Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Morten Sabroe

»Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
18. maj 2013

– Lever vi i en puritansk tid?

Jeg sidder her med kokkens datter og en splitternøgen Peter Ålbæk, der laver nogle mærkelige bevægelser med underlivet. Vi deler en flaske whisky og ryger nogle monster-joints, mens Lars von Trier sniffer kokain. Hvad var spørgsmålet?

– Hvem er den dygtigste kvindelige journalist i Danmark?

Mig. Når kvinden i mig bryder frem, og jeg trykker på den feminine speeder, er der ingen, der når mig til sokkeholderne. Heller ikke Angelina Jolie. Men hun er måske ikke journalist?

– Hvad er det sværeste ved at blive ældre? Hvad er det fedeste?

Jeg er en af dem, der ikke bliver ældre. Det kan godt være min pande kan bruges som vaskebræt, men min hud! Jeg kunne være med i reklamefilmen ’9 ud af 10 filmstjerner bruger Lux’. Eller var det Ajax? Jeg holder mig lækker med face-scrub, body-scrub og hampehandske. Jeg har en hud som en 17-årig. Og kroppen! Jeg kan blive helt misundelig, når jeg ser mig selv i spejlet.

– Hvem er dine litterære forbilleder?

Mark Twain, Bob Dylan, Groucho Marx.

– Hvad synes du om Information i dag?

I dag, hvor det er onsdag, og jeg har deadline på denne klumme klokken 12, synes jeg ingenting. I aftes var Do og jeg til Bruce Springsteen-koncert i Parken, det er svært at synes noget om en avis bagefter. De sidste tre kvarter røvede spark! Det hedder det vist ikke, men er du gal, de røvede spark! Da han efter tre timer sang »Twist and Shout« og vred en våd svamp over sig, så skjorten klistrede ind til kroppen, og så sprang op på pianoet og poserede ’Kom og tag mig, hvis du tør!’, lænede Do sig ind mod mig og sagde: »Du er min Bruce!«

– Er der en særlig maskulin måde at skrive på?

Aner det ikke. Jeg skriver meget feminint. Det gjorde Hemingway på en måde også.

– Er der nogen helte i dit liv?

Do, min kone. Jeg har stor respekt for den måde hun tackler mig på. Hun har mange glidende tacklinger og benspænd og stemplinger og dirty tricks. I vores del af verden, hvor den største modgang er, at mobiltelefonen løber tør for strøm, er hun god at have som modspiller.

– Kan du sige noget om, hvorfor du altid bliver anmeldt forbeholdent af kvindelige anmeldere – også her i Information f.eks. i sidste uge? Er der tale om sexchikane?

Forbeholdent? Det har jeg ikke lagt mærke til. Og sexchikane? Gid det var så vel. Men jeg kender slet ikke den slags kvinder, der anmelder bøger. Jeg kan lide kvinder, som dem Springsteen havde med på scenen i går. Saftige, sexede og struttende af livsglæde. Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i.

– Hvem er dit journalistiske forbillede?

Bob Dylan. Hans rapporter om det moderne menneske er svære at slå. Han advarede engang en kollega: »Don’t ever read the press!« Det er spot on, især i disse tider, hvor det er umuligt at finde journalistiske forbilleder.

– Hvem er den bedste kulturminister, du kan huske?

Uffe Elbæk. Jeg forstår ikke, at der ikke er lavet nogle kramme-bamser af ham. Jeg har tænkt mig at starte en kampagne: ’Uffe Elbæk som statsminister!’ Mens han var minister, skrev han på sin Facebook-side: »Fortiden må ikke kidnappe fremtiden.« Fantastisk udsagn! Jeg skrev til ham og spurgte, om jeg måtte bruge det. Ja, men kun hvis jeg krediterede ham for det. Jeg svarede, at det ikke var hans eget, men et han havde neglet fra Peter Sellers i rollen som Mr. Chance. Mr. Chance var også fuld af den slags åndfuldheder: »Efter vinter kommer vår.«

– Er du mere journalist eller forfatter?

Nogle gange er jeg det ene, nogle det andet. Ofte begge dele på en gang. Jeg er født i Tvillingens tegn, så det er enormt nemt for mig.

– Hvilken af dine romanfigurer ville du helst være?

Jeg er alle mine romanfigurer, når jeg skriver. I den sidste, Os, er jeg både den seje gamle kvinde Emma, ekspeditricen Ida, drengen John-John, den invaliderede soldat og hunden med tre et halvt ben. Jeg er også den håndgranat, der eksploderer til sidst. Det er en film, jeg drejer, og så træder jeg ind i alle rollerne. Hvis nogen betalte mig for at spille de figurer, ville jeg være hovedrig.

– Har du prøvet at være i midtvejskrise?

Jeg har været i midtvejskrise, siden jeg var ung. Hvis der står to smukke kvinder foran mig, kan jeg gå helt op i limningen af midtvejskrise-ubeslutsomhed.

– Hvad er din største interesse?

Mennesker. De er årsag til min evige undren. Inde til Springsteen-koncerten var der 50.000 skulder ved skulder, og jeg greb mig selv i at tænke: »De er alle sammen forskellige!« Og sådan er det med alle de milliarder, der er på kloden. Og så kan man alligevel få dem til at tænke og handle ens, som om de er kommet ud af den samme maskine. Det er nærmest ubegribeligt.

– Hvad skal din næste bog handle om?

Da min forrige bog Fader vor udkom, skrev Politikens ATS: Nu venter vi kun på Sabroes næste: Min søsters børn. Min halvsøster er død, hun fik fire skrupskøre børn, så det bliver nok et fire-binds værk.”;

– Du har en gang sagt, at du ikke har nogen fast synopsis, når du starter på en roman. Gælder det altid? Eller har du en plan – i det mindste i hovedet – når du skriver?

Jeg har ingen plan. Jeg har nogle figurer og nogle scener og en fornemmelse. Jeg skriver associativt. Nøj, et flot ord! Når jeg så begynder at skrive, er det som at tage ud på en rejse, jeg ikke ved, hvor ender. Det er møgspændende, og jeg kan ikke skrive uden den spænding. Pludselig dukker der en figur op, jeg ikke kender. Det må rigtig gerne være Jennifer Lawrence eller Scarlett Johansson. Så begynder jeg at udforske dem, men det skal jeg vist ikke komme nærmere ind på, hvis Do læser denne klumme.

– Savner du at arbejde på en avis?

Nej. Jeg savner min kone. Nærmest hele tiden. Og jeg savner at rejse, også nærmest hele tiden. Når jeg kan rejse med hende, er jeg totalt lykkelig og oppe på beatet.

– Hvad er forskellen på kvinder og mænd?

Mænd er jægere, kvinderne samlere. Så længe de ikke samler benene, er det ok for mig. Det er en sætning, Do vil søge skilsmisse over.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu