Læsetid: 9 min.

’Jamen, de piller jo ved børnene’

De amerikanske Boy Scouts har netop ophævet det mangeårige forbud mod mindreårige homoseksuelle spejdere – men fastholdt forbuddet mod at lade voksne homoseksuelle komme i nærheden af børnene. Sagen afslører, hvordan fordommen om bøsser som farlige seksuelle afvigere stadig lever i bedste velgående, mener amerikanske debattører
Nye tider. Medlemmer af Boy Scouts of America går side om side med bøsser og lesbiske i det årlige pride i staten Utah. Et helt utænkeligt billede for blot få år siden.

Nye tider. Medlemmer af Boy Scouts of America går side om side med bøsser og lesbiske i det årlige pride i staten Utah. Et helt utænkeligt billede for blot få år siden.

Jim Urquhart

15. juni 2013

Det er sommeren 1970. 11-årige Mark er ligesom de fleste andre drenge fra sin klasse boy scout, og for første gang skal han på sommerlejr nogle timers kørsel fra sit hjem i upstate New York. Hele året har han glædet sig til den begivenhed.

Sommerlejren har det indianer-klingende navn Camp Waubeeka, og den 28-årige spejderleder Chuck lader sig inspirere: Han inviterer en håndfuld drenge, som han kalder sin 'nøje udvalgte stamme’, ned til søen på en særlig indianerudflugt et par timers gåtur fra resten af lejrens øvrige spejdere og personale. Dagen går med forskellige konkurrencer, svømmeture i søen og udklædningslege, og Mark føler sig meget særlig og heldig over at være blevet udvalgt. Da mørket sænker sig over stammens hjemmelavede indianertipi ved søen, går de alle i seng – og Chuck kravler stille ned i Marks sovepose.

»Det er vigtigt for mig her at slå fast: Min spejderleder og overgrebsmand var ikke homoseksuel – han var først og fremmest pædofil,« siger den nu 54-årige tidligere spejder Mark Olmsted fra sit hjem i Californien, da Information ringer for at tale med ham om den seneste udvikling i de amerikanske spejderes lange historie: Siden 1910 har foreningen Boy Scouts of America forsøgt at markere sig som kulturelt og moralsk pejlemærke for den amerikanske ungdom og har i 103 år prædiket ærværdige dyder som troværdighed, mod, renlighed og høflighed. Mere konkret har det kunnet oversættes til: ingen homoseksuelle. Hverken blandt de unge spejdere eller de voksne spejderledere.

Men i en historisk afstemning til Boy Scouts of Americas årlige nationale konvent i Dallas i år blev forbuddet mod de homoseksuelle spejdere for nylig ophævet efter mange måneders pres fra homoaktivister, politikere og flere af organisationens private sponsorer.

Umiddelbart en sejr for den amerikanske homobevægelse, der i disse år har vundet små og store sejre som ophævelsen af militærets forbud mod homoseksuelle og den efterhånden udbredte accept af homoægteskaber, som måske kulminerer lige om lidt. Den amerikanske højesteret overvejer netop i disse dage at omstøde den såkaldte Proposition 8, hvilket kan føre til definitiv legalisering af homoægteskaber.

Men kompromiset om at tillade de mindreårige homoseksuelle spejdere, cementerede samtidig forbuddet mod at lade voksne homoseksuelle komme ind som spejderledere. Og afgørelsen ses af flere i den amerikanske debat som bevis på, at den gamle fordom om homoseksuelle som seksuelle afvigere stadig lever i bedste velgående.

»Ændringen og hele den efterfølgende debat i USA skriger jo til himlen om, at man grundlæggende er utryg ved at lade homoseksuelle mænd komme for tæt på de unge drenge. Man kan lige akkurat tolerere mindreårige bøsser, men voksne bøsser? No way – de forgriber sig jo bare på de små. Ingen af de officielle Boy Scout-ledere siger det ligeud, men det er helt tydeligt den underliggende præmis, selv om det selvfølgelig er fuldstændig ubegrundet,« siger den nu voksne Mark Olmsted, der i dag er blogger for det amerikanske onlinemedie Huffington Post og netop har udgivet bogen A Liar Out of Me om sine erindringer i spejdertroppen.

Homoseksuel og pædofil

Nok handler debatten om noget så umiddelbart småt og ikke-politisk som spejderbevægelsen, men den nye afgørelse har de seneste uger antændt store følelser og diskussioner i den amerikanske offentlighed.

