Læsetid: 8 min.

’Der er ingen fred i mit hjerte’

Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
Ayesha er enke med 10 børn. Hver dag lover jeg dem, at det bliver bedre i morgen – hver dag lyver jeg for dem, siger hun.

Ayesha er enke med 10 børn. Hver dag lover jeg dem, at det bliver bedre i morgen – hver dag lyver jeg for dem, siger hun.

Anders Sømme Hammer

11. maj 2013

De kvinder, vi møder under vores ophold i Kandahar, er de første dage alle sammen offentlige personer med uddannelse og en høj profil. Udsat for næsten daglige trusler kæmper de for det, de tror på, et bedre liv for Afghanistans kvinder. Men hvordan lever de kvinder, hvis sag de taler?

Det er stort set umuligt at komme i kontakt med dem. De er ikke blot usynlige inde under burkaen, de lever også bag en uigennemtrængelig mur af konventioner og traditioner, der forbyder dem nogen form for omgang med mænd uden for familiens kreds. Alligevel lykkes det at møde nogle af dem.

Det lykkes på samme måde, som det i et diktatur lykkes at møde en dissident, gennem mellemmænd eller rettere mellemkvinder på hemmelige mødesteder. Den kvinde, der i Kandahar viser sit ansigt til en fremmed mand eller taler med ham, er en dissident.

Det diktatur, hvis jernhårde lov, hun bryder, er familiens. De navne, kvinderne opgiver til os, er fiktive. De er bange for at blive genkendt, selv i en avis i det fjerne Skandinavien.

Ayesha, som er omkring de 40, er den ældste af de tre kvinder, der sidder foran os. De to andre er knap voksne, Raisa er 14, Muslipa er bare et stort barn, 13 år gammel, men barndommens verden har allerede lukket sig bag hende.

Ayesha har lys hud, høje kindben og et indtrængende blik, der synes at rumme en alt for dyb viden om livet. Den billedhugger, hvis mejsel har formet hendes fintformede ansigt, hedder sorg og smerte. Hendes mor døde, da hun var syv.

Hendes far, der var narkoman, solgte hende og hendes to søskende til tre forskellige familier. Da hun var 15, blev hun gift med sønnen i huset, der uvarslet mishandlede hende af grunde, hun aldrig kunne gennemskue. »Han var en vred mand,« siger hun uden at tøve. »Han var en slyngel. Det var min skæbne at være gift med ham.«

Ayesha er analfabet. Nogen skolegang fik hun aldrig. »Jeg voksede op hos en familie, der havde købt mig. Hvad brød de sig om mig?«

I 15 år boede hun med sin mand og en voksende børneflok i en flygtningelejr i Pakistan, og nu tænker hun tilbage på den tid som den bedste i sit liv. Hun havde en mand, der beskyttede hende, også selv om han slog hende, og hendes børn fik mad, når de var sultne.

Så vendte de tilbage til Afghanistan, og det er den beslutning, hun har fortrudt mest i sit liv. »Afghanistan tog min ære og glæde fra mig,« siger hun. »Der er ingen fred i mit hjerte. Hver eneste dag er fuld af frygt.«

’Jeg lyver for dem hver dag’

Hendes mand og ældste søn blev skudt af canadiske soldater, og i landsbyen, hvor de boede, var der ingen fremtid for en enke med 10 børn. Taleban sprængte skolen i luften og lagde vejsidebomber ud overalt, og da landsbyens ældste ikke ville give hende nogen beskyttelse, måtte hun søge ind til byen for at kunne forsørge sine mange børn. Hun bor i lejede rum, 10 forskellige steder på fire år, men hun har et trodsigt mål i livet: Børnene skal have en uddannelse.

»Jeg lyver for dem hver dag,« siger hun. »De kommer hjem fra skole og fortæller, at de andre børn har nye sko, en ny rygsæk, og hver gang lover jeg dem, at i morgen bliver det deres tur. Men det er en løgn. Jeg har aldrig råd.«

Hendes drøm er et hus, for et hus betyder beskyttelse og en fast bopæl, så børnene ikke behøver hele tiden at skifte skole.

