Læsetid: 1 min.

MoTi

18. maj 2013

Trælse-Lars

Ekstra Bladet kalder ham ’Hash-Lars’ og BT kalder ham ’Licens-Lars’. Her på MoTI vil vi ikke stå tilbage for nogen, så vi vil kalde den tidligere politibetjent, Lars Kragh Andersen, for ’Trælse-Lars’. Først ville han ikke betale licens. Så ville han ikke beslaglægge narkotika, selv om han var politibetjent. Så solgte han hash via Facebook, og så nægtede han at møde op i retten. Alt sammen for at få opmærksomhed – og under påskud af at være en slags frihedskæmper. I denne sag må vi melde klart ud, at vi er på magthavernes side: Fuck den lille mand – vi tror på systemet. I går skrev Trælse-Lars’ kæreste følgende på sin Facebook-profil, efter at Lars var blevet anholdt: »Der er åbenbart grænser for, hvor meget offerløs civil ulydighed, staten vil finde sig i.« Ja, heldigvis da.

/Kristian Villesen

 

Et vink

Jo, filmbossen Peter Aalbæk kan godt finde på at lave propellen med sin tissemand foran unge kvindelige ansatte. Han tager den lige frem og kører den rundt i luften. Det skaber vækst og innovation, siger han.

Og ja, han udlover 10.000 kroner til dem, der gider smide tøjet, og jojoda, han tvinger de unge kvinder til at gå nøgne i swimming poolen med ham.

Og nu har han på tv forklaret, hvorfor han gør det: Det er for at forberede de unge kvinder på alle mulige andre utilregnelige svin, de kan risikere at møde i branchen. Han ofrer sig for at gøre dem klar til en verden fuld af onde, liderlige og magtfulde mænd.

Det er jo et vink med en propel, som vi forstår her på redaktionen: Vi har nu vedtaget, at vi fremover vil befamle og begramse alle yngre praktikanter og kræve, at de ruller sig nøgne i champagne foran os. Ikke fordi vi selv bliver opstemte over det. Nej, nej! Udelukkende for at forberede dem på et eventuelt praktikophold hos Zentropa.

/Rune Lykkeberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu