Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Katrine Marie Guldager

Det er surt med bøger, man gerne vil læse, men ikke kan holde ud, f.eks. ’Ulysses’ siger bogaktuelle Katrine Marie Guldager
11. maj 2013

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg synes ikke, man skal læse noget, der keder én. Men alle kunne nok have glæde af at dykke ned i klassikerne en gang i mellem. De minder os om, at verden ikke opstod i går, og at de eksistentielle problemer, vi går og tumler med, ofte er nogle, menneskeheden har tumlet med i flere tusinde år. Det er betryggende, synes jeg. Den gamle mand og havet er også en god bog at læse, hvis man trænger til at blive mindet om livets skønhed – og meningsløshed. Og det trænger man jo af og til til, hvis man er blevet lidt for kvik på iPhonen.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»100 års ensomhed var den første bog jeg læste, hvor jeg følte, at forfatteren åbnede døren ind til tilværelsens magi for mig. Det gav et kæmpe sus, som jeg aldrig har glemt. Og så er den en god kur mod politisk fanatisme, for de røde og de blå har altid kæmpet mod i hinanden, og måske skal det ligefrem være sådan? Karen Blixen er jeg også nødt til at nævne. Fordi hun nærmer sig sandheden ved at lyve (men det gør al litteratur selvfølgelig). Og fordi hendes sandhedssøgen er så kompromisløs.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Hvis en bog er dårlig, eller keder mig, lægger jeg den væk. Det kan jeg ikke se noget problem i. Det værste er næsten de bøger, man egentlig gerne ville læse, men bare ikke kan holde ud. F.eks. Ulysses

Hvilken type læser er du?

»Jeg er en meget langsom læser. For mig er det at læse en bog lige så alvorligt som at møde et menneske. Begge parter skal gøre sig umage. Jeg bliver utålmodig, hvis forfatteren ikke vil mig noget, eller har fået mig til at betale 2-300 kroner for noget, som er selvoptaget. De bøger, jeg godt kan lide, læser jeg til gengæld igen og igen.«

Hvornår læser du?

»Med to små børn, en på tre et halvt og en på 10 måneder, er der ikke meget tid til lystlæsning. Min arbejdsdag starter klokken 7.30 og slutter klokken 15, og hvis jeg læser noget i den periode, er det relateret til min familiekrønike. Altså enten research eller en roman, jeg føler jeg skal lære noget af. Den spontane læseglæde, hvor man læser uden at tænkte på forfatterens virkemidler: Den blev jo ødelagt for mange år siden.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu