Læsetid: 10 min.

»Folk, der tidligere lukkede af, er begyndt at lytte til os«

Kristian Thulesen Dahl har afsluttet sit første folketingsår som leder af Dansk Folkeparti. Allerede nu er partiet større i meningsmålingerne, end det var under Pia Kjærsgaards ledelse
Du kan ikke på én og samme tid føre en Robin Hood-politik i den økonomiske politik, hvor du vil en omfordeling fra bedrestillet til dårligere stillet, og så have en fuldstændig åbenhed i forhold til, hvem der kan komme ind i landet og få andel i goderne. De, der er ved muffen, vil flytte fra landet, og de, der er dårligere stillet, vil flytte hertil. Det undergraver simpelthen samfundet, siger Kristian Thulesen Dahl. Foto: Sigrid Nygaard
	 

Du kan ikke på én og samme tid føre en Robin Hood-politik i den økonomiske politik, hvor du vil en omfordeling fra bedrestillet til dårligere stillet, og så have en fuldstændig åbenhed i forhold til, hvem der kan komme ind i landet og få andel i goderne. De, der er ved muffen, vil flytte fra landet, og de, der er dårligere stillet, vil flytte hertil. Det undergraver simpelthen samfundet, siger Kristian Thulesen Dahl. Foto: Sigrid Nygaard
 

22. juni 2013

Han har ret. Det er et flot bord. Som det står dér med sin blanke overflade og påsatte skinnende læselamper, fremstår bordet næsten majestætisk. I hvert fald stateligt.

»Jeg reddede det fra at blive sat op på loftet. Da Liberal Alliance skulle have nyt gruppemødeværelse, ville de skifte bordet ud med sådan nogle moderne borde. Så snuppede jeg det.« Kristian Thulesen Dahl sætter sig energisk ved det blanke bord og viser, hvor praktisk det er med læselamperne.

Da han i september sidste år blev formand for Dansk Folkeparti, gik spekulationerne på, hvorvidt ’talknuseren’ kunne udfylde rollen efter karismatikeren Pia Kjærsgaard. Værdipolitikken blev da også lagt over på den tidligere formand, men i løbet af sit første folketingsår som leder har Kristian Thulesen Dahl udtalt sig om både integration og folkeskole. Akkurat som han proklamerede i sin første tale som formand for ni måneder siden. Derfra det kun gået fremad for Dansk Folkeparti – også selv om politiske modstandere beskylder Kristian Thulesen Dahl for at være hyklerisk.

»Alt, der er foregået dette år, er sket for første gang. Men grunden til, at vi er i politik, er den samme,« siger Kristian Thulesen Dahl om det parti, han selv var med til at stifte for snart 18 år siden, og hvis programmer han har været pennefører på igennem alle årene. Den 43-årige partileder har stillet kaffe og franske vafler frem, som han opbevarer i en glaskrukke.

»De er gode, når man er herinde sent. Så hjælper det lige på energien med lidt sødt,« siger partilederen og sætter sig frem i sofaen. Imødekommende og jovialt. Og alle spørgsmål besvares med en beredvillighed og veloplagthed – som at smøre stemmebåndene med optimisme, men uden at blotte sig. Nej, Kristian Thulesen Dahl mener ikke, at Dansk Folkepartis projekt er ændret med Pia Kjærsgaards afgang, for strategien bag er den samme. Men jo, han oplever da forandring, nemlig i forhold til befolkningens opfattelse af Dansk Folkeparti.

»Jeg har haft indtrykket af, at nogle, der normalt ikke ville lytte til Dansk Folkeparti og af ren fordom har lukket af, har tilladt sig at slå ørerne ud. Det har været rigtig godt at opleve.«

Dygtig, dreven, driftssikker

Kristian Thulesen Dahl blev oprindeligt valgt ind i Folketinget for Fremskridtspartiet. Et tidligt møde med Mogens Glistrup og hans liberalistiske økonomiske syn satte tanker i gang hos den dengang 12-årige dreng fra Nørre Snede – en landsby med omkring 1.200 mennesker på Vejle-kanten. Her voksede Kristian Thulesen Dahl op sammen med sine to ældre brødre, og hjemmet var præget af politik. Farfaren var i sin tid sognerådsformand og faren kredsformand for de radikale.

Hvor politiske diskussioner i mange hjem risikerer at udvikle sig til skænderier og derfor bliver afbrudt med et »nu skal vi ikke tale politik, nu skal vi hygge os,« var debatterne hjemme hos Thulesen Dahl en disciplin, man ligefrem opdyrkede. Og holdninger kunne godt opfindes undervejs, så man ikke gik glip af en god diskussion.

Siden blev Kristian Thulesen Dahl formand for Fremskridtspartiets Ungdom og medlem af Fremskridtspartiets hovedbestyrelse. Men i kølvandet på det efterhånden legendariske og tumultagtige årsmøde i 1995, brød han ud af partiet og dannede sammen med blandt andre Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup Dansk Folkeparti.

