Læsetid: 5 min.

’Der er rigelig plads til at øge forbruget’

I en ny bog går økonom og nobelpristager Paul Krugman til frontalangreb på de vestlige regeringers hårde nedskæringspolitik. Staterne skal bruge flere penge og stimulere økonomien, siger han
Paul Krugmans indsigelse mod den udbredte konsensus om besparelser og nedskæringer er hverken social eller ideologisk, men strategien virker ikke. De pågældende økonomier viser ingen tegn på bedring, forklarer han. Foto: Mike Clarke

Paul Krugmans indsigelse mod den udbredte konsensus om besparelser og nedskæringer er hverken social eller ideologisk, men strategien virker ikke. De pågældende økonomier viser ingen tegn på bedring, forklarer han. Foto: Mike Clarke

11. maj 2013

Paul Krugman har netop rundet den symbolske milepæl på én million followers på Twitter. Ikke dårligt for en akademisk økonom, selv om han har en Nobelpris under armen og bestrider en fremtrædende post ved Princeton University samt bestyrer en blog på New York Times.

De mange followers er belønningen for at tage kampen op mod den herskende konsensus om, at nedskæringer er vejen til økonomisk genopretning.

Da Lehman Brothers fik lov at krakke, var det tilsyneladende kun Krugman, hans landsmand Joseph Stiglitz, der ligeledes er nobelprismodtager, samt New York-professor Nouriel Roubini, der højlydt havde forudsagt krakket, som vedholdende konfronterede nedskæringspolitikerne i Washington, Bruxelles og i det britiske finansministerium.

Nu, over fire år senere, bliver der for alvor sat spørgsmålstegn ved nedskæringsstrategierne, ikke mindst fordi de fleste lande, der har implementeret de skrappe krav til at reducere underskuddene på de offentlige finanser, stadig har til gode at fremvise resultater i form af vækst.

Centrum for kritikere

Og Krugman og hans blog og kommentarer på Twitter er blevet et samlingspunkt for kritikken verden over af det ensidige fokus på nedskæringer og besparelser.Til The Guardian, der er ved at udgive andenudgaven af hans bog End This Depression Now, argumenterer han for, at han vil fortsætte sin kritik, indtil politikerne indser, at deres tillid til underskudsreduktion hviler på et selvbedrag og en fejlfortolkning af grundlæggende økonomiske principper.

Men forløbig har hans vedholdende kritik stort set ikke haft indlydelse på de vestlige regeringers handlemønstre. Nedskæringspolitikken ser ud til at fortsætte.

Makroøkonomi går langsomt

For en tænker som Paul Krugman er hans løsning – der vækker harme i visse liberale kredse – lige ud af landevejen. Og han afviser blankt enhver bekymring for om en lånefest vil udløse endnu en af de finansielle bobler, der forårsagede krakket, og dermed sætte gang i inflation idet alt for mange penge bliver smidt efter alt for få varer. Det er slet ikke der, vi er, siger han:

»Med hensyn til at så spirerne til den næste krise, må man huske på, at løftestangseffekten fortsat er nedadgående, så jeg kan slet ikke se problemet på nuværende tidspunkt,« siger han.

Også bekymringerne over befolkninger der bliver stadig ældre, voksende sundhedsudgifter, arbejdskraftens forandrede karakter i den digitale tidsalder og jobkonkurrencen fra asiatiske økonomier hører i Krugmans perspektiv en anden tid til.

»Bør vi øge udgifterne? Svaret må nødvendigvis være ja. Hvorfor? Fordi der er rigeligt med elastik på arbejdsmarkedet, og det er nødvendigt at investere mere. For mig er det indlysende, at der er plads nok til at øge forbruget, uden at det forårsager inflation. Det, som mange ikke har indset, er, at makroøkonomi flytter sig meget langsommere, end de tror. Du kan læse akademiske artikler fra 1930’erne og hvis du ser bort fra det arkaiske akademiske sprogbrug, kunne de have været skrevet i dag.«

Den dybe tallerken

Fra sit kontor på Princeton, forklarer Krugman at tekster skrevet af økonomer som Hyman Minsky, Michal Kalecki og ikke mindst John Maynard Keynes viser, at EU’s finanskommisær, Olli Rehn, og andre højtplaceret Bruxelles-embedsmænd er på vildspor, når de bliver ved med at tale om nedskæringer.

Hvorfor opfinde den dybe tallerken igen, spørger Krugman, når nu alle nutidens problemer kunne løses med teorier udviklet i 1930’erne?

Minsky argumenterede f.eks. for, at bankfolk og andre simpelthen glemte de risici, der følger med øgede gældsniveauer.

Og netop glemsomhed er en grundpille i Krugmans analyse af krisen.

»Jeg er enig med Minsky: Den bedste forklaring på krisen er simpelthen at alle, inklusive politikerne, med tiden glemte risiciene. Økonomien som profession var i den forstand del af samme fænomen. For eksempel ville Real Business Cycle Theory, der anskuer recession som et udtryk for frivillig tilbagetrækning af arbejdskraft til fordel for fritid, være blevet afvist som direkte latterlig, så længe Den Store Depression stod frisk i erindringen, men ideen kunne blomstre i takt med mindet om den falmede.«

Ny boligboble?

Robert Shapiro, hovedrådgiver for Handelsministeriet i Bill Clintons anden regeringsperiode og senere økonomisk rådgiver for Tony Blair, siger, at Krugmans manglende evne til at vinde politikerne for sin sag bunder i, at han afviser frygten for en potentiel ny boligboble og heller ikke deler politikernes bekymring over, at de hidtidige forsøg på at håndtere Wall Streets magt er slået fejl.

Vælgerne tøver med at give magten til regeringer, som blindt har ledt dem ind i den økonomiske krise, selv om det ikke er politikernes skyld alene.

»Det er ikke irrationelt, at opbakningen til regeringer og regeringsløsninger har lidt et alvorligt knæk. Regeringer har, ligesom alle andre, ikke evnet at forudse krakket. Så kravet om mindre stat virker forførende på mange, der stadig er følsomme over for regeringsfadæser og den måde, økonomien er blevet styret på,« siger Shapiro.

