Læsetid: 8 min.

»Vi har allerede gennemlevet Mandelas død«

Nelson Mandela ligger for døden. Igen. Og atter vokser myten om ham. Allerede i fængselstiden blev han for hele verden et symbol på det sorte Sydafrikas kamp – netop fordi han ikke var der
Mandelas by. Mandelas tilstand forstyrrer ikke drengenes boldspil i hans fødelandsby Qunu. Vi ved, at dagen kommer, men vi beder altid til, at det bliver næste år, siger landsbyskolens rektor Nozipo Tyu-mure.

Mandelas by. Mandelas tilstand forstyrrer ikke drengenes boldspil i hans fødelandsby Qunu. Vi ved, at dagen kommer, men vi beder altid til, at det bliver næste år, siger landsbyskolens rektor Nozipo Tyu-mure.

Jennifer Bruce

22. juni 2013

Det er fjerde gang siden december måned, han ligger på hospitalet for en lungeinfektion, der under normale omstændigheder ville have været ufarlig.

Men Nelson Mandela er 94, og derfor er det næsten blevet til et ritual: Officielle kilder annoncerer, at Nelson Mandela er indlagt, de officielle meddelelser bliver nærlæst og dissekeret for at opdage skjulte budskaber om Mandelas forestående død. Præsidentens talsmænd bliver bombarderet med opkald, tv-hold stimler sammen uden for hospitalet, redaktører tager deres nekrologer frem for at opdatere dem, og de sociale medier bliver oversvømmet af bønner og rygter. Sådan er det også denne gang.

»Min Facebookside løber over med sydafrikanske udfald mod, hvad der ses som lettere morbid interesse i ikonets død,« siger Steffen Jensen, der har forsket i sydafrikanske forhold både i Sydafrika og i Danmark og nu er forsker på Dansk Institut mod Tortur.

»På mange måder er det, som om Nelson Mandela er død rigtig mange gange. Hver eneste gang han er indlagt, kommer de her historier frem. Og så kommer frygten for, hvad der skal ske bagefter. Det er lidt, ligesom amerikanerne gennem Hollywood gennemlevede 11. september, før det fandt sted. Vi har allerede gennemlevet hans død, den er ikke en urealistisk tanke på nogen måde.«

Vi håber, det ikke er nu

Det er derfor, New York Times igen rapporterer fra Mandelas fødeby, Qunu, og beskriver, hvordan indbyggerne prøver at leve videre, som de plejer på trods af Mandelas formentlig nært forestående død. »Vi accepterer det ikke,« siger landsbyskolens rektor, Nozipo Tyumure, til den amerikanske avis. »Vi ved, at dagen kommer, men vi beder altid til, at det bliver næste år i stedet,« siger han. Det er derfor, BBC har interviewet hans ældste og bedste ven, 78-årige Mac Maharaj, der sad fængslet på Robben Island sammen med Mandela, som den eneste, der kender til Mandelas reelle helbredstilstand. Og det er derfor, enhver hospitalsindlæggelse bliver anledning til en diskussion om, hvad der kommer til at ske med Sydafrika efter hans død: Om Sydafrika kommer til at falde fra hinanden, eller om det i stedet er krænkende blot at insinuere, at Sydafrika kommer til at falde fra hinanden.

Som sydafrikaneren Nathan Geffen fra de journalistiske organisation GroundUp, der rapporterer fra de så kaldte townships, skrev i Guardian.

»Det er krænkende over for Madiba (Mandela, red.) og for alt, som han har arbejdet for, at antyde, at landet vil falde fra hinanden efter hans død.«

Geffen kaldte det uvidende, bedrevidende, klassisk kolonial herskabsretorik, denne dansen redsen om Mandelas dødelighed, og disse artikler som ansporer til »idiotisk mytemageri ved selvudnævnte Sydafrikaeksperter, der ikke engang bor i landet,« som han skrev inden han pegede på, at artiklerne var slet og ret usande. For eksempel David Blairs i britiske the Telegraph, der skrev:

»Så længe han er der, tror sydafrikanerne, at deres nuværende ledere vil være mere forpligtede på de principper, der blev stillet op, da landet blev genfødt for 18 år siden. På en måde, som udlændinge ikke helt forstår, ligger Mandela stadig som en understrøm for håb og idealisme.«

Arven efter Mandela

»Well,« replicerer Geffen. »Jeg er sydafrikaner. Og for at være helt ærlig, mr. Blair, så mener jeg, at du taler som du har forstand til. Mandela trak sig tilbage fra politik for år tilbage. Han har stort set ikke nogen rolle overhovedet i nutidens afrikanske politik.«

Nelson Mandela er meget mere myte, end han er person. En person, der aallerede længe har været væk fra offentligheden.

