Læsetid: 10 min.

Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

Der er en krig i Afghanistan, der allerede er afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne. Og kvinderne har tabt
Kvindeliv. Rangina Hamidi har opbygget en systue, hun dårligt kan leve af, men som betyder alt for kvinderne, der arbejder der.

Kvindeliv. Rangina Hamidi har opbygget en systue, hun dårligt kan leve af, men som betyder alt for kvinderne, der arbejder der.

Anders Sømme Hammer

11. maj 2013

Der er et lydtapet, der følger dig overalt i Kandahar. Det er som underlægningsmusikken til en thriller, hvor en lurende, dump basrytme annoncerer, at om et øjeblik bryder helvede løs.

Sådan har det været i elleve et halvt år.

Kandahar, Afghanistans sydligste by og den næststørste med en halv million indbyggere, var engang den fundamentalistiske Taleban-bevægelses højborg og uformelle hovedsstad. I 2001 faldt Kandahar i hænderne på amerikanske invasionsstyrker, og en af verdens største militærlufthavne blev bygget lige uden for byen.

Det er lyden af kamphelikoptere, der med svirrende rotorblade skovler sig hen over tagene, du hører. Det er den dybe durren fra de matgrønne Herkules transportfly, der tungt lastede fragter tropper og materiel ud og ind af Afghanistan.

Det er lyden af bombefly, der med et hult brag går i luften på nye missioner. Det er lyden af de amerikanske specialstyrkers generalprøve på dommedag, når de et par kilometer vest for byen gennemfører deres militærøvelser, og bombebragene skralder i horisonten, som om bunden er gået ud af en silo fyldt med bilvrag.

Det er smældet fra Talebans daglige bombeattentater eller den tørre skratten fra en kalashnikov, der annoncerer, at endnu en fjende af fundamentalismens hellige krigere er blevet likvideret.

Krigens tabere

Det er krigens muzak, og den har ingen faste sendetider. Den er der dag og nat og altid.

Men det er Talebans bidrag, der som et paukeslag dikterer rytmen i hjerteslaget hos Kandahars indbyggere, og deres hjerter slår i frygt, dag og nat og altid.

Der er krig i Kandahar, og endnu er den uafgjort. Men en krig er for længst blevet afgjort. Det er mændenes krig mod kvinderne, og om taberen er der ingen tvivl. Det er kvinderne, der har tabt.

Maryam Durani, en ung kvinde på 28 år, kom i 2012 på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer. På væggen i hendes kontor hænger der et fotografi, der viser hende stående midt imellem USA’s tidligere udenrigsminister Hilary Clinton og præsidentfrue Michelle Obama.

Et stort, indrammet ark forklarer anledningen til, at en ung, ukendt kvinde fra Kandahar pludselig befinder sig i så prominent selskab i den vestlige verdens uformelle hovedstad, Washington. Hun har fået tildelt den amerikanske udenrigsministers ’International Women of Courage Award’ for sit forsøg på at give afghanske kvinder en stemme på trods af »umådelige sikkerhedsmæssige og sociale udfordringer«.

Og mod har Maryam Durani med det direkte blik. To gange har hun været tæt på døden, da Taleban angreb Provinsrådet, hvor hun har et af de fire sæder, der er reserveret til kvinder ud af i alt 15 pladser.

En bilbombe eksploderende lige uden for bygningen, hvor hun arbejder, og en byge af glassplinter haglede ned over hende. Seks mennesker blev dræbt, mens Maryam Durani slap med de ar, der stadig tegner lyse streger hen over hendes hænder og underarme.

Anden gang blev bygningen stormet af selvmordsbombere. De blev nedkæmpet af sikkerhedsvagterne, men ikke før 13 mennesker havde mistet livet. Også denne gang slap Maryam Durani med livet i behold. Det tredje attentat var ikke rettet mod hende selv. Men alligevel var det det, der efterlod hende med det største, stadig åbne sår.

Få minutter efter, at hun havde taget afsked med Sitara Achikzai, en 50-årig kvinde, der ligesom hun selv sad i Provinsrådet og i kraft af sin erfaring og ildhu var en mentor og rollemodel for den langt yngre Maryam, blev hendes forbillede skudt ned på åben gade. Nu tre år efter må hun stadig standse op og trække vejret dybt, før hun kan fortsætte sin beretning.

Anders Sømme Hammer

Mange fjender

Hun lever uden livvagter, men hun siger det ligeud. »Hver morgen, når jeg tager hjemmefra, ved jeg ikke, om jeg nogen sinde kommer hjem igen.« Hendes eneste beskyttelse er den æblegrønne burka, som hun hader at gå med. Men under den er hun anonym.

Ja, modig er hun Maryam Durani. Men er hun også en af verdens mest indflydelsesrige kvinder?

Hun driver en radiostation Merman, det betyder kvinde, og musik veksler med oplysning til kvinder om deres rettigheder. Hun har en skønhedssalon og en systue, hvor kvinder producerer håndarbejde, der sælges på de amerikanske militærbaser.

Maryam Durani har mange fjender. Taleban, som stræber hende efter livet, er ikke den eneste. Hun har mistet medarbejdere og nære kolleger. Men det er ikke hver gang Taleban, der har slået kvinderne ihjel. Det kan også være deres egne familier, som mener, at en kvinde, der arbejder ude, bringer skam over sin familie.

Maryam Durani har brug for at finansiere sine mange aktiviteter. Den amerikanske ambassade betaler halvdelen af udgifterne til radio Merman. Reklamer i sendetiden for bl. a. mobiltelefoner og computere bidrager også. Men hun har brug for donorer. Og her møder hun modstand fra uventet hold. Den afghanske regering, hvis erklærede målsætning det er at støtte kvindernes frigørelse, modarbejder hende systematisk. Donorpenge skal fordeles af regeringen, og når de når frem til hende, er 80 procent af dem forsvundet.