I begyndelsen havde det nydannede parti næsten intet program, og det, der trods alt fandtes, var nærmest en kopi af Fremskridtspartiets. Af samme grund havde de politiske eksperter svært ved at se partiets eksistensberettigelse på længere sigt. Modstand mod EU og afvisning af udlændingepolitikken blev kernen i partiets politik, og markeret med allestedsnærværende dannebrogsflag voksede partiet sig til at blive landets tredjestørste op igennem 00’erne. Hele tiden med Kristian Thulesen Dahl som en af de mest centrale politikudviklere.

Og når man beder kollegerne på Christiansborg beskrive Kristian Thulesen Dahl, kredser karaktertrækkene om hans begavelse og evne til at udnytte den i politisk øjemed. Dreven, dygtig og driftssikker er de ord, der går mest igen. Han beskrives også som velovervejet, selvdisciplineret og kontrolleret, og det siges, at han hører til i en særlig liga, på niveau med folk som Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen.

For Kristian Thulesen Dahls storebror Jens Henrik Thulesen Dahl, der også sidder i Folketinget for Dansk Folkeparti, er det mest slående ved lillebroderen hans store erfaring. Den har lært ham at tackle angreb, der rettes mod hans person i stedet for hans politik.

»Tidligere, da han ikke var så dreven, kunne det godt overraske ham, når folk gav udtryk for, at de ikke kunne lide ham som person på grund af det, han stod for politisk. I sådan en situation bliver han skuffet over folk,« siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Da Pia Kjærsgaard gik af som formand i august sidste år, var kun den absolutte inderkreds i partiet informeret, deriblandt Peter Skaarup, Søren Espersen og naturligvis ’kronprins Kristian’, som den afgående formand udnævnte ham i pressen. Selv vidste Jens Henrik Thulesen Dahl intet om Pia Kjærsgaards afgang før selve offentliggørelsen. Og det er ganske naturligt, mener han, for det er jo »et topstyret parti.«

Strategen

Hos Dansk Folkeparti har man en yndlingsvenstremand i Claus Hjort Frederiksen. Han er manden, der fik Pia Kjærsgaard til at knibe en tåre ved formandsskiftet, for de to har »et specielt godt forhold«. Også forholdet mellem den tidligere finansminister og Kristian Thulesen Dahl er tæt:

»Man tror aldrig, at efterfølgeren kan klare det lige så godt som forgængeren, men det har han jo udfyldt fuldt ud. Og partiet har oveni købet haft fremgang,« siger Claus Hjort Frederiksen. Han skrev et personligt portræt af Thulesen Dahl, da han blev formand, som blev bragt i Berlingske: »Et tæt samarbejde«, »store forventninger« og »stor respekt« var nogle af de gennemgående slagord.

Men Claus Hjort Frederiksen har også oplevet en »skrap forhandler«, der om nogen mestrer det psykologiske spil i politiske forhandlinger.

»Han kan rigtig mange kneb, som kan tirre modstanderen. For eksempel at komme for sent eller trække tiden ud. Den teknik mestrer han til fuldkommenhed, så man sidder og venter og bliver irritabel. Men han er også utrolig konstruktiv og kan finde løsninger og finde veje. Grundlæggende må man sige, at han er en meget, meget, meget dygtig forhandler,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Især under finanslovsforhandlingerne ruller Thulesen Dahl arsenalet af forhandlingsteknikker ud. Partilederen, der altid har interesseret sig meget for finansloven og havde den med under armen til vælgermøder, da han første gang stillede op til Folketinget i 1990, sætter sig ind i selv de mindste detaljer. De gule sedler i finanslovsforslagene er fast tradition i ambitionen om at udfordre Finansministeriets embedsfolk. Og Thulesen Dahl har om nogen rykket grænserne for, hvilke politiske aftaler man kan proppe ind under en finanslovforhandling og høste dét, som justitsminister Morten Bødskov tidligere har kaldt Dansk Folkepartis ’symbolske lunser’ i form af eksempelvis ældrechecken. Kristian Thulesen Dahl er med andre ord et rendyrket politisk dyr.

»Hvis han er interesseret i et resultat, kan han være med til at skabe en atmosfære, som bærer fremad. Omvendt, kan han være uhyre destruktiv, hvis han mener, at han bliver behandlet dårligt,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Om det tætte forhold til Venstre siger Kristian Thulesen Dahl, at han håber, samarbejdet med Venstre kan »gentage sig efter et kommende folketingsvalg.«

»Som det er nu, har vi ikke noget reelt alternativ til at bakke en Venstre-ledet regering op.«

— Hænger jeres tætte forhold til blå blok sammen med det Venstre, som Fogh skabte?

»Jeg mener, at Anders Fogh Rasmussen var eminent til at se muligheder i samarbejdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Han anerkendte det grundprincip om, at selv om vi kom fra forskellige steder og ofte mente noget forskelligt f.eks. i den økonomiske politik, kunne det vendes til en styrke – forstået på den måde, at hvis vi lavede et kompromis fra to kendte udgangspunkter, ville en meget stor del af Danmarks befolkning føle sig dækket ind af det kompromis.«

— Hvordan vil du selv placere jeres parti i det politiske landskab?

»Det kommer helt an på, hvad det drejer sig om. Sagen er, at vælgerne for længst har gjort op med at placere partierne.«

— Men vil du placere jer i centrum eller til højre for midten?

»I centrum – defineret på den måde, at det er dem, der ønsker at bevare det, vi kender.«

— Det lyder jo nærmest konservativt?

»Det bør vel defineres som centrum, at man ønsker at bevare det bestående. For eksempel sagde vi i valgkampen for to år siden, at der skal være en realvækst i den offentlige sektor frem til 2020 på ca. 0,8 procent. Dér mente S og SF, at 1,4 procent var det rigtige. Så sker der det, at Venstre og Konservative går fra 0,8 til 0. SF og S går sammen med De Radikale fra 1,4 til 0,8 og efterfølgende nu til næste år 0,4. Vi står stadig på 0,8. Det vil sige, at vi nu er stillet et andet sted i forhold til de andre partier. Men det er ikke, fordi vi har flyttet os. Er vi nu blevet mere venstreorienterede end SF’erne? Det er noget af det, der gør det så svært at placere partierne i forhold til hinanden. I 2001 stod jeg for smalhals. Nu står jeg pludselig for ødselhed, men jeg mener nøjagtig det samme. Det er paradoksalt, synes jeg.«

Væk med nødvendighedens politik

For Kristian Thulesen Dahl har EU-politikken altid været forbundet med stor skepsis, og der er brug for en markant ændring af EU-politikken, hvis ikke Danmark skal miste sit råderum, mener han. Frygten er, at jo mere der besluttes via EU-systemet, des større er tabet for vores demokrati.

»Vi diskuterer jo meget, hvad nødvendighedens politik er. Det er rigtig godt, at nogle er begyndt at angribe den terminologi ved at sige, at der ikke er nogen facitliste. Du kan ikke trække i en automat, hvordan politik skal være. Politik skal dannes ud fra, at befolkningen former, hvilket samfund vi vil have. Og der er en tiltagende tendens til, at man bare propper alting ind under EU-kappen, og bruger EU’s krav som forsvar.«

På den baggrund kritiserede Thulesen Dahl i sin grundlovstale også finansminister Bjarne Corydon for med EU som begrundelse ikke at lempe på finanspolitikken trods vismændenes anbefaling.

»Vi bliver nødt til at insistere på, at vi er med til at forme, hvilket Europa vi vil leve i. Og hvilke EU-regler, der gælder. Det må aldrig blive sådan, at vi bare siger, at det må vi ikke mene noget om, for det har EU besluttet. Men det er desværre sådan, det er i praksis i dag.«

— Hvad er det største problem ved det stigende antal EU-direktiver?

»Hvis man både vil et EU-samarbejde med fri bevægelighed og arbejdskraft, og man samtidig ikke vil påvirke det til at forhindre, at de, der kommer hertil, kan få sociale ydelser, har det nogle konsekvenser i forhold til, hvilket Danmark vi vil komme til at kende om 20-30 år. Så vil det blive et mere konfliktfyldt samfund. Den måde, det globaliserede samfund forvaltes på, underminerer respekten for, at man skal betale forholdsvis høje skatter til et velfærdssamfund, som folk udefra, der ikke har bidraget i særlig høj grad, i vid udstrækning får adgang til. Og det er den fortælling, vi skal gøre mere og mere ud af, så det ikke bare bliver en diskussion om, at jeg ikke vil have så mange asylansøgere til Danmark. Flere og flere skal blive bevidste om, at det ikke er et spørgsmål om asylansøgeren. Det er et spørgsmål om, hvilket Danmark vi har om 30 år.«

— Folk tæt på dig mener, at du i højre grad end Pia Kjærsgaard er en strammer på udlændingeområdet?

»Du kan ikke på én og samme tid føre en Robin Hood-politik i den økonomiske politik, hvor du vil en omfordeling fra bedrestillet til dårligere stillet, og så have en fuldstændig åbenhed i forhold til, hvem der kan komme ind i landet og få andel i goderne. De, der er ved muffen, vil flytte fra landet, og de, der er dårligere stillet, vil flytte hertil. Det undergraver simpelthen samfundet.«

I regering?

Målet for Kristian Thulesen Dahl er at sikre Dansk Folkeparti maksimal indflydelse. Og i hans optik vil adgang til indflydelse altid være bedre end at sidde som protestparti. I det årti, VK sad i regering, havde Dansk Folkeparti stor indflydelse på politikken, og ifølge Jens Henrik Thulesen Dahl havde lillebroderen en oplevelse af at have mere magt end nogle af de ministre, der sad i regering. Dermed er facit for Dansk Folkeparti ikke nødvendigvis en plads i regeringen efter et kommende valg, men derimod en placering i forhold til regeringen, hvor det største aftryk på de politiske aftaler kan sættes.

