Nyhed
Læsetid: 10 min.

Skotten, der blev konge af England

I 1990 var han et enkelt mål fra at blive fyret. 23 år senere trækker han sig tilbage med 13 engelske mesterskaber i bagagen. Sæsonen 2012-13 vil blive husket som den, hvor Alex Ferguson gik på pension
Slutter på toppen. Alex Ferguson slutter med Premier League-trofæet i hus på toppen af de tinder, han førte Manchester United til. Han ville være stoppet for et år siden, men det ville have så have været som næstbedst.

Slutter på toppen. Alex Ferguson slutter med Premier League-trofæet i hus på toppen af de tinder, han førte Manchester United til. Han ville være stoppet for et år siden, men det ville have så have været som næstbedst.

Andrew Yates

Moderne Tider
1. juni 2013

Robbens forløsningsskrig efter hans scoring til 2-1 i næstsidste minut af Champions League-finalen mod Dortmund.

Luis Suárez’ forsøg på at bide et stykke af Branislav Ivanovic’s overarm.

Mancinis forbitrede ansigtsudtryk efter endnu en skuffende præstation af Manchester City.

Lionel Messis erobring af den historiske fjerde Ballon d’or i træk.

Barcelonas kapitulation på egen bane i Champions League-semifinalen mod Bayern München.

Chelsea-tilhængernes smædesange mod deres egen – midlertidige – manager Rafael Benítez ved hver eneste hjemmekamp på Stamford Bridge.

Fodboldsæsonen 2012-13 har været fuld af minder og mindeværdige øjeblikke. Men når stort set alt er trukket ud i historiens evige hav, vil sæsonen først og fremmest blive husket som den, hvor en af de største trænere i moderne tid, Alex Ferguson, tog sin afsked efter 27 år ved roret på Old Trafford.

At han valgte netop dette tidspunkt til at takke af, er faktisk ikke nær så overraskende som det faktum, at han overhovedet trak sig tilbage. Gennem mange år har Ferguson afvist ethvert spørgsmål om karrierestop med en nærmest frygtblandet betragtning om, hvad der ville ske ham, hvis han nogensinde valgte at gå på pension.

»Min far trak sig tilbage på sin 65-års fødselsdag, og et år senere var han død,« har han udtalt. »Det værste du kan gøre er at tage sutskoene på. Folk siger ting i retning af: ’Jeg har arbejdet i 45 år. Jeg har ret til at hvile mig.’ Overhovedet ikke. Du har pligt til at holde dig selv aktiv og i god form.«

Ingen plads til nuancer

Men nu stopper han altså alligevel, den store skotte, som 71-årig. Ifølge forlydender i engelske medier ville han være trådt tilbage allerede sidste år, men det blev forhindret af Sergio Agüeros sidste-øjebliks mål, der sendte mesterskabet til Manchester City. Ferguson ville under ingen omstændigheder afslutte karrieren som næstbedst, så han tog endnu en sæson med; en sæson hvor han guidede de røde djævle frem til et sikkert mesterskab i Premier League.

Han forlader fodboldverden som en blanding af en topmoderne manager og en repræsentant for en svunden tid, forankret som han er i det værdigrundlag, han hentede fra sin opvækst i efterkrigsårene på havnefronten i værftsbyen Govan i den sydvestlige del af Glasgow.

Som søn af en værftsarbejder arbejdede han selv i skibsbyggerindustrien, før han slog igennem som fodboldspiller. Og de værdier, han blev indprentet som barn af den skotske arbejderklasse, tog han med sig ind i den professionelle fodboldverden: Betingelsesløs loyalitet over for vennerne. Ubarmhjertighed over for dem, der krydsede dine spor.

Tribal kalder skotterne den slags, der betragter verden som opdelt i stammer. Og Ferguson er tribal helt ud til fingerspidserne. Der har sjældent været plads til de større nuancer i hans verdensbillede, heller ikke selv om han selv som ung stiftede bekendtskab med konsekvenserne af fordomsfuldhed og stammetænkning, da han som protestant giftede sig med katolikken Cathy Holding. Hans giftermål skabte gnidninger i forhold til den ærkeprotestantiske klub Glasgow Rangers, som han spillede i, og han har senere udtalt, at religiøs intolerance er det mest afskyelige, der findes.

Hans tid som spiller i Glasgow Rangers var i øvrigt højdepunktet i en relativt jævn karriere som journeyman på rundrejse mellem forskellige skotske klubber. Det var først, da han i slutningen af 1970’erne skiftede til trænergerningen, at han begyndte at sætte langt mere afgørende spor.

Mere end temperament

Han indledte med at overtage ansvaret for den lavt rangerende klub East Stirlingshire, hvor han fik 40 pund om ugen for på deltid at træne et hold, der ikke engang havde en designeret førsteholdsmålmand, og allerede her gjorde hans berømte temperament sig gældende. Som klubbens angriber Bobby McCulley senere har bemærket, så havde han »aldrig været bange for nogen tidligere, men Ferguson var et skræmmende svin lige fra starten«.

Samme oplevelse havde spillerne i topklubben Aberdeen, som Ferguson senere overtog. Her navngav de ham Furious Fergie efter hans disciplinære krav og raseriudbrud, der blandt andet resulterede i, at han udstak en bøde til en spiller, der overhalede ham i sin bil, ligesom han ved en anden lejlighed præsterede at sparke en tekande i hovedet på nogle af de nærmeststående efter en utilfredsstillende første halvleg.

Arbejdersønnen fra Govan havde dog andet at byde på end hidsigt temperament og skotske eder. Meget hurtigt afslørede han sig som en manager af højeste kaliber. Og da han i 1981 førte Aberdeen frem til det skotske mesterskab, var det første gang i 15 år, at titlen blev taget af et andet hold end Glasgow Rangers eller Celtic.

To år senere vandt Ferguson og Aberdeen også UEFA Cuppen for Pokalvindere efter en finalesejr over Real Madrid, og så begyndte det for alvor at strømme ind med jobtilbud til den fremadstormende manager fra den daværende engelske første division. Både Tottenham og Arsenal var ude med snøren, men han afviste dem begge til fordel for Manchester United, som henvendte sig, efter de havde fyret Ron Atkinson i november 1986.

På det tidspunkt lå United og rodede rundt på en 21. plads i bunden af ligaen. Atkinson, der året før havde været tæt på at føre klubben frem til mesterskabet, havde mistet grebet om truppen, der var præget af drukkultur, dårlig disciplin og manglende fysisk fitness.

Typer som Norman Whiteside, Bryan Robson og Paul McGrath – der senere blev alkoholiker – førte an i festlighederne, og Fergusons første udfordring var at genskabe disciplinen på et mandskab, der nærmest så ud til at være grebet af dødsdrift.

Det lykkedes for ham at rette skuden delvist op, og de røde djævle sluttede sæsonen på en efter omstændighederne acceptabel 11. plads.

I de følgende år havde han dog svært ved at løfte klubben fra Old Trafford ud over middelmådigheden, og i slutningen af firserne så hans tid i klubben ud til at lakke mod enden. I efteråret 1989 tabte United med ydmygende 5-1 til lokalrivalerne fra Manchester City, og da holdet efterfølgende gennemled en stime med seks nederlag og to uafgjorte i otte kampe, var tilhængernes tålmodighed brugt op. Et sidenhen legendarisk banner blev hejst til en hjemmekamp, hvor der stod: »Three years of excuses and it’s still crap … ta-ra Fergie.«

United gik ind i det nye årti lige over nedrykningsstregen, og da holdet i starten af 1990 skulle spille udekamp mod formstærke Nottingham Forest i tredje runde af FA Cuppen, var holdningen klar i klubbens bestyrelseslokale. Hvis Forest vandt, ville Ferguson blive fyret, når spillerbussen returnerede til Manchester.

Stik imod forventningerne lykkes det imidlertid United at sejre 1-0 på et mål af Mark Robins. Og dermed overlevede skotten det, som han selv har kaldt for »the darkest period I have ever suffered in the game«.

Senere på året leverede han med sejren i F.A. Cup-finalen over Crystal Palace sit første trofæ til klubben og befæstede dermed sin position.

Købet af en fransk anarkist

Mesterskabet var næste mål, og meget tydede på, at det ville blive nået i foråret 1992, hvor United havde et pænt forspring i toppen af tabellen. Men i sæsonens slutspurt gik de røde djævle i stå og blev overhalet af Leeds United.

Den oplevelse traumatiserede holdet, der i starten af den næste sæson sejlede rundt midt i tabellen uden at kunne få tingene til at fungere, og mange anså mandskabet for at være lige så knust og demoraliseret som den trup, Ferguson havde overtaget fra Atkinson nogle år forinden.

I den situation afslørede den skotske manager sit geni og foretog det spillerkøb, der mere end noget andet skulle definere hans karriere.

I stedet for at investere i en traditionel britisk forward, sådan som de fleste andre trænere ville have gjort – og båret af en instinktiv fornemmelse af, at hans hold trængte til det, som han selv kaldte »en ekstra dimension« – overtalte Ferguson sin formand til at byde på en fransk anarkist ved navn Eric Cantona, der var faldet i unåde hos Howard Wilkinson i Leeds.

And the rest is history, som de siger på de britiske øer.

Cantona ankom til Old Trafford som den store forløser af det talentfulde, men knugede mandskab. United vandt de otte af de 10 første kampe efter hans tiltræden og endte med at snuppe det engelske mesterskab med stor margen ned til de nærmeste forfølgere.

Og da først den psykologiske barriere var brudt, gik det stærkt. Mesterskaberne i 1994, 1996 og 1997 fulgte hastigt efter. Og i det hele taget vandt Ferguson 13 mesterskaber – og 38 trofæer alt i alt – med klubben i sine 27 år i East Lancashire. En utrolig bedrift, der gør ham til den mest succesfulde manager i engelsk fodbolds historie.

Men hvor man havde indtrykket af, at evnen til at vinde Premier League-trofæer til sidst var noget, han kunne med den ene hånd bundet på ryggen, forholdt det sig anderledes med hans togter i Europa. På den europæiske scene led Ferguson nogle af de mest smertefulde nederlag, og han har selv givet udtryk for, at han og klubben underpræsterede i den kontinentale mesterholds-turnering.

»En klub af Uniteds størrelse burde have vundet den flere gange,« har han udtalt med henvisning til de tre trofæer, Manchester United har hjemhentet i Champions League; heraf to med ham ved roret.

Hans iver efter at etablere United som konger af Europa førte da også gennem tiden til nogle af hans mest spektakulære fejlsatsninger såsom indkøbet af den argentinske midtbanemagiker Juan Sebastián Verón med tilnavnet the little witch hos Lazio i 2001.

’You are fucking idiots’

Verón blev hentet til Old Trafford for at tilføre en ekstra grad af kreativitet og uforudsigelighed til Uniteds præstationer på de europæiske baner, men den lille argentiners kælne boldbehandling og kattepotepasninger faldt aldrig i hak med high-tempo spillet på holdets midtfelt, og til sidst måtte ham lempes ud af vagten igen, selv om det først skete efter at Ferguson havde leveret en af sine karakteristiske tirader mod de engelske fodboldjournalister, der efter hans mening som sædvanlig ikke havde fattet noget som helst.

»On you go. I’m no fucking talking to you. He’s a fucking great player. Yous are fucking idiots,« lød tilrettevisningen i hans skotske skotsk accent til de mediefolk, der havde vovet at stille spørgsmålstegn ved argentinerens format.

I det hele taget blev Ferguson aldrig venner med de britiske medier. Han hævdede, at han aldrig læste sportssiderne – men var alligevel forbløffende velorienteret om, hvad der stod på dem. Og som årene gik, og hans magt voksede, blev han stadig mere enevældig og autokratisk i sin omgang med skriverkarlene. Utallige er de journalister, der er blevet udelukket fra pressemøder eller forment adgang til Old Trafford i kortere eller længere perioder, fordi de vovede at stille nærgående spørgsmål eller bragte nyheder til torvs, som han anså for upassende.

Ved en særligt mindeværdig lejlighed gav han en velestimeret journalist fra en af de største aviser livsvarig karantæne fra klubbens præmisser, fordi journalisten havde frembragt en – i øvrigt korrekt – historie om, at midterforsvareren Rio Ferdinand var blevet skadet og ikke kunne spille med i en vigtig kamp.

Karantænen blev senere nedsat, men episoden illustrerer Fergusons evige krig med pressen, der fortsatte helt frem til sidste dag, hvor den skotske manager undlod at møde op pressemødet med den skrevne presse efter sin afsluttende kamp mod West Bromwich Albion.

Ferguson var ikke den, der tilgav sine uvenner i presselogen.

Til gengæld er fodboldverdenen også fulde af beretninger om, hvordan denne sammensatte sjæl kunne vise en enorm empati med folk, der var slået ud af kurs i livet. Ferguson beskrev sig selv som socialist og stillede ofte – og ofte i diskretion – sine menneskelige og økonomiske ressourcer til rådighed for tidligere kolleger, spillere eller bekendte, der havde brug for en hjælpende hånd.

Samtidig har han også spillet han også en rolle i yderkanten af det politiske liv. Han har ved flere lejligheder figureret på opgørelserne over de største private donorer til Labour. Og især i Tony Blairs første år ved magten var der en uformel kontakt mellem den nyvalgte premierminister og arbejdersønnen fra Govan. Ferguson rådgav blandt andet Blair om, hvordan han skulle bevare loyaliteten fra sine kabinetsmedlemmer. (Man kan dog i bagklogskabens lys stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt Blair tog rådene til sig.)

I det hele taget er det en mand med mange nuancer, der nu har takket af, og at sammensætte hans eftermæle i få sentenser lader sig ikke gøre. Men han vil blive husket som engelsk fodbolds første virkelig moderne manager. Han trak spillet fri af den druk- og festkultur, der hærgede det i 70’erne og 80’erne. Videreudviklede den engelske spillestil, så den blev mere kontinental i sit udtryk. Og var eksponent for at føre engelsk klubfodbold tilbage til toppen af Europa.

Han kunne vise sig forbløffende smålig over for sine fjender. Og optræde med uforbeholden generøsitet over for sine venner. For mange af sine spillere – især dem, han havde i stald i mange år – blev han en faderfigur. For sine modstandere i pressen og det engelske fodboldforbund var han kendt som tyrannen fra Old Trafford.

Uanset hvad man tænker om ham, så er det imidlertid et faktum, at kongen af engelsk fodbold har abdiceret. Og fra næste sæson vil han befinde sig oppe i VIP-logen, hvorfra han vil overvåge, hvordan hans designerede efterfølger David Moyes klarer skærene nede på sidelinjen.

Ta-ra, Fergie!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her