Læsetid: 9 min.

Mig og min fiasko

Fiaskoen er en uundgåelig del af livet. Men den er også uundværlig, som kreativt brændstof, som målestok, som ledestjerne – og skræmmebillede. Tre forfattere fortæller om fiaskoen og dens muligheder
Illustration: Jan Danebod

Illustration: Jan Danebod

29. juni 2013

Af Julian Barnes

Født 1946. Engelsk forfatter og essayist. Modtager af Bookerprisen 2011 for ’The Sense of an Ending’. Udvalgte titler på dansk: ’Flauberts papegøje’, ’Over kanalen’, ’En trekantshistorie’.

I min barndom havde fiaskoer klare og offentlige udtryk: Du dumpede til eksamen. Du kom ikke over gærdet. Sådan var det også i den voksne verden: Ægteskaber endte i skilsmisser, mit favoritfodboldhold klarede ikke endnu en sæson i den daværende Tredje Division Syd. Først da jeg blev ældre, indså jeg, at fiaskoer kan også være private og skjulte: Der findes også følelsesmæssige, moralske og seksuelle fiaskoer. Sociale fiaskoer – generthed, den manglende forståelse for andre menneskes bevæggrunde, vanskeligheder ved at få venner, eller ved at turde være sig selv. Men selv på disse nye områder var det binære system stadig gældende: vind eller tab, bestå eller dump. Jeg var længe om at forstå nuancerne i succeser og fiaskoer, og indse, hvordan de ofte kan være forbundne størrelser.

Det tog mig en del år at blive del af det litterære London. Da jeg var sidst i 20’erne skrev jeg freelanceanmeldelser, og da jeg var først i 30’erne fik jeg job som litteraturredaktør. Det var et mandsdomineret miljø med skrappere konkurrencementalitet, end jeg havde forestillet mig udefra. Jeg så mine omgivelser an. Og ret hurtigt fik jeg kigget dem ud, jeg beundrede. Jeg havde ikke kun brug for rollemodeller, men også eksemplariske fiaskoer: Den ene slags til at efterligne, en anden til at afskrække. Af de sidste bød flere typer sig til: Drukkenbolten, den inkompetente, den sleske opportunist, den selvhøjtidelige nar. Det rystede mig, at det var muligt at leve et liv med stor litteratur og være eller blive socialt forkrøblet af miljøets snobberi. En prominent smagsdommer inviterede mig med på sin klub for at spise frokost og udstillede efterfølgende på trappen sine verdensmandsmanerer. Man måtte aldrig dyrke »illegitime forbindelser i området fra Embankment til Euston Road og fra Grays Inn Road til Regent Street«. Det var åbenbart for at få så fine råd, tænkte jeg, at unge mænd følte sig draget af litteraturkritikken.

Jeg hviskede tit til mig selv, »Lad være med at ende som X, begå ikke samme fejl som Y.« Men tidligt indså jeg, at den største synd i et kunstnerliv er at svigte sit eget talent. Der var en bestemt X, jeg helt sikkert ikke ville ende som. Han var en generation ældre, og for mig blev han antagelig et skrækeksempel, fordi han ganske som jeg selv var frankofil og havde klaret sig gennem sine studier på stipendier. I sine unge år havde han udgivet glimrende digte, og et par romaner og var smuk og vittig. Men i al den tid, jeg kendte ham, var han bare en alkoholiker, der lige kunne hænge sammen. Altid var han parat til at gribe til den forslidte undskyldning, at livet bliver mere interessant, når man drikker, fordi ædruelighed er så kedeligt. Hans prosa blev ved med at være elegant, mens hans livsførelse var sjusket. Hans kost syntes at bestå af vodka, guldøl og Gauloises. Hans ægteskab var ’ikke bestået’. Han havde to børn, boede alene i en kommunal lejlighed og tjente til dagen og vejen ved at skrive en ugentlig klumme. Han kunne være charmerende selskab, men også ulidelig at arbejde sammen med. Må ikke ende som X, gentog jeg for mig selv.

Vore veje skiltes. Af og til ringede han. Som regel, når han var beruset, og altid af trivielle grunde – for at få hjælp til en krydsogtværs f.eks. – men også (gættede jeg på) med det dybere formål at bekæmpe sin ensomhed. Efter en lang, usammenhængende, solipsistisk indledning udbrød han omsider en dag: »Hvorfor ringer jeg egentlig til dig, søde ven? I min irritation svarede jeg: »Fordi du er nået til B i din adressebog.«

Flere år gik. Han blev fyret som klummist. Hans byline optrådte stadig mere sporadisk. Jeg hørte, han var holdt op med at drikke og stoppet med at ryge. Han var nede på 17 smøger om dagen, og for at opbyde selvdisciplin, skrev han ned, hver gang han røg en ny. Han isolerede sig, blev stedse mere eremit og greb alle påskud for ikke at forlade sin lejlighed. Så blev der tavshed. Senere hørte jeg, han var død – alene selvfølgelig. De fandt frem til hans sandsynlige dødsstund ud fra det sidste notat i hans rygerdagbog.

Jeg gik til begravelsen. Nogle af hans ungdoms mesterlige digte blev læst op, og igen blev jeg forstemt over hans efterfølgende svigt af sit eget talent. Så talte hans søn og datter til den lille forsamling. De var begge faldet ud som både charmerende og intelligente mennesker, viste det sig. Og de talte med stor hengivenhed om deres far. Datteren beskrev, hvordan han hjalp hende til at komme ind på Cambridge, og hvor tålmodig og hjælpsom, han havde været. Det var rørende. Måske havde jeg taget fejl af manden. Da jeg forlod krematoriet for at drikke gravøl, sagde jeg – henvendt både til mig selv og til ham: »Nej, du var ikke nogen fiasko alligevel.«

Af Margaret Atwood

Født 1939. Canadisk forfatter, digter og litteraturkritiker. Titler på dansk: ’Den blinde morder’, ’Katteøje, ’Den spiselig’ kvinde’ og ’Tjenerindens fortælling’, der danner forlæg for den danske komponist Poul Ruders’ opera af samme navn.

Fiasko er blot et andet navn for en stor del af det virkelige liv. Ganske meget af det, vi sætter os for at udrette, ender som fiaskoer. I al fald i vores egne øjne. Hvem var det, der satte barren så højt, at de fleste af vore forsøg på at svæve yndefuldt over, endte i uværdig kollision og styrt i sølet?

Min personlige fiaskoliste er lang. Først var der mine syningsfiaskoer. Tag nu den gule alt for korte frakke med den skæve søm, jeg lavede i håndarbejde, da jeg var 12. Den fik mig til at ligne et herreløst dyr og min mor til at slå blikket ned, når jeg vovede mig ud. Skoletiden rummede sine egne nederlag. Min dårlige karakter i latin, mine dumpekarakter i algebra? Blindskriftmetoden, jeg aldrig fik lært.

Men ærgrelser fra teenageårene falder vel inden for normalområdet. Hvad med noget mere episk? En mislykket roman? Mængder af tid brugt på at vandre op og ned ad gulvet og skrible løs. Uden, som de siger i Newfoundland, at opnå andet end en våd røv og et net uden fisk.

I vinteren 1983 havde jeg indlogeret mig i Blakeney, Norfolk, det østlige England for at skrive og se på fugle. Det sidste lykkedes ret godt, det første slet ikke. I hovedet syslede jeg med et kompliceret plot, men at få styr på det i en lille fiskerhytte med kolde stengulve, et støjende komfur og en rygende pejs gik bare ikke. Mit plot omfattede forskudte tidslag og usandsynlige møder mellem dårligt tegnede figurer samt udgravning af mayaindianeres gådefulde flintestensfigurer i en del af Mellemamerika, jeg vidste lidt om. Hvad jeg så lavede på et vildspor, der endte på en mark i Norfolk oversået med kokasser, aner jeg ikke.

Jeg løb sur i flintestensfigurerme og måtte hitte på noget andet, at bruge min i øvrigt glimrende arbejdsro til i denne herlige, fjerne (og kolde) ravnekrog. Det endte med, at jeg pløjede mig igennem en betydelig mængde af historiske romaner fra England i Tudor-tiden (1485-1603, red.), som tidligere sommergæster havde efterladt. Imens hvilede mine forfrosne fødder på kamingitteret, hvilket dog ikke kunne afværge, at jeg fik frostknuder. Men måske var det netop disse seks måneders forgæves stræben, de forkludrede tidsniveauer i den strandede roman, eksponeringen for Tudor-kitsch og frostknuderne, der fik mig til at trænge igennem en usynlig mur, for umiddelbart derefter lykkedes det mig at gribe om nældens rod: Jeg begyndte at skrive på, hvad der blev til Tjenerindens fortælling.

Op på hesten igen, plejer man at sige. Og man kunne tilføje: Lær lige så meget af dine fiaskoer som af dine succeser.

Af Howard Jacobson

Født 1942. Engelsk forfatter og journalist. Klummist i The Independent (tidligere også Information). Bedst kendt for sine komiske romaner om jødisk-engelske karakterer. Hans roman ’The Finkler Question’ fik Booker-prisen i 2010.

Det starter tidligt. Du kan gøre din entré i verden i selvtilfredse skyer af herlighed allerede salig i livet før livet. Eller du kan ankomme til verden, modvilligt, skamfuldt, nøgen og klynkende. Min fødsel var en fiasko. Længe lod jeg min mor vente. Og da jeg endelig kom ud, var det fra en mærkelig vinkel. Jeg voldte hende smerter og skuffede min far. Han begræd mig ikke, men havde nok foretrukket et første barn med en mere afslappet holdning til tilværelsen – istedet for den modstand, jeg ydede, når han gennem årene meldte mig til talentkonkurrencer eller pressede mig op til de andre børn, når de blev inviteret op på scenen ved afslutningen på pantomimeteaterforestillinger, eller råbte ’her!’ og pegede på mig, når tryllekunstnere efterlyste frivillige.

Succes for ham handlede ikke om at tjene penge eller udmærke sig ved noget bestemt. Succes var at føle sig hjemme i verden uden at frygte den. Så det var ikke, fordi han krævede, at jeg skulle være fodboldspiller eller cricketstjerne, at han protesterede mod de sedler, min mor skrev hver onsdag for at bede mig fritaget for sport.

Han ville bare gerne have haft, at jeg kunne være venner med alle, som han selv var. Og der svigtede jeg ham.

Men man må se enhver fiasko som en mulighed. Jeg fulgte den rute, som er den foretrukne for alle verdslige fiaskoer og blev en åndelig succes. Fiaskoer er intet værd, hvis de ikke er storslåede. Hvis verden ikke vil vide af os, så vil vi ikke vide af verden. I stedet søger vi trøst i bøger, i isolation og til tider i fantastisk tænkning. Når andre drenge glæder deres fædre med boldspil, pusler vi med ord. Vi ser ned på det, vores medmennesker kan lide, og gør en pointe ud af ikke af at kunne lide det samme. Vi er nødt til at blive specielle, fordi vi ikke er specielle nok. Jeg tvivler på, at mange forfattere er skabt på nogen anden måde.

Kunst bliver skabt af dem, der anser sig selv for fiaskoer på alle andre områder end kunsten. En af grundene til, at litteraturen har færre læsere i dag dag end i går, er, at begrebet fiasko er blevet forbudt. Hvis vi er alle smukke, alle kloge, alle glade, alle succeser på vores egen måde, hvad skal vi da stille op med den besiddelsesløses sprog?

Men karakteren af deres fiaskoer vil sikre, at forfattere bliver ved med at skrive, uanset hvor mange læsere de har. Man er nødt til at skrive for at bemestre livets pinligheder og skændsler. Og paradoksalt nok er de bedste måder at bemestre disse fiaskoer på ikke at drukne sit liv i alkohol, men at genoplive fiaskoerne igen og igen, i ord. Det er ikke sådan, at ordene kan ændre på resultatet og giver hævn. Alle målrettede forsøg i den retning falder uheldigt ud – man kan altid gennemskue en forfatter, der omgestalter sin fortid ud fra forfængelige motiver. Til gengæld kan en forfatter håbe på at kunne mætte skammen. Ved intet at udelukke, intet at omskrive, intet at formilde, men tage skammen på sig og give den tilbage igen i depersonaliseret form som en art komedie.

Den første roman, jeg skrev, havde fiasko som tema. Min helt ville skrive en bog om sin fiasko, men var det lykkedes for ham, ville jeg skulle skrive om hans succes, og det vidste jeg, jeg aldrig ville gøre. Det ville have været helligbrøde. Succes efter verdslige begreber er sjældent et tema for stor litteratur. Gatsby kan umuligt få Daisy. Således får kunsten krammet på alle, der ikke har fantasi nok til selv at være fiaskoer.

 

Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen nielsen

Skidt er da også smukt. :-) affald er da også dejligt og lugter godt. Katastrofer og tragedier er da også dejlige, ja , jo mere vi siger det, jo mere kan vi vel overbevise os om det, eller også kan vi ikke.

Vor herre bevar mig vel!