Læsetid: 8 min.

Til stede her og nu i det, der skal komme

Interview med Bourdieu-ekspert Carsten Sestoft om tennisspilleres habitus og meningen med livet
Besiddelse. I bourdieusk forstand ’besidder’ spillet en spiller som Roger Federer, forklarer Carsten Stestoft: Han har viet sit liv til det. Hans handlinger er struktureret af spillet, og hans hjerne- og kropsaktivit er underlagt det .

Andreas Solaro

25. maj 2013

Det hedder sig, at den franske sociolog Pierre Bourdieu var en ganske habil tennisspiller. Erfaringerne fra banen sneg sig af og til ind i hans indviklede tekster, hvor han forsøgte at skrive sig frem til en forståelse af, hvorfor mennesker gør, som de gør. Deres ’habitus’ – som han benævnte det – er en »praktisk sans for, hvad der skal gøres i en given situation – det som man i sportens verden kalder en sans for spillet, kunsten at forudane, hvordan spillet vil udvikle sig. (...) Ligesom en god tennisspiller befinder man sig ikke der, hvor bolden er, men der, hvor den vil komme.«

Om lidt kommer bolden til Paris. Her begynder verdens største tennisturnering på grus, De Åbne Franske Mesterskaber også kendt som Roland Garros. Det var også i Paris, Bourdieu udlevede hovedparten af sin ualmindeligt succesrige akademiske karriere som professor i sociologi ved Collège de France – en oplagt anledning til at udfolde mandens tanker om tennis og samfundet. Desværre er han gået bort, så i hans sted: Bourdieu-oversætter og -ekspert Carsten Sestoft fra Aarhus Universitet.

- Carsten, hjælp mig her: Bourdieu skriver om mennesker med sans for spillet, at ’De er til stede i fremtiden, i det der skal komme, her og nu’. Handler habitus om at være synsk?

»Nej, det handler om at være trænet i en grad, så den fremtid, der er om et splitsekund, er indskrevet i nutiden.«

- ??

»O.k., jeg kan for eksempel godt lide at køre i bil på tyske motorveje, hvor der bliver kørt i tre-fire forskellige hastigheder. Når man har gjort det tilpas mange gange, så begynder man at forudse, hvordan ham, der kører lidt hurtigere end bilen foran, om få sekunder vil skifte bane, hvilket vil få bilen foran mig til at sænke farten, så jeg er nødt til at bremse eller skifte bane. På samme måde når man har spillet tennis i de 10.000 timer, det tager at blive virtuos. Så ved man på sådan en kropslig måde, at når jeg står her, og modstanderen står der og gør sådan, så skal jeg løbe mod højre. Og man laver forudsigelsen uden at tænke den bevidst.«

- Trafik, tennis ... hvor gælder det ellers om at have den her sans for spillet?

»I alle situationer, hvor mennesker gør noget med og mod andre mennesker. For eksempel kan en lønforhandling minde om en tenniskamp med serven som et udspil, der bliver returneret med et spørgsmål: ’Jeg vil have 10.000 kroner mere i løn.’ ’O.k., hvordan mener du at have gjort dig fortjent til det?’ ’Jeg har opnået de og de resultater’. ’Det har din kollega også, og vi har ikke råd til at give jer begge 10.000 kroner mere i løn.’ Det er en ping-pong, en dans, som det hjælper at have en sans for, hvis man vil opnå noget.«

Den der ændrer spillet

- Bourdieu skriver, at de ’agenter, der er godt tilpasset til spillet, er i dets besiddelse – og dette uden tvivl så meget desto mere, jo bedre en beherskelse de har af spillet’. Hvordan er det lige, at tennisspillet besidder Roger Federer?

»I meget konkret forstand ved, at han har viet sit liv til det. Hans handlinger er helt igennem struktureret af tennisspillet. Hans hjerne- og kropsaktivitet er underlagt det og har været det i enormt lang tid.«

På dette tidspunkt i interviewet følger en længere argumentation fra spørgeren om, at Federer genopfandt tennissporten i 00’erne. Efter en periode med stjerner som McEnroe og Evert, hvis spil beroede på føling og finesse, introducerede Lendl og Navratilova med voldsom fysik og nye træningsmetoder i 80’erne det afsindigt hårdtslående spil, der blev standard i 90’erne og fuldstændig overdøvede spillets finere elementer. Dem var der ikke længere plads til. Det ville svare til at fløjte Mozart under en Metallica-koncert, som forfatteren David Foster Wallace har formuleret det. Indtil Federer kom og ikke bare var bomstærk og slog helvedes hårdt til bolden, men også mestrede den form for powertennis i en sådan grad, at han inden for de rammer genindførte følsomheden. Mozart og Metallica på én gang.

- Bare for at sige, at man vel også er med til at forme det, man er besat af?

»Der findes individer, som ændrer ting i kraft af, hvem de er. Det er tit folk, der forener meget forskellige egenskaber på nogle særlige tidspunkter. Bourdieu kom fra en lille sydfransk by, hvor hans far arbejdede på postkontoret, mens hans mor gik hjemme. Alligevel fik han selv en af landets fornemmeste filosofieksamener og endte med at genopfinde sociologien.«

- Er det sådan, forandring sker? Ved at bestemte individer rykker nogle grænser?

»Det kan det være. Men typisk foregår det under strukturelle betingelser.«

- Strukturelle betingelser?

»Ja, i Danmark i dag får mange for eksempel en anden uddannelse end deres forældre. De går på universitetet, selv om de er vokset op med en anden habitus. Dels fordi større velstand gør det muligt for dem at finansiere. Dels fordi de bliver optaget. Det medfører så en strukturel ændring af, hvad det vil sige at være uddannet – og en strukturel ændring af uddannelsessystemet, som bliver større og mindre eksklusivt.«

Ingen plads til tvivl

- Jeg skulle til at sige, at det minder om den måde, tennis er gået fra at være en hvid overklassesport med amatøridealer om at dyrke sin kærlighed for sporten uden at tage sig betalt til at blive en velfinansieret og global folkesport med deltagelse fra hele kloden. Men faktisk er der et slags aristokrati, i hvert fald blandt mændene, hvor de fire bedste – Djokovic, Nadal, Federer og Murray – er så suveræne, at ingen anden spiller har været i en grand slam-finale i snart tre år. Tilsammen har de vundet 31 ud af de seneste 32 grand slam-turneringer.

»Når man laver ting mod hinanden, så gør man det på en måde også med hinanden. De bliver gode, fordi de har hinanden at øve med. Hele tiden møder de hinanden og får en træning af unik høj kvalitet, som ikke er ret mange beskåret. Som hvis man spillede kammermusik med de dygtigste musikere i verden.«

- Tilegnelsen af en slags elitehabitus?

»Ja. Det er også sådan, eliteuddannelsesinstitutioner udfordrer de studerende – gennem de medstuderende, som er af meget høj kvalitet. Det er en reproduktionsmekanisme for klassesamfundet. Hvis du har din universitetsgrad fra Oxford eller Cambridge, medfører det større sandsynlighed for bestemte karrierer. Samtidig går overklassen der, så man lærer at omgås overklassen, erhverve sig de nødvendige manerer og netværk.«

- Hvordan forklarer man så tab af denne sans for spillet på allerhøjeste plan? Tag Caroline Wozniacki. Hendes karriere har været én lang sejrsrække. Hun lå nummer et på verdensranglisten gennem næsten halvandet år og vandt turneringer på stribe. Nu taber hun jævnligt til middelmådige spillere. I skrivende stund har hun tabt fire kampe i træk og er stadig uden sejr på rødt grus i år.