»Den dag, Dansk Folkeparti skal i regering, sker det fordi vores vurdering er, at det giver så stor gennemslagskraft, at vælgerne kan se, det giver mening. Ellers kan det være bedre for os, at vi står uden for en regering, men kan præge den. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke ser det som et mål i sig selv om at komme i regering. Jeg vil ikke opleve det som et nederlag, hvis jeg ikke har været minister, når jeg er færdig med at være i politik.«

— Hvad er så jeres projekt?

»Det vigtigste for mig er, hvordan vi placerer Dansk Folkeparti, så de andre bliver nødt til at tænke på os som nogen, der også har indflydelse om fem ... 20 ... 30 år. At man bliver nødt til at tænke Dansk Folkeparti ind som nogen, der er med til at tegne udviklingen for Danmark på lang sigt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Det skyldes jo nok, at især eletroniske nyhedsmedier tæppebomber befolkningen med Dansk Folkepartis budskaber. Det gør Dansk Folkeparti nærmest umulige at undgå. Da partiet blev forsøgt sat uden for indflydelse, begyndte journalister at stille kritiske spørgsmål og bede andre partiers ledende politikere om kommentarer til udtalelser fra Dansk Folkeparti.

Jens Falkesgaard, Kirsten Kjellerup, Lars Dahl, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen, John Vedsegaard, Moh Abu Khassin og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

"faren kredsformand for de radikale." - Og Kræn er landsformand for DF.

Sig så ikke, at det aldrig går fremad i Danmark.

Ser man bort fra de danske værdier, EU modstanden og indvandringen, som nogen negativt kalder nationalisme, hvad er der så tilbage af partiet ideologisk.
Økonomien er Tulles yndlingsemne, men bag de økonomiske ønsker må ligge nogle pejlemærker for, hvor partiet vil hen.
Og det kan godt være lidt svært at få øje på det særlige ift andre partier, mest S.
Det med at ligge på midten, sige ikke rigtigt noget.

Niels Frandsen

Inden rygmarvsrefleksionen tager over, så var det måske værd at forholde sig til, hvad dette åbenlyse politiske talent havde at sige selvom man/jeg er rygende uenig med ham...... DF er kommet for at blive, og de bliver definitivt sværere at overse med en Thukesesn Dahl i spidsen end Fru Kjærsgaard, da han er klart mere politisk salonfähig !

Dan D. Jensen, Per Torbensen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Peter Øgaard

Mon ikke DFs værste fjende er deres blå vælgere, som jo i den grad modarbejder "Tulle" med deres meget rabiate holdninger?

Hvor må det blive svært for dem, at skulle skifte, ikke bare holdninger, men også standpunkter.

Det bliver sjovt at se "Jens J" og mange andre profiler i helt andre roller:-)

Kristoffer Larsen

Partiet er jo stort set tømt for holdning til de udfordringer som Danmark står overfor og tager de populistiske og lette standpunkter.

De var imod en lettelse af selskabsskatten, selvom Danmark netop her er udfordret af lande som Sverige, Finland og Schweiz. Omvendt vil de gerne lette energiafgifter selvom danske virksomheder generelt ikke er energiintensive. Måske hænger det sammen med, at de er 'klimaskeptikere' og deres vælgere kan forstå at staten tager frygteligt meget i afgift på el.

Tilsvarende er de for lavere afgifter på øl og spiritus, mens de ikke mener skatten på arbejde er et problem.

DF er også bange for reformer og mener, at det skaber uro med ændringer. Omvendt vil de have større vækst i det offentlige forbrug end regeringen modsat Venstre der vil nulvækst og LA der vil skære ned.

Deres vælgere er dog ikke interesseret i den slags selvmodsigelser da de i høj grad lader sig drage af følelser frem for indhold. Derfor er partiet også kommet helskindet igennem deres skiftende holdninger om dagpengeperioden. Man skulle i den grad mene, at partiet har lært af Venstres spin og Claus Hjort Frederiksens gennemgående løsagtige forhold til fakta.

odd bjertnes

Erindrer K-formand Hans Engell's sære men hyppige formulering fra en anden oppositionstid :
'Vi i Venstre ...og, øh... de konservative ... mener...' etc. etc.
Sådan underdanighed er der ikke meget selvstændig partifremtid i.

Tag ikke fejl af, at Tulle faktisk er langt mere rabiat end direktørfruen fra Hellerup. Han går bare mere stille med dørene ...

Jens Falkesgaard, Kirsten Kjellerup, Jan Weis, Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen, Karsten Aaen, Moh Abu Khassin , Marianne Rasmussen, Mette Hansen og John Vedsegaard anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Thulesen Dahl er ekspert i populisme. Er emnet ledighed, begynder han at tale om østarbejdere, er emnet vækst og beskæftigelse, så fremhæver han lavere afgifter på Hr. og Fr. Kakkelbords køb hos Fleggaard, mens han er modstander af lavere selskabsskat, da det kun er noget de grimme store virksomheder betaler, mens han kommer med det sædvanlige Tulle smil. På den måde tiltaler han traditionelle Venstre og S vælgere.

