Læsetid: 8 min.

’Jeg måler ikke, derfor er mit arbejde præcist’

På Niels Bohr Instituttet i København er billedkunstner Mette Høst blevet ansat til at formidle forskning. Hun vil have forskerne til at tale samme sprog med hinanden – og os andre til at forstå, hvad de taler om. Blandt andet ikonet – atommodellen – der helt misvisende, som det er. Men hvordan illustrerer man noget, ingen har set?
Samarbejde. Seks meter bred, 1,80 meter høj, olie på tryk og træ. Billedet repræsenter alle otte forskningsgrupper på geologi og geografi og hænger på Geocenter København. Flere billeder kan ses på galleri.artistinresidence.dk

Samarbejde. Seks meter bred, 1,80 meter høj, olie på tryk og træ. Billedet repræsenter alle otte forskningsgrupper på geologi og geografi og hænger på Geocenter København. Flere billeder kan ses på galleri.artistinresidence.dk

1. juni 2013

Det er ikke virkeligheden, billedkunstner Mette Høst forsøger at illustrere, når hun skal formidle kvantefysik. Det er en forståelse af virkeligheden. En virkelighed, der er for lille til, at vi nogensinde vil se den, og for kompleks til, at vi nogensinde kommer til at forstå den. Men for Mette Høst er det præcis det, der er attraktionen.

»Man kan jo heller ikke beskrive kærligheden med billeder, men vi prøver alligevel,« siger hun fra sit kontor på Niels Bohr Instituttet, hvor hun er ansat. Hun er en lille mørkhåret kvinde, der taler hurtigt og begejstret. Om kvantefysik, filosofi, videnskabsteori og livets allerstørste, dybeste og mest basale spørgsmål. Hun afbryder sig selv, indleder en ny sætning, før den forrige er slut, og indskyder ord og nye begreber efter forgodtbefindende

»Jeg startede herinde med Søren Kierkegaards begreb om det absolutte i mit hoved. Det, der fordrer en differens eller et talent, vil aldrig være det absolutte, siger han, og min tilgang blev at repræsentere den del i os alle sammen, som søger sandheden – det hele, det absolutte,« forklarer hun.

»For vi har alle sammen muligheden for at forholde os til de helt store spørgsmål – hvem er vi, hvad vi kommer, hvad er universet og hvorfor? – det er så gigantiske spørgsmål, som alle kan stille sig selv, men som jeg faktisk savner, at folk beskæftiger sig med som spørgsmål og ikke som svar. Der er generelt ikke nok spørgsmål – der er kun svar. Og svar lukker.«

Mette Høst vil hellere forklare, hvad hun ikke forsøger at beskrive, end det, hun egentlig beskriver. For når man skal illustrere så abstrakte størrelser som uendelig småt, kvantespring og partikelfysik, giver det ikke meget mening at tale om, hvordan tingene egentlig ser ud – for vi ved det ikke. Kun teoretisk i hvert fald. Det samme gælder selve opbygningen af atomet. I år er det er hundredeåret for atommodellen – den, vi i ikonificeret kender som en kerne omkranset af elektroner i lige baner som planeter om en sol. Problemet er bare, at illustrationen af modellen i forhold til et virkeligt atom er dybt misvisende, og det er en opgave for Mette Høst at lave en ny og opdateret model. Men selv om hun ikke har svært ved at beskrive, hvad problemerne med den gamle model er, har hun svært ved at finde frem til en model, der ikke er ligeså misvisende.

Hvad består vi af?

»Med den nuværende atommodel ser vi en lille kugle med nogle andre små kugler omkring – og det er helt forkert,« begynder hun. For det er ikke ligesom en kugle, det er ikke ligesom en cirkel, det er faktisk slet ikke noget, man kan se,« forklarer hun. Der er fysikere, der mener, at vejen ned i stoffet stopper med begivenheder, der ikke har en grund, mens en fysiker som Holger Bech Nielsen, som Mette Høst arbejder tæt sammen med, slet ikke skelner mellem energi og masse. Når vi er nede i så bitte små størrelser, kan vi med lige så god ret kalde det energi, forklarer hun.

