede hulemennesker, der bare skulle have lov til at fortsætte med slagte hinanden og dermed drukne i deres egen gylle, fordi de der stinkende beskidte fattigrøve i Langtbortistan da rager da os en sk..,-

Men men skulle ellers tro, at du kunne indse, at når vi nu i 2001 havde fjernet det afsindige Taliban-regime, i kampen på af fjerne Al Q's træningslejre
(og dermed det faktum, at Taliban regimet effektivt havde formået at afholde enhver udlænding - journalist, agenter eller andre - fra at komme i nærheden af terror-træningsfaciliteterne),
ville det naturligvis være direkte tåbeligt (eller meget lidt kost-effektivt, - om man vil)
såfremt vi ikke havde gjorde forsøget på at oprette et afghansk samfund, hvor sultegrænsen og det største antal AK-47 skud
ikke uden videre kan tvinger de lokale indbyggere til igen at huse radikaliserede araberes for kursuscentre i døds- masseødelæggelses- og rædselsproducerende handlinger mod vores del af verden.

Nic Pedersen

Peter P.

dine skældsord mod afghanerne står 100% for din egen regning. Men OK, du påstår jo at kende dem.
Hvordan folk i andre dele af verden indretter sig er op til dem, som vores indretning er op til os. Så længe de vel at mærke ikke blander sig i vores sager med f.eks. husly til terrorister.
Når sådant er bragt til ophør ophører vores anliggende. Færdig slut.

Og bliv mig fra livet med flæberiet. Du og alle de andre skinhellige affandt sig fint med tingenes tilstand i AFG. i ti år før 9/11. Ganske som vi den dag i dag klogelig gør mange andre steder. Men fair nok. Du skal jo forsvare din gesjæft.

Robert Ørsted-Jensen

Nu er der jo ingen der kender dagen før solen er gået ned Nic. Andet end måske lige dig.

Givet er det dog at mange ting var grebet forkert an, men også at det fra starten var en yderst vanskelig opgave, og at Bush-Cheeney holdet nok var det værst tænkelige ved roret.

Stadigvæk så kan der ikke være tvivl om at hvis man beslutter at det er nødvendigt at gribe militæt ind i en borgerkrig i et fremmed land, så har man naturligvis også en moralsk forpligtigelse til at rydde op efter sig og i øvrigt søge at forlade landet med en rimelig stabil regering ved roret.

Kazai er næppe nogens livret, men han at han kender sit land er der nok ingen tvivl om. Ligeledes fjerner man næppe heller stammeledere og korruption over en nat efter århundrede, ikke mindst århundrede hvor feudale stammeledere var en væsentlig del af ethvert styre og hvor det har været almen respekteret praksis at han man betaler ekstra under bordet for alt. Men Kazai styret er uden for enhver tvivl det mest demokratiske Afghanistan nogensinde har haft. Kun tiden vil vise om det er lykkedes at plante kimen til folkeligt styre via folkelige valg i landet.

Robert Ørsted-Jensen

I realiteten havde USA kun to muligheder efter 9/11 2001 og et titår med flere tilsvarende forsøg med WTC og en serie af terrorekspeditioner som efter alt at dømme var finansieret af bin Laden:

Enten greb men militært ind i Afghanstan, eller også fulgte man Chomskys råd om at vende den anden kind til i skam og ihukommende at der også var et 9/11 i 1973 (uanset at bin Laden næppe havde hørt om det der andet 9/11 eller fandt det væsentligt eller interessandt).

Den første mulighed var dikteret af nødvendighed vis Bush stadig ville være president og USA skulle fastholde sin globale position. At vende den anden kind til i skam er ikke muligt hvis et land ønsker at fastholde sin stormagtsposition og så er det flintrende ligegyldigt om dette lands præsiden hedder George W Bush eller Angela Davis.

Desuden, set fra vore andres synsvinkel så er alternativet til USA - Kina ellermåske Putins Rusland som den nye globale stormagt. EU vil jo ikke ogt der er jo ingen af jer her der ønsker EU som en global stormagt (det er kun mig der synes at dette ikke vlle være nogen ene dårliug ide). Men virkeligheden er også at der altid har været og altids vil være globale stormagter til. Set fra den og i mine øjne også jeres synsvinkel så burde USA trods alt stadig være den mindst ringe af alle ret dårlige muligheder for en global stormagt. Dette grundet alene på det faktum at vi dog her har en lille smule indflydelse hvis vi spiller kortene rigtigt. Vi vi så sandelig ingen indflydelse på Kina som erstatning for USA på den globale scene.

Peter Pedersen

Nic P.

"Så længe de vel at mærke ikke blander sig i vores sager med f.eks. husly til terrorister.",

Og "husly til terrorister" var jo præcist, grunden til, at Afgh. blev invaderet og Taliban blev afsat - og som jeg forsøgte at anskueliggøre - er dette også hovedårsagen til at missionen fortsatte og udvidedes efter TB var afsat.

Det skal medgives, at jeg med dele af mit ordvalg ovenfor stiller tingene på spidsen, men tak fordi du oprigtigt og klart bekræfter de fordomme, de indeholdt,
som jo dækkende forklarer, hvorfor du aldrig har fattet formålet med Afgh. indsatsen.