Løkke er også god til den slags ordspil, men hans ulempe er mangel på selvbeherskelse.

lars abildgaard, Karsten Aaen, Peter Taitto, Mette Hansen og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Hvem er ikke bange for reformer,især hvis de kunne ramme en selv på den lem i vores krop som er mest følsom nemlig pengepungen.

Kristian Thulesen Dahl er ingen dårlig politiker han har tæft.

Tidligere Chr.borg TV journalist Kaare R. Skov omtalte for ikke længe siden K.T. Dahl som den mest intelligente politiker på Chr.borg. (Hvis det egentlig betyder særlig meget). Men ingen tvivl om at K.T. Dahl vil få en del at sige i dansk politik i årene fremover, og en indflydelse som EL kun drømmer om.

Jens Hansen, Per Torbensen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvad han siger om EU er jo indlysende rigtigt - vi kan ikke både opretholde en høj fordelingspolitik samtidig med at arb.kraftens fri bevægelighed, Schengen m.v. sætter systemet under pres > det tror jeg alle, i hvis buskadser romaer udfører deres daglige toilette vil give mig ret i. At underlægge dansk lovgivning EU er ikke ok.

Hans øvrige økonomiske og sociale slingrekurs i retning af neolib ødelægger så respekten herfra

Nic Pedersen

Nej, han har jo heller aldrig lavet andet, hvilket desværre gælder både ham og de fleste af hans kollegaer i alle de andre partier også!

Jeg er meget betænkelig ved (levebrøds)politikere som bestyrere af en virkelighed, de aldrig har haft del i. Og det er ikke rettet i særlig grad mod KTD. Der er mange andre tilfælde, men hans totalt "blanke" CV er... ja, blankt!

Rasmus Kongshøj, Carsten Mortensen, Moh Abu Khassin , Henrik Jensen, Mette Hansen, Marianne Rasmussen, Per Jongberg, Torben Nielsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Niels Frandsen

@Nic - du mener en kende mindre blankt end langt de fleste af EL folketingsmedlemmer - korrekt ?

Jørn Boye, Per Torbensen, Troels Ingvartsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

Intet parti har vist sit værd før det har været en dl af en regering. At betragte verden udenfor uden reel ansvar er det letteste i verden.

Erik Karlsen

Kjeld,
vil du dermed sige, at partier uden for regeringen altid er uansvarlige, også hvis de ikke er blevet inviteret indenfor i regeringsvarmen?

Mette Hansen

Uha hvor de borgerlige kører sig i stilling ..først LAs udmelding om Df i regering med V og nu populisten Thulesen Dahl med det bagstræberiske menneskesyn!! Hvem i alverden ved sine fulde fem ønsker lunefulde Løkke tilbage omgivet af fremmedfjendske DF og fattigfjendske LA..... Det går over min forstand!!

Jens Falkesgaard, Kirsten Kjellerup, Nichlas Moth, Marianne Rasmussen, John Victor Lorck, Keld Sandkvist, Anders Kristensen, lars abildgaard, Henning Pedersen, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Niels Frandsen

Blank er blankt, uanset parti!
Jeg mener, hvad jeg skriver, hverken mere eller mindre! ;-)
Der er bare for mange levebrødspolitikere i alle partierne. Studer evt. Folketingets CV-liste, som Steen Sohn linker til ovenfor. Jeg må dog advare imod risiko for efterfølgende depression her! ;-)

Men hvis du fisker efter anerkendelse af ELs rotationsprincip (vist oprindelig en VS-ide?) herfra, så er den hermed givet.
Det er et fremragende godt princip, som burde være generelt, hvis repræsentativt demokrati overhovedet skal have mening og fremtid, og det ville have klædt mange fra EL, hvis deres villighed til ofring af det havde været mindre tydelig i forhold til f.eks. deres populære stemmemagnet Johanne her for nylig.

Jens Thaarup Nyberg, Torben Bruhn Andersen, Rasmus Kongshøj, Per Jongberg, Niels Duus Nielsen, Niels Mosbak og Mette Hansen anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

Nic - problemet med hans "blanke" CV er, at når du så har en type som Pia - så finder cafe lattehovederne det skidesjovt, at hun er hjemmehjælper og bruger dét faktum til at nedgøre hende.

Eller at Villy snakker engelsk som en, der har gået på den stråtækte - hvad han jo også har....

Nic Pedersen

Henrik,

jeg kan godt se din pointe. Jeg har heller ikke meget til overs for "cafe lattehovederne"!

Det gik nu for resten allerede ud over f.eks. Anker Jørgensen i sin tid, hvis husker nogenlunde ret (cafe latte var vist dog ikke ret udbredt dengang)

På den anden side så KUNNE Villy altså godt bruge sit ministeries udmærkede tolke en gang i mellem. Det er ingen skam ikke at være Rasmus Rask! ;-)

Mon ikke den største forskel er den, at Tulle er en ulv i fåreklæder, mens ulven Pia altid beholdt/beholder ulveklæderne på?

Nic Pedersen

"gået" og gået er vist meget sagt, som det jo også fremgår af siden, med Ankers gennemgående og prisværdige beskedenhed.

Men vi kunne godt bruge flere "psykopater" af Ankers slags jf. citatet fra samme side:

" ... En mand der kunne have boet på Marienborg, men valgte at blive på Sydhavnen, er jo tindrende psykopat i Lundin-klassen ..."

Jens Falkesgaard, randi christiansen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Mosbak, Kristian Rikard, Rasmus Kongshøj og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Pia havde en ultrakort periode som hjemmehjælper. Så giftede hun sig til en stilling som direktørkone i Hellerup.

Egentlig underligt, at der ikke var journalister der punkterede den "jeg er en del af folket"-ballon med det samme. Det ville have krævet fem minutters baggrundstjek ...

Mogens Kristensen

@ Randi Christiansen
"Hvad han siger om EU er jo indlysende rigtigt - vi kan ikke både opretholde en høj fordelingspolitik samtidig med at arb.kraftens fri bevægelighed"
Vi er mange der husker debatten om EUPAKKEN... Hvem sagte "stop snakken sig ja til pakken" ??? Det var sjovt nok medlemmer, fra fremskridtpartiet der fremsatte dette rim.
Vi har stadigvæk medlemmer sidende i folketinget fra det parti.

Sjovt nok var det kun de RØDE, der havde læst lektien om EF/EU

Henrik Jensen

Dana -

Fra hendes hjemmeside:
Købmandsskolen i København 1963-1965.
Ansat på kontor inden for forsikrings- og reklamevirksomhed 1963-1967.
Hjemmehjælper 1978-1984.

Seks år er nu ikke ultrakort - jeg har gjort kærester gravide på kortere tid.

Men pointen var ikke, hvor længe hun har erbejdet - eller ikke - som hjemmehjælper. Pointen var, hvordan det fag blev brugt imod hende...

Skepsis overfor EU og skepsis overfor indvandringen fra muslimske lande er noget som en stor del af den danske befolkning går ind for. Havde der været folkeafstemninger om stop for EU og stop for indvandring fra visse lande, så havde der nok været 60% flertal for begge.

Det burde få de andre partier til at overveje om de reelt repræsenterer deres vælgere eller om der er tale om en slags elitær holdning til disse spørgsmål der ikke findes udenfor Borgen i nævneværdig grad.

Ser man bort fra indvandringspolitikken og EU modstanden, så er Dansk Folkeparti placeret solidt til venstre for midten i de fleste fordelingsøkonomiske spørgsmål. Det er et parti der ønsker at fratræde EU og stoppe indvandring for at bevare den store stat og 'velfærden'.

Derfor er det lidt af et kunstgreb at placere dem hos de borgerlige. Der er i høj grad tale om et parti af tidligere socialdemokrater - ikke Fremskridtsparti liberale.

Jeppe Bundgaard

Da jeg startede med at læse artiklen, tænkte jeg med det samme; dette er skrevet af en nyuddannet journalist. De første par afsnit om blanke borde og lamper skal sætte scenen, og så er det,undskyld mig udtrykket, ren tomgang de næste mange afsnit. Man skal utrolig langt før det bliver tilnærmelsesvis interessant. Sidder der ikke en redaktør, der kan sørge for at alt det uvæsentlige bliver sorteret fra? Jeg er ret ligeglad med, om Kristian Thulesen Dahl har Franske vafler i en krukke, så han kan få lidt energi i de sene aftentimer.

Fandt ud af, at det er skrevet af en journalist praktikant fra syddansk universitet, så en guidende hånd fra de "voksne" inde på redaktionen, ville være kærkomment.

Med venlig hilsen.

Kirsten Kjellerup, Jens Thaarup Nyberg, Lars Dahl, Niels Mosbak og Henrik Jensen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Henrik Jensen:
Den stråtækkede blev allerede i Villys barndom afløst af de store centralskoler, hvor elverne fik langt mere kvalificeret undervisning - også i engelsk.

Henrik Jensen

Mosbak:

Nu er det EU-parlamentet, der tvinger partierne til disse hjernedøde "europæiske" partigrupperinger. Så lige det her, vil jeg ikke holde så meget imod DF.

Men Pia Kjærsgård - det er en anden fiskesuppe. I dag er det glemt, at hun i årevis var medlem af World Anti-Communist League og deltog i organisationens møder.

http://da.wikipedia.org/wiki/WACL

Jens Thaarup Nyberg, Jonathan Smith, Lars Dahl og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Informations tilgang til en feature om formanden for Dansk Folkeparti viser meget om den journalistiske linje.
Vi får en gang afvæbnende sødsuppe med blævergeleros af Claus Hjort, der om nogen allerede har gjort sig ét med DF's tankegods.
Sødsuppen er serveret af en praktikant, som vi ikke med god ret kan angribe. Hun har næppe besluttet, hverken tema eller facon.
Der er al mulig grund til at klandre Informations redaktion. Hvor f... bliver de kritiske spørgsmål af? Hvad vil DF gøre ved, forureningen i København? Hvad vil DF gøre ved at natklubber diskriminerer? Hvad vil DF gøre energipolitisk i Danmark. Vil de satse på vindmøller eller?
Vi har al for megen fordummende journalistik, hvor de politiske partier i alt for høj grad får lov at sætte deres egen dagsorden.