»Mine børn spørger mig altid, om jeg har det godt. De ved, at de er fortabte, hvis jeg bliver syg og ikke længere kan arbejde. Somme tider, når de ikke hører det, giver jeg op og skriger bare. Men så tænker jeg på dem og ved, at uden mig har de ingen fremtid. Jeg er altid bange, men jeg må sige til dem, at det skal de ikke være. Jeg må være der for dem.«

Ayesha er afklaret. Hun har indstillet sig på, at hendes tilværelse ingen forandringer vil bringe. Hun må koncentrere hele sin sjælsstyrke for at hjælpe sine børn gennem livet. »De skal blive til noget,« siger hun, og dette lille ord ’noget’ rummer alt, også en dom over hendes eget liv.

Den drøm på børnenes vegne, og intet andet, holder hende gående. Men da talen falder på de udenlandske tropper vælder vreden pludselig op i hende.

»I har frihed,« siger hun og ser direkte på os med sit indtrængende blik.

»I har ikke selvmordsbombere. I behøver ikke hver dag at frygte for at gå på gaden, ikke hver morgen frygte, at jeres børn skal blive bragt døde hjem, før dagen er slut. Jeres kvinder kan gå på gaden uden burka. Jeg må krybe langs murene, fuld af skam, fordi jeg er en kvinde, der går på arbejde. Alle iagttager mig. Alle spørger, hvad jeg laver alene på gaden. Canadierne er veluddannede mennesker, men de skød min mand og min søn, og mine børn græd hele natten og spurgte igen og igen efter deres far. Hvis udlændingene kom her for at gøre vores liv bedre, så er det mislykkedes for dem, og de har intet at gøre her. De lovede fred, veje, sikkerhed, et liv uden frygt. Ikke et eneste af deres løfter har de opfyldt.«

Så retter hun pludselig med et uventet smil anklagen mod sit eget køn. »Vi kvinder er som fugle i et bur. Hvis døren pludselig åbnede sig, ville vi ikke vide, hvor vi skulle flyve hen.« Igen vælder denne trods, der må være hendes daglige drivkraft, op i hende. »Det er kun frygten for geværet, der holder os tilbage.«

Raisa er 14 og født i Kandahar. Hun blev taget ud af skolen, da hun var 11 og gik i fjerde klasse. Hun elskede skolen og var god til matematik. Hun ville være skolelærer. »Nu bliver jeg aldrig til noget,« siger hun og ser ned i skødet. Igen dette fatale udtryk »at blive til noget«, så fuld af håb og drømme i en kultur, hvor man ikke skal blive til noget, men bare udfylde den rolle, en tung tradition har foreskrevet.

»Hvis jeg havde gået i skole, ville jeg have haft en fremtid at tænke på. Uden skolen er ægteskabet min fremtid.«

Ingen planer for livet

Det var pres fra naboerne, der fik hendes familie til at tage hende ud af skolen. Der havde været et angreb på skolepiger, som havde fået smidt syre i ansigtet, og mange piger blev trukket ud af skolen. Også en bølge af selvmordsattentater gik gennem Kandahar. Forældrenes frygt var massiv.

»Jeg vil hellere se dig som analfabet end se din krop spredt ud over gaden,« sagde Raisas mor. Det er ikke kun frygten for at miste datteren, der får moren til at tænke sådan. Skulle Raisas lemlæstede krop med afrevne legemsdele ligge synlig for alle på gaden, ville det bringe skam over familien.

Raisa har flere søstre, som har været tæt på at gennemføre de obligatoriske 12 års skolegang. Men de er altid blevet taget ud af skolen før den afsluttende eksamen for at blive gift. Raisa har ikke længere planer for sit liv. Men hun har en drøm på Kandahars vegne. At byen en dag bliver et sted, hvor hun kan handle i basaren uden frygt, og kvinder kan færdes på gaden uden at blive generet af mænd.

Muslipa er kun 13 år gammel. Hun har aldrig gået i skole. En nabokone lærte hende at recitere fra Koranen. Det er det hele. Hun ville bare så gerne have gået i skole.

Hun ville så gerne være blevet til noget, igen dette ord, ’noget’, der rumsterer i de unge kvinders bryst, som en trods, en umulig drøm, et bristet håb. Men hendes mor er enke, og Muslipas eneste ønske er at gøre, hvad moren siger, og morens påbud er alle dikteret af nødvendighedens jernlov. »Mit liv tilhører min mor,« siger hun med lav stemme. Så ingen skole.

Muslipa har en gang besøgt Herat, hvor en af hendes søstre bor. Herat er en af Afghanistans mest åbne, liberale byer. Hun kunne gå frit på gaden uden burka, blot med et lille slør over håret. Det kan godt være, Muslipa er analfabet, men så meget ved hun: Kandahar er et fængsel, og hun siger det direkte.

Tiggerne på bunden

Alle kvinder, vi taler med, har haft en drøm om et andet liv. De har hentet den uden for Kandahar, et sted så usselt som en flygtningelejr i Pakistan, et sted så uventet som ayatollahregimet i Iran, et sted så privilegeret som USA eller bare fra en afbrudt skolegang. Deres verden er blevet større og rigere, fordi de har set lidt mere af den. De har fået et håb og en målestok for forandring.

Men nu er det, der engang var et håb, blevet tilbage som en smerte.

Elektriciteten kommer og forsvinder igen i Kandahar. Strømmen går på skift mellem bydelene, så indbyggerne må leve med en elforsyning, der kun fungerer hver anden dag. Afghanistans dengang kommende præsident, Hamid Karzai, kom på besøg og lovede Kandahars indbyggere, at de inden for seks måneder ville have elektricitet 24 timer i døgnet. Det er 11 år siden.

Det var også dengang, det formynderiske Vesten troede, at det officielle symbol på de afghanske kvinders ufrihed, burkaen, kunne skydes i stykker med en maskinpistol eller bombes til støv i et luftangreb. Siden er Afghanistans kvinder blevet klogere. Det er vi ikke, for vi har bekvemt glemt vores overmodige løfter, der mest var baseret på uvidenhed. Kandahars kvinder lever dagligt med vores svigt.

Trafikken i Kandahar er tæt og hasarderet. Højre- og venstreregler respekteres ikke altid, og de skrammede bilsider er ofte en centimeter eller mindre fra et sammenstød.

Midt i dette kaos, hvor 4-5 meter høje amerikanske militærkøretøjer, der ligner rullende vagttårne på hjul, mørkegrønne politipickup’er med 7,62 millimeter maskingeværer monteret på ladet og hvidlakerede Toyota Corolla’er i alle grader af forfald hensynsløst manøvrerer rundt mellem hinanden, i dette inferno af skærende metal og udstødningsgas, sidder der ofte kvinder midt på kørebanen, skjult under snavsede og lasede burkaer. De tigger. Bedende rækker de en mager hånd frem.

Dybere kan fornedrelsen af Kandahars kvinder ikke blive.

Halvt i et dødsønske, halvt som et nødskrig sidder de der. De råber til os fra bunden af den afgrund, som endeløs krig og et dybtsiddende kvindehad, har skubbet dem ned i, og hvorfra vi trods alle løfter ikke har trukket dem op.

Serie

Seneste artikler

  • Guerilla-krigens usynlige gud

    18. maj 2013
    I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
  • Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

    11. maj 2013
    Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
  • Historien om en krigsherre

    4. maj 2013
    Mir Alam er ikke primært en forbryder. Han repræsenterer den blodige fremtid, krigen har beredt for Aghanistan
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • Lars Villumsen
Kristen Carsten Munk og Lars Villumsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

De danske drenge har været ude at studere afghanske kvinder, og som alle kulturimperialister ved de bedst, hvordan staklerne burde leve, og hvordan historien sælges bedst muligt.