»Det er begrænset, hvor stor en rolle han har haft i de senere år,« siger Steffen Jensen. På den måde bliver det også begrænset, hvor stort et skift det kommer til at blive for det sydafrikanske samfund, når han helt reelt forsvinder.

»Et godt eksempel på, hvor lidt magt han i virkeligheden har haft for sydafrikansk politik, var, da præsident Mbeki nægtede sammenhængen mellem hiv og aids under det såkaldte aidsdebacle i 2008. Mandela talte aktivt mod Mbeki, men fik ikke nogen indflydelse overhovedet. Han er snarere moralens stemme, som ingen lytter til. Det hænger vel egentlig sammen med, at ikoner i virkeligheden bare skal tie stille og være ikoner. Og så betaler vi dem lidt for det.«

Og ANC, Mandelas parti, er godt i gang med at bruge den status, siger Morten Nielsen, der er sekretariatsleder i Afrika Kontakt, det tidligere Sydafrika Kontakt.

»Man bruger arven efter Mandela til at styrke sit eget parti og den myte, partiet har omkring sin egen organisation. Han er på de sydafrikanske pengesedler, der er rejst statuer af ham, gader og stræder er opkaldt efter ham, hans navn er copyrightbeskyttet, og de historikere, der gennem egen research er nået frem til noget andet end den statslige myte om Mandela, bliver hængt ud næsten som landsforrædere,« siger Morten Nielsen, der understreger, at det ikke er uden grund.

Nelson Mandela er et ikon og har været det hele tiden – lige siden han i 1990 efter apartheidstyrets opløsning trådte ud af fængslet på Robben Island, hvor han havde siddet i 27 år.

Som ung jurastuderende grundlagde han i 1942 African National Congress, ANC’s, ungdomsorganisation Youth League, og senere ledte han den væbnede kamp mod apartheidstyret, hvad han blev fængslet på livstid for. Efter at være blevet løsladt i 1990 blev han i 1991 leder af ANC og senere, fra 1994 til 1999 var han landets første demokratisk valgte præsident. Og på den måde er han det tætteste, man kommer på en konge i den sydafrikanske republik, hvor den sydafrikanske nobelprisvinder i litteratur, Nadine Gordimer, har beskrevet ham som ’frelseren‘ – en næsten hellig, udødelig skikkelse. Han var den, der havde ofret sig mest, havde tabt mest og var stadig i stand til at tilgive.

»Han blev symbolet for et demokratisk Sydafrika. Da Nelson Mandela blev fængslet, døde al modstandsaktivitet, folk blev bange, men han holdt stædigt fast i sine idealer, og fik langsomt støtten tilbage. Han var den person, der skulle til, han fik skabt et momentum for et demokratisk samfund, og selv om han stod stærkt på sine idealer, blev der også slugt nogle kameler som den pragmatiske politiker, han var,« siger Morten Nielsen.

En gave til de hvide

Desværre, synes Morten Nielsen, blev han sat op på en piedestal af akademikere og mennesker uden for Sydafrika. Han blev en kristusfigur, der havde ofret og tilgivet, og som tog Sydafrikas tunge fortid på sig.

»På den måde blev han en gave til Sydafrikas hvide befolkning, som fik mulighed for at blive moralske individer, ved at sandhedskommissionen udpegede rådne æbler, som så kun var nogle bestemte steder i det hvide sydafrikanske samfund,« siger Steffen Jensen og peger på, at Mandela blev i stand til at samle den store alliance af forskelligartede grupper i Sydafrika. For de hvide stod han som en sikerhed og et værn mod den vilde form for afrikansk nationalisme og mod den altopædende racekrig. Og for de sorte stod han som garant for modstanden mod apartheid.