I flæsket på Stockman

Shapiro støtter, ligesom Krugman, det centrale keynesianske argument for at øge de offentlige udgifter, men opfordrer sin kollega til at tage både venstre- og højrefløjens bekymringer over, hvad der kommer til at ske med de penge, alvorligt. Vil de mange penge blive brugt fornuftigt? Hertil siger Krugman:

»Nogle mener, at finansielle stimuli vil skabe en ny boligboble, men der er jo på det nærmeste ikke blevet bygget nye boliger de sidste fem år. De siger, at arbejdskraftens kompetencer er forældede. Men historien har jo vist, at hvis du skaber job, vil folk udfylde dem.«

— Kan centralbanker være til nytte?

»Jeg vil ikke sige, at kvantitative lettelser har været afgørende. Det er et skrøbeligt og temmelig svagt værktøj, så at ville bruge det til at overkomme økonomiske nedskæringer er for meget at bede om.«

Alligevel ønsker Krugman flere kvantitative lettelser, og har det afslappet med en inflationsrate på 4-5 procent.

Måske er motoren bag hans enkle budskab de daglige kampe på hans blog med Tea Party-repræsentanter og diverse republikanere samt en række angreb fra adskillige nedskræingstilhængere på tv-talkshows og i radioen.

For nylig gik han til angreb på David Stockman, budgetansvarlig under Ronald Reagan. Stockman sagde, at en stor del af de 1,6 billioner, den føderale bank brugte som led i kvantitative lettelser-politikken, er blevet opsuget af Wall Street og blot har gjort bankfolk rigere. Som støtte for dette argument pegede han på JP Morgen, der sidste år havde rekordstor profit.

Uvillig til at forsvare de profitter, bankerne har opnået via billige midler fra kvantitative lettelser, anklagede Krugman sin rival for at være en »gnaven gammel mand« og for at fyre en »tirade af løsrevne og modelløse tal af«.

De, der mener, at øgede offentlige udgifter kunne vise sig lige så nyttige i dag som i 1930’erne ønsker sig fortsat sikkerhedsforanstaltninger og en smule varsomhed. Krugman nægter at spille med.

 

Phillip Inman er økonomisk journalist for The Guardian

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
  • Jarl Artild
  • Henrik Klausen
  • Claus Piculell
  • Merete Jung-Jensen
  • Flemming Andersen
  • Martin Pedersen
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Lars Jorgensen, Jarl Artild, Henrik Klausen, Claus Piculell, Merete Jung-Jensen, Flemming Andersen, Martin Pedersen, lars abildgaard, Dorte Sørensen, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

En inflationsrate paa 4 til 5% vil udhule vaerdien af loenindkomster, pensioner og overfoerselsindkomster tilsvarende. Dem der vil faa gavn af inflationen, er dem, der har stiftet gaeld. Er det den amerikanske form for social retfaerdighed?

Henning Lögun

Hans ideer giver fin mening hvis dette var normale tider. Men både den keynesianske og den østrigske skole går ud fra at vi kommer tilbage til normen..at vækst atter vil fortsætte.
Begge skoler tager fejl...
De europæiske lande der følger den østrigske model skrumper langsomt ind (og langsomt er vist relativt i disse sammenhænge) alt i mens USA og Japan der følger den keynesianske sætter sig selv op til det største økonomiske kollaps verden endnu har set.

Flemming Andersen

Selvfølgeligt giver hverken besparelser eller forbrugsmuligheder større vækst, sålænge virksomhedernes overskud i større og større grad tillades kanaliseret over i de finansielle industrier.
Og kvalitativ vækst er det sidste vi har brug for.

John Hansen, Bill Atkins og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Øg forbruget.. tjoh, jah, men forbruget af hvad?

Det er jo ikke ligegyldigt om det er forbruget af flyrejser, forbruget af plastik-fabrikation forbruget af strøm, eller forbruget af naturlige fødevarer eller tekstiler fra brændende fabrikker i Asien, vi skal øge.

Simon Olmo Larsen, Nille Torsen, Olav Bo Hessellund, John Hansen, Jens Falkesgaard, Erik Arends, randi christiansen, lars abildgaard, n n, Torben K L Jensen, Bill Atkins, Flemming Andersen, Leif Højgaard, Peter Jensen, Verner Nielsen, Ib Christensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Som det kører nu, hvor man giver de fattiges penge til dem som har rigeligt, kommer der ikke gang i forbruget. Hvis man mener det med at øge forbruget, så skulle man give pengene til dem, som vitterligt ikke har noget. De ville bruge pengene med det samme. De rige rager bare til sig og gemmer (i skattely).

Men så er der selvfølgelig den moralske spærring: skal Dovne Robert og Fattig Carina have mere? Nej, siger alle de andre fattige og enkelte rige, og slår kors foran sig. Næh, de skal fratages alt. Forfra igen. Men de ville jo øge forbruget? Det er ligemeget, de har rigeligt. Altså giver politikerne pengene til de rige.

Men Krugman har ret i, at 1930'ernes økonomibøger kunne være skrevet i dag. Det er den samme pævælling, om hvorvidt man skal sætte gang i 'et opsving' ved at bygge og lave sygehuse og skoler, eller man skal lade det hele forgå i stilstand og så kun bygge lidt luksus for de rige. Og det sidste mener Merkel og finansfyrsterne i Deutschland. Og så er det sådan!

John Hansen, Bob Jensen, Henrik Klausen, n n, Lene Christensen, Ellen Braae, erik mørk thomsen og Verner Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Der er vel grænser for hvad husejerne har brug for. De lånte sig til alt hvad hjertet kan begære for 5-6 år siden.

lars abildgaard, n n, Lene Christensen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Ronan Vandrer

Ja, alt kommer til at gå, hvis bare vi allesammen køber noget mere.
Det vil få hjulene i gang igen.

Og hvis I er i tvivl om, hvad I skal skal købe, så tjek denne YouTube - hvor jeg fabulerer lidt over, hvordan vi allesammen ka' få fut i økonomien.!

Køb No'ed: .
http://www.youtube.com/watch?v=1zuEWHTwA04

Ib Christensen

Man snakker "forbrug" som om det ingen relation har til "behov" / "midler".