Robert Ørsted-Jensen

"De er bange for at blive genkendt, selv i en avis i det fjerne Skandinavien."
Vorherrebevars - hvad med om deherrer Jensen og Hammer vågnede lidt op til realiteterne her i det 21 århundrede. Skandinavian er idag et naboland i den globale landsby vi lever i og Danmark er tilmed et naboland som enhver ekstremistisk muslim ved består af vantro der hader muhammed of føre krig mod muslimer. Der vil med sikkerhed være muslimer i danmark som ser det som deres pligt at angive forræddere de ser i avisen til Taleban.

Robert Ørsted-Jensen

"andahars kvinder lever dagligt med vores (NATO)/USA) svigt."

Hva'dfor et svigt? Det er de afghanske kvinder egen opgave at befri sig selv og det var aldrig proklameret at NATO var tilstede for at befri dem, andet end måske i de'herrer Jensen og Hammers fantasi. Demokrati er også det afghanske folks egen opgave. Vi andre kan kun tilbyde en mulighed.

Igen ville det være rart om de to skrivebordsfilosoffer ville gøre en indsat for at udarbejde et forslag til hvad der bør mgøres. Bare et par års siden kunne Hr Jensen ikke få 'Vesten' ud hurtigt nokl, nu mener hyan at der ikke gøres nok for at redde de stakkels Afghanske kvinder og afskaffe korruptionenb (begge dele ting so9m har være vævet ind i dette lands kludetæppe så længe landet har væretr til.

Det ville være rat om Hr Jewnsen ville optræde lidt mere virkelighednært. USA intervbenerede i den borgerkrig for at fjerne bin Laden, som de havde været dumme nok til ikke at fjerne mange år tidligere. Hverken de eller os andre drog til Afghanistan for at ændre landet på manbge måde beklagelige kultur hvad angpår korruption og undeetrykkelse af kvinder. Fremmede styrkes tilstedeværelse kan byde på chancer, men Afghanernse skal stadig selv gøre arbejdet.

Kan Jensen selv finde ud af hvad han mener - for jeg kan ikke?

Den ene dag er NATO en besættelsesmagt, Taleban frihedskæmpere og Kazai en majonet og demokrti bare et pænt ord for ækel kapitalisme der bør bekæmpes. Den næste dag er NATO frelsere som bare ikke gør arbejdet med at frelse godt nok. Hvad mener han i grunden og har han overhovedet gjort sig en forestilling om hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt?

Det er jo sørgeligt nok at afghanske kvinder er undertrykte. Blot en skam at i den grad de udenlandske besættelsestropper er der med henblik på at hjælpe med problemet, så er disse kvinder nærmest tvunget til at acceptere vestlig forbrugerkultur og fordummelseskultur i stedet. Intet land får en håndsrækning uden at opgive de gode aspekter af deres egen kultur med de dårlige, og omfavne den "demokratiske" kapitalisme.

Robert Ørsted-Jensen

Man skal krybe før man kan gå Bob. Det ville i sandhed være et fremskridt for Afganske kvinder hvis de bare tilnærmelsesvist kunne leve en vestlig forbruger kultur. Men det er ingenlunde tilfældet i andet end din fantasi Bob. Demokrat derimod, er en forudsætning for at der kan holdes saammen på et splittet folk og at folket selv kan vælge sin fremtid. Men demokrti er ikke noget man kringer ned over hovedet på andre, det er kun noget man kan tilbyde muligheden for. Der er i øvrigt inbgen sammenhæng mellem forbrugerkultur og demokrati og heller ikke mellem kapitalisme og demokrti, det har intet med hinanden at gøre, hvad kina og grækenland ved lidt om i disse dage. Du lavber nogle besynderlige sammenkædninger Bob. Men Afghanistand er i marxistisk forstan et land der stadig befinder sig i en feudal produktionsmåde, kapitalisme ville være et fremskridt og er i øvrigt en forudsætning for socialisme som en mulighed. Men lad dem nu få en chance for at etablere en form for demokrtoi først, selv kapitalisme er stadig kun en fjern mulighed for staklerne. Men det er svært at se hvordan et modsætningsfyldt stammesamfund som dette nogen sinde kan få et rimeligt stabilt, endsige rimeligt retfærdigt, samfund - uden demokrati. De har valget mellem despoti eller demokrati - de burde for deres egen skyld vælge det sidste. Forbrugersamfund ligger sgu langt ude i fremtiden

