Læsetid: 9 min.

Talebanere kan også være bange

Mehman Shah har skiftet side mange gange i den afghanske konflikt. Ikke fordi han er opportunist eller upålidelig, men fordi hans vigtigste opgave er at passe på sin landsby. Det kan han hverken overlade til Kabul-regeringen eller til Taleban
Mine trofaste. Meham Shahs fortæller påfaldende ugenert om frygten for de amerikanske kamphelikoptere. Det er ikke en frygt, der svækker hans autoritet, for den frygt deler han med sine mænd ’Mine trofaste’, som han kalder dem.

Anders Sømme Hammer

4. maj 2013

Mehman Shah er en kravebjørn af en mand, med en tætbygget, lille krop og et brunt skæg, der indrammer hans runde hoved. Issen med det tynde, halvlange hår er skjult under en af de uldkalotter, en pakol, der er er så typisk en hovedbeklædning i det nordlige Afghanistan.

Skønt han aldrig har været i skole, har den 30-årige Mehman Shah krydset mange grænser i sit liv. Første gang var han kun 14, da han, analfabeten, der aldrig havde kendt til andet end arbejdet i marken, fik sin første kalashnikov. Næste gang indtraf, da han med sit våben i hånden sluttede sig til Taleban. Tredje gang var, da han afleverede geværet til Afghanistans nye regering som led i en afvæbnings- og forsoningsproces.

Og fjerde gang? Da samlede han sin kalashnikov op igen og vendte tilbage til Taleban.

Er der flere grænser tilbage at krydse? Ja, i et land, hvor krigens fronter ustandselig skifter, er der altid en til. Nu er Mehman Shah leder af en landsbymilits, en såkaldt arkabi, der har modtaget en uges træning og en håndfuld maskinpistoler af amerikanske specialstyrker. Mehman Shah har vendt ryggen til Taleban for anden gang.

På landsbyens side

Hvis side er han nu på? Sin egen, som han ikke tøver med at understrege. Eller rettere: sin landsbys side. For hans bedstefar var landsbyoverhoved, og det er en position, der forpligter også sønnesønnen. Et ansvar er gået i arv. Mehman Shah skal beskytte sin landsby, og i en magtkamp, der er farligere end et minefelt, har han tilegnet sig en manøvredygtighed, der gør den tidligere analfabet til en mester i taktiske kovendinger.

Han ser direkte på sine udenlandske gæster. Vi skal ikke tro, at dette er den sidste position, han kommer til at indtage. Også hans alliance med amerikanerne og den afghanske regering er midlertidig. Alt afhænger af situationen. Og den er aldrig den samme.

Vi er i det nordøstlige Afghanistan, i landsbyen Sabsali i Aliabad-distriktet, nogle kilometer uden for Kunduz i provinsen, der bærer samme navn som sin hovedstad. Mehman Shahs mænd venter på os, da vi drejer af fra landevejen og fører os ad et hjulspor ind i det frodige grønne landskab. De viser vej på terrængående motorcykler med kalashnikoven fastspændt på brystet og magasinerne hængende i bæltet i læderhylstre prydet med skinnende stålnitter.

Vi passerer en hængebro, og så er vi inde i Sabsali. Mehman Shah har 30 mand under sig. »Mine trofaste,« kalder han dem. De fleste af dem har fulgt ham gennem alle omskiftelserne. Vi bliver vist ind i et rum med nøgne, kalkstrøgne vægge og hynder på gulvet.

En forgyldt gardinstang uden gardiner vidner om, at rummet engang har kendt bedre dage. Det samme gør et blomstret tapet, der af uransagelige grunde er klistret fast i loftet. Nu bruges rummet til at opbevare granatkastere og kalashnikover.

Der er en meget simpel grund til Mehman Shahs mange skift. Han slutter sig altid til den stærke. Sådan lyder hans begrundelse, da han skal forklare, hvorfor han for anden gang meldte sig hos Taleban. »Regeringen var svag. Taleban var stærk.«

Blandt de talebanere, der for syv-otte år siden trængte ind i Kunduz-provinsen, var der mange pakistanere og pashtuner fra Kandahar i det sydlige Afghanistan, og Mehman Shah frygtede for sin landsbys skæbne under de fremmedes uberegnelige herredømme. Så var det bedre at slutte sig til dem. Gjorde han det, var landsbyen fortsat på hans hænder. Han havde kontrollen, ikke de fremmede. Og så gjorde han det.

Livet som taleban var hårdt. Han sov aldrig, husker han. Der var hele nætter, hvor han lå vågen og lyttede efter lyden af amerikanske kamphelikoptere. Han var aldrig hjemme i sin landsby, altid på farten og måtte sove et nyt sted hver nat. I flere måneder kæmpede han mod amerikanerne i nabodistriktet Char Dara, hvor Taleban var meget aktive.

