Vi anbefaler: Fem bøger, du kan blive klog af uden at overanstrenge dig

Kim Larsen skal engang have sagt til Preben Elkjær, at han kun behøvede læse fem bøger for at kunne tale med. Vi kender ikke titlerne på de fem bøger, men her er redaktionens bud på fem bøger, du kan læse, så du bliver klogere uden at anstrenge dig
Kim Larsen skal  engang have sagt til Preben Elkjær, at han kun behøvede læse fem bøger for at kunne tale med. Vi kender ikke titlerne på de fem bøger, men her er redaktionens bud på fem bøger, du kan læse, så du bliver klogere uden at anstrenge dig

Niels Christensen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
8. juni 2013

Platon: Symposion

Læsetid: to timer
Indsigt: filosofi, antikken, kærlighed

Hvis man tror, filosofi er en tung og kedelig vej til at blive klog, tager man fejl. Man kan uden videre læse Platons Symposion som en underholdende historie om et drikkegilde, hvor man diskuterer noget substantielt, mens man drikker.

Alkohol, erotik og tænkning er knyttet tæt sammen i denne antikke boheme-fortælling. For at fejre sin sejr i en tragedie­konkurrence inviterer den unge Agatton en kreds af mandlige venner til et selskab, hvor de ligger på gulvet og drikker rødvin af skåle. De bliver enige om, at aftenens tema er kærlighed, Eros.

Alle gæsterne leverer hver deres bud på kærligheden, indtil Sokrates til sidst sætter dem alle på plads, da han bestemmer Eros som ’kærlighed til visdommen’, der starter med den erotiske betragtning af nøgne kroppe og kulminerer med en forening med det guddommelige.

Gildet slutter med almindelige opløsning, og Sokrates følger de sidste gæster hjem. Han er både den klogeste og den, der kan drikke mest.

Ludvig Holberg: Jeppe på Bjerget

Læsetid: en time
Indsigt: sociale spil og mekanismer

Jeppe på Bjerget er noget så generøst som en sjov klassiker, man kan læse uden særlige forudsætninger. Det er skrevet som et teaterstykke, men den kan læses som en fortælling.

Historien er enkel: Bonden Jeppe bliver hånet og pryglet af sin kone, og han drikker, hver gang han får lejlighed til det. En dag falder han fordrukken om i vejkanten. Den lokale barons tjenere passerer ham og finder på, at de vil spille ham et puds. De bærer ham op i baronens seng, og da han vågner op, bilder de ham, at han er baron, og hans tilværelse som tarvelig bonde bare var en ond drøm. Herefter begynder Jeppe at herse med tjenestefolkene som en tyran med dårlig smag.

Da han igen er døddrukken, smider de ham tilbage vejkanten. Chokerede konstaterer tjenestefolkene det, der i en populær version er moralen: Når skidt kommer til ære, ved de ikke, hvordan de skal være. Det er en pragtfuld satire over almindeligt snobberi og ubehag ved andres sociale mobilitet, som man fint genkender i dag.

Gunnar Ekelöf: Färjesång

Læsetid: en time
Dannelsesfelt: poesi og modernitet

Ok, det er svensk, men det er også tæt på dansk. Du kan godt. Man kan bruge meget lang tid på at læse Ekelöfs digte. Der er nogle, som bruger hele livet på det. Men man kan også gennem selv hastige læsninger få en fornemmelse for Gunnar Ekelöfs særlige verden, der både er underligt mytologisk usamtidig og aldeles moderne.

Enkelte linjer træder frem og taler direkte til læseren: »Jeg tror på det ensomme menneske« eller »Det eneste praktiske er det upraktiske«. Dem kan man ikke rigtig komme uden om, og så læser man nysgerrigt resten af digtet, og de andre digte følger nærmest af sig selv.

Han er nok de dannedes digter i Sverige, men han er også en vidt og bredt læst forfatter, hvis sentenser ofte optrykkes i dødsannoncer. Der er nemlig hos Ekelöf en patos så insisterende, at den aldrig bliver patetisk.