Siger det lige igen.

Løntilbageholdenhed eller ligefrem tilbagegang, giver ikke øget forbrug.
Slet ikke når man har sørget for at befolkningen i stor stil har travlt med, at afbetale for tidligere forbrug.
Den med at lokke / manipulerer befolkningen til at finansierer ens ideologi for deres lånte penge går ikke en gang til i den her gælds generation.

Forsætter de med at forsøge at presse den del af befolkningen der ikke har midlerne til et forbrug, mens man tilføre midler til den del der har sine behov dækket, bliver tingene kun være for flertallet.

John Hansen, randi christiansen, Janus Agerbo, Jens Kofoed, Lene Christensen, Flemming Andersen, Torben Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

"Der er vel grænser for hvad husejerne har brug for. De lånte sig til alt hvad hjertet kan begære for 5-6 år siden."

For en lang række borgere i Danmarks vedkommende er et øget forbrug det glade vanvid; der er åbenlyst behov for en forbrugsreduktion ... i tilknytning til nogle essentielle forandringer af danskernes forbrugsvaner. Man kan vel kun om de ringe økonomisk stillede i landet med ædruelighed tale om at et (kvalitativt) øget forbrug har relevans (nemlig af basale fornødenheder som klæder, kost, fritidsliv og lignende) - hvorimod man om middel- og overklassen kan sige at der er for mange biler, for mange udlandsferier, for megen luksusinteriør og for mange selvsminkende artefakter kørende. Men det er jo ikke nogen nyhed, blot stadig et faktum som kun de allerfærreste med magt og agt i dette land holder sig for øje når fremtidens balancepunkter bestemmes.

Vækstøkonomiens epoke er (fundamentalt set) ovre, den må betragtes som en art forvirret pubertet hvor den såkaldt civiliserede verden lod sig forføre af en utopisk fremtidstro, men siden måtte iagttage sig selv som en filipensramt teenager med ranglede lemmer og næsen nede i spejlets hvide pulver ... mens behovet for udvikling af modne måder at gebærde sig i verden på skreg fra spejlet. De sidste aktiviteter bestod i forsøgene på at fjerne spejlets vidnesbyrd, bl.a. ved at kalde det noget andet. Tænke sig til noget andet. Eller simpelthen blot lukke øjnene og lade populærmuzakken råde.

Jens Falkesgaard, Bjarke Hansen, randi christiansen, Toke Andersen, Flemming Andersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Krugman siger det der skal siges. Vi sparer Europa ihjel. Hvordan kan man forsvare at spare et helt kontinent i grus, og lade en generation af unge gå durkt ind i modløshed?
Den enes forbrug er den andens indkomst.

Med venlig hilsen
Lennart

Torben K L Jensen, Olav Bo Hessellund, Jens Falkesgaard, Filo Butcher, Thorbjørn Thiesen, Henrik Klausen, Thomas Borghus, Lene Christensen, Ellen Braae og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Per Nielsen

Jeg gør hvad jeg kan.

Ferie til Thailand samt indkøb i Tyskland, gør det selv på bilen og bygning af hems til ungerne. Kom ikke her og sig jeg ikke booster forbruget. Men naturligvis, der hvor jeg får mest for mine skillinger

Bill Atkins

Lennart, det er ikke mit indtryk at USA har mere held med at begrænse arbejdsløsheden end Europa.

Vi må væk fra import/eksport baseret økonomisk vækst og genfinde de værdier, der gjorde at vores forfædre bosatte sig netop der hvor vi står. Og det behøver altså ikke bringe os tilbage til en stenalderøkonomi baseret på flint og rav.

Jens Falkesgaard, Kim Houmøller, randi christiansen, Jesper Wendt og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Martin B. Vestergaard

Efter at have læst artiklen er jeg lidt i tvivl om hvor manden egentlig mener vi skal øge forbruget. Men for mig er den væsentligste pointe, og den vi kan bruge til noget, at den ordinerede medicin ikke har helbredt patienten. Vi kan så vælge at øge dosis (spare mere) eller se os om efter en anden kur. Jeg er fortaler for det sidste, ganske enkelt fordi man ikke kan spare sig rig, selvom man meget nemt kan forbruge sig fattig (som vi gjorde det i ´90erne og første del af ´00erne.)

Hvis det offentlige forbrug blev øget, ikke bevidstløst eller for at købe stemmer, men som investering i vores fælles fremtid, så giver det mening og kan hjælpe os ud af den nuværende krise. Men det kan ikke stå alene.

Hørte her til morgen en borgmester i radioen indrømme at de, i hans kommune, ikke havde gjort det godt nok, med hensyn til at få de unge i arbejde, men han håbede at reduktionen i kontanthjælpen, til under SU niveau for de unge, ville hjælpe. Mere af samme medicin der ikke har hjulpet stort indtil nu.

Lidt interessant at han siger at "historien har jo vist, at hvis du skaber job, vil folk udfylde dem." Det strider jo lidt imod den gældende visdom, at hvis bare der er ledige arbejdere nok, så vil der også komme være jobs, men hvis ikke der er ledige arbejdere vil jobbene heller ikke komme. Men det er vel bare en anderledes fortolkning af historiens gang ... en mere logisk fortolkning efter min mening, men jeg sidder jo heller ikke for enden af et direktionsbord, eller i folketinget.

Jens Falkesgaard, Thorbjørn Thiesen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Vi skal øge forbruget af varer som sparer energi. Giver arbejde samt besparelser = penge i banken. Ikke forbrug af kinesiske køb og smid væk produkter. Hvor svært kan det være?

Flemming Andersen, Jens Falkesgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

Nu skal vi så igen høre jeremiaderne om statens manglende forbrug.

Men lad mig lige slå fast:

Mange offentligt ansatte er ikke det samme som en stor mængde offentlige investeringer.
Mange på overførselsindkomst er ikke det samme som store offentlige investeringer.
Mængden af offentlige investeringer er hæmmet at den store mængde offentligt ansatte.
Mængden af offentlige investeringer er hæmmet at den enorme del af befolkningen der er på overførselsindkomst.
Vi har aldrig nogen sinde investeret så meget i kollektiv transport som vi gør i øjeblikket.