Jens Falkesgaard, Kirsten Kjellerup, Niels Mosbak, Moh Abu Khassin , Sascha Olinsson, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek og Jeppe Bundgaard anbefalede denne kommentar

@ Erik Hamre. Det er muligt, at DF giver udtryk for at være "placeret solidt til venstre for midten i de fleste fordelingsøkonomiske spørgsmål." Men ser vi på hvordan deres stemmer falder, så har de over de seneste mange år støttet en politisk linje, der helt entydigt har øget skellet mellem rig og fattig i Danmark, som har polariseret samfundet, og som har svækket den demokratiske debat.
DF har tydeligvis et partiprogram, som bygger på aktuelle folkestemninger, men som ikke følges op af handling. Hvor blev DF af, da de kunne afgøre om det var de radikales nej eller DF's ja til efterlønnen, der skulle slå igennem? Og det er blot et eksempel.
Det skræmmende er, at det er lykkedes DF at skjule, hvad de i grunden vil med vores land. Hvad er det for et Danmark DF vil have? Her har DF som solide reklamefolk evnet at lægge sig i slipstrømmen af forskellige ofte modsigende folkestemninger uden nogen sinde at blive fulgt til dørs.

Jens Falkesgaard, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Dansk Folkeparti har en grundlæggende fatal fejl: De støtter den blå økonomiske politik.

Er du villig til at opleve dit velfærdssamfund blive atomiseret af Løkke og Tulle, hvis bare du kan holde muslimerne fra døren og dit job?

Niels Duus Nielsen, randi christiansen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Uanset hvor meget vi kan være u-enige med DF som politisk spiller for bange-skeptiske-konservative er vi nødsaget til at forholde os til hvorfor det er, de har så meget indflydelse.

Det har de jo fordi, de med stor politisk kløgt er talerør for de synspunkter, som den yderste højrefløj har, og tilsynelande også langt ind mod midten.

Skal der være et modsvar, er det nødsaget til at være krystal-klart og med med let genkendelige fælles mål. Er det ikke netop venstre fløjens manglende evne til at komme med tilsvarende klare budskaber, der gør at DF har så nemt spil og elskes u-kritisk af mange medier?

”At man bliver nødt til at tænke Dansk Folkeparti ind som nogen, der er med til at tegne udviklingen for Danmark på lang sigt.” – og hvem er så ”man” – og sikken en truende ”udvikling” - disse ”nogen” bliver dog aldrig stuerene – helt igennem grimhed i tanker og åsyn …

Gorm Petersen

De lever af landdistrikterne.

Flertallet af vælgerne i landdistrikterne har ingen racistiske sympatier overhovedet.

De laver af olks træthed af det selvfede københavneri - udtrykt ved rullekraveklædte Margrethe Vestager.

Hvor en ærlig kapitalist i det mindste er skyldbevidst - på ingen måde kunne tænke sig at bytte tilværelse med den udbyttede - bilder disse højtlønnede og "dygtige" sig ind, at de er gode.

Minder ganske meget om den israelske myte: Et folk uden land kom til et land uden folk.

Troen på at man kan rage til sig, uden at tage fra andre, og være forelsket i sig selv, udan at andre finder een nedladende.

Og lige nu kører de med klatten fordi hovedparten af danskerne godt husker, at det med at være venstreorienteret er noget med fordelingspolitik.

Det er ikke noget med bøssebryllupper og finkultur. Det har DF-vælgerne (langt de fleste) intet imod.

DF's største svaghed er, at Danmark ikke kan kopiere USA. Et 2-parti system med de radikale svarende til Demokraterne, og DF svarende til Republikanerne, er bare ikke muligt i Danmark.

Vi mangler simpelthen det store "white trash" område med "guns-n-bibles".

Kristian Rikard

Hvis man nu istedet for det intetsigende foto der ledsager artiklen, havde valgt et, hvor KTD var på vej til finanslovsforhandlinger ville man kunne se hans eget eksemplar ligne et pindsvin - ingen andre forhandlere har så mange "post its" strittende i alle mulige retninger :-)

Jonathan Smith

Jeg vil mene at det er misvisende at betegne DF som "yderste højre".

Man bliver nødt til at skelne mellem økonomisk politik og værdipolitik.

Værdipolitisk, er DF ganske rigtigt længst til højre i DK. De er dog ikke så ekstreme værdipolitisk, som de forholdsvist små grupper af ekstreme grupper i Europa, som Niels Mosbak illustrerede med det oplysende link til Al-jazeera. Tak for det, Niels Mosbak, i øvrigt.