»I kamp var jeg aldrig bange, for mit blod var hedt,« siger han, men dette bevis på hans mod viser sig kun at være optakten til en tilståelse, der er usædvanlig for en kommandant med mange mænd under sig: Mehman Shah kender også til frygt. Han er bange for kamphelikopterne, og deres hurtigtskydende maskinkanoner, der affyrer hundredvis af projektiler i sekundet. »Har de først fået øje på dig, undslipper du ikke. Jeg har set så mange af mine venner dø.«

Og så fik han nok.

En fælles frygt

»Det blev for meget,« siger han foran sine mænd, og når han kan komme med den tilståelse uden at miste ansigt eller sin autoritet som kommandant, kan det kun være, fordi han også taler på deres vegne.

Mehman Shah ville hjem, hjem til den landsby, som det var hans opgave at beskytte. Og så må han endnu en gang krydse en grænse.

Denne gang er det tilbuddet om forsoning fra Afghanistans præsident Hamid Karzai, han tager imod. Han undsiger Taleban. Han giver ikke afkald på sin kalashnikov. Han lover sværger blot at rette geværløbet den modsatte vej. Til gengæld får han løfter. Mange løfter. Om asfalterede veje i stedet for hjulpspor, om pumper i stedet for brønde, om sundhedsklinik i stedet for kvinder, der dør under fødslen, og børn, der bukker under før deres fyldte femte år, om bedre redskaber til at dyrke jorden i stedet for en skovl og en oksetrukket plov.

»Og hvad gav regeringen mig?« spørger han ophidset. »Ingenting! Absolut ingenting! Ikke et eneste løfte har de holdt!«

Svært at tjene to regeringer

Denne regering, som svømmer i udenlandske bistandspenge, gav ham ikke andet end et russisk PK maskingevær, som en hans mænd udstiller midt på gulvet. Syv af hans mænd, inklusive ham selv, har modtaget 15 dages træning og en belæring om ikke at afpresse de lokale for penge.

De samme syv får hver udbetalt en månedsløn på 9.700 afghani, omkring 170 dollars. Men Mehman Shah har 30 mand under sig. Hvordan skal han aflønne dem? Så der er han, alene midt i talebanland, med 30 underbetalte, bevæbnede mænd.

Det er derfor, hans loyalitet over for regeringen er relativ. Det er derfor han er i venteposition. Eller midt imellem, som han selv kalder det. Han siger det ikke højt. Men han kunne lige så godt have sagt det: I skal ikke regne med mig.

Mehman Shah rejser sig op. Der er en rastløshed i kroppen på ham. Der er to ting, han gerne vil vise os. Den ene er hans datter på tre, der har sideskilning i sit hår, som er farvet flammende rødt. Den anden er landsbyens skole.

Skolen blev bygget for fem år siden og ser forbløffende moderne ud med skråtag og en stor friskmalet gavl i en landsby, hvis mure og huse efter en årtusind gammel opskrift er klistret sammen af ler og strå. Det var tyske tropper, der byggede skolen for fem år siden. Siden har den levet et omskifteligt liv.

På skoleinspektør Mulla Guls kontor er der et glasskab med et skelet i mini-størrelse og en anatomisk torso, der viser de indre organer i menneskekroppen. På hans skrivebord befinder der sig en glasvase med kunstige liljer og en kalashnikov. Kalashnikoven tilhører ikke Mulla Gul. Den er Mehman Shahs. Det er ham, der er skolens beskytter, og under hele interviewet med Mulla Gul sidder han ved siden af skoleinspektøren.

De 560 elever kommer fra de fem landsbyer, som Mehman Shah har kontrol over. Der bor til sammen omkring 3.500 mennesker i landsbyerne, så antallet af elever er i underkanten, men nogle familier holder børnene hjemme, fordi de skal arbejde i marken.

Klasserne er blandede, piger og drenge mellem hinanden, og de får hver dag mellem to og tre timers undervisning. I to hold, for der er for få klasseværelser. Første hold møder klokken syv, andet hold klokken 10. De går der i seks år.

Så er der det med skolens omskiftelige liv.

»Det er ikke nemt at tjene to regeringer, der vil noget forskelligt,« sukker Mulla Gul. Med de to regeringer mener han Taleban og regeringen i Kabul.

Næppe havde tyske tropper leveret den nye skolebygning, før Taleban tog magten i distriktet, og tyskerne skyndsomt forsvandt. Skolens pensum blev accepteret af Taleban. De havde ikke noget imod, at der blev undervist i matematik, fysik eller engelsk. De ville blot ikke have, at der sad piger i klasseværelset. Mulla Gul tilpassede sig. Det var han nødt til. Nu er Taleban væk, og pigerne kan igen gå i skole, og det er både de og han glade for.