Da hun skal fortælle om sine projekter, tager frustrationen overhånd, og hun fortaber sig i en endeløs række af eksempler på, hvordan hendes arbejde saboteres. Det er helt tydeligt: Afghanistans ’mest indflydelsesrige kvinde’ føler sig magtesløs.

»Regeringen er ikke interesseret i at støtte kvinderne,« siger hun vredt. »De er bare ude på at fylde deres egne lommer.«

Maryam Durani voksede op som flygtning i Iran, og selv om det måske lyder mærkeligt i en vesterlændings ører, var det under det teokratiske regime, at hun fik en ide om, at et kvindeliv kunne være langt friere.

Kvinder gik ikke med burka. Hun kunne gå alene på gaden, besøge en biograf, sidde på en bænk i en park, alt sammen selvfølgeligheder, hun var udelukket fra, da hun med sin familie ankom til Kandahar i 2002 samme år, som Hamid Karzai blev leder af Afghanistans regering.

»Dengang var der håb og tillid til regeringen. De lovede stop for korruption, de lovede menneskerettigheder, men de leverede intet af det. De magtfulde har våben, og de bruger dem.«

Når de udenlandske styrker drager bort i 2014, forsvinder også den sidste mulighed for at lægge pres på den afghanske regering, siger hun. Så vil kvinders situation kun blive værre.

De fleste af de donorer, der bakkede op bag Maryam Duranis projekter, har allerede forladt Kandahar. Endnu er der radioen. Og hver morgen forlader hun det hus, som hun aldrig ved, om hun skal gense igen, for at sidde på sin plads i radiostudiet og utrætteligt minde kvinder om deres rettigheder.

Drømmen om kærlighed

Sha Kheda Hussain er 54 år gammel. Hun har et budskab. Afghanistan er træt af krig. Det er det, hun fortæller de kvinder, som hun utrætteligt besøger hjemme i deres familier i sin egenskab af aktivist for Afghan Women’s Network, en FN-relateret organisation, som blev stiftet i 1995.

»Jeg siger til kvinderne: Lad ikke jeres drenge deltage i krigen, lad dem ikke konstruere vejsidebomber, lad dem ikke lære at håndtere en kalashnikov. De unge vil have fred. Giv dem en uddannelse.«

Sha Kheda Hussain har otte børn, fem drenge og tre piger. Hun har også en 12 år ældre mand, som hun blev tvangsgiftet med i en alder af 14. Hun kan takke sin egen viljestyrke for, at hun stadig er enehustru. I dag er manden gammel og svækket, og hun omtaler ham knap nok. »Mænd vil aldrig give afkald på magten over familien,« siger hun. Men alderen kan tage den fra dem, når hustruen er langt yngre. Det sidste siger hun ikke. Men hendes tonefald siger det.

I et hjørne af værelset sidder hendes 19-årige søn, Faisel, som kun er en måned fra at tage den afsluttende eksamen efter 12 års skolegang. Hans ansigt er blødt og ufærdigt. Håret ligger i et fald ned over panden. Faisel har en drøm, og den har sat ham på konfrontationskurs med en mor, som han ellers ser op til. Det er hele hendes livssyn, han udfordrer. Han vil ind i specialstyrkerne og kæmpe med våben i hænderne.

Han nikker, når hans mor siger, at hun er imod arrangerede ægteskaber og går ind for kærlighedsægteskaber, selv om hun ved kærlighedsægteskab ikke helt forstår det samme som i Vesten.

Det er stadig forældrene, der skal finde en passende partner, men de to unge skal have tid til at lære hinanden at kende og give deres samtykke. Eller sige nej.

Faisel nikker igen. Alene det, at han skal tages med på råd, når det kommer til det ægteskab, der vil vare hans liv ud og bestemme, om lykke eller ulykke skal være grundtonen, er en ny og uventet frihed.

Men Faisel drømmer om at kunne betjene en kalashnikov. Han tror på det, hans mor ikke tror på. At våben kan skabe fred. Eller også er han bare ung og har behov for at afprøve sine kræfter med sit bidrag til krigens dystre muzak, der nu i 11 år har hængt over Kandahar. Det er det store nederlag i Sha Kheda Hussains liv. Hendes egen søn afviser hendes håb om fred.

Hun får ofte dødstrusler på grund af sin aktivisme. De kommer over mobiltelefonen, og hun indrømmer, at hun er bange. Rejse til udlandet vil hun ikke. Afghanistan er hendes land. Men børnene ville hun gerne sende bort, hvis hun blot havde pengene. Og de måtte ikke vende hjem igen, før der var fred. Hun har mareridt om natten. En mand nærmer sig hende med en skudklar kalashnikov i hånden.

Det er overflødigt at nævne, at Sha Kheda Hussain på gaden bærer burka. »En kvinde bliver slået ihjel, hvis hun viser sig uden,« siger hun uden omsvøb.

’Forbryderne har magten’

Rangina Hamidi sidder omgivet af håndbroderede sjaler og bryllupskjoler. Hun er vokset op to steder i verden, der er så forskellige, som tænkes kan. Hun var barn i Quetta, hovedstaden i Kandahars pakistanske naboprovins, Baluchistan, og hun var teenager i Virginia, USA. I dag er hun på besøg i Kandahar, hvor hendes familie oprindelig kom fra. Hun mestrer begge sprog, engelsk og pashto lige flydende.

Det er et stort og smertefuldt før og efter i Rangina Hamidis liv. Datoen er den 27. juli 2011.

Hun kom til Kandahar i 2003 og opbyggede en virksomhed, Kandahar Treasure, der beskæftiger 350 syersker, heraf 22 på en systue, resten hjemme. De leverer skjorter, sjaler og bryllupskjoler med håndbroderede mønstre baseret på gammel islamisk tradition. Hendes varer bliver solgt på amerikanske baser, men hun er også begyndt at eksportere sine smukt forarbejdede tekstiler.

Kandahar Treasure er selvfinansierende. Rangina Hamidi får ingen løn og har bortset fra kortere perioder ikke modtaget nogen støtte udefra. Hun arbejder for kvinderne på sin systue. I otte år tænker hun på Kandahar som sit hjem.

Så bliver det den 27. juli 2011. Derefter skal hun aldrig mere tænke på Kandahar som et sted, hvor hun har en fremtid.

Hendes far, Ghulam Haider Hamidi, har i 25 år været revisor i et rejseselskab i Virginia. I 2007 tiltræder han stillingen som borgmester i verdens mest terrorhærgede by. I sine eksilår har han ofte besøgt Kandahar og engageret sig i lokalpolitik. Han har tætte forbindelser til præsident Karzais familie, og det er det, der skaffer ham stillingen.

Uventet for alle viser han sig kompromisløs modstander af byens skamløse korruption. Han vil have samme orden i Kandahar, som han altid har haft i sine regnskaber. Den 27. juli 2011 modtager han i haven foran sit kontor en delegation af borgere, der protesterer mod hans planer om bysanering. En af dem griber ham i armen og udløser en bombe skjult i sin turban.

I det følgende år er Rangina Hamidi tæt på at opgive. Hun tager tilbage til USA og kommer kun på tre korte besøg i Kandahar. »Du må ikke forlade os,« siger hendes syersker. Det er deres bøn, der får Rangina til at indse, at hun ikke bare kan kaste sit ansvar fra sig, uanset hvor lammet hun er af sorgen over mordet på sin far. Og så genoptager hun sine besøg i Kandahar. Men hvad Afghanistan angår, er hun blevet kynisk og pessimistisk.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes far er blevet dræbt af af det, hun kalder »elementer inden for regeringen«. »De kriminelle, krigsherrerne, narkobaronerne, tyvene, der har ødelagt dette land gennem 35 år, og som stadig er ved magten. Det var dem, han bekæmpede, og det var dem, der truede ham.«

Ifølge den officielle version var det Taleban, der stod bag drabet. Men det tror Rangina Hamida ikke på. Hendes far modtog aldrig en eneste trussel fra Taleban, fra højtstående embedsmænd i regeringen og den lokale administration derimod mange.

I 2009 var han udsat for det første attentatforsøg, da en fjernstyret bombe forvandlede hans bil til et vrag. Mirakuløst slap han uskadt.

Samme aften stod nye trusler i kø på hans mobiltelefon. Sidst på aftenen kom der et opkald fra Pakistan, fra grænsebyen Chaman, ikke langt fra Kandahar. Den talende præsenterede sig som kommandant i Taleban. »Jeg vil ikke have, du skal tro, at vi står bag,« sagde han. »Du skal vide, at vi værdsætter det arbejde, du gør som borgmester.«

Ranginas far ligger begravet i Quetta, hvor hun tilbragte sin barndom. Byen er siden blevet hjemsted for Talebans eksilerede ledelse omkring Mullah Omar, den såkaldte Quetta Shura. Flere fra Mullah Omars inderkreds deltog i begravelsen og kom personligt hen for at kondolere hende. »Hvorfor i alverden skulle de gøre det, hvis de havde myrdet ham?« spørger hun.

Hendes konklusion er bitter. Efter det første attentatforsøg tryglede hun sin far om at trække sig som borgmester. »Jeg syntes ikke, at han hørte hjemme i disse korrupte omgivelser. Jeg kunne ikke se, at det gjorde ham noget godt. ’Jeg vil hellere dø, mens jeg udretter noget,’ svarede han mig. Var det så ofret værd? Nej, det mener jeg ikke. Han gav sit liv for en regering af forbrydere.«

Verdens modigste kvinder bor i Kandahar. Men indflydelse har de ikke. Hver dag fyldes deres mund af den bitre smag af afmagt.

Serie

Seneste artikler

  • Guerilla-krigens usynlige gud

    18. maj 2013
    I den asymmetriske krig er der to versioner af alting. Men kuglerne og bomberne taler deres eget sprog. Det samme gør angsten. Og ligene af 12 dræbte børn lagt på en lang række
  • ’Der er ingen fred i mit hjerte’

    11. maj 2013
    Selv på bunden af Kandahars mørke har de afghanske kvinder et håb og en drøm om et bedre liv. De fleste af dem har set en lille flig af det – en flig af menneskeværd, af mulighed og af en verden uden kvindehad
  • Historien om en krigsherre

    4. maj 2013
    Mir Alam er ikke primært en forbryder. Han repræsenterer den blodige fremtid, krigen har beredt for Aghanistan
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Wulff
  • Jens Allan Jensen
  • Pia Mørk
  • Vibeke Rasmussen
  • Tom Paamand
  • Jens Frederiksen
  • Jens Guttorrm
Peter Wulff, Jens Allan Jensen, Pia Mørk, Vibeke Rasmussen, Tom Paamand, Jens Frederiksen og Jens Guttorrm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg sætter virkelig stor pris på at blive informeret om hvordan hverdagslivet er i Afghanistan, især fordi det er på dansk og fra en troværdig journalist.
Ellers er jeg det meste af tiden henvist til diverse internationale medier, youtube-videoer postet af private personer, hvor det ikke altid fremgår hvor fra og hvornår kilden er, og blogge.

Så tak, tusinde tak, de bliver delt flittigt!

ellen nielsen

Hvad nytter det, at kvinderne er modige og stærke,
når de intet har at skulle ha' sagt i samfundet?
Stærke, unge mænd flygter til udlandet, da de tilsyneladende ikke gider og ikke behøver at være stærke og modige i deres hjemland!
Og hr. Jensen synes jo tilsyneladende, at alle disse mænd bør tildeles flygtningestatus i DK eller Vesten!

ellen nielsen

"troværdig journalist?"
Muligvis,
men absolut ikke objektiv!
Og er der noget vi behøver i DK, så er det objektivt journalistik fra udlandet!
Enhver kan tage enkelt-personer eller en enkelt gruppe ud og skrive om deres liv,
men hvis ikke det sættes ind i en større helhed, har det ikke en reel oplysende karakter, som fortæller os noget som helst!