»Det er en verden, vi aldrig kommer til at kunne se med vores øjne, men kun forstå den med vores bevidsthed. Jeg kunne godt være en dengse, der lavede noget, der lignede en elektronsky rundt om en kerne – det ville være tættere på, men det er stadig langt fra. Problemet er, at kernen er så ekstrem lille, at elektronerne i forholdet er meget, meget langt væk, så allerede der begynder vi at lyve. Det er løgn, der bygger på endnu en løgn,« siger hun.

»Dybest set er man uenig om, hvad vi består af. Nogle mener, at hvis vi kommer dybt nok ind, så består vi mest af ingenting. Bare det, at vi fundamentalt er uenige om, hvad vi består af, gør det her til et mysterium. Så hvis jeg lavede en ny udgave af den, ville jeg føle, at jeg var utro mod, at der er så stort et mysterium.«

Det handler om tilnærmelse

I øjeblikket eksperimenterer hun sammen med en fysiker med mobiler, for at komme tættere på en forståelse og en visualisering, men heller ikke det synes hun at være helt tilfreds med.

»I virkeligheden burde jeg måske gå endnu længere væk fra det faktiske for at åbne meget mere op for det ubeskrivelige og mystiske. Bohr taler om at gå tilbage til nulpunktet, fordi vi er så langt fra det, vi prøver at beskrive. At vi er begrænset i vores sprog og i vores fatteevne til bare at komme tæt på. Vi kan slet ikke forstå det inderste. Det var også der, han diskuterede heftigt med Einstein, fordi Einstein var så sikker på, at man ville kunne beskrive det hele helt ind til kernen. Han brød sig slet ikke om det, han kaldte for Bohrs spøgelsesagtige fjernvirkning. Men jeg er meget fascineret af den spøgelsesverden.«

For Mette Høst handler det om tilnærmelser. Om at bruge det sprog, vi har, hvor begrænset det end må være, og låne fra andre dele af virkeligheden, som vi kan se, høre, forstå og føle. Kroppens bevægelser, sproget eller måske noget helt andet, der kan bringe os nærmere en forståelse.

»Men når vi alligevel er så langt fra ’det virkelige’, er det ikke det, det kommer an på længere,« siger hun og fortæller om dengang, hun fik en række håndtegnede illustrationer med i det videnskabelige tidsskrift Nature. Normalt bringer magasinet kun computeranimerede illustrationer, men peer review-udvalget kunne særligt godt lide, de var håndtegnede. Senere fandt hun ud af, at de 10 fastansatte grafikere på Nature sad med de samme softwareprogrammer og på det samme sted for at beskrive videnskaben.

»Det er klart, at det giver en bestemt opfattelse af videnskabelighed og forståelse af virkeligheden. Det computeranimerede foregiver en gengivelse af virkeligheden, hvorimod det håndtegnede meget tydeligt er en illustration af virkeligheden ikke en gengivelse, men ofte er de lige upræcise,« siger hun

»Det handler jo dybest set om at turde stille sig selv det spørgsmål, hvad er virkeligt – hvad betyder det, at noget er virkeligt? Er det, at vi kan se det med vores øjne og sætte os sammen, nogle stykker og blive enige om, at vi ser det eller det? Gør det det virkeligt? Og hvad gør det så ved det virkelige, at vi nogen gange slet ikke ser det og kun har en teori at forholde os til?« spørger hun og giver muligheder selv.

»Så kan det være, vi skal fornemme os til den eller forstå den et andet sted i vores krop. Jeg forstår simpelthen ikke det, jeg skal beskrive, som virkeligt.« Hun stopper talestrømmen lidt.

