Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Peter Tudvad

»Den folkekirkelige hyldest til kirkestormeren Kierkegaard er latterlig, men i øvrigt synes jeg godt om, at man præsenterer ham i folkeligt regi, så andre end næsegruse beundrere og jublende teologer får lejlighed til at lære ham at kende.«
Peter Tudvad. Født 1966. Cand.mag. i filosofi, tidligere kommentator og anmelder på Berlingske, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen samt filmmagasinet Ekko og det jødiske magasin Goldberg. Videnskabelig medarbejder på Søren Kierkegaard Forsk-ningscenteret 1999-2005, oversætter af div. bøger om Anden Verdenskrig, forfatter til bl.a. ’Kierkegaards København’, ’Sygeplejerske i Det Tredje Rige’ og ’Forbandelsen’.

Sofie Amalie Klougart

11. maj 2013

Hvordan kan du holde ud at beskæftige dig så meget med en fanatiker som Søren Kierkegaard?

»Det ville jeg skam heller ikke kunne, hvis ikke jeg i den kritiske vinkel på ham havde fundet et probat middel mod den ellers uundgåelige kvalme.«

Hvad synes du om den folkelige hyldest til Søren Kierkegaard?

»Den folkekirkelige hyldest til kirkestormeren Kierkegaard er latterlig, men i øvrigt synes jeg godt om, at man præsenterer ham i folkeligt regi, så andre end næsegruse beundrere og jublende teologer får lejlighed til at lære ham at kende.«

Hvad er det dummeste, der er blevet sagt om Søren Kierkegaard her i jubelåret?

»Det ved jeg ikke, men Jyllands-Postens kunstanmelder Torben Jørgensen var i hvert fald ikke heldig, da han kom for skade at afsløre sin uvidenhed om Kierkegaard. Anledningen var gruppeudstillingen Enten/Eller i Nikolaj Kunsthal, som han nedsablede ud fra en højtideligt proklameret kierkegaardsk position. I kataloget til udstillingen havde kuratoren, Solvej Ovesen, moret sig med at interviewe mig, idet jeg udgav mig for at være den endnu levende Kierkegaard i jubelåret 2013. Jeg gjorde mig umage med at repræsentere den historiske Kierkegaard så loyalt som muligt, men lod ham i lyset af Holocaust revidere sine antisemitiske synspunkter. Dette betød ifølge Jørgensen, at Kierkegaard i interviewet ’bliver forvandlet til en moderne centrum-venstre-humanist og bliver taget til indtægt for holdninger omkring indvandringspolitik, krigsmodstand og lignende emner.’

Jørgensen må for min skyld gerne hygge sig med sin antisemitiske Kierkegaard, men hvad han åbenbart ikke ved, er, at Kierkegaard i 1848 var en ram kritiker af krigen mellem kongeriget Danmark og de oprørske hertugdømmer Slesvig og Holsten.«

Hvem er dine egne intellektuelle forbilleder?

»Jean Paul Sartre og Umberto Eco.«
 

Hvad er det værste ved Danmark?

»At det ikke er Tyskland.«

Kierkegaard fik dig ind i de troendes rækker. Dem har du forladt igen, eller hvordan er det nu? Kan du forklare?

»Nej, det er uforklarligt (men i øvrigt korrekt, at Kierkegaard bragte mig kristendommen nærmere – og sikkert også, at det var hans egen radikale kristendom, der atter stødte mig fra den).«

Er Kierkegaards tænkning ’venstreorienteret’?

»På ingen måde. Han var med egne, ærlige ord ’grundkonservativ’ og ’aristokrat’, selv om han sympatisk nok levede alt andet end distanceret fra menigmand, som han i højere grad end præster og professorer færdedes blandt og kendte personligt. De fleste af vore dages venstreorienterede ville nok komme til kort over for den reaktionære Kierkegaard, når det gælder støtte til dem, de formelt solidariserer sig med.«

Søren Kierkegaard døde ung. Var det af hjertesorg?