For at forstå vigtigheden af spejdernes nye politik må man forstå spejdernes rolle i det amerikanske samfund. Lige siden Boy Scouts of America for over 100 år siden blev grundlagt, har de amerikanske spejdere været en væsentlig kulturel institution. Eksempelvis er præsident Barack Obama æresmedlem af Boy Scout of Americas bestyrelse, ligesom hver eneste amerikanske præsident har været det siden bevægelsens grundlæggelse i 1910. Og organisationen spiller på mange måder stadig en vigtig rolle i USA med 2,6 millioner unge ’scouts’ og over en million voksne spejderledere fordelt på 100.000 lokalafdelinger over hele landet. Men organisationen har også længe været under beskydning for at diskriminere, blandt andet på grund af forbuddet mod homoseksuelle medlemmer – og afgørelsen kunne altså nemt ses som en vigtig sejr i de homoseksuelles rettighedskamp.

Men det fortsatte forbud mod de voksne homoseksuelle fortæller i lige så høj grad en anden og modsatrettet historie, mener debattør, advokat og politisk konsulent for Demokraterne i Washington John Aravosis, der selv er homoseksuel og i øvrigt var aktiv boy scout det meste af sin barndom.

»Ideen om, at homoseksuelle skulle være farlige – især for vores børn og unge – har faktisk været et temmelig mainstream standpunkt indtil for ikke særlig mange år siden,« forklarer John Aravosis og henviser blandt andet til det forbud mod ’udsprungne’ homoseksuelle undervisere i folkeskolerne, der var gældende i flere sydstater helt indtil midten af 1980’erne.

»Man betragtede de homoseksuelle mænd som en moralsk trussel, man frygtede, at de ville fordærve den tilsyneladende letpåvirkelige ungdom med deres livsstil. Men man så dem også som en bogstavelig trussel. Man frygtede simpelthen, at de ville forgribe sig på børnene – og man sagde det helt åbent,« forklarer John Aravosis, der selv indtil for 10-12 år siden med jævne mellemrum måtte stå til regnskab for, at homoseksuelle jo var farlige at have i nærheden af unge.

»Ja, det skete tit. Når jeg for eksempel i en tv-udsendelse skulle debattere med en kristen-konservativ politiker om noget med homorettigheder, blev det tit sneget ind i en bisætning, at man aldrig helt kunne stole på homoseksuelle, fordi de jo havde pædofile tilbøjeligheder, og alt sådan noget vrøvl. Det lyder som sort snak i dag, men den slags sagde man fuldstændig uden omsvøb helt op til starten af 1990’erne,« siger John Aravosis.

’Dog-whistle’-politik

Det var ikke kun den kristne højrefløj, der offentligt beskrev homoseksuelle som farlige. Den i dag højt respekterede journalist og 60 Minutes-vært Mike Wallace, der døde sidste år, producerede for eksempel i 1967 et program med titlen The Homosexuals, der blandt andet beskrev de homoseksuelle mænd som ustyrlige og seksuelt utilregnelige – et program, der blev set af millioner af amerikanere.

Siden har Mike Wallace selv taget afstand fra sit program med henvisning til, at han havde lænet sig for meget op ad den forskning, der fandtes om homoseksuelle på det tidspunkt, og at meget af den forskning viste sig at være baseret på fordomme og uvidenhed. Ofte, viste det sig, var meget af forskningen ligefrem bestilt og betalt af højrekristne grupper.

Også i dag ser man forestillingen om homoseksuelle som særligt farlige for ungdommen titte frem i den offentlige amerikanske debat. Som da den kristne tv-vært Pat Robertson i sit populære program The 700 Club, der blandt andet bliver sendt på mainstream- tv-stationen ABC, for nylig udtalte, at man »jo risikerer at lukke rovdyr og pædofile ind som spejderledere«, hvis spejderne ændrer deres politik.

Selv om der i dag er langt mellem offentlige personer som Pat Robertson, der eksplicit laver den kobling, ligger den samme type argumentation implicit i meget af debatten om de homoseksuelle spejderledere, mener John Aravosis: »Der er selvfølgelig nogle få, der bare siger det højt, men langt de fleste nøjes med at insinuere det. Det er det, vi i amerikansk politik kalder dog-whisteling – når man ikke er direkte diskriminerende i sine udtalelser, men taler ind i nogle fordomme og forestillinger om bestemte grupper, som ligger indgroet hos mange amerikanere. Og når det kommer til bøsser som gruppe, er det desværre en smal sag at vække den slags fordomme, fordi de i årevis har fyldt så meget i mainstreammedierne,« siger Aravosis.