»Bohr siger jo også selv, at hvis du kan tænke på kvantemekanikken uden at blive svimmel, har du ikke forstået den. Jeg måler ikke, derfor er mit arbejde præcist. Det, der karakteriserer videnskaben, er at vi måler. Derfor kan det være præcist og upræcist.«

Sprogets grænser

Mette Høst er også tilknyttet videnskabsteoreti på universitetet, for her er det i høj grad bevidstheden om videnskabskommunikation og forståelse, der kan være udfordringen for en kunstner. Videnskaben bliver mere og mere specialiseret, og ved næsten hver konference, Mette Høst deltager i, oplever hun deltagerne have svært ved at forstå hinanden, fordi deres fagtermer bliver brugt forskelligt.

»Sproget er så begrænset et apparat, og mange steder er man slet ikke bevidst om, hvad ordene gør. Videnskabsmændene kunne være meget mere bevidste om, hvordan de taler sammen,« siger hun og bringer igen den gamle mester på banen.

»Bohr taler også om, hvor vigtigt det er at være bevidst om sproget, man bruger. Det handler dybest set om at være bevidst om sin egen subjektivitet – før det bliver du aldrig objektiv og kommer videre. Da jeg startede her, fik jeg fortalt om den videnskablige objektivitet, og en af mine første personlige opgaver var at tage det ud af selvforståelsen, for der er så mange faldgruber i den opfattelse.«

Det vigtige er at søge

Men selv om man kan have problemer med at adskille det subjektive fra det objektive i videnskabernes verden, har man ikke problemer med at være ydmyg, mener Mette Høst, og det finder hun befriende, frem for dem der ofte regner sig selv som modstykket til videnskaben: Det spirituelle miljø – det åndelige.

»Tidligere har jeg personligt været meget involveret i New Age-verdenen, men jeg bryder mig virkelig ikke længere om at tro, at der findes svar på alting. Det gør man i den spirituelle verden,« siger Mette Høst, der mener, det er helt forkert at anskue den videnskabelige verden som en meget faktuel verden og den spirituelle som en meget åben og grænseløs verden. Faktisk forholder det sig lige omvendt, mener hun.

»På den ene side har du videnskaben, der spørger og spørger, og på den anden side har du hele det spirituelle og New Age-verden, der svarer og svarer. Alt er forklaret. Videnskaben siger ’det her er, hvad vi mener det er, men vi kan ikke vide det med sikkerhed.’ Det er en større ydmyghed.«

Men det er desværre den måde, vi som modtagere har valgt at se de to verdener. Derfor tager man også den videnskabelige verden alt for alvorlig og har alt for stor autoritetstro over for den, selv om den grundlæggende forsøger at søge svaret på de samme spørgsmål, vi selv kan stille og selv kan tænke over.

»Når den videnskabelige verden pludselig siger, at gulerødder er sunde, en måned efter den har sagt, at de var usunde, så tror vi stadig på den. Hver gang tror vi på det.«

Vi stiller nærmest ikke spørgsmål til det længere, mener Mette Høst, og vores eneste opgør mod det verdenssyn er at søge over mod det spirituelle, der mener at kunne give svar på alt.

»Der findes undersøgelser, der viser, at op mod 90 procent af os tror på ’noget andet’, så vi har altså et kæmpe behov for at beskæftige os med de store spørgsmål, men vi har kun New Age-verden til at hjælpe os og for en stadig mindre gruppe religionen,« siger hun.

»Vi behøver ikke søge i en anden verden for at lede efter det mystiske og det uforklarlige, når den helt nære virkelighed er så uforklarlig og mærkelig. Der er mange biologiske processer, vi heller ikke forstår; så mange psykologiske spørgsmål, vi ikke fanger, og det hele ender ved de samme grundspørgsmål. Og dem kan vi alle sammen stille. Og de spørgsmål stiller religioner og New Age ikke. Og som Václav Havel siger: Følg de mennesker, der søger sandheden, flygt fra dem, der har findet den.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu