Klumme
Læsetid: 4 min.

Afsindige herrer

Der er i Platons ’Staten’, som netop er genudkommet på dansk en teori om staten og en skildring af mennesket, men noget grundlæggende mangler ... samfundet
Demokrater. Det er indlysende at være demokrat over for det enkelte menneske, mens ’folk’ som sådan kan ulidelige, når de optræder som flertal i meningsmålinger.

Demokrater. Det er indlysende at være demokrat over for det enkelte menneske, mens ’folk’ som sådan kan ulidelige, når de optræder som flertal i meningsmålinger.

Niels Meilvang

Moderne Tider
22. juni 2013

En gammel mand, som har mistet lysten, er ikke en, der har tabt noget, men en mand, der har vundet fred. Han er ikke ulykkeligt impotent, men lykkeligt fri.

Således hylder den ældre herre Kephalos i Platons Staten befrielsen fra det fysiske begær:

»I det hele taget oplever man i alderdommen en større frihed og fred for den slags,« fortæller han:

»Når drifterne bliver mindre intense og løsner deres greb, så går det, som Sofokles siger: Man bliver befriet for en stor flok afsindige herrer.«

Det er en antik betragtning i dag, hvor kropsligt aldring er kropsligt forfald og ikke andet. Der er ingen kapital forbundet med alderdom i vestlige samfund. Man er i bedste fald ikke en byrde og måske endda en hjælp. Og på den måde bliver Platons antikke betragtninger til aktuel kulturkritik. Og det gælder generelt tankerne i Staten, som nu er kommet igen på dansk: De er 2.500 år gamle; de taler ind i enhver vestlig samtid.

Staten

Platon leverer i Staten den første beskrivelse af staten overhovedet. Den skal styres af en lille gruppe overmennesker, som regerer over en stor gruppe undermennesker. Filosofferne skal være konger, og kongerne skal være filosoffer. De er autoritære, men ikke tyranniske: De regerer henover hovederne på de to andre grupper, men de gør det for det fælles bedste.

Det er igen både en antik betragtning og en moderne indstilling: Det er jo i dag en forkastelig tanke, at en minoritet af filosoffer skulle bestemme over os, fordi vi selv skulle være for dumme. Sådan ser vi hverken filosofferne, samfundet eller os selv.

Men alligevel hører vi tilsvarende argumenter i dag: Filosofferne er bare erstattet af teknokrater, som ikke skuer sandheder, men definerer nødvendigheder.

Der er således ikke bare den første beskrivelse af staten, men også den første udfoldelse af vogtertesen: De oplyste få skal beskytte resten mod deres egen mangel på indsigt. De skal erkende sandheden om samfundet og styre ud fra den.

Platon og Sokrates

Der er en ofte påpeget politisk modsætning mellem Platon og Sokrates: Platon har en autoritær teori om staten, som bygger på en ide om et naturligt hierarki, hvor alle skal kende deres plads. Sokrates derimod er en anti-autoritær skikkelse, som på vandreture i det offentlige rum indleder samtaler med dem, han møder. Han tager for givet, at dem, han møder, kan tænke selv. De provokeres med spørgsmål fra Sokrates, men de tænker sig selv frem til deres svar. Han spørger i tillid til, at alle mennesker har adgang til fælles fornuftige tanker.

Alle i er Sokrates’ praksis mulige filosoffer, mens kun de færreste i Platons tænkning kan blive filosoffer.

Læremesteren Sokrates og eleven Platon har ikke kun forskellige metoder, hvor Sokrates tænker gennem samtale, mens Platon skriver dialogerne. De har også forskellige perspektiver: Platon iagttager fra statens niveau, mens Sokrates opererer på individniveau.

Vi kender også i dag tendensen til, at man er demokrat, hvis man møder et konkret menneske, som man diskuterer med, mens man ikke kan holde ’flertallet’ ud, når man ser det i meningsmålinger og opinionsundersøgelser i offentligheden.

Staten og samfundet

Der er hos Platon både en teori om staten, og der er analyser af det enkelte menneske. Anti-demokraten Platon udvikler en kritik af det demokratiske menneskes psykologi: Det bliver rodløst, fordi det er ikke forankret i noget over sig selv. Det kan aldrig ikke træde i karakter, fordi det altid er i tvivl om, hvad det har mest lyst til. Det er ufrit i dets indskydelsers vold.

Staten og mennesket er således på plads, men der er hos Platon ingen teori om samfundet. Han ser ikke samfundet som et selvstændigt felt med sine egne konflikter og dynamikker. Platon beskriver således kun samfundet med analogi til kroppen. Samfundet er sådan set det enkelte menneske i stor skala. Og ikke andet.

Så snart, man erkender, at de sociale, politiske og erkendelsesmæssige perspektiver i samfundet ikke går op i en højere enhed, står det klart, at filosofferne ikke monopol på sandheden. Vogtertesen, som giver filosofferne eller teknokraterne magten, bygger således på, at samfundet ikke findes.