Mark Thalmay

Tjoh, jah, synd for de Afghanske kvinder, ingen tvivl om det - men hvad drejede ’vores’ krige sig om?

Her er en ’realistisk virkeligheds rapport’ om ’the Great Game’ om råstofferne i Centralasiens ’hjerte’, Afghanistan, mellem især USA og Kina af den undersøgende journalist Greg Palast med udgangspunkt i hans interview med Yahya Maroofi, rådgiver til Afghanistans Præsident Hamid Karzai, på hans vej til fredsforhandlinger med Afghanistans frontlinjestater Kasakhstan, Rusland, Kirgisistan, Tyrkiet, og så naturligvis Talibanerne og deres mest frygtede fjende Iran, men uden deltagelse af USA og England, hvorfor disse fredsforhandlinger naturligvis stort set er uomtalte i den nordatlantiske ’frie og demokratiske’ presse:
'A Novel Idea: Asking an Afghan About the Future of Afghanistan’.
http://www.gregpalast.com/now-that-the-sob-is-dead-a-novel-idea-asking-a...

Med venlig hilsen

Lars-bo Jensen

Robert O Jensen

Du skriver:

Hva'dfor et svigt? Det er de afghanske kvinder egen opgave at befri sig selv og det var aldrig proklameret at NATO var tilstede for at befri dem, andet end måske i de'herrer Jensen og Hammers fantasi. Demokrati er også det afghanske folks egen opgave. Vi andre kan kun tilbyde en mulighed.

Kvinderne fik jo en god ide om hvad Vesten var der for, da man uden protest og uden at trække støtten til landes ledelse, accepterede at man indførte regel om at kvinder må sultes hvis de ikke giver manden samleje, når han ønsker det. Undtagende er dog de kvinder der er syge. Altså vesten støtter styret, når de gør kvindens køn til mandens ejendom og ret.
Demokratiet, hvilken mulighed tilbød vesten dem, da vi tog deres præsident med falske stemmesedler, fortalte vi det Afghanske folk, at han trods alt var bedste bud på posten. Bedste bud, en korrupt politiker, der uden at lægge synderligt skjul på sit valgsvindel, med vestens støtte, tager posten endnu engang.

Nu viser det sig, at vesten selv er med til korruptionen, CIA giver hver måned penge som der ikke skal føres regnskab for, til toppen, når antikorruptions gruppen, står med klare beviser, får de af vesten besked på at holde fingrene væk.

Alle de penge der er blevet brugt på militær grej, stålrør man kan kaste i hovedet på et par enkelte grimme mænd og en betydelig større del uskyldige, hvad om de penge havde været brugt til opbygning af arbejdspladser, således at man langsomt men sikkert havde skabt en mellemklasse. Lige nu, har de et rigt segment og et fattigt segment, det rige vil kæmpe med næb og klør for ikke at miste deres privilegier, og det fattige har stort set intet at tabe. Mellem klassen mangler, mellemklassen der arbejder for stabilitet, den stabilitet som byder dem en mulighed for at rygge op, og en angst for at falde ned.

Pengene til dette, kunne tages fra militæret, priserne for alt det skrammel de smider i hovedet på de lokale, er enorm, der er så rigeligt midler gemt i den post, til seriøse forbedringer, og lige så naturligt som man nemt kommer til at hade dem som slår din familie ihjel, lige så svært er det at blive ved med at hade dem som giver din familie og børn en fremtid. Efterhånden som hverdagen bliver bedre for folk, bliver deres krav også større, kravene til hvordan landet skal styres, kravet til hvorledes man omgås hinanden, og ikke mindst kravene til ens børns mulighed for en ordentligt fremtid.