Michael Kongstad Nielsen

Nej, Ellen Nielsen, jeg mener faktisk amerikanerne. For de startede krigen uden FN-mandat.
http://da.wikipedia.org/wiki/Krigen_i_Afghanistan_(2001-nutid)

USA´s krig gik under navnet "Enduring Freedom"
http://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Enduring_Freedom
og denne operation fortsatte efter FN´s stillingtagen til situationen.

FN vedtog resolutioner tre måneder efter krigens begyndelse og efter Talebans fald, om at FN ønskede at opretholde fred og sikkerhed i området i form af ISAF-styrken, der dog ikke erstatter Enduring Freedom, der fortsatte. Se det danske forsvars forklaring her:
http://forsvaret.dk/trr/p%C3%A5r%C3%B8rende%20kontakt/afghanistan%20(isaf)/Pages/Nyheder%20fra%20ISAF.aspx

Peter Pedersen

Michael Kongstad

Det er muligt, jeg husker galt, men er det ikke dig, der studerer til historiker ?
Under alle omstændigheder er din viden - og historiske grundlag utroligt mangelfuldt.

USA blev direkte angrebet, 11 SEP 2001, og havde i fuld overensstemmelse med
FN Chartrets regler om selvforsvar ubetinget ret til at invadere Afghanistan i 2001, hvorfra angrebet og den fortsatte trussel om gentagelser udsprang.

Retten til selvforsvar kan aldrig kræve mandat fra FNs sikkerhedsråd (Art. 51), men UN SC har imidlertid efterfølgende ubetinget legitimeret både invasionen og den efterfølgende indsats i Afgh. gennem de mange enstemmige resolutioner , der har forlænget ISAF-landenes mandat og opgaver i landet.

Derudover kan det vel næppe være andet end sarkasme, når du antyder, at kvindernes problemer skyldes USA !??

Under alle omstændigheder skal jeg for god ordens skyld gerne citere den afghanske kvinderetsgruppe, RAWAs hjemmeside om de vanvittige regler, der strider mod al sund fornuft, som Taliban indførte og håndhævede over for kvinder og mænd, ved deres magtovertagelse i 1996, hvilket desuden inddrager citater fra FN rapporter :

"Taliban restrictions and mistreatment of women include the:

1- Complete ban on women's work outside the home, which also applies to female teachers, engineers and most professionals. Only a few female doctors and nurses are allowed to work in some hospitals in Kabul.

2- Complete ban on women's activity outside the home unless accompanied by a mahram (close male relative such as a father, brother or husband).

3- Ban on women dealing with male shopkeepers.

4- Ban on women being treated by male doctors.

5- Ban on women studying at schools, universities or any other educational institution. (Taliban have converted girls' schools into religious seminaries.)

6- Requirement that women wear a long veil (Burqa), which covers them from head to toe.

7- Whipping, beating and verbal abuse of women not clothed in accordance with Taliban rules, or of women unaccompanied by a mahram.

8- Whipping of women in public for having non-covered ankles.

9- Public stoning of women accused of having sex outside marriage. (A number of lovers are stoned to death under this rule).

10- Ban on the use of cosmetics. (Many women with painted nails have had fingers cut off).

11- Ban on women talking or shaking hands with non-mahram males.

12- Ban on women laughing loudly. (No stranger should hear a woman's voice).

13- Ban on women wearing high heel shoes, which would produce sound while walking. (A man must not hear a woman's footsteps.)

14- Ban on women riding in a taxi without a mahram.

15- Ban on women's presence in radio, television or public gatherings of any kind.

16- Ban on women playing sports or entering a sport center or club.

17- Ban on women riding bicycles or motorcycles, even with their mahrams.

18- Ban on women's wearing brightly colored clothes. In Taliban terms, these are "sexually attracting colors."

19- Ban on women gathering for festive occasions such as the Eids, or for any recreational purpose.

20- Ban on women washing clothes next to rivers or in a public place.

21- Modification of all place names including the word "women." For example, "women's garden" has been renamed "spring garden".

22- Ban on women appearing on the balconies of their apartments or houses.

23- Compulsory painting of all windows, so women can not be seen from outside their homes.

24- Ban on male tailors taking women's measurements or sewing women's clothes.

25- Ban on female public baths.

26- Ban on males and females traveling on the same bus. Public buses have now been designated "males only" (or "females only").

27- Ban on flared (wide) pant-legs, even under a burqa.

28- Ban on the photographing or filming of women.

29- Ban on women's pictures printed in newspapers and books, or hung on the walls of houses and shops.

Apart from the above restrictions on women, the Taliban has:

- Banned listening to music, not only for women but men as well.

- Banned the watching of movies, television and videos, for everyone.

- Banned celebrating the traditional new year (Nowroz) on March 21. The Taliban has proclaimed the holiday un-Islamic.

- Disavowed Labor Day (May 1st), because it is deemed a "communist" holiday.

- Ordered that all people with non-Islamic names change them to Islamic ones.

- Forced haircuts upon Afghan youth.

- Ordered that men wear Islamic clothes and a cap.

- Ordered that men not shave or trim their beards, which should grow long enough to protrude from a fist clasped at the point of the chin.

- Ordered that all people attend prayers in mosques five times daily.

- Banned the keeping of pigeons and playing with the birds, describing it as un-Islamic. The violators will be imprisoned and the birds shall be killed. The kite flying has also been stopped.