@ Robert O. Jensen
Du skriver om USAs valgmuligheder efter 9/11: "Enten greb men militært ind i Afghanstan, eller også fulgte man Chomskys råd om at vende den anden kind til i skam.."
Det er tydeligt, at dit kendskab til Chomsky er stort set ikke-eksisterende. Han har påpeget flere ting vedr. USAs reaktioner. For det første, at Afghanistan tilbød at aflevere bin Laden til et 3. land til retsforfølgelse, mod passende beviser for hans skyld. Bushs svar var "I said no negotiations, and I meant no negotiations". Det er ikke sikkert, at det havde ført til noget, men pointen er, at USA nægtede på forhånd at forsøge sig med at få bin Laden afleveret. En anden, interessant krølle til historien er Bush's møde med sit stab umiddelbart efter 9/11, hvor de diskuterede hvordan de bedst kunne udnytte situationen. Bush's anti-terror rådgiver var med til mødet, og beskrev hvordan Rumsfeld anbefalede et angreb mod Irak, da der var "much better targets" end i Afghanistan, og Bush var umiddelbart interesseret men de mere pragmatiske ved mødet herunder Powell overtalte dem til at angribe Afghanistan i stedet for - det ville være nemmere at sælge overfor USAs befolkning, og Irak kunne vente - neocons havde jo planer for flere lande. Hvis et angreb mod Afghanistan var så presserende, hvorfor diskuterede de andre angrebsmuligheder?

Chomsky er ikke pacifist - det har han understreget flere gange, og vend den anden kind er ikke noget, som han har foreslået som en fornuftig strategy efter 9/11 (jeg kunne godt tænke mig at høre hvad din kilde er til din påstand). Han mener, at bekæmpelse af terror bedst kan udføres ved omfattende politiarbejde, ligesom vi har set adskillige terrorforsøg forhindret ved politiarbejde. Chomsky har i øvrigt påpeget, at krigene i Afghanistan/Pakistan såvel som brugen af drones i Yemen har og er med til at radikalisere folk og sikre hvervning til al Qaeda og jihadi grupper, hvilket ikke stemmer så godt overens med USAs erklærede mål om at bekæmpe terror.

Robert Ørsted-Jensen

Clark jeg har uden tvivl gjort Chomsky delvist uret, men det var altså ikke ham jeg ønskede at debatterer, men hans mange followers. Hvad angår udelevering af bil Laden så skal den selvsagt efterkommes ubetinget. Taleban-styret havde noget med 8 år hvor det ikke var skedt og der var overhovedet ingen grund til at give efter for den slags menneskers forhalingsforsøg. Der er et punkt der hvor jheg er absolut enig med Bush. de fik et ultimatum, udlever eller vi griber militært ind, det var deres valg. Jeg vilkle have givet dem samme valg!

Jensen, OK men hvad hvis vi tager et andet eksempel. USA i en række år holdt hånden over et par Cubanske terrorister, hvoraf den ene flygtede fra Venezuela. Han havde sprængt et passagerfly i luften. George Bush Sr. nægtede at aflevere manden (Posada) til retsforfølgelse. Ville du så mene det var i orden for Venezuela (eller Cuba, hvor den anden terrorist havde placeret bomber i hoteller i Havana), havde så ret til at bombe USA eller invadere landet? Det er selvfølglig hypotetisk, da USA ville have slettet Cuba og Venezuela fra kortet hvis de havde anvendt militærmagt, som USA gjorde overfor Afghanistan.
Et andet eksempel er CIAs og deres Saudi klienters placering af en bilbombe udenfor en moske i Beirut i 1985, timede til at eksplodere da folk kom ud fra moskeen. 80 mennesker blev dræbt, hovedsageligt kvinder og børn, og ca. 200 andre blev såret. Målet var en sheik, som slet ikke kom til skade. Eksemplet her er i øvrigt taget fra en af Chomsky's artikler:
http://www.chomsky.info/articles/200205--02.htm
Og så er der USAs krig mod Nicaragua via deres lejesoldater i Honduras. Nicaragua klagede både til Sikkerhedsrådet (klagen blev selvfølgelig vetoet), og så Generalforsamlingen (næsten enstemmig fordømmelse af deres aggression), og så til den International Domstol, som dømte USA til at standse deres "ulovlige brug af magt", og til at betale reparationer til Nicaragua. USA ignorerede dommen, og rådede deres klienter i Honduras (contraerne) til at undgå konfrontationer med militæret I Nicaragua og at angribe "bløde mål" i stedet for: skoler, landbrugskooperativer, sundhedsklinikker m.m. Dette opfyldte USAs egene officielle definitioner for terror, ligesom CIAs bombeangreb i 1985 i Beirut, hvis du skulle være i tvivl.
Mener du her, at det ville have været rimeligt for Libanon eller Nicaragua at angribe USA for deres terrorangreb (hvis det havde været en realistisk mulighed)? Og hvis ikke, hvorfor?

Nic Pedersen

Peter P.

Jeg må vel så sige tak, fordi du bekræfter mine helt erkendte fordomme om total inkompetence og dumstædighed hos beslutningstagerne bag den fortsatte indsats i Afghanistan og tilhængerne deraf.
Vi bliver sikkert ikke enige, men udfaldet vil nok også tale for sig selv i senere tiders historiebøger.

Robert Ørsted-Jensen

Det er altsammen meget rigtigt Clark, men et eksempel påmoralsk kollaps kan ikke begrunde eller undskylde et andet. Det er snare sådan at USA i visse sammenhænge handler korrekt og i andre forbryderisk ukorrekt. Men også at det ikke bør få os til at overse når de af og til kommer for skade at gøre det rigtige.