Marianne Rasmussen

Demokrati er et udmærket begreb på papiret, men for at lykkes, forudsætter det et generelt mere vidende, oplyst og bedre uddannet samfund - for såvel mænd som kvinder. Det glemmer vesten, soldaterne og de fleste 'hjælpere', når de fabler om, at de da bare skal gøre, som man gør i deres egne hjemlande. Det almindelige Afghanistan har slet ikke nået det udviklingstrin endnu og mangler helt et socialt sikkerhedsnet. Herfra skal vi prøve at få det faktum ind i knolden, hvis vi ikke skal forværre situationen.

Den bemærkning fra Robert O Jensen som Abdullah Jensen også kommenterer, give mig anledning til at dele denne lille video, der er den 1. i rækken om Danmarks indsats i Afghanistan, - ca et minut inde siger kommentatoren noget om at terrorist-regeringen blev fjernet og hvordan det store arbejde med at bringe landet på fode igen indledes...
Må opgive at se mere, - det er decideret krigs-propaganda, med det danske flag vajende ved indledningen af filmen!

http://dkiafghanistan.um.dk/da/film-og-billeder/film/gallerydisplaypage/...{31134EA7-4C27-4CF3-91AE-7CA95C5C10B1}#ad-image1

Nu vil Danmark sende kvinder og børn tilbage til det Afghanistan, hvor slum, sygdomme, håbløshed og arbejdsløshed hersker, mens blodet flyder i stride strømme i gaderne sammen med alskens affald fra kloakkerne.

Det kan ikke forsvares med andet end løgne!

Robert Ørsted-Jensen

Abdullah
Det er altså ikke Natos skyld at de ikke kan finde ud af andet end at svindle med valg og det er heller ikke Natos skyld at kvinderne ikke behandles ordentlig. Begge dele har været et problem i Afghnansian, med oprindelse i dele af deres kultur, som har været der så længe man kan huske at der var et Afghanistan.

Men det er ikke problemer som kan løses af tanks eller overhovedet af folk udefra. Kræfter udefra kan kun give den chancen til selv at læse disse problemer. Så hvis afghanske kvinder har fået den ide bør nogen fortælle dem at det er ændringer de selv skal kæmpe for, andre kan ikke gør det for dem. Nato kan ikke afholde valg for dem, eller sikre at disse går retfærdigt til. Det kan de sgu kun slev gøre. Deriadskiller de sig ikke for os andre, eller fre fx tyskerne og japanerne i 1945. De skal selv gøre arbejdet, NATO er ikke en pædagogisk forsanstaltning. De fungere som sikkerhedstyrker og garant for det styre der nu er blevet valgt, ikke andet, resten akal afghanerne selv gøre.

Marianne
Ingen har gjort andet end givet Afghanerne en mulighed, og uanset hvordan så er udgør demokratisk syte af en eller anden art givet deres eneste hån om stabiliet og rimelige retfærdigt styre. Hvad ikke siger meget, der har ikke været et folkevalgt styre nogensinde i det der land og der er voldsomme indre modsætninger. Men igen - det var altså ikke for at indføre demokrati man hgik ind i landet - det var for at komme af med bin Laden.

Derfor - 'Vesten' - har næppe glemt, som du påstår, ret meget. Man har opført sig klodset og ja, nogen af vore politikere har været ude med forblommede ideer om hvad man kan gøre, men sådan er politikere jo, Men det var altså for at komme af med bin Laden man gik in. Men uanset hvad ville du jo næppe have været glad om man havde indsat et militærdiktatrur snarere end forsøgt at give dem en chance for demokrati - eller hvad?

Afghanerne skal løse de her problemer selv, det har de nu haft flere år til og der er stadig tid tilbage

Carsten Hansen

Stakkels kvinder.