- Ordered all onlookers, while encouraging the sportsmen, to chant Allah-o-Akbar (God is great) and refrain from clapping.

- Ban on certain games including kite flying which is "un-Islamic" according to Taliban.

- Anyone who carries objectionable literature will be executed.

- Anyone who converts from Islam to any other religion will be executed.

- All boy students must wear turbans. They say "No turban, no education".

- Non-Muslim minorities must distinct badge or stitch a yellow cloth onto their dress to be differentiated from the majority Muslim population. Just like what did Nazis with Jews.

- Banned the use of the internet by both ordinary Afghans and foreigners.

And so on...

Many of the anti-women rules that Taliban practiced were first of all the rules formulated and practiced by Rabbani-Massoud government after they came to power in 1992, but no one talk about them and it is painful that today even they are called the champaions of women's rights!!

ON November 8, 1994 the UN Secretary-General presented the interim report on the situation of human rights in Afghanistan prepared by Mr. Felix Ermacora, Special Rapporteur of the Commission on Human Rights, in accordance with Commission on Human Rights resolution 1994/84 of 9 March 1994, and Economic and Social Council decision 1994/268 of 25 July 1994.

Parts of the report about women's rights sitaution says:

The Special Rapporteur's attention has been drawn to the Ordinance on the Women's Veil, which is reported to have been issued by a nine-member professional committee of the High Court of the Islamic State of Afghanistan and which reads as follows:

"A denier of veil is an infidel and an unveiled woman is lewd".

"Conditions of wearing veil:

1. The veil must cover the whole body.
2. Women's clothes must not be thin.
3. Women's clothes must not be decorated and colourful.
4. Women's clothes must not be narrow and tight to prevent the seditious limbs from being noticed. The veil must not be thin.
5. Women must not perfume themselves. If a perfumed woman passes by a crowd of men, she is considered to be an adulteress.
6. Women's clothes must not resemble men's clothes.

"In addition,

1. They must not perfume themselves.
2. They must not wear adorning clothes.
3. They must not wear thin clothes.
4. They must not wear narrow and tight clothes.
5. They must cover their entire bodies.
6. Their clothes must not resemble men's clothes.
7. Muslim women's clothes must not resemble non-Muslim women's clothes.
8. Their foot ornaments must not produce sound.
9. They must not wear sound-producing garments.
10. They must not walk in the middle of streets.
11. They must not go out of their houses without their husband's permission.
12. They must not talk to strange men.
13. If it is necessary to talk, they must talk in a low voice and without laughter.
14. They must not look at strangers.
15. They must not mix with strangers."

Kilde http://www.rawa.org/rules.htm

Googler du, han du sagtens finde artikler fra fx. Information af bla. Charlotte Aagaard, og andre troværdige journalister og andre, der har oplevet forholdene ved selvsyn, under Talibans terrorregime.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Pedersen - Krigen mod terror, som Bush proklamerede, er ikke i overensstemmelse med FN-pagten. FN-pagten omhandler medlemmernes, det vil sige staters, pligt til at opretholde fred og sikkerhed, og søge deres eventuelle konflikter med andre stater løst ved fredelige midler, og til altid at undlade at true eller udføre voldelige handlinger mod andre stater. I følge kap. VII kan et medlem dog bruge vold i selvforsvar, indtil Sikkerhedsrådet får taget stilling til sagen. Men selvforsvarsreglen handler om stater, ikke kriminelle organisationer, befolkningsgrupper, religiøse sekter eller narkobander, for at nævne nogle tænkte eksempler.

Afghanistan var ikke angriber mod USA, men formodedes at huse bagmændene bag angrebet. Det er ikke nok til efter FN-pagten at invadere landet og afsætte regeringen. FN tog stilling til sagen tre måneder senere, og fandt situationen truende mod fred og sikkerhed i hele regionen, derfor besluttede sikkerhedsrådet ISAF løbende over et halvt år. Desværre blev det til 11 år, med alle de manglende og fejlagtige resultater, som vi kender.

Her er et læserbrev fra Nordjyske Stiftstidende fra 2010:
http://www.carstenkofoed.dk/laeserbreve/2010/0428-ck.htm

og her er et tidligere Carsten Jensen-indlæg:
http://www.information.dk/289333

Peter Pedersen

Kongstad

Hvis du skal gennemføre et universitetsstudie, bør du være langt mere kritisk med dine kilder - og ikke bare henvise til i Wikip.. og et par avislinjer i et lokalblad samt i øvrigt en ensidig jubelnar, som Carsten Jensen.

Uanset Bushs spin-doktor-retorik, er det dog kun invasionen af AFGHANISTAN, der er relevant her. ALLE i FN var jo enige om, at Al Q angrebene udsprang fra Afghanistan.

Ved reelle og alvorlige trusler mod en nations sikkerhed skelnes der folkeretligt IKKE om truslen kommer fra en regering eller fra en organisation som Al Q.
Spørgsmålet gælder ene og alene truslens karakter og styrke, og allerede fordi angrebet 11 SEP reelt klart opfylder de folkeretlige betingelser for juridisk at kunne betegnes som folkedrab, er det folkeretligt lovligt at gå efter at fjerne en sådan trussel.

Desuden havde Al Q. med afsæt fra Afghanistan jo en lang række andre, tidligere angreb på samvittigheden, som fx. i Dar es Salaam, Tanzania og i Nairobi, Kenya (1998), hvor mere end 230 sagesløse personer blev slået ihjel,
er der ingen tvivl om at FN chartrets betingelser om selvforsvar - enkeltvist og kollektivt er opfyldt - og desuden en fare for verdensfreden - i klar modstid mod UN CH.

Målet var reelt ikke at afsætte Taliban, men blev en sideeffekt, da de forsvarede sig mod Bin Ladens & Co.s pågribelse / nedkæmpelse - på trods af flere enstemmige FN resolutioner om at han skulle udleveres.
Reelt var det den afghanske Nordalliance, med godt 15-20.000 mand, der afsatte Taliban,
(Historie fra BBC 2001 : http://news.bbc.co.uk/2/hi/1552994.stm)
idet USA valgte at søge støtte fra CIAs gamle allierede fra kampen mod Sovjet invasionen.
Ganske vist blev Taliban afsat med støtte af et par hundrede vestlige specialstyrke-soldater, og Nato-bombefly, men det var reelt afghanerne selv, der væltede Taliban-regimet, og ikke USA, UK (og DK) som sådan.

Når du jo nu har læst lidt i UN Chartret om fred og sikkerhed, burde du således også forstå, at man derefter har en vis folkeretlig forpligtelse til at hjælpe landet med et vist omfang af stabilitet, lov og orden - særligt i et land som Afgh. der på det tidspunkt havde været i borgerkrig i 28 år
- og hvor INGENting som hospitaler og klinikker mv. ikke eksisterende eller fungerede,
idet vi som nationer havde været medvirkende til, at der nu slet ikke er nogen ledelse men KUN udsigt til mere ustabilitet (og idet verdenssamfundet reelt havde vendt afghanerne ryggen, da Sovjetunionen trak sig ud)

Alt dette sidstnævnte bevirkede jo netop at det ville være direkte i modstrid med hele ideen med FN-systemet, såfremt vesten igen havde vendt ryggen til og ladet afghanerne passe sig selv.
Et endnu mere ustabilt Afghanistan som nabo til atom-magten Pakistan og det lige så ustabile Iran, samt yderst tvivisomme stater som Tajikistan og Uzbekistan samt Turkmenistan var - og er - naturligvis en trussel mod verdensfreden som helhed.

Vedr. "manglende resultater" er du også galt på den :
Når man skal opbygge et så ustabilt land - bogstaveligt fra et økonomisk stenalderstade - er det ikke noget der gøres over night,
og selvfølgelig er der begået en række fejl, da denne type nation building aldrig er prøvet tidligere.
Men selv stabile og relativt velfungerende stater som de tidligere britiske- , og andre europæiske - kolonier, har jo fortsat en uhyggelig lang vej at gå, førend der var - eller bliver tale - om et stabilt demokrati.

Michael Kongstad Nielsen

Pedersen - jo, der skelnes folkeretligt mellem - på den ene side - staters, og - på den anden side - organisationers, enkeltpersoners eller grupper af personers lovovertrædelser. De sidstnævnte må behandles efter den enkelte stats egne retsregler, som i den civiliserede del af verden indbefatter almindelige retsgarantier såsom at blive stillet for en dommer. Derfor er Guantanamo også ulovlig og folkeretsretsstridig.

Peter Pedersen

Michael Kongstad.

Dit synspunkt er igen en klar misforståelse.

Den internationale (folke)ret er udviklet gennem flere århundreder, og UN Chartret er jo IKKE Moses tavler, den Hellige Koran eller andet, der er givet direkte af den almægtige Gud, men er – i hvert fald oprindeligt - reelt en traktat indgået mellem et antal lande.

Udgangspunktet for internationale traktater er, at disse KUN forpligter og gælder for stater, der har tiltrådt den pågældende traktat. Der er ikke krav om at alle stater skal være medlemmer af FN – fx var Schweiz ikke medlem af FN før 2002 .
I international ret gælder dog også, at visse traktater og konventioner opfattes som international sædvaneret – (Customary International Law), hvilket indebærer, at alle regler i en given traktat – eller enkelte af disse - gælder for enhver stat, uanset, om staten er medlem eller ej.

Men læser du ordlyden i UN CH (UN Charter) artikel 51 :
"Article 51: Nothing in the present Charter shall IMPAIR the INHERENT right of collective or individual self-defence if an armed attack occurs against a member of the United Nations,.."
…Er det m.a.o. klart direkte i FN chartret anerkendt, at (i hvert fald) denne uadskillelige, iboende ret til selvforsvar, der gjaldt før FNs oprettelse (og før League of Nations), gælder fortsat.

At det IKKE er afgørende, at en trussel skulle komme fra en stat som sådan, ses ligeledes direkte af ordlyden af UN CH, og der er intet i traktaten, der støtter din påstand om det modsatte.
Omvendt er der heller intet i UN CH der BESKYTTER kriminelle organiseringer som Al Q. eller lign. fra at blive nedkæmpet, hvis de angriber - eller udgør en reel og tilstrækkelig stor trussel (sådan som tilfældet reelt var). Hertil gælder dog en yderligere grænse ved proprotionalitets-princippet, der er udviklet af uskrevne sædvaneret.

En god ide i tekst- og traktatfortolkning er altid at inddrage lidt sund fornuft OG den virkelige verden tankerækken :
Forestil dig fx at Pakistanske Taliban fik fat i Pakistans A-våben, og truede fx Indien med A-angreb mod fx New Delhi og Mombai, hvilket ville forårsage millioner af dræbte. Indien og evt. allierede ville naturligvis være fuldt berettiget til at nedkæmpe truslen, uanset, at det ikke var nogen stat, der truede. Selvforsvaret har jo netop som grundlæggende formål at beskytte egen stat og dens indbyggere, med de rettigheder, der følger deraf.

Den reelle trussel fra Al Q. og Bin Laden opstod jo heller ikke bare ud ad den blå luft, i SEP 2001, men - som tidligere nævnt - havde det samlede UN SC inden da, for længst erkendt,
at Bin Laden & Co. med al overvejende sandsynlighed stod bag en række terrorhandlinger, hvor hundredevis af uskyldige mennesker blev dræbt, sprængt i småstykker eller på anden måde lemlæstet, - som fx I Tanzania og Kenya. Dette afspejler sig klart i række UN SC resolutioner, som fx :

Res. 1189, (1998): Taliban skal Stoppe med at huse terrorister, UN SC beslutter : Afgh. udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed og skal stoppe de interne kampe.

Res. 1214 (1998) : Ordre : Stop med at huse terrorister, stop den interne krig, stop med narkoproduktion og traffiking, og stop diskriminaion af piger og kvinder. Afgh. fortsat en trussel mod fred og sikkerhed i verden.

Res. 1267 (1999) : Overgiv straks Bin Laden til de rette myndigheder til retsforfølgelse, iht. anklageskriftet fra USAs anklagemyndighed.

Res. 1333 (DEC 2000) : kræver igen, at Taliban udleverer OBL, og gentager : stop med at huse terrorister iht. res. 1267.

Res. 1363 (juli 2001) : Gentager UN SC: Taliban skal overholde de krav, fastslået i res. 1267 – og de øvrige res.

Res. 1368 (12 SEP 2011) : Fordømmer på det kraftigste angrebene, 11 SEP og understreger, at sådanne handlinger, er international terrorisme, og dermed en direkte alvorlig trussel mod den internationale fred og sikkerhed.
Og videre : ( indlæs UN SC :) “ Calls on all States to work together urgently to bring to justice the perpetrators, organizers and sponsors of these terrorist attacks and stresses
that those responsible for aiding, supporting or harbouring the perpetrators, organizers and sponsors of these acts will be held accountable.”

Desuden understreges det : “ Recognizing the inherent right of individual or collective self-defence in accordance with the Charter”.

Kilder : http://www.un.org/en/sc/documents/resolutions/index.shtml

Men allerede med res. 1368 blev der rent faktisk givet FN-hjemmel til at komme efter Al Q. - men samtidigt også Taliban for at huse og på andre måder støtte og beskytte AL Q. –samtidigt med at SC reelt har givet OK til at invadere Afghanistan,
– uanset, at det som nævnt ikke var nødvendigt med FN mandat , iht. den iboende, uadskillelige ret til self defence, der allerede fremgår af Chartret og customary international law.

Taliban var et illegitimt styre, der havde taget magten ved et voldeligt, vedvarende kup, og var kun anerkendt af 3 – tre – nationer i verden incl. Pakistan (hvis efterretningstjeneste ISI, selv støttede oprettelsen, og fortsat støtter Taliban).
At regimet blev afsat som en bi-effekt kampen for at standse truslen mod omverdenen, er der heller intet folkeretligt i vejen for.

Kikker du videre i sikkerhedsrådets dokumenter vil du se, at allerede res 1378, NOV 2001 ses det :

“3.
(indlæs UN SC) Affirms that the United Nations should play a central role in supporting the efforts of the Afghan people to establish urgently such a new and transitional administration leading to the formation of a new government and expresses its full support for the Secretary-General’s Special Representative in the accomplishment of his mandate, and calls on Afghans, both within Afghanistan and among the Afghan diaspora, and Member States to cooperate with him;

4.
Calls on Member States to provide:
– support for such an administration and government, including through the
implementation of quick-impact projects,
– urgent humanitarian assistance to alleviate the suffering of Afghan people both
inside Afghanistan and Afghan refugees, including in demining, and
– long-term assistance for the social and economic reconstruction and
rehabilitation of Afghanistan and welcomes initiatives towards this end;”

5.
Encourages Member States to support efforts to ensure the safety and security of areas of Afghanistan no longer under Taliban control, and in particular to ensure respect for Kabul as the capital for all the Afghan people, and especially to protect civilians, transitional authorities, United Nations and associated personnel, as well as personnel of humanitarian organizations;..”

Dermed gav FN allerede i NOV 2001 klare opfordringer til alle medlemslande til at yde direkte støtte til sikkerhed, ro og orden og i særdeleshed i beskyttelselsen af civile og overgangs-myndigheder mv.

Læs selv de efterfølgende resolutioner,

Dette er ganske vist en lidt overfladisk frokost-pause-gennemgang, og pamfletten her egner sig slet ikke til dybere juridiske redegørelser, men jeg må gentage, at invasionen af Afgh. var og er i fuld overensstemmelse med Folkeretten.

At holde ”fingrene væk” – som du fremførte, USA (og alle lande andre) skulle have gjort, - ville ikke have været i modstrid med de enstemmige UN SC resolutioner, og ikke mindst med selve ånden og ideen med selve FN traktaten; om at forsøge at skabe en stabil og fredelig verden.

At vende ryggen til problemerne i verden, blandt de lande, der har det sværest, - som Fx Afghanistan mener jeg er udansk og direkte moralsk forkasteligt - og desuden - om ikke andet - i klar modstrid mod vores egne sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser.

Peter Pedersen

Kongstad

Ps. jeg glemte at nævne, at du blander tingene ganske alvorligt sammen, når du nu pludselig trækker Guantanamo-kortet.

Den humanitære folkeret, hhv. de øvrige menneskerettigheder, der i vores del af verden ville beskytte kombattanter / hhv. "ulovlige" kombattanter, der fx er interneret i lejre, - når en væbnet konflikt først er gået i gang (såkaldt jus in bello) -
er et helt andet regelsæt, end spørgsmålet om legitimeringen af selve invasion, FORUD for denne (tit benævnt, Jus ad bellom).

Det er vigtigt at holde snotten ude af skægget - også i international-retlig sammenhæng.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Pedersen.
Jeg tror jeg vil medgive, at reglen om selvforsvar i FN-pagtens § 51 giver en stat (et medlem) ret til at forsvare sig mod væbnede angreb, der ikke kun kommer fra andre stater, men også fra ikke-statslige organisationer eller grupper. Selvforsvaret skal i så fald rettes mod angriberen og ikke mod stater, og det skal erstattes af FN´s senere stillingtagen til forholdsregler. Ingen af de to sidstnævnte betingelser var overholdt i Afghanistan. USA´s selvforsvar blev ikke rettet mod angriberen, men mod hele staten Afghanistan, hvilket var ude af proportion, og USA lod ikke FN overtage voldsanvendelsen i henhold til FN-pagten, men fortsatte selv sit eget angreb. FN har ikke haft grundlag for at invadere staten Afghanistan, og ikke haft grundlag for at afsætte regeringen og indsætte en ny, kræve ny forfatning og afholdelse af valg osv.

