Baggrund
Læsetid: 11 min.

En hel generation opdrages af bedstemor

Hver tiende borger i Letland har forladt landet for at søge arbejde andre steder i EU. Det betyder at en generation af børn i landdistrikterne vokser op som såkaldte ’euro orphans’. Information besøger børnene, som vokser op hos bedste og bliver opdraget over Skype
De sidste. Laila Spuge med børnebørnene Inguna på 17 og Toms på 11 år. To af hendes egne børn og de ældste børnebørn er rejst ud. En tredje søn er vendt hjem og har åbnet egen butik, men den kører dårligt, for ingen i landsbyen har penge. Livet var bedre i Sovjet-tiden, siger hun.

De sidste. Laila Spuge med børnebørnene Inguna på 17 og Toms på 11 år. To af hendes egne børn og de ældste børnebørn er rejst ud. En tredje søn er vendt hjem og har åbnet egen butik, men den kører dårligt, for ingen i landsbyen har penge. Livet var bedre i Sovjet-tiden, siger hun.

Tine Sletting

Moderne Tider
29. juni 2013

Den lille dreng åbner ivrigt døren ved lyden af larmen fra bilmotoren, der bryder den landlige stilhed. Hans smil fuldender billedet af idyl. Træhuset har set bedre dage, men det er omgivet af frodigt, friskduftende græs og træer. Hønsene går frit omkring og pikker i jorden ved den gamle brønd og mellem kaninburene, og storken sidder stolt i sin rede på toppen af elmasten ved siden af rabarberbedene og spejder ud over de uendelige grønne marker og skove.

Men for unge Davis Stepka og hans familie er den landlige isolation også kilden til alle deres problemer. Denne naturens forlystelsespark isolerer nemlig ikke kun familien fra storbyens bilos, tårnhøje priser og hektiske tempo, men også fra de job, der kan brødføde den. De eneste job i rimelig afstand fra området er som kassedame eller rengøringskone. Sådan et job havde Davis’ mor, men de 150 lat – i dag ca. 1.500 kr. – om måneden kunne ikke dække familiens behov, efter at Davis’ far havde forladt dem. Da Davis var kun ni måneder gammel, betroede hans mor derfor plejen af sit spædbarn til sin egen mor og rejste til Irland.

»Det skulle bare have været et kort besøg for at spare lidt penge op,« fortæller Anita Stepka, Davis’ mormor.

Det er nu otte år siden.

»Hun troede, at hun ville komme tilbage. At tingene ville ændre sig, men intet er forandret her,« tilføjer den 52-årige kvinde, hvis ældste datter også er flyttet til Irland med sin mand. Faderen til sine voksne døtre har hun ikke boet sammen med, siden de var små.

»Davis har spurgt, om der ikke er andre muligheder for os, men jeg må svare, at det er der nok ikke. Der er ingen job på landet i Letland nu. Kun i byen, men for at arbejde der, må man have en lejlighed, og den vil sluge halvdelen af lønnen. Som enlig mor ville det være umuligt for min datter at få det til at løbe rundt,« siger Anita Stepka fra sin lænestol i den ryddelige stue, hvor grønne vægge og en buket rød-grønne plastikblomster fastgjort til loftet konkurrerer med de brune møbler, tæpper og gardiner om dominansen i rummet.

Lavtlønsproblem

Familien Stepka er langtfra det eneste offer for Letlands lave lønninger og høje arbejdsløshed i landets landdistrikter.

Også blandt de nærmeste naboer er der adskillige eksempler på et trist fænomen, der nu præger hele Baltikum og de central- og østeuropæiske lande: De såkaldte ’euro orphans’. Børn, der er blevet efterladt hos bedsteforældrene, mens forældrene har valgt at udnytte retten til fri bevægelighed i EU til at søge lykken i et andet europæisk land.

Den interne migration i EU har ifølge Eurostat siden udvidelsen mod øst i 2004 medført en stigning i antallet af borgere fra de otte nye østlige medlemslande, der arbejder i andre EU-lande fra 1,6 mio. i 2003 til 4,8 mio. i 2009. Siden krisen er det især borgere fra de hårdtramte sydeuropæiske lande, der har sluttet sig til folkevandringen – ifølge OECD er antallet af borgere, der er udvandret fra de kriseramte lande, steget med 45 procent fra 2009 til 2011.

Familien Pauls bor på den anden side af landevejen i et hus bygget af grå mursten i Khrusjtjov-æraen i 1960’erne, hvor Letland var en del af Sovjetunionen, og hvor det kollektive storlandbrug Vaidava lå i området. Anita Paula flyttede ind i huset, da hun fik job som malkepige. Det var her, hun fik sine to børn, og det er her, hun nu bor sammen med børnebørnene Uvis Pauls på 18 år og hans lillebror, 11-årige Niks Pauls.

Intet alternativ

Hendes øjne søger væk og fæstner sig ved en usynlig plet på køkkengulvet, da hun skal beskrive, hvad hun følte, da hendes datter fortalte, at hun ville rejse til Irland, og bad hende overtage rollen som plejemor for børnebørnene.

»Det er så trist, så trist. Det er svært at beskrive, hvor trist det er, men hvad kunne vi ellers have gjort? Jobbene er så dårlig betalt her, at hvis du vil give dine børn en uddannelse, så bliver du nødt til at rejse til udlandet. Og nogle skulle jo tage sig af børnene. De boede her jo allerede,« fortæller 68-årige Anita Paula, en lille rund dame med kort, gråt hår og godmodige, blå øjne.

Uvis Pauls fortæller, at hans forældre – det vil sige hans mor, eftersom faren ikke længere er på banen – langtfra er de eneste i området, der har truffet dét valg.

»Der er masser af familier, hvor forældrene er rejst. Dem inde ved siden af. Og folk inde i den nærmeste landsby,« fortæller den høje, spinkle dreng, der har blondt, karseklippet hår og et imponerende engelsk.

Hans mor har været rejst ud og er kommet tilbage og er rejst ud igen flere gange. Første gang hun rejste, var han kun 6-7 år gammel.

»Jeg forstod det ikke. Jeg troede bare, at hun var taget på arbejde og ville komme tilbage igen. I stedet fik jeg breve og postkort,« erindrer han.

Hun kom hjem, da lillebror Niks blev født, og arbejdede i et supermarked, men pengene slog ikke til, og snart sagde hun igen ja til et rengøringsjob i Irland, hvor hun kunne tjene nok til selv at klare sig og til at sende penge hjem til familien.

»På en uge kan hun tjene det samme dér, som hun kan tjene på to måneder her. Folk kan ikke leve på de lønninger, de kan tjene her. Hun havde to børn, der skulle have mad og tøj,« forklarer Uvis næsten undskyldende på morens vegne.

Det er samme begrundelse, den godt 50-årige Andis Berzins – enlig far til to – giver for sin beslutning om at forlade familiehuset dybt inde i Teterisu-skoven i samme Koceni-kommune for i stedet at prøve lykken i Coventry i England.

»Letland blev medlem af EU den 1. maj 2004. Jeg rejste den 9. maj,« fortæller den høje, karseklippede mand, der er hjemme på et af sine halvårlige besøg.

Han forklarer, at han planlægger at renovere familiehuset over de næste år med overskuddet fra jobbet som chauffør for mejeriet Dairy Crest i England.

»England er et dyrt land, men jeg tjener nok til at kunne spare op og sende penge hjem,« siger Andis Berzins, der er iklædt en flaskegrøn fleece fra arbejdsgiveren i Coventry.

Da hans – nu fraskilte – kone i 2008 fulgte i hans fodspor og flyttede til England, var de ikke i tvivl om, at børnene skulle blive hos bedstemoren i Letland.

»Det er et meget tungt spørgsmål, hvordan jeg har det med at rejse fra børnene. Men de må blive her, for skolesystemet i Letland er bedre,« siger han.

Børnenes afsavn

Andis Berzins’ 17-årige steddatter, Inguna Kutila, og 11-årige søn, Toms Renars Berzins, lytter på farens forklaringer uden at fortrække en mine.

»Vi er vant til det,« siger teenageren, der står op med begge hænder i de grå joggingbukser – lidt forlegen, men samtidig nysgerrig – mens alle andre sidder bænket i sofaer og på stole langs væggen i den lavloftede stue.

»Det har stået på i så mange år, at det er blevet normalt,« tilføjer hun.

Otteårige Davis har aldrig boet sammen med sin mor i længere tid. Hver jul tager hun al sin ferie på én gang og kommer hjem i en måned, og hver sommer tilbringer han i den sydirske by Bantry, hvor moren er blevet forfremmet til supervisor på det hotel, hvor hun startede som rengøringskone. De ekstra penge har indtil videre betalt for installation af vand, varme og nye vinduer i huset, men Davis har svært ved at huske, hvad det er, han og moren laver sammen, når de ses. Sidste gang var til hans fødselsdag i august sidste år, som hun tog fri til i stedet for julen.

»Vi ser tv sammen,« husker han og tilføjer, at han »har det godt – både her hos mormor og hos mor«.

Kalenderen på væggen afslører hvilke følelser, der virkelig bobler inde i den livlige otteårige krop. Med en kuglepen har han tegnet en tyk kasse rundt om den 20. juni.

»Kalenderen har stået på juni siden starten af maj, for det var den dag, han fik at vide, at flybilletten til hans næste rejse til Irland var købt,« fortæller Anita Stepka med et lille smil.

Kontakt via nettet

Hos Pauls-familien forklarer Uvis, at »det er meget rarere, når mor er hjemme«, men at han nu er blevet »vant til det«.

»Da jeg var yngre, var det meget hårdere. Nu er det blevet normalt. Min bror blev født kort inden, mor rejste tilbage til Irland, så for ham har det altid været sådan,« tilføjer han.

Fænomenet ’euro orphans’ er lige så gammelt som EU’s udvidelse mod Øst, og på tværs af regionen er skoler og lokalsamfund så småt blevet opmærksomme på en række negative konsekvenser hos de efterladte børn. Manglende koncentration og adfærdsproblemer resulterer ofte i dårlige eksamensresultater, for ikke alle bedsteforældre er lige gode til at påtage sig plejeforældrerollen; at disciplinere og hjælpe børnene med skolearbejdet.

Den hastige udvikling i informationsteknologien har dog gjort det langt lettere at bevare en tæt kontakt mellem forældre og børn, mener de tre familier.

»De første år var hårde, fordi det var dyrt at tale i telefon, og så gjorde man det ikke så tit. Nu er det blevet meget lettere at holde kontakten,« siger Inguna Kutila, der smiler lidt forlegen, da hendes bedstemor fremhæver, at hun er en mønsterelev, der får sine skolepenge betalt af kommunen, fordi hun får så gode karakterer.

Hendes stedfar mener også, at den ny teknologi har gjort det lettere at bevare den tætte kontakt.

»Jeg har altid Skype åben på computeren og kan se, når børnene kommer hjem fra skole og går online. Jeg føler, at jeg kan følge med. Vi snakker sammen hver dag om, hvad de har lavet i skolen, og skolen har et onlinesystem kaldet iclass, hvor jeg kan gå ind og tjekke deres karakterer,« siger han.

Uddannelsesplaner

Davis’ mor ringer også flere gange om dagen, men Anita Stepka siger, at datteren har overladt børneopdragelsen til hende – på nær når hun selv er hjemme.

»Hun er ikke så streng som mig, så vi har nogle gange nogle adfærdsproblemer, der skal håndteres, efter hun har været på besøg,« forklarer Anita Stepka og ser med en kærligt smil på den lille lyshårede dreng, der efter megen vriden sig i stolen får lov til at gå ud og lege.

»Han har så meget energi,« smiler hun.

Uvis Pauls erkender, at hans mormor nok var den, der opdrog ham, da han var yngre – og som nu opdrager lillebroren. Begge hjælper Niks med skolearbejdet. Uvis taler dog selv primært uddannelse og skolearbejde med moren, som fra Irland hjælper ham med at undersøge, hvilke muligheder han har i hjemlandet, når han skal læse videre.