At kvinderne er stakler er Afghanernes og Islamismens skyld; Dette er uomtvisteligt.

Kvinderne bliver ikke frie før islamismen er væk. Afghanistan bliver ikke et demokrati før islamismen er væk. Afghanerne kommer ikke til at være forbrugere i større stil, før islamismen er væk.

At så meget som bare at komme i nærheden af at påstå, at Afghanistan var et bedre land før interventionen, er ganske enkelt løgn.
At Afghanistan i dag ikke er et fungerende land er sandt, men kimen kan være lagt. Det afhænger af om islamismen opnår den fulde magt, når tropperne er væk.

Robert Ørsted-Jensen og Lars Villumsen anbefalede denne kommentar

I øvrigt - i aftes nævnte Carsten Jensen i Deadline, at kvinder i Kabul under den sovjetiske tilstedeværelse i firserne kunne gå rundt på gaderne med løst hår og iført lårkort nederdel. Han tilføjede, at hvis nogen forsøgte det i dag, ville de være blevet dræbt i løbet af en halv time.

Lars-bo Jensen

Robert:

Det er netop NATOs og besættelses magtens skyld, at de ikke viser deres misbilligelse når de oplever noget forkert.
Ville Karzai kunne sidde med sit korrupte styre, hvis NATO fjernede beskyttelsen af ham, da de tog ham i valgsvindel, nej, han ville hurtigt blive styrtet af andre. Havde man gjort det, ville man have sendt et klart signal til magthaverne i Afghanistan, at enten klare i jer selv, eller også spiller i efter reglerne.
Da Antikorruptions gruppen, fandt den mand der fordelte pengene, som, viste det sig senere, CIA sender ind hver måned, blev de lagt på is. Hvilket signal sender det til det Afghanske folk, andet end at end ikke NATO kan bekæmpe korruptionen, ja NATO holder ligefrem hånden under de korrupte. (manden blev arresteret, men senere løsladt, uden en eneste tiltale).
En sådan handling, sender et klart signal, tro ikke at vi hjælper dem som bliver kvalt under korruptionen, det sender også et signal om, at det Afghanske folks stemme ikke tæller, kun hvad styret, købt og betalt af CIA, finder gavneligt. Selv du kan ikke være så naiv, at du vil tro at CIA har samme interesser i et land, som deres fattige og nødstedte befolkning har.

At Nato ej heller protesterede eller to afstand til loven om sult til gifte kvinder der ikke byder på sex, er jo et klart signal til kvinderne, der uanset hvor meget eller lidt håb måtte have, at de ikke skal forvente nogen hjælpende hånd fra besætterne, når de så lægger til, at de indsatte ledere, er købt og betalt af besætterne, hvad skal de så gemme deres håb i.

Så jo, havde Nato haft balls, og en oprindelig hensigt at forbedre forholdene for befolkningen i Afghanistan, havde de vendt ledelsen ryggen flere gange. Nu har de med deres fraværd af reaktion, blåstemplet et korrupt styrer og et kvindeundertrykkende samfund. De vil heller dræbe Afghanere end hjælpe dem. Hvilket jo passer fint i tråden med udtalelser fra udsendte, at de vil have en tur mere, de har ikke fået deres hak i skæftet.

Robert Ørsted-Jensen

Sohn
Ja det var i Kabul at du kunne se kvinder klæ sig utugtigt og som skøger. Men det var utænkeligt i de øvrige dele af Afghanistan og det var end ikke i Kabul aldrig hos andet et lille mindretal af middelklassen og de bedre stillede og bedre uddannede og de sidste er der ikke mange af.

Abdullah
At fare rundt og vise sin misbilligelse over for alle andre menneskers kultur fører næppe til andet end irritation og vrede, og det er kontraproduktivt. Hvis ikke viljen til ændringer er tilstede hos et flertal af mennesker i Afghanistan så kommer der ikke ændringer. Deri adskiller Afghanerre sig ikke fra os andre. Fornyelse skal komme indefra, det skal ikke påduttes udefra.