Thomas Mann: Døden i Venedig.

Læsetid: to timer
Indsigt: litteratur, modernitet, seksualitet

Døden i Venedig er en novelle, som er lige akkurat lang nok til at blive en selvstændig roman. Digteren fra det kolde nord hylder hårdtarbejdende dydige mennesker i sin litteratur, men rejser til selv til det varmere Italien, hvor han overmandes af en fascination af en ung smuk dreng, som han ikke kan gøre sig fra af.

Den har alt det en klassiker, skal have: En elegant antydet forbindelse mellem det personlige forfald og civilisationens undergang, en fornemmelse af, at kulturens skæbne er koncentreret i den depraverede digters figur og suveræne sentenser, der sætter det hele på spidsen. Som for eksempel: »Manden er en race, der hele tiden uddør.«

Hal Koch: Hvad er demokrati?

Læsetid: to timer
Indsigt: politik, demokrati og humanisme

Højskolelæreren, teologen og humanisten Hal Kochs lille klassiker om demokrati er skrevet lige efter Anden Verdenskrig med den ambition at anvise vejen til en demokratisk livsform.
Kochs ideal er samtaledemokratiet, hvor vi sammen taler os frem til en fælles forståelse af hinandens argumenter og motiver. Det væsentlige er ikke, at man bliver enige, men derimod at man lærer at leve med uenigheden.

Der er for Koch enorm forskel på en afgørelse, hvor man straks stemmer om et forslag, som vedtages med stemmerne syv-fire, og en afgørelse, hvor man først efter en længere forhandling skrider til en afstemning, der ender med samme resultat. Forskellen er netop, at resultatet findes efter en fælles forhandling. Det er så forførende og fornuftig en tanke, at den kan fremlægges gennem hverdagseksempler i en lille bog på 110 sider.

Det er ikke givet, at Koch har ret i diskussionen om demokrati, men bogen er en måde at se verden på, som man kan diskutere med sig selv og alle sine venner resten af sit liv.

Vi anbefaler

Den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz udgav for nogle år siden bogen ’Paradox of choice’, der kort fortalt videnskabeligt argumenterede for, at for mange valg gjorde os ulykkelige, og at vi konstant skulle forsøge at minimere vores valgmuligheder.

Det er der normalt ingen, der hjælper dig med, men Information kommer dig til undsætning og guider dig gennem forbrugsjunglen.

Mad, politik, politikere, tøj, musik, bøger, magasiner, eksperter, dyr, tasker, film, filosoffer, elektronik, medier, tænkere, religioner og sko – Information elsker at forbruge. Vi er selvudnævnte eksperter i forbrug, og nu lader vi vores ekspertviden komme andre til gode. Hver uge vil vi her anbefale en håndfuld forbrugsgenstande, der betyder meget for os.

Seneste artikler

  • Vi anbefaler: Hold på solbrillerne

    4. april 2015
    Solen begynder at titte frem, og både for dit syns skyld (husk formaningerne fra formørkelsen) og dit look, er det nu, du skal finde solbrillen frem fra gemmerne. Hvis de da stadig er der. For ligesom andet småt sæsonudstyr har solbrillen en tendens til at forsvinde ubemærket. Og da brug-og-smid-væk-kulturen er yt, er her fem fremgangsmåder til at holde på brillerne sommeren over
  • Vi anbefaler: Fem måder at føde på

    28. marts 2015
    Foråret er traditionelt højtid for fødsler. Vi guider dig her igennem fem populære måder, du kan lade dit barn komme til verden på
  • Vi anbefaler: Verdens bedste værter

    20. marts 2015
    Hvad gør en god tv-vært god? I hvert fald en masse karisma og evnen til at kommunikere med seerne hjemme foran tv-skærmen. For nylig blev britiske Jeremy Clarkson suspenderet fra verdenssuccessen ’Top Gear’ på BBC. I den anledning præsenterer vi fem tv-værter, det aldrig er kedeligt at være i selskab med

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her