»Vi taler ofte på Skype og på telefonen – tit to gange om dagen – så jeg føler, at vi er meget tætte,« siger han og forklarer, at han drømmer om at blive arkitekt og få sit »eget firma og køre hjem i en Bentley«.

Uvis siger, at hans mor selv overvejer at tage en uddannelse som bogholder for at forbedre sine jobchancer i hjemlandet.

Davis’ mormor får tårer i øjnene, da snakken falder på fremtiden. Davis’ næste flybillet til Irland er nemlig en enkeltbillet. Efter at have tilbragt stort set hver eneste dag med sit barnebarn, siden han kom til verden, må hun nu give slip.

»Indtil nu har der altid levet et håb om, at mine døtre ville vende hjem, men nu hvor Davis flytter derover, ved jeg, at intet godt vil komme af fremtiden. De vil blive der, mindst indtil han bliver færdig med sin skole,« siger hun med gråd i stemmen.

Vender hjem

Andis Berzins er omvendt sikker på, at han vil vende tilbage.

»Jeg ville vende hjem nu, hvis jeg kunne, men det er ikke muligt. Ingen arbejdsgiver vil have mig her. Men om seks-syv år kan jeg få min pension i Storbritannien, og så vil jeg have et lille landsted her med 10 køer,« erklærer han.

Bedstemor Liga Spuge nikker trist. Jo, hun tror nok på, at han skal komme hjem. Men datteren er hun ikke så sikker på vil vende tilbage, og heller ikke den ene søn, der nu er gift og har to børn i England. De to ældste børnebørn er også taget afsted. Kun én – hendes ældste søn – er vendt hjem og har åbnet en lille butik i en nærliggende landsby med tøj og isenkram for opsparingen fra årene i England.

Bedre i Sovjet-tiden

Desværre kører butikken dårligt, for ingen af landsbyens beboere har arbejde eller penge.

»Han har ingen kunder, så nu er han begyndt at køre rundt for at sælge varerne. Det er en kamp for overlevelse,« siger hun og erklærer, at tilværelsen var »bedre i Sovjet-tiden«.

»Det må man jo ikke sige, men dengang havde alle et job og et sted at bo,« siger den ældre dame, der som ung arbejdede på et træværksted ved skoven.

Anita Stepka, der passede ungkalve på Vaidava storlandbrug, og Anita Paula erklærer sig begge enige.

»Da Letland blev uafhængig, kunne jeg ikke længere blive på gården,« siger Anita Paula og lader sig sænke ned ved det lille spisebord, mens hun dupper panden med et stykke køkkenrulle i det fugtigt varme lille køkken.

»I Sovjet-tiden var der godt nok ikke noget at købe noget i butikkerne, men vi havde da arbejde og penge herude på landet,« tilføjer hun og kigger ud gennem køkkenruden på sit ældste barnebarn, der er på vej over gårdspladsen med en favnfuld brænde til komfuret. Den kolde gryderet står parat til at blive varmet op til frokosten.

»Min datter kan ikke lide at være væk,« siger hun stille, nu da Uvis er uden for hørevide. »Hun hader det. Men jeg kan ikke se, hvordan hun skulle komme hjem foreløbig.«

 

Serie: Europa i opbrud

Hvad sker der i Europa, når der er krise i Syd og velstand i Nord, og de unge kan bevæge sig frit i den Europæiske Union?

Information rejser denne sommer tværs gennem Europa, i hælene på emigranterne – fra Letland og Polen i Øst til Italien og Portugal i Syd og til Tyskland og Storbritannien i Nord.

Vi undersøger afsenderlandenes erfaringer fra den store folkevandring fra Øst til Vest, der blev resultat af østudvidelsen i 2004. Vi taler med de unge i det kriseramte Syd, hvor udvandringen er eksploderet i de seneste år. Og vi undersøger, hvordan den interne migration har påvirket modtagerlandene i Nord.