»Det handler måske om hendes identitet. Hendes identitet som vindende tennisspiller. Hun er kommet i tvivl. Og tvivl er en form for refleksion, en eftertanke. Man begynder at bruge tankevirksomhed i stedet for at forlade sig på sin kropslige automatik. Der sniger sig et millisekunds tøven ind, og så er det for sent. Man er mindre på, når man er på banen. Har mistet sin tilslutning til spillet, sin illusio, som Bourdieu ville sige.

- Hvad betyder illusio?

»At være på. Spille med. Spille ind. At indgå i et univers, hvor tingene handler om noget bestemt. Det er forestillingen om, at en bestemt aktivitet er det vigtigste i verden. Hvad end det er at samle frimærker, interesserer sig for vin eller spille tennis. Det er som skyklapper. En dedikation, en altopslugende interesse. Hvis du er opvokset i et kunstnerhjem vil du typisk være vokset op med forestillingen om, at kunst er meget vigtig.«

- Hvad kan være årsagen til, at ens illusio brister?

»Det kan være en simpel aldringseffekt. Ens fremtid bliver kortere. Det kan vise sig som en træthed – man begynder at overveje, hvad man ellers kunne lave. ’Nu har jeg stået op hver morgen og spillet tennis hele mit liv. Nu vil jeg bare sidde på en fortovscafe og drikke hvidvin’. Især eliteidræt kræver så meget en 100 procents satsning, at hvis man interesserer sig bare to procent for noget andet, er det næsten det samme som at give op. Og det er hårdt.«

Det, vi gør, gør vi sammen

- Hvorfor?

»Det er en meget fundamental ændring af ens verden. Jeg har selv opgivet min forskerkarriere efter at have brugt 20 år af mit liv på den, fra jeg begyndte at studere i 1984 til 2004. Det tager kolossalt lang tid at finde ud af, at man kan leve uden at forske og læse bøger hver dag.«

- Hvorfor stoppede du?

»Jeg syntes ikke, at jeg kom nogen vegne og havde heller ikke udsigter til at få et fast job. Jeg oplevede kolleger, som havde været ansat i midlertidige stillinger i årtier, og som ikke blev forlænget. Så jeg tænkte, at jeg måtte ud nu, hvis jeg skulle undgå at blive bitter eller få en depression. Jeg mistede tiltroen til det. Der gik sprækker i den varige prægning, kan man sige. I min illusio. Så nu sidder jeg i studieadministrationen og er vældig glad for det. Samtidig med at jeg oversætter lidt Bourdieu ved siden af. Det er svært helt at slippe prægningen. På det punkt må det være virkelig svært at være elitesportsudøver. Det er egentlig forbløffende, at de ikke lægger sig hen på sofaen og æder og drikker, indtil de dør af hjertestop. For hvorfor skal de overhovedet stå op, hvis de ikke skal spille tennis.«

- Hvilket kan være med til at forklare det rend af tidligere stjerner i Paris de næste par uger, hvor legenderne stiller op i deres egen række, og McEnroe og Navratilova arbejder i kommentatorboksen, Lendl træner Murray, og nu er Martina Hingis blevet træner for Pavlyuchenkova. Det er svært at give slip.

»Det er alt, hvad man har. Det er det eneste, man ved noget om. Man har brugt al sin tid på det, så man må formodes at have en sjælden stor indsigt i, hvad tingene går ud på. Jeg er trods alt også fortsat på universitetet – det er den verden, jeg ved noget om.«

- Illusio som en slags livskraft

»Illusio giver en følelse af, at ens eksistens har berettigelse. Det giver mening, at jeg findes, fordi jeg laver den her aktivitet – forskning, tennis – og den giver mening, fordi andre synes, den giver mening. Der er et gigantisk apparat omkring felter som tennis eller forskning, hvor vi alle er med til at garantere hinanden, at det giver mening, fordi vi interesserer os for det. Ud fra den betragtning, at det eneste, der giver mening i denne verden, er det, man laver sammen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Johansen
  • Christian Svenstrup Harder
  • Oliver Riel
  • Martin Bonde-Hansen
Bo Johansen, Christian Svenstrup Harder, Oliver Riel og Martin Bonde-Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu