Læsetid: 5 min.

»I dag er antallet af kvalificerede lovgivere vel nede på 15 ...«

Robert Kaiser er indbegrebet af en type amerikansk journalist, som er ved at uddø: Klog, dannet, lærd og skarp. I sin nye bog beskriver han, hvordan finansreformen blev til, og hvorfor den og sundhedsreformen er undtagelser i en Kongres besat af dollar og rævekager
Pengejagt. De fleste medlemmer af Kongressen tilbringer en eller to dage om ugen med at ringe potentielle donorer op. Det bliver kaldt ’dialing for dollars’. Det er en ydmygende praksis, siger Robert Kaiser.

Pengejagt. De fleste medlemmer af Kongressen tilbringer en eller to dage om ugen med at ringe potentielle donorer op. Det bliver kaldt ’dialing for dollars’. Det er en ydmygende praksis, siger Robert Kaiser.

Benjamin Kürstein

22. juni 2013

Robert Kaiser er i fortrinligt humør, da han sætter sig ned for at spise frokost i en italiensk restaurant i Manhattan. Novitá er hans foretrukne spisested.

Det ligger i stueetagen af den bygning, hvor han og hustruen Hannah har deres bylejlighed. På deres ældre dage pendler parret mellem New York og Washington, D.C., hvor Robert Kaiser indtil han gik på pension arbejdede som vicechefredaktør ved The Washington Post.

Men der er en anden grund til smilet på Kaisers læber. Salget af hans seneste bog Act of Congress, der beskriver udformningen af finansreformen Dodd-Frank Act i 2009, går forrygende. En grund er ifølge forfatteren, Twitter.

»Indtil mit forlag overbeviste mig, var jeg ikke en fan af Twitter, og jeg mener stadig, at tweeting afholder folk fra at læse aviser og bøger. Men ingen kan benægte, at det er et fænomenalt godt redskab til at promovere sig selv,« siger Robert Kaiser.

Som nybegynder har han kun 200 followers.

»Men nogle af mine kolleger har 15-20.000, så når jeg får en god anmeldelse, sender jeg et tweet med linket til dem, som de så sender videre til deres bekendte. Mit forlag regner med, jeg kan sælge 20-30.000 eksemplarer, ikke mindst på grund af Twitter,« siger forfatteren.

Kaiser startede i 1970’erne med at dække kongressen for The Washington Post. Og hans fascination af USA’s øverste folkevalgte lovgivningsorgan er ikke dalet med tiden. Mere end nogen anden journalist kender han institutionen indefra gennem et netværk af kontakter, han har opbygget gennem årtiers journalistisk arbejde.

Doven kongres

Kaiser er ikke så kendt som Watergate-journalisten Bob Woodward. Men de nyder samme agtelse på avisen, hvor begge herrer tituleres som ’senior korrespondent’ og ’assisterende redaktør’. Begge arbejder konstant med nye bøger.

»Det er blot hæderstitler. Vi er ikke længere lønnet af avisen. Vi bliver betalt pr. artikel,« forklarer den unødvendigt beskedne Kaiser, som er klædt i et nydeligt jakkesæt af den type, gentlemen i gamle dage gik rundt i i hovedstaden.

Bogens titel er tvetydig. Act of Congres betyder ret beset en lov vedtaget af Kongressen. Men ordet act betyder også handling, og det er her, Kaiser vil fremhæve en pointe. De fleste amerikanere synes nemlig at være enige om, at Kongressen ikke længere er godt for noget. Lovgiverne indsamler penge til at blive genvalgt, men lovgive gør de næppe.

Derfor Kaisers undertitel: How America’s Essential Institution Works, And How It Doesn’t (Hvordan USA’s uundværlige institution fungerer og hvorfor den svigter).

Bogens overordnede pointe er, at stor lovgivning i vore dage hører til sjældenheder. Det er ikke ofte i amerikansk politik, at langsigtede perspektiver og hensyn giver anledning til vedtagelsen af betydningsfulde love som sundhedsreformen og finansreformen i præsident Barack Obamas første to år i embedet.

»Man skal helt tilbage til før Anden Verdenskrig for at finde lignende eksempler på en lige så produktiv Kongres, som den vi havde i 2009-10,« fortæller Robert Kaiser.

Forklaringen ligger lige for. Efter de katastrofale Bush-år vandt demokraterne i 2008 et overvældende flertal i Repræsentanternes Hus; i Senatet havde partiet et flertal på 57 mandater.

»De kunne næsten gøre, hvad de ville,« siger forfatteren over forretten, en favabønnesalat.

Umage par

Bogen er den fascinerende beretning om, hvordan det lykkedes de to demokratiske formænd for finansudvalgene i henholdsvis Repræsentanternes Hus og Senatet, den altid respektløse og uærbødige Barney Frank fra Boston samt den mindre profilerede, men durkdrevne senator Christopher Dodd fra Connecticut, at vride arme rundt på tre republikanere og ikke så få demokrater.

De var det umage par, som kæmpede mod allehånde forhindringer – ikke mindst den skamløse banksektors lobbyarbejde – for at få Obamas finansreform nogenlunde helskindet gennem Kongressens to kamre og frem til underskrift i Det Hvide Hus.

Trods demokraternes sikre flertal i Kongressen var det et politisk svendestykke, Christopher Dodd og barney Frank fik udført i løbet af relativt kort tid. Wall Street var næsten dødeligt svækket i kølvandet på finanskrisen i 2007-08. Der var kun kort tid, indtil bankerne igen ville spille med musklerne – og pengepungen.z

Nu fire år senere arbejdes der stadig i Kongressen med at konkretisere og fuldføre den komplekse og omfattende lovgivning, som fylder 900 sider.

Forbundsregeringens agenturer skal udarbejde retningslinjer for, hvordan loven føres ud i livet. Det er kompliceret, og den genoplivede finansbranche gør naturligvis sit for at udvande regulativerne.

Ikke desto mindre udtrykker Robert Kaiser generel tilfredshed med resultatet.

»Dodd-Frank-loven vil utvivlsomt gøre en stor forskel. Det åbne spørgsmål er, om den vil hindre en nedsmeltning af finanssektoren næste gang,« siger han.

Ingen købere

Kaiser peger på lovens påbud om, at det eksotiske finansprodukt derivater skal handles på åbne børser frem for som hidtil i det skjulte (det var netop handel med subprimederivater, som fik bunden til at gå ud af Wall Street).

Åben handel skulle gerne bringe større gennemsigtighed i prisdannelsen, hvilket vil øge konkurrencen og begrænse bankernes indtjening.

Mandag kunne The Financial Times rapportere, at de to banker – JP Morgan og Morgan Stanley – havde opgivet et ambitiøst come-back på markedet for derivater: Der var ingen købere.

»Det måske vigtigste aspekt ved finansreformen er at skabe mere gennemsigtighed og klarere regler for afvikling af konkursramte banker. Det skulle gerne anspore til mere forsigtighed i branchen,« bemærker Kaiser.

Ingen ved altså med sikkerhed, hvordan historien ender.

»Dodd-Frank-loven var en anomali udløst af en økonomisk katastrofe. Fremtidige katastrofer vil formentlig udløse andre love fra denne ineffektive institution. Men det ændrer intet ved, at Kongressen ikke er funktionsdygtig,« skriver forfatteren i sin konklusion.

Ræverkager

Men har Kongressen virkeligt ændret sig så meget fra sine ’storhedsdage’, da den unge journalist fra The Washington Post rendte rundt på de bonede gulve for at opspore historier?

»Ja,« svarer Kaiser med sin dybe, myndige stemme. »Kongressen har ændret sig til næsten ukendelighed.«

»I et langt liv lærer man selvfølgeligt, at tingene ikke er så firkantede, som man engang troede. Da jeg startede som reporter i Senatet i 1970’erne, var der én kvindelig senator. I dag er der snesevis. Det er en god ting.«

»Til gengæld er antallet af kvalificerede lovgivere faldet dramatisk – måske fra 30 til 15. I dag er næsten alle optaget af at lave politiske rævekager, de færreste interesserer sig for gedigen politik,« mener Kaiser.

Forfatterens vurdering er, at kun 10 pct. af de 70 medlemmer af finansudvalget i Repræsentanternes Hus er i stand til at sætte sig ind i den lovgivning, de vedtager.

— Hvad går de folkevalgte så egentligt rundt og laver i Washington?

»Engang plejede de at flytte deres familien til Washington. I dag bor de i deres hjemstat og skal derfor rejse frem og tilbage hver weekend for at bevare et nært forhold til vælgerne,« fortæller Kaiser.

»For det andet bruger de uforholdsmæssigt meget tid på at indsamle penge fra donorer. At der er 70 medlemmer af finansudvalget, skyldes ene og alene, at folk anser stedet for at være en god malkeko. Wall Street giver ud til højre og venstre.«

Han uddyber:

»De fleste medlemmer af Kongressen tilbringer en eller to dage om ugen med at ringe potentielle donorer op. Det bliver kaldt dialing for dollars. De hyrer firmaer til at lave lange lister over donorer og er beordret af deres stab til at gå rundt med listen i jakkelommen. Når der så er et ledigt minut, griber de mobilen og ringer løs. Det er en ydmygende praksis.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tue Romanow
  • Trille Hassager
Tue Romanow og Trille Hassager anbefalede denne artikel

Kommentarer

Trille Hassager

Artiklen er virkelig interessant.
Dog en lille anke - afslutningen på artiklen virker en anelse abrupt ... Det er en ydmygende praksis....
Jeg ville personligt gerne høre mere om fænomenet.... 'pimping for politicians' eller 'pimping politicians'... (efter temperament ;-])... også jf vores eget hjemlige folkemøde og lobbyisternes rolle/funktion...

Jens Overgaard Bjerre

Fra artiklen:

"Til gengæld er antallet af kvalificerede lovgivere faldet dramatisk – måske fra 30 til 15. I dag er næsten alle optaget af at lave politiske rævekager, de færreste interesserer sig for gedigen politik,« mener Kaiser."
"Forfatterens vurdering er, at kun 10 pct. af de 70 medlemmer af finansudvalget i Repræsentanternes Hus er i stand til at sætte sig ind i den lovgivning, de vedtager."

Jamen er det anderledes i Danmark, det tvivler jeg på.