Og så er der lige den hage at offentlige investeringer ikke nødvendigvis fører til lokale arbejdspladser.

Claus Piculell

Vi har brug for en koordineret og solidarisk europæisk vækstpolitik. De enkelte nationer (som Spanien, der blot hjalp deres banker) er for lette ofre for de globale finansmarkeder, som jo ellers nedsmeltede og afstedkom krisen første omgang.

@Niels Bøjden: Ja, offentlige investeringer er mest effektive, og man kan målrette dem erhverv, som DK er stærke på, og mod projekter, der øger en grøn omstilling på længere sigt. Men rent faktisk er de fleste kroner givet ud til dem med de mindste indkomster også med til at sætte gang i væksten, fordi relativt fattige har en høj forbrugskvote, altså bruger de fleste af deres indkomst på dagligvarer frem for at spare dem op, som middel- og overklassen gør.

vh
CP

Jens Falkesgaard, Thorbjørn Thiesen, Henrik Klausen, randi christiansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Flemming Andersen

Igen og igen, vi har altså ikke brug for kvantitativ vækst.
Der er ikke belæg for det i forhold til resursemangelen, der automatisk vil dræbe vækst med prisstigninger.
Priser på råstoffer er faldet altid indtil for ti år siden. Siden da er de steget mere end de er faldet indtil da.

Der er brug for helhedsyn på samfundet og at man tilgodeser alle samfundsborgere, indretter sig smartere og gennemtænker produktioner, så vækst bliver kvalitativ og smart vækst uden yderligere resurseforbrug, gerne med reduktion til følge.

Alt andet vil være meningsløst, ligesom det vil være meningsløst med vækst, hvis den skal kanaliseres ned i finansindustriens lommer, og ikke bruges til geninvesteringer og gavn for samfundet.

Jens Falkesgaard, randi christiansen, Janus Agerbo og n n anbefalede denne kommentar
Per Nielsen

Til Erik

Ikke forstået.

Til Flemming.

Nogen vælger at stikke hovedet i busken og drømme om endnu højere skatter og endnu mere velfærdsnarko andre vælger at kigger på mulige løsnïnger

Flemming Andersen

Per Nielsen

Ja og nogen rabler en tillært lektie af sig uden at reflektere om det passer hverken med realiteterne eller de personer de adresserer, men sådan er der så meget.
Lad os ikke forstyrre dit 60kroners drømmeparadis

@Per Nielsen
"Til Erik
Ikke forstået."

Det kommer ikke bag på mig.

Man kan jo ikke hælde en liter mælk på et halv liters karton-

Lars F. Jensen

Nu fører den danske regering vel en rimelig ekspansiv politik. Men uanset en stor forståelse for PK's sysnspunkter, er der et par forhold, som PK ikke tager højde for. Der er lande i Europa, der aldrig bliver 'selvforsynende' uden, at der med sikkerhed indføres afgørende strukturelle reformer.

Hvad skal grækerne fx leve af når deres erhvervsliv ikke har den nødvendig konkurrencekraft? Når man alt for længe har levet af lån, samt EU støtte til tobak og andet landbrug. Hvordan skal det går, når statens ledelse laver svindel og bedrag?
Hvordan skal regeringen i Grækenland betale løn til det nødvendige antal offentlige ansatte og pension til alle der faktisk er gamle eller er syge, når skatteopkrævningen ikke evner at påligne og slet ikke kan få rimelige skatter betalt ?

Hvordan skal Irland klare sig, når de satser på en gavebod af lave selskabsskatter og derved går foran i nedsættelsen af selskabsskatten i andre lande.

Hvordan skal Frankrig klare sig, når de uden ophold satser på et totalstøttet landbrug og ikke på et mere effektiv erhvervsliv.

Hvordan skal Italien klare sig, når dømte skattesvindlere kan være valgbare og endda vælges? Hvordan kan de overleve, når de eneste produkter med bare lidt Brand renomme tilbage ikke er meget andet end Barolo vin og turisme i Rom.
Ja, når de nægter at udskrive og opkræve nødvendige skatter, fra en befolkning der faktisk har mange private penge. Nej, lad hellere staten betale skyhøje låne-renter - der truer hele landet med rentedøden.

Man kan naturligvis ikke vente 10 år, på at alle ændringer er slået igennem, Men indtil en græsk og italiensk skattesvindler faktisk kommer i fængsel, indtil skatter blive totalt og om nødvendigt brutalt opkrævet, er der ingen ide i at drysse slik ud til befolkningen.

Et skib skal være i det mindste rimeligt sødygtigt , før det giver mening at give det en trosse ud til bedre vind på dybere vand.

Lars :)

Simon Gramstrup

Tja..

Vi benytter et økonomisk system der er næsten ligeså gammelt som religioner. Al udvikling af dette system har haft til hensigt at gøre det mere lukrativt for dem der havde i forvejen.

Eksperterne af dette system har aldrig været enige i særligt meget. Systemet er kaotisk dvs. at man ligesom vejret ikke kan forudsige særlig langt ud i fremtiden.

Systemet har givet og giver stadig anledning til kolossale problemer, lidelser, dødsfald og ulykke overalt på jorden.

Systemet ændrer vores adfærd. Det fremprovokerer og belønner snyd, bedrag, manipulation, udnyttelse og samtlige andre ubehagelige sider af 'menneskets natur'.

..men lad os da endelig diskutere hvordan vi holder liv i dette geniale, glædes-frembringende system..

Yippie..

Jens Falkesgaard, Thorbjørn Thiesen, randi christiansen, Flemming Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Nils Bøjden

@Claus Piculell

"Men rent faktisk er de fleste kroner givet ud til dem med de mindste indkomster også med til at sætte gang i væksten, fordi relativt fattige har en høj forbrugskvote, altså bruger de fleste af deres indkomst på dagligvarer frem for at spare dem op, som middel- og overklassen gør."

Er det noget du har læst i theblade eller sådan noget?

Man kunne med lige så stor ret sige at det var bedre at give pengene til de rige, da de med stor sandsynlighed brugte flere penge på service som stort set altid er lokalt forankret. Eller de rige sparede flere penge op hvorefter der var flere penge til investeringer.