Michael Kongstad Nielsen

Peter Pedersen - med hensyn til Guantanamo:
der er ikke nogen folkeretligt anerkendt krig - kun USA´s selvforsvar, der som sagt var ude af proportioner. Der er ikke en krig mellem stater i henhold til FN-pagten, og ikke nogen jus in bello, kun forfølgelse af kriminelle eller grupper af kriminelle. Og sådan nogle skal have almindelige retsgarantier, kunne forsvare sig og blive stillet for en dommer.

Peter Pedersen

Kongstad

Vi kunne fortsætte debatten, såfremt du gad at læse og forholde dig til mine indlæg i deres fulde sammenhæng, - incl. de FN sikkerhedsrådsresolutioner, jeg har citeret -
samt min forklaring af, at både invasionen og den fortsatte ISAF-indsats i Afghanistan er i fuld overensstemmelse med gældende folkeret, og fuldt legitimeret af FNs sikkerhedsråd -
- i stedet for, at du kører videre i samme rille. Men indtil da er det spild af min tid.

Michael Kongstad Nielsen

Vi behøver ikke at fortsætte nogen debat. Jeg er uenig i dine overordnede konklusioner og holdninger. På sådan et sted som her, bør man nok skære debatten til, så den ikke flyder ud over alle breder, da emnet er meget omfattende. Men også meget kontroversielt, da hele den vestlige verden hader, at deres engagement i Afghanistan var både ulovligt, resultatløst og behæftet med store menneskelige tab.

Peter Pedersen

Michael Nielsen

Næh, ”debat” har der jo aldrig været tale om, da det ville kræve, at du havde begrundet dine synspunkter.

Både tankevækkende og ganske grinagtigt, at du og de fleste af dine ligestillede fra Enhedsliste-fløjen sjældent kan andet end at hyle slagord, men ikke begrunde noget v.hja. fakta mv., fordi det tydeligvis er for svært for jer.

Så hermed SMS-udgaven :

Afghanistan = fuldt lovlig indsats + Absolut nødvendig. FN HAR sagt OK til alt : før + efter.

Peter Pedersen

Nej : Lovlig + enormt afghansk livskvalitets-løft under meget svære, givne forhold :

fx :
1998 : Hazara'er = etnisk mindretal + etnisk udrenset af Talib. Kilde : Human Rights Watch :
http://www.hazara.net/2013/04/massacre-in-mazar-sharif/
http://www.hazara.net/2013/04/massacre-in-mazar-sharif-2/

Nu : Kvindelige Hazaraer officerer i Afgh. militær :
http://www.hazara.net/2013/03/hazara-women-officers-in-afghan-government/

Dansk NGO, MissionØst i Nordafgh. "Håb for Afgh":
http://photos.miseast.org/Afghanistan/H%C3%A5b-for-Afghanistan/16536909_...

Information 26 NOV 2012 :

"I hvilket land viste en nylig opinionsundersøgelse følgende:
52 procent af de adspurgte – et repræsentativt udsnit af befolkningen – mente, at landet generelt bevæger sig i den rigtige retning;
93 procent har en enten stor eller nogenlunde tillid til deres væbnede styrker; 89 procent synes, at regeringen gør et godt stykke arbejde for at sikre et bedre uddannelsesvæsen;
72 procent oplever, at deres nationale lovgivere er optaget af at løse almindelige borgeres problemer, og 50 procent hævder at have oplevet økonomisk fremgang inden for de seneste 12 måneder?

Nej, det er hverken USA, Singapore eller Brasilien. Svaret er: Afghanistan."

læs videre : http://www.information.dk/318118

Afghanere = også rigtige mennesker, med krav på uddannelse + udvikling og IKKE på Taliban & Co, uanset, de ikke stemmer på EL

Nic Pedersen

Som den gamle Enhedslistemand Otto von Bismarck udtrykte det:

"der er intet i det område, som er en eneste grenaders knogler værd"

Lars R. Hansen

Den gamle enhedstysker - ville nu nok have fundet vedligeholdelsen af en gavnlig alliance nogle snese grenaders knogler værd - skulle jeg tro.

Desuden er det en skam - at Bismarck ikke fik orden på Balkan - det kunne muligvis have sparet os en verdenskrig.

Nic Pedersen

Den gamle dreng var netop klog nok til holde sig fra formålsløse alliancer og hovedløse interventioner i ligegyldige lande!
Desværre var hans efterfølgere mindre begavede.

Lars R. Hansen

Han ville nu nok finde en alliance med verdens stærkeste magt værd at vedligeholde, any ways, nu kom jeg til at tænke på et andet Bismarck citat, du nok vil synes om:

"Vær varsom overfor sentimentale alliancer - hvor tilfredshed over gode gerninger - er den eneste kompensation for ædle opofrelse"

Peter Pedersen

@ Nick P.

”Som den gamle Enhedslistemand Otto von Bismarck udtrykte det: "der er intet i det område, som er en eneste grenaders knogler værd"

Helt enig :
Når vi taler økonomisk værdi, i form af olie, råstoffer eller lign., har Afghanistan og omegn intet, der er værd at ofre en eneste konstabels tånegle-afklip på.

Men begreber, som egen sikkerhed, fred og frihed, kan dog heller ikke opgøres i økonomiske værdier.

Nic Pedersen

Peter P.

nej, men også det havde gamle Otto åbenbart gennemtænkt med stor begavelse, som Lars Hansen lige så venligt har påpeget.