Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Jeg vil ikke være festens terapeut

22. juni 2013

Thue, 47, København

Jeg er ved at være rigtig godt træt af at gå til selskaber. Ligemeget hvordan jeg sætter mig ved festen, ender jeg altid med at skulle høre på kvinder (sorry, Information), der bekender alt for meget. Det holder ikke en meter at gå til en fest for at blive bombarderet med historier om andres urimelige forfremmelser, deres egne helbredsbekymringer, veninders trælse ægteskaber og deres evige stress.

Jeg vil sætte en grænse, så jeg ikke bliver skraldespand for andres private brok. Kan I ikke hjælpe mig med det? Jeg har fået nok.

Svar I:

Av, av, av du er blevet sjælesørgeren. Ham, der findes til enhver fest, og som ingen vil være. Men som alle vil læsse af på. Jeg kan godt forstå, at selskaber så kan være lidt op ad bakke. Men omvendt er det ingen selvfølge, at man bliver festens Dr. Phill. De fleste af os slæber rundt på et lille magasin af frustrationer og småkriser, som snildt kan fylde lidt i bevidstheden, men som vi ikke nødvendigvis kaster i ansigtet på alle, vi møder. Så du må komme til at stille din skulder til rådighed uforvarende.

Vejen til denne utaknemmelige hovedterapistol er sædvanligvis brolagt med flere fejltrin: F.eks. ved at blive siddende samme sted eller lade andre styre samtalen. Så du bør nok overveje at cirkulere mere. En tur op til baren er en klassiker, men en simpel tur på toilettet kan også ruske i bordplanen. Og så skal du sørge for at styre samtalen i mere festlig retning. Kan du ikke gøre det spontant, må du forberede dig: Ha’ et par sjove (ikke alt for indstuderede) anekdoter med hjemmefra, som du kan drysse ud over aftenen. Duer det ikke, kan du altid drikke af det forkerte glas – med fuldt overlæg. Det sætter samtalen i gang, for hvem havde mest i glasset, og ’hov, der var da vist læbestift på det ene’. Så ligger den store bekendelse ikke lige for.

- Naja Dandanell

Svar II:

Måske skulle du blive søjlehelgen. Så kunne du sidde i ophøjet filosoferende position – med verdens larm og tummel uden for høreafstand.

Hvis man er sammen med andre mennesker, må man gå ind på deres vilkår. Jeg har i mit selskabsliv prøvet at se det som en udfordring at forstå andre mennesker: Forstå det, de siger, og prøve at forstå, hvorfor de siger det. Lykkes indlevelsen, kan den gøre én selv klogere.

Den eneste kraniekasse, man kender indefra, er ens egen, og den kan man endda tit have svært ved at gennemskue. Derfor kan det være hjælp til selvhjælp, hvis man får kigget ind i andres sind.

Hvis det særligt er kvinders kvaler, der går dig på nerverne, kan du prøve at tale med mænd. Måske har de problemer, du kender fra dig selv. Måske har de også forslag til løsninger.

En sidste udvej er, at du selv går i offensiven. Fortæller dine selskabspartnere noget, der er så medrivende, at de ikke kan finde på at afbryde dig med noget så småligt som brokkerier over dagligdagens irritationer. Har du nogensinde overvejet, hvor spændende du selv kan være? Prøv.

- David Rehling

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Har man talent for at lytte, virke forstående etc., så ender man desværre også med at påtage sig den rolle gang efter gang. Uanset, at man ikke gider. Uanset, at man dybest set mener, at det strider mod ens indre natur.

Der er to udveje: Man taler selv - om sig selv og uafbrudt. De færreste vil da klistre til én den ganske aften. Eller er man mere mageligt anlagt, lader man som om, man lytter og tænker imens på dybsindige dialoger, man kunne føre med store ånder, men åbenbart ikke med borddamen/-herren. Det påtvungne selskab skal være tungnemt, hvis det ikke efter noget tid opgiver sit pludrende forehavende.

Kort sagt: Slut med flinkeskole og selskabelig samtaledovenskab.

Jens Overgaard Bjerre

Kære Thue.
Problemet er ganske enkelt, at du kan lytte til andre mennesker. Du er en uddøende race og når folk opdager, at du har evnen til at lytte, vil de blive ved til du brækker dig. Fordi, det er utroligt svært at finde en som KAN og er interesseret i, at lytte til andres problemer. Mennesker som dig skulle på finansloven og som Davis Rehling siger, ophøjes til søjlehelgen. Så du kunne sidde på en 20 meter høj søjle på Rådhuspladsen i København (om sommeren) og lytte til folk. Og med den viden din kraniekasse du efterhånden har, burde du nok bruges i Informations brevkasse, indtil Bjørn Nørgaard får lavet din søjle.

Jeg har en profession, der gør, at mange (og ja, ganske rigtigt: kvinder!) føler trang til at betro sig til mig uanset hvad eller hvor.
Jeg har et standardsvar, som jeg har haft stor glæde af:
Jeg er ikke på arbejde nu/Jeg har fri nu.
Det plejer at lukke munden på dem.

En særlig afart af betroende kvinder er hende, der for at smøre én lidt siger: Jeg har på fornemmelsen, at du kan se lige ind i mig.
Så gælder det om at spile øjnene op, stirre hende direkte ind i øjnene og med dyb, næsten truende stemme sige: DET KAN JEG OGSÅ!!!

Eller hvis man er i et alternativt humør: Nej, det kan jeg nu ikke, men jeg kan se LIGE IGENNEM dig.

Jeg har mange flere eksempler, men dem vil jeg spare til mine erindringer.