Napolions besættelse af Tyskland bærer et meget stort ansvar for at det tog så længe for det tyske foilk at acceptere demokratiu som styreform. Et meget stort antal tyskere så demokrati som noget unationalt og fremmed, hvorfor disse franske tistande øjeblikkeligt rulledes tilbage efter at man blev af med besættelsesmagten.

Morale: Der er grænser for hvad fremmede magter kan påtvinge andre uden at det giver bagslag, og da i særdelieshed hvis ikke disse fremmede magter agter at gøre som i USA gjorde med Japan; møde op med det ultimative overtagelsesmiddel - atombomber.

Lars-bo Jensen

Robert:

Ankomsten af militæret til Afghanistan, til Iraq, til Libyen osv. er det ikke at fare rundt og vise sin misbilligelse. Jeg mener umiddelbart at militær indgriben må være noget nær den ultimative måde at vise sin misbilligelse. Så den holder jo ikke.

Du kommer ikke uden om, at når man ikke protestere imod valgsvindel, men derimod fortsat støtter den der svindler, så må den befolkning der oplever dette, jo stort set kun kunne opfatte det som en billigelse af korruptionen.
Du kommer vel heller ikke uden om, at når man aktivt forhindre retsforfølgelsen af personer der beviseligt er indblandet i korruption, og som man faktisk har arresteret, så viser man aktivt, at man ikke ønsker korruptionen bekæmpet.

Der er en forskel på ikke at starte indblanding, så har du ret, så kan man ikke stille forventninger, men når man starter indblanding, forpligter man sig samtidig til at følge denne indblanding op. Meget i stil med at hvis du standser ved en ulykke, så har forbikørende en ret til at forvente du følger hjælpen op, og at de derfor ikke behøver blande sig.

Du har ret, det Afghanske folk skal også kæmpe for at få bedre forhold for kvinder, for at opnå demokrati, men hvis besættelsesstyrken enten direkte modarbejder det, eller bare viser deres ligegyldighed, kan det være svært at vælge netop disse kampe, når der er så meget andet mere væsentlig. Indtægter, altså arbejde, sikkerhed, forsynings stabilitet, osv.

Robert Ørsted-Jensen

Jo den holder Abdullah. Det jeg siger er at man skal bevæge sig forsigtigt. Valgsvindel og korruption er fundamentalts set et problem Afghanerne selv skal løse, det kan ikke løses af andre. Der er nogle meget fine grænser her. Man har givet Afghanerne en chance. Det har sgu ikke været noget kønt syn, man har opført sig klodset på flere punkter fra første dag. Men der ting som Afghanerne selv skal, ting som ingen andre kan gøre for dem.

Robert Ørsted-Jensen

I øvrigt er der ingfen tvivl om at Kazai og andre ledere har fået og følt ikke mindst USAs og Obamas - misbilligelse - og det på rigtig mange punkter. Men dette er givet en hårfin balance og man er ikke interesseret i at vælte korthuset, det er skrøbeligt nok, og man kan sige meget om Kazai men han har hidtil vist en avne til at holde sammen på tingene. Det er ikke udtryk for beundring fra min side, kun en simpel konstatering af fakta. Personligt synes jeg han er en kedelig fyr, men det er et satans vanskeligt kludetæppe at holde sammen på. Vi kan kun håbe at det Afghanske folkk selp på et tidspunkt træder i karakter. Der er fejlstater nok i den region, bare se på Pakistan, og de mener sgu at de har noget at eksportere?

Lars-bo Jensen

Robert:

Så tekniske ting som om en formodet forbryder skal udleveres før eller efter der er samlet beviser, det er der ingen problemer med at blande sig i, mens forholdsvis simple ting som valgsvindel, det er for følsomt til at blande sig.

Karzai føler jo ikke USA's misbilligelse, når man måned efter måned fylder på de korrupte ønsker. Hver eneste måned store summer, i kontanter, leveret på Karzai´s kontor.