Og det er måske, fordi der ikke er nogen teori om samfundet, at der ikke kan slås bro fra Sokrates demokratiske praksis til Platon anti-demokratiske teori om staten. Menneskene bliver hos Platon således til produkter af staten, som skal stå for al opdragelse og uddannelse.

Og digterne forviser han fra staten, fordi de forvirrer de unge og fjerner fokus fra sandheden.

Det sjove, som Christian Dahl har gjort opmærksom på, er, at netop tragiedigterne i Platons samtid har et blik for samfundet. De viser, hvordan det, der kan være det rigtige i ét perspektiv, er helt forkert i et andet. Og det bliver tragisk, fordi perspektiverne ikke kan forenes. Der er eksempelvis i Aischylos’Orestien en fortælling om overgangen fra stammekampe og gengældelsesret til oprettelse af en retfærdig stat. Kun hvis staten kan overbevise om, at den sikrer retfærdighed, kan den bringe volden til ophør.

Staten bliver således hos digteren til løsningen på samfundets problem. Og det, hvordan staten bliver grundlagt og opretholdt.

Det er også fra tragedierne, at vi kender Cassandra, hvis forbandelse er, at hun altid har ret i sine profetier, men aldrig får ret i den sociale virkelighed. Hun bliver ikke troet. Den sandhed, som for filosofferne og teknokraterne i staten er det endelig facit, er mellem mennesker altid en mellemregning.

Det er derfor, samfundet kan så provokerende, at det kan opleves som en flok afsindige herrer, man helst vil være fri for.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det er vist gået en hel del for stærkt. Korrektur er der ikke blevet tid til. Ærgerligt, for det kan ikke undgå at irritere læseren, fordi de mange fejl i den grad forstyrrer læsningen.

Nic Pedersen, Claus Kristoffersen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Jeg er sandt at sige på tynd is her! Mener Lykkeberg bind IV af nyoversættelsen af Platons samlede værker ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen - og hvad har Lars Dahl med historien at gøre?

Karsten Aaen

Har vi da ikke i dag, i dette DK, en lille gruppe overmennesker som regerer henover hovedet på en eller to eller mange undermennesker. Og styrer denne lille gruppe overmennesker ikke efter hvad de mener er godt for staten. Er forskellen ikke blot den at vi vælger de overmennesker vi vil have til at regere hvert fjerde år, mens Platon mente, at de skulle vælges af sig selv...disse overmennesker....

John Christian Mogensen

At de regerende er overborgerlige gør dem langt fra overmenneskelige.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Og styrer denne lille gruppe overmennesker ikke efter hvad de mener er godt for staten."

Formodentligt er det som du beskriver. Dog med to pointer.

a) det må antages, at hvad disse personer forstår ved 'staten' må være embedsapparatet selv. Det er muligt, at den naive antagelse i de kredse er, at de derved tjener nationen og folket, og bidrager til det fælles bedste. En nøgtern observatør af de seneste mange årtiers forandringer, peger snarere på fællesskabets og samfunds opløsning og kollaps.

b) de personer der kaldes 'overmennesker', er netop ikke det. De er vanskeligt at få øje på, at der blandt parlamentarikere eller embedsmænd er tegn på, at nogen evner at filosofere i ordets korrekte betydning.

Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,
b) "de personer der kaldes 'overmennesker', er netop ikke det. De er vanskeligt at få øje på, at der blandt parlamentarikere eller embedsmænd er tegn på, at nogen evner at filosofere i ordets korrekte betydning".
Hvor ved du dog det fra??? Du aner da ikke, hvad der foregår i deres hoveder. Du kender dem ikke!!! Alt hvad du kan gøre, er at dømme (ligesom os andre) ud fra resultaterne, eller summen af deres tankevirksomhed.

Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Hvor ved du dog det fra??? "

Det sker, at jeg lytter til hvad ministre og folketingsmedlemmer ytrer, når de ved sjældne lejligheder tildeles lidt sammenhængende taletid på TV (f.eks. DR2 Deadline), udtaler sig fra folketingets talepult, får optaget en kronik i medierne osv. Det er stort set kun hos repræsentanter for EL, LA og DF at der til tider kan spores noget der minder om selvstændig og sammenhængende tænkning (eller i det et hæderligt forsøg på det). Blandt de øvrige partiers repræsentanter, er det meget, meget sjældent, at horisonten synes større end det snæversyn de evige positionskampe rundt om truget lægger op til.

Det er ikke fair, at forsøge at vurdere de såkaldte 'politikeres' åndsevner, ud fra den vedtagne lovgivning og lovgivningsarbejdet. På mange måder, er de blot marionetter og ofre for omstændigheder. Sagen er, at erkendelsen blandt 'politikere' om at de manipuleres og kontrolleres, ikke kommer til udtryk. Muligvis fordi erkendelsen ikke indfinder sig, alternativt fordi det ikke er opportunt at vedgå fakta og påtage sig ansvar og egentligt lederskab. I begge fald, er det indlysende at de udviser de væsentligste karakteristika som en 'filosof-konge' burde have.

Hvad angår embedsmænd, forholder det sig anderledes. De må kunne vurderes ud fra de frugter, som forvaltningerne leverer -- og her er der intet der imponerer positivt. De må også kunne vurderes, ud fra samfundssind, retskaffenhed og integritet der udvises af embedsmænd, både individuelt og som kollektiv -- heller ikke dér er der anledning til at begejstres. Det er ti år siden Frank Grevil udviste sådanne egenskab, og ikke mindst mandsmod, ved at lade befolkningen erfare, at de blev bedraget og manipuleret. At embedsfolk i højere stillinger (mig bekendt) ikke mange gange og i mange anledninger har gjort offentligheden opmærksomhed på at der var grund til bekymring og refleksion, peger på, at de omtalte klassiske dyder og evner ikke er til stede.

Det er muligt, at nogle i de kredse kan 'filosofere', men når de tilsyneladende undlader at omsætte tanke til handling, kan man ikke påstå at man kan kalde dem for 'filosoferende konger'.

Nic Pedersen

I øvrigt en komplet tåbelig og uovervejet tilgang at betragte "antikke" tanker som umoderne og dermed ufornuftige og pr. definition kassable!
Gymnasiast-tankegang i ordets værste forstand uden dermed at forklejne de mange virkeligt tænkende mennesker i gymnasiealderen! ;-)

Søren Roepstorff, Kristian Rikard og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Heinrich R. Jørgensen,
Jeg synes ikke det er et svar på mit spørgsmål. Det er stadigvæk DIN oplevelse.

Kristian Rikard

Nic Pedersen,
Jeg har fulgt undervisningen på Folkeuniversitetet ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen i 3 år (Platons samlede værker). Man skal jo prøve at holde sig orienteret :-)
Heldigvis er det kun eet semester hvert år!

Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Det er stadigvæk DIN oplevelse."

Vil nogen person, nogensinde eller nogetsteds, kunne opleve noget, der ikke var personen egen (subjektive) oplevelse? Jeg kan ikke forestille mig, at det er muligt.

Hvis du læser min kommentar skrevet kl. 16:57, er der intet der ophøjet mine betragtninger til 'objektiv sandhed' eller noget der ligner. Der er klare udmeldinger og holdninger, men ingen kategorisk påstande a la 'alle er dumme'.

Min påstand var: 'De[t] er vanskeligt at få øje på, at der blandt parlamentarikere eller embedsmænd er tegn på, at nogen evner at filosofere i ordets korrekte betydning'. Til det svarer du: 'Du aner da ikke, hvad der foregår i deres hoveder'. Nej, men egentlig filosoferen når det gælder fælles anliggender, kan umuligt være en intellektuel øvelse der ikke udmøntes i en eller anden handling. Jeg kan ikke se hvad andre tænker, eller vurdere kvaliteten af hvad de end måtte tænke. Jeg kan derimod observere fraværet af begavede udsagn og begavede handlinger.

Det er ikke muligt for nogen at kunne føre positivt bevis for et udsagn som det jeg fremkom med 16:57. Hverken på basis af observationer eller logisk tænkning. Det er derimod muligt at påvise, at udsagnet har begrænset gyldighed, hvis der kan gives et antal eksempler, der demonstrerer det modsatte. Erindrer du nogle episoder, der er offentligt kendte, der tegner et modsat billede?

Heinrich R. Jørgensen

Kristian Rikard:
"Jeg har fulgt undervisningen på Folkeuniversitetet ved Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen i 3 år (Platons samlede værker). "

Hvorfor? Hvorfor ikke læse teksterne selv? Hvad er pointen med 'fårelæsninger'?

Kristian Rikard

Det har nok noget med selverkendelse at gøre - og til en vis grad tid.

Kristian Rikard

På DK4 kører en genudsendelse af en diskussion mellem Rune og Stjernfeldt - apropos.

Nic Pedersen

Heinrich,

du får altså lige et plus i bogen for at opfinde det vidunderlige udtryk "fårelæsning"! :-DD

Heinrich R. Jørgensen

Nic Pedersen:
"det vidunderlige udtryk "fårelæsning" "

Rosen tilfalder den tidligere statsfjende nr. 1, sprogmanden Jacob Jacobsen Dampe, der (1820) undrede sig over ords etymologi og oprindelse. Ord, der indgik i datidens politiserede sprogbrug. Den skarpe tænker, der mestrede klassisk græsk, latin og mange andre sprog, var længe på bar bund mht. det ene ord -- indtil han i en meget ældre tekst så stavemåden, hvor der i stedet for det vanlige 'o' der fulgte af datidens politiserede retsskrivning, var anvendt 'aa'.

Nic Pedersen

Man bliver stadigt klogere her.
Men den gode Dampe var jo heller ikke blandt fårene at regne. ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Dampe og SAK var nære åndsslægtninge -- og begges prosa mere relevante nu end dengang !. De to rebeller blev begge forsøgt trynet, lagt på is og givet et vildledende eftermæle, som alt muligt andet end de folkehelte du burde anses for at være.

Kristian Rikard

Jeg kan se, at nu skal vi lege et chassé til højre og et chassé til venstre - men så er jeg ikke game!