Så hvis du kommer med sådanne udgydelser så må du meget gerne komme med nogle kvalificerede referencer. Det ville være særdeles ønskværdigt. Eller må du generere en logisk referencemodel som understøtter dine argumenter.

Michael Borregaard

Det kan siges kort. Finanspagten er ikke til for de fattige som eksempelvis statsminister Helle Thorning-Schmidt tidligere har sagt. De beregninger som lægges til grund for nedskæringspolitikken, herunder Roghoff og Reinharts beregninger, nævnt i Information i et par artikler, som har været anvendt til at beskrive nødvendigheden af at nedbringe statsgælden som den bedste krisemedicin, er fejlagtige.

Dette er dog ikke den eneste fejlagtige reference som anvendes af politikerne for at retfærdiggøre den førte politik. Den Internationale Valutafond, IMF, måtte eksempelvis i en rapport fra januar korrigere og indrømme, at de havde undervurderet de negative konsekvenser ved nedskæringspolitikken, som var langt værre end forventet.

Artiklen – ”Growth Forecast Errors and Fiscal Multipliers” – omhandler størrelsen af den såkaldte multiplikator, hvilket vil sige den afledte effekt på samfundsøkonomien som følge af stramninger i finanspolitikken.

Når det offentlige skærer i sine udgifter eller hæver skatten, rammer det den samlede efterspørgsel i samfundet og fører dermed til mindre økonomisk aktivitet og lavere vækst og beskæftigelse. Spørgsmålet er imidlertid hvor meget?

Da IMF i 2010 kom med anbefalinger af nedskæringspolitik for bl.a. Grækenland, antog man, at multiplikatoren ville være omkring 0,5. Det vil sige, at hver euro skåret i de statslige budgetter ville betyde en mindre vækst i økonomien på 50 cent.

IMF's nye estimat er imidlertid, at det reelle niveau snarere er omkring 1,5, sådan at nedskæringer ville slå igennem med 150% i den samlede økonomi. En nedskæring på en milliard vil således betyde et fald i væksten på halvanden milliard.

I artiklen skriver de, at man ”i betydelig grad har undervurderet stigning i arbejdsløshed og fald i privatforbrug og investering, der hang sammen med den finansielle opstramning”

Den lave multiplikator blev brugt som grundlag for at foreslå en radikal nedskæringspakke for at reducere statsgælden til gengæld for økonomisk hjælp til Grækenland. Prognosen var, at hvis man genoprettede tilliden til Grækenland på de internationale kapitalmarkeder gennem en hård sparepolitik, ville økonomien hurtigt vende og komme i vækst igen.

Resultatet har imidlertid været et fuldstændigt kollaps i den græske økonomi, der i 2011 så et fald i BNP på 7% og en arbejdsløshed, der nåede 25%.

En mindre vidtgående sparepakke baseret på en mere realistisk forståelse af skaderne ved en finanspolitisk stramning ville formentlig have betydet, at dele af denne udvikling kunne være bremset.

Selvom der er grund til at glæde sig over de nye toner fra IMF, er der dog ikke plads til al for stor optimisme. For når EU og ECB gang på gang undervurderer konsekvenserne af offentlige nedskæringer og minimerer behovet for at skabe arbejdspladser, er det ikke en tilfældighed. Det er et politisk valg.

Det er snarere sådan, at regeringerne i Eurozonen har valgt, at det er vigtigere at sikre banker og kreditorers interesser end at hjælpe andre dele af samfundet. Derfor sværger regeringerne til tiltag, der tilgodeser investorer, særligt i den finansielle sektor, med vægt på inflationsbekæmpelse og troværdighed på det internationale lånemarked.

I den sammenhæng betyder det mindre, at tiltagene går ud over både arbejdere og traditionelle produktionsvirksomheder gennem henholdsvis stigende arbejdsløshed og faldende efterspørgsel. De menneskelige omkostninger er på jævnt dansk alene noget der snakkes om, ikke noget den europæiske politiske elite bekymrer sig om.

Henrik Klausen, Martin Pedersen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Kære Per Nielsen

Først skal man spørge sig selv om, hvem der i det hele taget betaler topskat i Danmark. Ifølge skattemyndighederne var der i 2011 ca. 4.7 mio. skatteydere i Danmark, af disse var det beskedne 710.000 eller 16 procent der tjente så mange penge, at de passerede topskatteloftet.

Nu omfatter skatteyderne selvsagt også alle de unge under uddannelse, de gamle på pension, de kronisk syge osv., men selv om vi tæller dem fra og nøjes med at se på de 2,8 mio. mennesker der udgør selve arbejdsstyrken, dvs. de beskæftigede og de arbejdsløse, så er det fortsat kun beskedne 25 procent, der tjener så meget at de passerer topskattegrænsen.

For overhovedet at komme til at betale topskat skulle en borger tjene 423.804 kr. før arbejdsmarkedsbidrag, svarende til en udbetalt månedsløn på 35.317,- kr. før skat. Og det er altså uden at pensionen er medregnet. Det er faktisk en ganske høj indtægt i et land, hvor flertallet af arbejdsstyrken har en årlig indkomst under 300.000. Tænker man alle fradragene med for renteudgifter, befordring, faglige kontingenter, private ratepensionsopsparinger, børnepenge og hvad folk nu eller måtte være udstyret med, kommer topskattegrænsen faktisk endnu højere op.

Selvom 25 procent af befolkningen ligefrem udgør hverken eliten eller overklassen, så er det altså så afgjort den højere middelklasse, man taler om, når man taler om topskatteydere. Nu er det jo ikke fordi, at jeg vil påstå, at der ikke findes eksempelvis freelancere eller andre folk i det her land, som har en temmelig uregelmæssig indtægt og enkelte år har en høj indtægt for til gengæld at have væsentligt mindre andre år.

Men hvis man har to faste indtægter og hvert år passerer topskatte-skattegrænsen, så tilhører man altså de absolut bedst lønnede i Danmark, der i forvejen har været begunstiget af eksempelvis skattestoppet og de øvrige lempelser for boligejerne igennem specielt de sidste to årtier, så klinger det mildt sagt hult, når der fra tid til anden klages over, at topskatten rammer såkaldt ’almindelige’ lønmodtagere.