»På sin vis, nemlig hvis man ser det sådan, at hans ulykkelige kærlighed til Gud fik ham til at bruge sin menneskeligheds sidste, sørgelige rester i hans tjeneste og således fremskynde sin død.«

Hvor mon Søren Kierkegaard ville placere sig selv i sine tanker om mennesket?

»Udenfor.«

Ville Søren Kierkegard kalde sig selv lykkelig?

»Nej, lykke burde jo heller ikke interesse en, der satte hele livet ind på saligheden i døden.«

Er der for Søren Kierkegaard en lighed mellem sammenligningens kraft og konkurrence?

»Ja, for i den liberale og socialistiske tanke om menneskenes lighed, som han i 1846 kritiserede i En literair Anmeldelse, lå ikke blot konkurrencen i svøb, men også misundelsens nivellering af alt det fremragende.«

Hvor meget af 200 års-hypet skyldes efter din mening tendensen til at fejre alt, hvad der er dansk, som særligt værdifuldt?

»57 procent.«

Du blev forsonet med Joakim Garf i Information forleden. Er striden mellem jer bilagt, eller har I bare lært at leve med den?

»Vi har bare lært at leve med den, så Joakim skal tage sig i agt. Hvis han alt for mange gange roser sig af i den seneste udgave af SAK at have rettet (nogle af) de fejl, jeg i sin tid påpegede, gentager jeg, at jeg kun har gennemgået 30 sider kritisk, så han selv burde gå de sidste 700 igennem og i øvrigt overveje sin videnskabelige metode (eller mangel på samme) nøjere.«

Både kirkens venstrefløj og dens mørkemænd hylder Kierkegaard. Kan du forklare det paradoks?

»Ja, mørkemændene tager ham alvorligt (i den udstrækning, de har forstået ham), og venstrefløjen er begejstret for hans brand, der sælger godt til foredragene i menighedshusene, og ikke mindst for hans dekorative og delikate ordkæder, der kan få præster til at tage sig begavede og pikante ud, når de smykker sig med dem.«

Hvad er det bedste eksempel, du kan komme i tanke om, på misbrug eller voldlæsning af Kierkegaard?

»En herre bad mig engang om at identificere et citat af Kierkegaard, som han var meget begejstret for:

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.

Det viste sig, at manden syntes, citatet passende kunne bruges som argument for ikke at tage imod flygtninge i Danmark, men udelukkende hjælpe dem i nærområderne.«

Du er god til Kierkegaard. Hvad er du dårligst til?

»At sige ’pyt!’«

Er Kierkegaard et filosofisk lys i et ellers åndsformørket og tanketomt land, eller er der noget ‘dansk’ over hans tænkning?

»Både-og! Store ånder er Danmark ikke rig på, men Kierkegaard er notorisk en undtagelse. Og dog er der noget såre dansk over ham, hvad Henrik Pontoppidan bemærkede, da han i sit foredrag om ’Kirken og dens mænd’ nævnede Kierkegaard som eksempel på, at vi danskere i almindelighed ikke er slet så jævne og utilgængelige for fanatisme, som vi tror. I romanen Lykke-Per finder man også kierkegaardske typer, som vi i dag ville hædre som ’introverte’, men som Pontoppidan skosede for deres ’troldenatur’, et andet ord for den ’inderlighed’, Kierkegaard lovpriste.«

Hvad er den seneste bog, du har læst?

»Max Frisch’ Homo faber. Ein Bericht

I Frankrig underviser de i filosofi i skolen. Skal man gøre noget tilsvarende herhjemme?

»Ja.«

Burde man ikke ud fra en demokratisk tankegang ‘oversætte’ Kierkegaard til moderne dansk, så flere kunne få glæde af ham?

»Hvis glæden ved Kierkegaard ikke mindst skyldes hans sprog, er det ikke videre demokratisk at fraliste ham hans særlige stil for at gøre ham lettere tilgængelig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christian Mogensen

Kierkegaard kan ikke med rimelighed kaldes fanatisk. Fanatisme forholder sig til meninger og trossætninger, som fanatikeren ikke tør betvivle. Men troen, eller sandheden, som Kierkegaard definerer den, er ikke en mening eller et sæt trossætninger, men en væren, en måde at eksistere på. Som i øvrigt harmonerer dårligt med den højreorientering, Kierkegaard meningsmæssigt gav udtryk for. Det udemokratiske klassesamfund Kierkegaard tilsyneladende gik ind for modvirker den evige sandhed, den enkelte, i det det er et incitament til at flygte fra sin enkelthed og identificere sig med at tilhøre en bestemt mængde, den fornemme klasse man tilfældigvis tilhører. Det inciterer også til at dyrke penge og ejendom, mammon, i stedet for den sande Gud.

Kierkegaards raseri mod kirken i sine sidste år kan heller ikke kaldes fanatisme. Han forlangte jo blot at kirkemændene skulle indrømme det indlysende, at evangeliet opfordrer til fattigdom, og at Jesus siger at ingen kan være hans discipel, altså det som senere bliver kaldt kristen, uden at han giver afkald på alt hvad han har for at følge ham.
ntar…

John Christian Mogensen

Romanhelten i Tudvads roman er kvalmefremkaldende, synes Tudvad selv. Det er imponerende at han har udholdt at skrive romanen, men uforståeligt at han har gjort det. Jeg er nu efter at have læst Tudvads besvarelser endnu mere utilbøjelig til at læse den færdig. Jeg synes romanhelten Kierkegaard er flere numre for lille i forhold til den Kierkegaard jeg kender fra hans bøger og dagbøger.

Tudvad har i øvrigt kontrafaktisk gjort Kierkegaards far til morder og biskop Mynster til medskyldig. Det fremgår af Kierkegaards optegnelser efter Mynsters død, at hans sidste samtale med Mynster umuligt kan have haft karakter af Mynsters afsløring af indholdet i faderens skriftemål. Tudvad har med andre ord for underholdningens skyld gjort sin roman til en kriminalroman. På grund af Tudvads absurd store biografiske viden fremstår fiktionen desværre som biografi og karaktermord.

Gorm Petersen

Hvem er dine egne intellektuelle forbilleder?

»Jean Paul Sartre og Umberto Eco.«

GP:
Sartres tro på øjeblikket (Being and Nothingness 1943) blev modbevist af Einstein allerede i 1905 (samtidighedens relativitet - "øjeblikket" betyder som bekendt "alt hvad der sker på samme tid").

Og hjerneforskningen beviser ved sin blotte eksistens, at mennesket ikke kan have "fri vilje".

Sartre er nok Historiens største filosofiske fiasko - alt hvad han postulerede er i dag modbevist.

Kierkegård kan bedre undskyldes i forhold til den viden, man havde på hans tid.

Folk skal altid bedømmes i forhold til deres samtid.

F.ex. er fænomener, der i dag opfattes som sygelige (f.ex. racehygiejne og over/under mennesker) overhovedet ikke nogen nazistisk opfindelse.

Det var "god latin" i f.ex. 1925. Noget ingen intellektuelle kunne drømme om, at stille spørgsmålstegn ved.

Gorm Petersen

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er hemmeligheden i al hjælpekunst.

GP: Banal pædagogik - er det virkelig mandens maksimale præstation ?

John Christian Mogensen

"øjeblikket betyder som bekendt alt hvad der sker på samme tid" . Som bekendt, men ikke af mig. Øjeblikket er bare sådan et løst udtryk for et relativt kort tidsrum, ikke noget veldefineret fysisk begreb. Det tog mig kun et øjeblik at skrive dette.

Gorm Petersen

Det er ikke uden betydning, at hvad der for den ene er fortid, endnu ikke er påbegyndt for den anden.

Selv når to skildpadder passerer hinanden, er en lille smule af den ene skildpaddes tid blevet til en lille smule af den anden skildpaddes rum - og vice-versa.