»Allerede mens han sad fængslet, blev han symbolet for ANC, netop fordi han ikke var der. På den måde adskiller situationen nu sig ikke væsentligt fra dengang. Myter har altid været bedre uden for offentlighedens lys.«

Et andet Sydafrika

Alligevel mener Morten Nielsen, at Sydafrikas nuværende præsident Zuma må prise sig lykkelig for, at Mandela er så meget ude af offentlighedens søgelys, som han er.

»Mens præsident Mbeki, der kom lige efter Mandela, fik det påtalt, hvis han trådte ved siden af det, Mandela mente var ANC’s ånd og sjæl, har Zuma ikke været udsat for det samme pres. Og det betyder, at ANC har flyttet sig meget siden befrielseskampen og de første år efter 1994.«

ANC har lavet en uovervindelig alliance mellem de rigeste og de fattigste og har derved nærmest fået et magtmonopol, der minder om nordkoreanske tilstande. Trefjerdedele af Sydafrikas befolkning stemmer på ANC, fordi partiet har etableret et velfærdssystem, der har afskaffet de nederste 20 procent af fattigdommen.

»Der er sket en voldsom forandring, siden Mandela trådte til i 1994. Man har udvidet et velfærdssystem, der især er kommet kvinderne til gavn – og det er dem, der stemmer. Og så er de rigeste blevet helt grotesk rige. Den omfordeling, der har været til fordel for den sorte, rige befolkning, har været voldsom. Uligheden er steget, men det er ikke sådan, at de fattige bliver fattigere og de rige bliver rigere, i stedet er der sket en større omfordeling. At det ikke er nogen sund omfordeling, fordi den bygger på velfærdsydelser, er noget andet,« siger Steffen Jensen.

I det hele taget har ANC ifølge Moretn Nielsen fjernet sig fra det idegrundlag, partiet havde fra begyndelsen. Det ser man især på, hvordan man opfatter fattige mennesker. Dengang Mandela trådte til, var valgsloganet ’A better life to all’.

»Men ved det seneste kommunalvalg så jeg plakater med teksten Let’s help poor communities,« siger Morten Nieslen. Et slogan, der indikerer, at hjælp ikke er en rettighed og en afstandtagen til fattige, der ikke er en del af ’os’. Hjælp er noget man får i afmålte portioner fra dem, der ønsker at give den. Det er tegn på det skred, der allerede for længst er sket i ANC.

Da Mandela var præsident, fortæller Morten Nielsen, var det regeringens politik, at folk skulle være aktivt involverede i at ændre deres liv og det samfund, de levede i. De har nu ændret sig til en passiv forventning til bedre skoler, vand, sundhed og elektricitet.

»På en måde har man trukket sjælen ud af kampen mod apartheid, der byggede på almindelige menneskers involvering i at skabe alternativer. I stedet er det blevet til et teknokratisk politisk spørgsmål, om folk har adgang til det ene eller det andet. Folk sad bare og ventede på vand i hanerne, og der er rigtig mange mennesker, der stadig venter.«

Lige som de venter på nyheden, om Mandela lever eller dør. Lige nu er hans tilstand alvorlig, men stabil forlyder det fra regeringen, fra konen og fra den gamle ven, Maharaj.

Eller som journalist Phillip de Wet tweetede forleden: »Oddsene er ikke med gamle mennesker, der er indlagt med vejrtrækningsproblemer.«

Indtil nu har Nelson Mandela slået vejrtrækningsproblemerne. Hver eneste gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Om et bud på en mening.
Intet levende væsen kan leve og ånde uden frihed og retfærdighed, Mandela er blevet vor tids symbol på hele menneskehedens frihedstrang, og grunden til, at det er værd at kæmpe for den.
Giver en person hele sit liv til at kæmpe for frihed, og gør det i personlig afsavn, så står vi alle, for evigt i gæld til en sådan person, hvad enten vi krænker, eller er ofre for krænkelser.

Folk der har givet deres liv til retfærdighed, lever altid videre i tanken hos andre, hvor de fysiske ting og personlige behov, forgår mens vi passerer forbi.