I næste uge taler vi i Polen med en tidligere skoleleder, en socialrådgiver og landets børneombudsmand om, hvordan det påvirker landets ’euro orphans’, når deres forældre rejser ud

Serie

Europa i opbrud

Seneste artikler

  • ’Mine sønner forstår godt, hvorfor jeg er her’

    31. juli 2013
    Andrzej Czerniak er en af de mange polske mænd, som siden østudvidelsen af EU har forladt deres hjemland og familie for at tjene penge i Vesteuropa. Hans søn, Kamil Czerniak, regner med at gøre det samme, når han er færdiguddannet, men modsat sin far vil han ikke lade sin familie blive hjemme
  • Ingen vej tilbage

    30. juli 2013
    Da millioner af østeuropæere søgte til Vesteuropa efter bedre betalte job efter Østudvidelsen af EU i 2004 var forventningen, at de ville vende hjem igen efter en årrække. Men så kom eurokrisen, og den forventede returmigration udeblev. Kasia Gomolka er en af de polakker, der er endt med at blive
  • ’Østimmigration er en test af briternes tolerance’

    27. juli 2013
    1,1 million borgere fra de lande, der blev medlemmer af EU i 2004, bor i dag i Storbritannien – halvdelen af dem er polakker. Resultatet er blevet et andet Storbritannien, hvor polsk i dag er det næststørste sprog, hvor supermarkederne har et polsk varesortiment, og hvor kunsten er blevet mere reflekterende
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En af Danmarks bedste sangskrivere Jan Toftlund skrev en smuk tekst om emnet, fra dengang det var danskere, der måtte rykke til Sverige i lange perioder for at finde arbejde:
http://www.youtube.com/watch?v=z795MxPq-uc

Det bør vel tilføjes til artiklen, at det i Østeuropa er ret normalt at børnene bor og opdrages hos bedsteforældre i perioder. Det har i øvrigt den effekt, at ungerne kender derovre meget mere til de tidligere generationers forhold og historier end herhjemme.

Majbritt Nielsen, Claus Oreskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jette Abildgaard

Interessant artikel og et interessant spoergsmaal: ''Hvad sker der i Europa, når der er krise i Syd og velstand i Nord, og de unge kan bevæge sig frit i den Europæiske Union?''

Skal man ikke altid huske at der er fordele og ulemper ved alt samt se tingene fra begge sider?

Jeg har en bekendt, som netop kom til Irland fra Letland tilbage i 2004..hjemme var/er hendes mor, soester og datter....

I Irland har hun et job helt 100% som det job hun havde i Letland...den ''eneste'' forskel er, at i Irland bliver hun betalt lidt over 10 gange saa meget (men stadig meget mindre end en Irer eller anden ''vest-Europaeisk'' borger ville faa her for dette job) - og altsaa, for noejeagtigt samme type job som det hun udfoerte i Letland. Dette har givet hende muligheden for at kunne betale for sin dattters universitetsuddannelse i letland samt sin soesters operaation for brystkraeft samt eferfoelgende pleje og behandlinger i Letland.....og alligevel selv have et godt liv.....

Maaske det vi (EU) netop burde kigge paa (erkende) er, at saa laenge man har nogle faa lande der er stinkende rige og resten er fattige, da vil her aldrig blive nogen form for ''equality'' og, denne migration er tvunget til at fortsaette......

Men....mon ikke lige netop dette er hvad de meget rige Europaeiske lande allerhelst vil......oensket om at vaere koloniherrer synes desvaerre at kigge mere og mere synligt frem fra det, de fleste af os havde haabet var historie....og de rige landes ''ledere'' ser ned paa alle andre, samtidig med de netop pumper de fattige for endnu mere og, dermed tvinger dem ud af deres egne lande....kun for kun at kunne blive diskrimineret og underbetalt.....

Boer vi (EU) ikke spoerge os selv om, om vi virkelig blot oensker at gentage historien i stedet for at laere af den?? Eller, var det saa attraktivt at vaere koloniherre, at det bare maa gentages...koste de menneskeliv det koste vil (denne gang Europaerne selv)...!?