Nu bør man af natur være forbeholden overfor al denne her ”gallup-sociologi” som eksisterer. Men der foreligger faktisk nogle undersøgelser foretaget af DJØF, der viser hvor lang en ugentlig arbejdstid en væsentlig del af de højestlønnede medarbejdere har hver uge. Nu er det jo selvsagt ikke sådan, at de så ofte udskældte medlemmer af DJØF repræsenterer alle de højtlønnede, men billedet er nu nok forholdsvis dækkende for, hvordan det er blandt en lang række andre højtlønnede grupper i samfundet.

En undersøgelse foretaget af DJØF påviste inden SRSFs` skattereform, at Djøfere i gennemsnit arbejder mere end 42 timer om ugen. Hver 8. arbejder tilmed mere end 50 timer om ugen. Fire ud af ti har jævnligt arbejde med hjem. Det er så endda en mindre forbedring i forhold til tidligere. Det forekommer mildt sagt ikke realistisk, at man med nok så mange lempelser i topskatten skulle kunne få denne gruppe til at arbejde nævneværdigt mere, eftersom de allerede arbejder langt ud over den almindelige arbejdstid, og den ekstra arbejdsindsats nok mere handler om immaterielle ’goder’ i form af ’selvidentitet’ og (karrieremæssig) ’selvrealisering’ end om rationaler om kroner og ører.

Hvordan er det med disse 25 procent af arbejdsstyrken, 17 procent hvis vi tæller alle som betaler skat med, vil en yderligere lettelse i topskatten som du agiterer for, eller som du som oftest skriver hæv grænsen til en million, bruge flere penge. Det tvivler jeg stærkt på. Ej heller vil de arbejde mere....

John Hansen, Henrik Klausen, Simon Olmo Larsen, Ib Christensen, Martin Pedersen, n n og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Per Nielsen

Til Michael.

Mit hovedformål med hævning af topskattegrænse er IKKE øgning af menneskers arbejdstid som det primære.

Men at DK bliver væsentlig mere attraktiv overfor de dygtigste danskere samt kan tiltrække dygtige udlændinge. Derudover så kunne det jo være at knap så mange penge bliv kanaliseret over i pensionsopsparinger, som tilfældet er nu.

Derudover så ville en grænse på 1 million ligesom give navnet mening.

Det virker en smulle underligt, at de som i forvejen, selv uden topskat, ville betale mest mål på kroner og øre til fælleskasse, lige skal have en ekstra 15% skat oveni hatten.

Iflg. SKM betaler de 20% med de højeste indkomst ca. 50% af skatterne. Det må vel siges at være nok.

Men du har da helt ret i at for at betale topskat, så har man en "fornuftig" løn, men det er vel ikke forbudt.

OECD har flere gange peget på topskatten, som en udfoirdring.

Nogle påstår, at en fjernelse ville være stort set neutral grundet dynamiske indtægter. Ikke mig. Foretrækker fuld finansiering igennem lavere offentlige udgifter. En hævning til 1 mio er kun 1 af mine mange forslag

Flemming Andersen

Ned med mindstelønnen til 60 kr., så skatten for de velbeslåede kan sænkes??

Og så siger man gyllestanken er slem ???

Michael Borregaard

Hej Per

Respekterer dit svar, det at du har ret til din mening. Men, at vi ikke kan konstruere vores egen økonomiske virkelighed, fordi det hedder sig, vi er i en global økonomi, kan man kun sige, statsunderskuddet er kraftigt overvurderet med henvisning til EU’s´ konvergenskrav. Man anvender stadigvæk skræmmebilledet og den store ”EU-bussemand”, selv om det er mere fiktion end realiteter økonomisk set. Og ifølge alle økonomiske lærebøger burde lande med et højt skattetryk ikke kunne være rige lande. Det har de skandinaviske lande trodset. Det viser, at hvis man bruger skattekronerne fornuftigt, så får man valuta for pengene.

Dagsordnen handler i høj grad om, at den private sektors initiativrigdom er guldværd, mens den offentlige sektors pengeforbrug er negativt. Interessant er det i så henseende, at udviklingen inden for den offentlige sektor er markant. I 1951 var der 13 privat beskæftigede for hver offentligt ansat, mens der i dag kun er lidt over 2 privat ansat pr. offentligt ansat. Udviklingen til trods, er Danmark et rigt land. Hvorfor mon? Måske fordi afgørende er samarbejdet, skabelsen af konkurrence mellem den offentlige og private sektor. At have en stor offentlig sektor er ikke skidt. Skal den offentlige sektor forbedres. Ja, det skal den. Den skal forbedres, ikke slankes, eller gennemgå den form for modernisering som moderniseringsstyrelsen agiterer for.

Derudover er jeg personligt ikke tilhænger af at folks bidrag skal måles i hvad de betaler i kroner og ører til statskassen. Argumentet er forenklet. De arbejdssøgende bidrager til ’lønkonkurrenceevnen’ ved at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette har også en værdi. Denne bliver dog ikke værdsat, fordi det fra politisk hold er vigtigere, at klientgøre dem uden for arbejdsmarkedet! Velfærdssamfundet er på jævnt dansk meget mere end fra rig til fattig, for der er tale om en omfordeling over livet, altså en investering i morgendagens skaffedyr. I dag kan man ikke kalde Danmark for en velfærdsstat, der er tale om en konkurrencestat.

Med talestrømmen af ordflom har italesættelsen af krævementalitet plantet nye frø og spor. Vi er langt fra 50erne og 60ernes fokus på arbejdsløshed. På denne tid var opfattelsen af sociale begivenheder såsom arbejdsløshed, at det var noget, som den enkelte selv var uden skyld i. Interessant er det om denne regerings reformhastighed, at de med hård hånd har reformeret - læs nedskæringer - de såkaldte automatiske stabilisatorer under dansk økonomi - såsom dagpengesystemet samt overførselsindkomsterne generelt - som langsomt, men dog sikkert hjælper økonomien. Dette er problematisk, for i Danmark er der en tradition for en meget høj beskæftigelsesfrekvens internationalt set. Faktisk har Danmark siden 60’erne ligget helt i front, på trods af de høje offentlige ydelser man får adgang til, hvis man eksempelvis bliver arbejdsløs. Selvsamme fleksibilitet på det danske arbejdsmarked er medvirkende årsag til den høje danske konkurrenceevne. Danmark har i det hele taget en af verdens mest anerkendte arbejdsstyrker.