Det er først, da vi er på vej væk fra skolen, at vi kommer i tanke om, at Taleban – det var også Mehman Shah. Taleban forsvandt jo ikke. Det var bare Mehman Shah, der ombestemte sig. Uanset, hvem der hersker i landsbyen, Taleban eller regeringen i Kabul, så er det Mehman Shah, der inkarnerer den siddende magt. Det er altid hans kalashnikov, der ligger på Mulla Guls skrivebord som en påmindelse om, at geværet er stærkere end ordet.

»Da du var med Taleban, hvorfor brændte du så ikke skolen ned og skød lærerne, sådan som Taleban ellers har for vane?«

»Jeg tilsluttede mig Taleban for at beskytte min landsby. Derfor beskytter jeg også vores skole.«

Mehman Shah peger ud over de frodige marker og over mod bjergene, der ikke er så langt væk. »Taleban er derude. I kan ikke blive længere. I må af sted nu.«

Der er et hierarki blandt militserne. Nederst er de såkaldte arbaki som Mehman Shahs. De regnes for udisciplinerede og for upålidelige til at modtage andet end den mest symbolske støtte fra regeringen i Kabul. Et trin højere oppe er de militsgrupper, der får lov at bruge den officielle betegnelse ’politi’. Lokalpoliti hedder de, Afghan Local Police, eller i en kælen dansk oversættelse nærpoliti. Her får alle militsens medlemmer løn og våben, nødtørftige tre ugers træning samt et foredrag om menneskerettigheder.

En kritisk embedsmand i det afghanske indenrigsministerium brugte et afghansk ordsprog, da han i en rapport fra Human Rights Watch skulle beskrive det såkaldte nærpoliti: »Et sygt barn bliver ikke rask, blot fordi det får et nyt navn.« Og Afghanistans sygdom er de mange våben i hænderne på militser uden for enhver kontrol, og den nye ordning med nærpoliti mindsker ikke antallet af militser, men øger dem.

I en Wikileaks-læk fra den amerikanske ambassade, ligeledes citeret i rapporten fra Human Rights Watch, omtales støtten til landsbymilitserne som »en højrisiko-strategi«, der kan ende med at understøtte de værste tendenser i det afghanske samfund, »et hurtigt fix med farlige konsekvenser«.

Oprustningen af militserne repræsenterer en kortsigtet tankegang. Nok kan militsernes hurtige sejre over Taleban ses som en taktisk gevinst. Men på lang sigt vil de resultere i et yderligere destabilisering af det allerede kaotiske Afghanistan, advarer Human Rights Watch i sin rapport.

Natten er oprørernes

I nabodistriktet Char Dara, hvor Mehman Shah var på flugt fra amerikanske kamphelikoptere, er Taleban slået tilbage, hævder kommandanten over nærpolitiet. Gul Ahmad er en høj, lidt ludende mand med moustache og daggamle skægstubbe i stedet for afghanske mænds traditionelle fuldskæg. Som Mehman Shah har han aldrig gået i skole.

For et år siden var der 300-400 aktive talebanere i distriktet. Nu er der ifølge Gul Ahmad højst 50 tilbage. Mange er blevet dræbt, andre har tilsluttet sig regeringen. Gul Ahmad ved godt, at de løfter, der lokker talebanerne til at skifte side, aldrig bliver holdt. »Vi risikerer, at de går direkte tilbage til Taleban. Det er en situation, der kan blive meget farlig.«

Med en håndbevægelse viser han stolt ud over hvedemarker og knoldet, gråsort jord, der venter på, at meloner skal spire frem. »Da Taleban var her, groede der opiumsvalmuer overalt.«

Vi må køre ad snoede omveje for at nå frem til Gul Ahmads hovedkvarter, for distriktets hovedveje er spækket med vejsidebomber. Og vi kører ikke tilbage ad samme vej, som vi kom, da vi med bevæbnede mænd på bagsædet og en motorcykel foran os forlader distriktet. Et baghold kan i mellemtiden være arrangeret.

Vi passerer en mark, hvor der rejser sig en skov af små kulørte faner. Det er en gravplads for de talebanere, der er faldet i krigen om kontrollen med Char Dar. »Den bliver kæmpestor, hvis de bliver ved med at slås,« siger en af militsmændene på bilens bagsæde med et grin.

Men vi kan kun stoppe her i få minutter for at tage billeder. Militsmændene stiger ud af bilen sammen med os og ser sig vagtsomt omkring. Landsbyen på den anden side af vejen er et tilholdssted for Taleban.

Natten er altid oprørernes. Men somme tider er dagen det også, og i Kunduz er der kun et, der er sikkert. Det er geværerne, der regerer.

Serie

Seneste artikler

  • Guerilla-krigens usynlige gud

    18. maj 2013
    I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
  • ’Der er ingen fred i mit hjerte’

    11. maj 2013
    Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
  • Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

    11. maj 2013
    Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benjamin Bach
Benjamin Bach anbefalede denne artikel

Kommentarer