Men DF prioriterer værdipolitik over økonomisk politik, og det ser ud til, at når de har chancen, som det var tilfældet under VK-regeringen, så indgår de forlig, hvor den økonomiske politik bliver gået på kompromis med, og værdipolitkken får lov at afgøre udfaldet. Deres økonomiske program, er dog, hvis ikke venstreorienteret, så venstreorienteret i forhold til de Radikale, Venstre og Konservative

Jeg vil vove den påstand, at Liberal Alliance er landets mest højreorienterede parti, set med de økonomiske briller, som er et der virkelig batter. Dette efterfulgt, i prioriteret rækkefælge, af Radikale, Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, SF og i modsat ende naturligvis Enhedslisten.

De reformer vi ser idag, er økonomisk set mere højreorienterede end noget VK nogensinde gennemførte. Og det synes at være de radikale der er bannerførere.

I dette spektrum, ville jeg placere DF mellem konservative og socialdemokraterne.

Ja, DF er yderst populistiske, men det er de ikke alene om.

Med eksempelvis Søren Espersens lejlighedsvise udfald, og en person som Mogens Camres samme, er det da på plads at betegne som højreekstremt, men det udgør jo sådan set undtagelserne i det daglige politiske virke, og ligger ikke i tråd med de beslutninger, som DF er med til at tage.

Jeg synes den store trussel ligger i Liberal Alliance, og deres endnu mere end DF's, populistiske retorik. Det er ikke DF, men de radikale og liberal alliance, der er de største modstandere af regulering af finanssektoren, hvilket er det der virkelig ville batte at kæmpe mod.

Finanssektoren har opnået en nærmest uovervindelig magt, på trods af, at den ikke egentlig producerer nogen nævneværdig værdi, ihvertfald ikke en værdi der bare står i rimeligt forhold til dens dominans.

Hvis bare de radikales tolerence-hykleri, der reelt ikke rykker noget, og venstrefløjens yndlingskamp mod DF kunne slutte, og der i stedet kunne fokuseres på, at kræve finanssektoren reguleret (til en start, at komme tilbage til Glass–Steagall Act, der krævede opsplitning af almindelig bankvirksomhed, og investeringsvirksomhed) ville vi have en meningsfuld kamp.

Niels Duus Nielsen, randi christiansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Bortset fra mindre detaljer er jeg faktisk ret enig med dig. Men disse mindre detaljer er nok til at jeg ikke gør det.

Jonathan Smith

Kristian, tak for input. Jeg læser som regel dine indlæg med stor interesse og bliver ofte klogere, så jeg ville være taknemmelig, hvis du giver dit input omkring hvad du mener er fejlslutninger.

Kristian Rikard

Det er mest det med værdipolitik, jeg ikke er helt enig i. Men når du siger: "De reformer vi ser i dag, er økonomisk set mere højreorienterede end noget VK nogensinde gennemførte. Og det synes at være de radikale der er bannerførere", så vil jeg nedlægge en protestant. For selv om det ikke er velset at sige her på stedet, så tror jeg ikke du ville se den helt store forskel, hvis vi havde en V-regering. Vi har forladt de glade 00'ere, og banen for fremtiden er en ganske anden end den var for bare 5-6 år siden.
Og mons tro ikke det er derfor, at oppositionen (V) har holdt så lav profil, og mons tro de ikke ville være lige så kede af det, hvis der blev valg nu, som den siddende regering ville?

Jonathan Smith

@Kristian

Ok, tak for udredning.

På det sidste punkt er vi nu ikke uenige.

Jeg tror såmænd også, at V havde gennemført cirka samme politik, hvis de havde haft magten i dag.

Jeg iagttager bare hvilke reformer de gennemførte, mens de havde magten. Man må medgive, at selv om de allerede var relevante dengang, blev de ikke gennemført, og at de nu er blevet overhalet højre om, af den nuværende regering, som havde modet til at gennemføre dem.

Og så er der det deprimerende forhold, at det forargede fokus på DF, der i bund og grund er center eller center-venstre-orienteret på alle andre områder end værdipolitikken, hvor de trods alt er moderate, set i forhold til f.eks. English Defense League, etc., skal have lov at dominere debatten, frem for de store finanspolitiske spørgsmål, der virkelig har betydning for vores fremtid.

Kristian Rikard

Enig, men så er vi også tilbage til overskriften og selve diskussionen.
Jeg er selv holdt op med at spille "blame-game" kortet. Men alligevel for sidste gang. Den tidligere VK regering fik IMHO alt for sent færden af hvad der var på vej og lå i kortene. Og de sidste to år af deres regeringstid var en jammer i mine øjne. CHF så lys for enden af tunnelen, hvor alle andre havde set mørke - i lang tid.
Kald det politik eller illusioner - men når vi (som du også gør) taler om en "fornuftig" økonomisk politik så vil jeg groft sagt skide på politikernes rhetorik !!