Angående OECD så anbefaler de i samme omfang at den danske boligskat skal forhøjes, hvis man gav topskattelettelser. Dette er dog ikke sket. Det kan godt være, at staten får færre skatteindtægter ind i dårlige tider og samtidig pumper flere penge ud til eksempelvis kontanthjælp- og dagpenge, men stabilisatorerne sikrer, at de økonomiske udsving ikke bliver så voldsomme.

Enige bliver vi formentligt aldrig, du forsøger, at sælge et budskab, respekt for det, det er dog et budskab som ikke er videnskabeligt bevist, specielt ikke hvis budskabet skal stå alene, for på en og samme tid som OECD siger at skatten på arbejde er for høj, siger de samtidig med, at boligskatten skal hæves, da det er videnskabeligt bevist, at boligbeskatning er en regulerende stabilisator når det kommer til beskæftigelsen!

Nic Pedersen

"Den enes forbrug er den andens indkomst."

Det er korrekt.

Men til fundamental forskel fra 30érne er den ene nu ikke overvejende bosiddende i samme land som den anden!

Så en amerikaners forbrug er en kinesers indkomst, sådan sat på spidsen.
(så kreditkortet nu rækker)

Øget forbrug styrker/genstarter dermed ikke, som i Keynes' tid produktionsapparatet, hvis besiddelse var, er og bliver alfa og omega mht. hvor velstanden (og magten) i denne verden ender.

Krugman kan jo være ligeglad. Så længe han siger ting, som mange gerne vil høre, skal han jo nok få både brød, smør og priser at leve af.

Flemming Andersen

Nic Pedersen

Du har ret i dine betragtninger, så langt:

"Så en amerikaners forbrug er en kinesers indkomst, sådan sat på spidsen.
(så kreditkortet nu rækker)

Du skal bare huske : Har vi valgt

Og så tænker du protektionismen er død!

Ikke i moderne form
Vi skal både af hensyn til vore arbejdspladser og miljøet kræve så meget af vore varer, at fremstillingen af dem og garantien og efterfølgende service på dem, vil umuliggøre indførsel og dermed fremstilling af billige "smid væk varer".

Vi skal gøre det ikke bare i EU, men alle de steder, hvor forøget forbrug betyder arbejdspladser i andre lavtlønslande.
Vi skal stille krav om modulopbygning, for let modernisering og bagud kompatibilitet.
Dermed vil vi opnå betydelige resursebesparelser.

Garanti reparationer vil give arbejdspladser her.
Transport og lønudgifter til produktion være forholdsvis mindre vigtige i forhold til varens pris, kapitalkrav til garanti.

Vi kan og skal beskytte vore arbejdspladser, resurser, samfund på intilligente måder og ikke bare stille told-barrierer op, men gøre kravene til varerne så høje, at deres pris hæves.

Da vi ikke skal bruge så mange varer til at smide væk, skal overskuddet af arbejdskraft bruges til service m.m. til gavn for samfund, virksomheder og borgere.

Nic Pedersen

Flemming Andersen

joh, du har såmænd også ret i dine betragtninger, i hvert fald nogle af dem, men jeg er bange for, at det er for sent. Processen er for langt fremskreden. Hvis vi havde gjort, som du siger for senest 30 år siden ville det have set anderledes ud.

Som det er blevet, står vi i et af de helt store historiske globale skift, hvor analyser der rækker tilbage til 30'erne kun er det rene navlepilleri.

Erik Arends

En laaaang talestrøm af mænd der ævler løst til højre og venstre, stort set kun i det tredje indlæg siger en begavet kvinde noget, tak for det Lise Lotte Rahbæk.

Flemming Andersen

Vi har kun de begrænsninger vi selv sætter igennem vattede og snævertsynede politikere.

Der er intet guds givent i at vi skal sidde på hænderne , med et endnu nogenlunde intakt og fungerende system og undlade at gøre det vi kan se der er rigtigt.
Og som alt andet i livet er intet statisk, det der står stille bliver passeret.
Gør vi det ikke som de første i samarbejde med så mange som muligt, så er der andre der gør det.

Henrik Klausen

Det er en dårlig artikel, som ikke siger meget om hvad Krugman egentlig anbefaler. Derfor tror mange herinde, at der med ordet "forbrug" menes, at han og andre keynesianere vil have almindelige mennesker til at bruge flere penge.

Det er for så vidt rigtigt, i og med at han gerne vil have flere penge i brug i det hele taget, men idéen er at lade staten stifte gæld og bruge pengene til at ansætte arbejdsløse. Her i fuld citat:

1. The economy isn’t like an individual family that earns a certain amount and spends some other amount, with no relationship between the two. My spending is your income and your spending is my income. If we both slash spending, both of our incomes fall.

2. We are now in a situation in which many people have cut spending, either because they chose to or because their creditors forced them to, while relatively few people are willing to spend more. The result is depressed incomes and a depressed economy, with millions of willing workers unable to find jobs.

3. Things aren’t always this way, but when they are, the government is not in competition with the private sector. Government purchases don’t use resources that would otherwise be producing private goods, they put unemployed resources to work. Government borrowing doesn’t crowd out private borrowing, it puts idle funds to work. As a result, now is a time when the government should be spending more, not less. If we ignore this insight and cut government spending instead, the economy will shrink and unemployment will rise. In fact, even private spending will shrink, because of falling incomes.

4. This view of our problems has made correct predictions over the past four years, while alternative views have gotten it all wrong. Budget deficits haven’t led to soaring interest rates (and the Fed’s “money-printing” hasn’t led to inflation); austerity policies have greatly deepened economic slumps almost everywhere they have been tried.

5. Yes, the government must pay its bills in the long run. But spending cuts and/or tax increases should wait until the economy is no longer depressed, and the private sector is willing to spend enough to produce full employment.

http://krugman.blogs.nytimes.com/2013/04/27/the-ignoramus-strategy/

Flemming Andersen, Michael Borregaard, Martin Pedersen, Thorbjørn Thiesen og Lennart Kampmann anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

Henrik Klausen, det var godt jeg brugte tid på at komme igennem alle disse kommentarer.Du og jeg må være meningsfæller. det er heller ikke min opfattelse at PK vil gå ind for ukontrolleret forbrug, tvært imod vil han skabe arbejdspladser. Jeg læser alle Krugman's blog i NT, den omtalte bog har jeg også læst, den står på min hylde, parat til opslag og den bliver brugt. Det gode ved PK's skriverier er at en amatør student som mig på 67 år har forstået hvad han mener.
Hans forklaring på, at mainstream er at holde fast i nedskærings politikken, er at der er to årsager.
1) Der er kapitale interesser der tjener på nedskæringen f. eks. rige kreditore.

2) Der en mængde mennesker der har indflydelse og derfor tror de har ret. De vil i hvert fald ikke indrømme at de har taget grueligt fejl.

Det er i punkt 2 at den største forhindring ligger.

Filo Butcher

Vi bliver nødt til at lægge økonomien helt om og her ville sparestrategien give mening som indledende træk, men jeg tror bare ikke at EU's økonomer og politikere har tænkt sig at gøre mere end dette. Hvis der ikke kommer en efterfølgende politisk og økonomisk stimulerede omlægning til en bæredygtig ikke-vækstbaseret økonomi ender vi med noget der bliver værre end den franske revolution som vil starte i sydeuropa men hurtigt sprede sig til resten også.

Vi har brug for at sætte gang i bæredygtig lokal produktion af mad, energi, infrastruktur og service. Outsourcing af service arbejde skal straffes med beskatning eller omvendt skal indsourcing belønnes med skattemæssige fordele.

EU har mulighed for at gøre det, men så længe vi er regeret af levebrødspolitikere der først og fremmest fokuserer på deres personlige karrierer vil ingentin ske og vi fortsætter lallende og sprællende dansen mod afgrunden.

Lars Hareskov

Offentlige besparelser er nødvendige fordi underskuddet i forvejen er stort. Øget offentligt forbrug vil blot gældsætte os endnu mere som vore børn og børnebørn så kan få lov til at afdrage (høje skatter og afgifter). "Vi har sejret ad helvede til" som Thomas Nielsen sagde. Vi har afsætningskrise når 150.000 private arbejdspladser forsvinder på 2 år. Velfærden betales af den velstand den private sektor skaber. Kun ved at gøre vore virksomheder konkurrencedygtige kan der komme gang i salget og indtjeningen, til glæde for os alle. I det hedengangne DDR forsøgte man i mange år at leve af at klippe hinanden, det gik ikke så godt. I dag er der kun Nordkorea som kører efter den model.

Leif Højgaard

Måske burde man på tinge være lidt mere 'projektorienteret' og helhedsorienteret i stedet for at lapperi hist og her, som blot skaber nye ubalancer. Det er som om de unge og uerfarne politikere ikke rigtigt forstår at begrænset 'kapacitet' og knaphed stiller særlige krav til ledelse med budgetter.

Nic Pedersen

Ja, det ville være ønskværdigt.
Men det er desværre den ene ting, som vort af natur kortsigtede system er aldeles ude af stand til.
Og efter adskillige årtier med lapperier og akkumulerede ubalancer sidder vi OG " de unge og uerfarne politikere" nu med konsekvenserne.
Konsekvenserne er blot mindre ubehagelige for politikere og andre med "deres på det tørre" (endnu?).

Thomas Krogh

Filo

Vi har brug for at sætte gang i bæredygtig lokal produktion af mad, energi, infrastruktur og service. Outsourcing af service arbejde skal straffes med beskatning eller omvendt skal indsourcing belønnes med skattemæssige fordele.

Mener du seriøst vi skal tilbage til en så ekstremt "ethvert land skal beskytte sine egne" politik? Hvad skal de lande der er ved at prøve at arbejde sig ud af fattigdommen så gøre? Leve af lån og almisser fra os?

EU har mulighed for at gøre det, men så længe vi er regeret af levebrødspolitikere der først og fremmest fokuserer på deres personlige karrierer vil ingentin ske og vi fortsætter lallende og sprællende dansen mod afgrunden.

Jeg tror nu mere at det du foreslår er vejen mod afgrunden - det lyder som renlivet og meget meget kortsigtigt populisme.

Nic Pedersen

For sent!

Der er snarere tale om, at "vi" kommer til at leve af "lån og almisser" fra de forhenværende fattige, fordi vi lod dem overtage det produktionsappararat, som "vi" tidligere havde.

Vi ER et godt stykke nede i afgrunden, og det bliver nok først opad fra bunden.

Thomas Krogh

Nic

Der er snarere tale om, at "vi" kommer til at leve af "lån og almisser" fra de forhenværende fattige, fordi vi lod dem overtage det produktionsappararat, som "vi" tidligere havde.

Øhm??  Skulle vi have nationaliseret vores skibsværfter og andet i den dur for at holde på de gamle urentable industrier?

Nic Pedersen

Thomas,

en nationalisering ville næppe have gavnet nogen, men rigtig beskidt unfair konkurrencevilkår for f.eks den koreanske værftsindustri og nul topteknologioverførsel havde været en forbandet god ide i tide!

Der uddeles ingen fair play-priser udenfor sportens verden. Virkeligheden er anderledes brutal og det er dyrt at ignorere!

Thomas Krogh

Nic

Jeg har svært ved at se at det ville være endt i andet end at vi hang på en subventioneret men i bund og grund ikke-konkurrencedygtig værftssektor. Frihandel er jo så "snedigt" indrettet at hvis et land dumper sine produkter, så har det en effekt begge veje. Det er muligt at det opnår en kortvarig konkurrencefordel, men downside er at det reelt binder egne penge i røven på de produkter andre køber. Og moderne værtfsindustri er så meget stordrift at selv Lindø - trods gigantiske tilskud fra Mærsk - aldrig blev hverken teknologisk eller kommercielt konkurrencedygtig med koreanerne. Så lad os holde os fra den galej og komme videre.

Sider