Ikke råd til mere misbrug

Det er dog ikke for ingenting, at Boy Scout-organisationen er følsom over for selv den mindste mistanke om overgreb. I årevis har organisationen efter en række skandalesager om omfattende seksuelt misbrug af spejderdrenge kæmpet for at rense sit navn. Senest blev Boy Scout-ledelsen af højesteretten i Oregon tvunget til at offentliggøre de såkaldte perversion files: over 20.000 siders dokumenter, der efter sigende skulle indeholde beviser på, at Boy Scout-ledelsen i en 20-årig periode har undladt at politianmelde over mod 1.000 spejderledere, der havde forgrebet sig på børnene. I stedet blev de blot smidt ud af organisationen.

»Det er klart også én af grundene til, at man ikke vil lukke homoseksuelle spejderledere ind – man synes ganske enkelt, at det ser skidt ud i lyset af de mange misbrugssager,« forklarer professor emeritus ved University of California Davis Jay Mechling, der har skrevet bogen Boy Scouts and the Making of American Youth. Ud over at have forsket i spejdernes organisation og kulturelle betydning for USA, er han selv tidligere Boy Scout. Han er i dag leder på sit barnebarns årlige spejderlejr.

»Den officielle Boy Scout-ledelse har på intet tidspunkt kunne give en reel begrundelse for, hvorfor de stadig udelukker voksne homoseksuelle. De har ikke engang forsøgt. Men i min optik, hviler deres afgørelse i høj grad på frygten for, at de homoseksuelle mænd ikke vil kunne styre sig i nærheden af de små drenge. Og hvis det er antagelsen, hvor fejlagtig den end er, så er det klart, at man ikke tør løbe den risiko i lyset af de mange skandalesager,« forklarer Jay Mechling, der som spejderleder selv er forpligtet til hvert andet år at tage et online-kursus i, hvordan man spotter overgrebssymptomer hos børnene – en procedure, Boy Scouts of America indførte i kølvandet på misbrugssagerne.

Dansk omgang med mindreårige

Den historiske kobling mellem homoseksualitet og pædofili er ikke kun et amerikansk fænomen.

Det forklarer historiker og post.doc. ved Københavns Universitet, Peter Edelberg, der har skrevet ph.d. om dansk homoseksuel historie i efterkrigstiden og op til slutningen af 1970’erne. Også i Danmark forbandt mange almindelige mennesker de homoseksuelle med amoralitet, prostitution og omgang med mindreårige, forklarer Peter Edelberg. Men i Danmark var fordommen ikke fuldstændig ubegrundet:

»Før 1970’erne blev langt flere mænd dømt for overgreb på børn. Det er dog vigtigt at nævne, at det både drejede sig om homo- og heteroseksuelle forhold,« forklarer han.

Edelbergs forskning viser nemlig, at mange af Københavns homoseksuelle mænd i de år benyttede sig af trækkerdrenge – ofte i teenagealderen og ofte i det offentlige rum.

»Det er klart, at det ikke ligefrem har været fordrende for, at Hr. og Fru Danmark skulle føle sig trygge og rolige ved de københavnske homoseksuelle, men det var dobbeltmoralsk, for de heteroseksuelle var ikke et hak bedre,« siger Edelberg.

Men blandt andet den såkaldte ’grimme lov' fra 1961, der kriminaliserede homoseksuel prostitution med unge under 21 år, var på overraskende få år med til at undergrave markedet for mandlig prostitution med unge, forklarer han.

»Ironisk nok var det faktisk politiets indsats mod de homoseksuelle, der var med til at ændre deres adfærdsmønstre og dermed familien Danmarks syn på dem. Man kan simpelthen se, at de blev disciplineret til at holde sig til jævnaldrende, og det er jo især den udvikling, der har været medvirkende til, at man i dag næppe ville høre en dansker sige, at de var særligt bange for homoseksuelle, hvad angår overgreb på børn,« siger Peter Edelberg.

De sikre homoseksuelle

Og med rette, mener han. For kigger man på de danske kriminalstatistikker, kan man se, at der er forsvindende få mænd, der bliver dømt for seksuel omgang med drenge. I 2011 var der eksempelvis kun seks sager mod mænd for overgreb på mindreårige drenge, mod 124 sager for overgreb på mindreårige piger i samme periode, forklarer Peter Edelberg:

»Det er selvfølgelig svært at lave en direkte årsagssammenhæng. Men der er meget, der tyder på, at de homoseksuelle er ekstra påpasselige – netop fordommen om, at ens seksualitet som homoseksuel mand skulle være særligt farlig, gør, at man er mere tilbøjelig til at holde sig fra situationer, hvor den mistanke overhovedet kan opstå. Man holder sig simpelthen på måtten.«

Mark Olmsted, der selv oplevede overgreb som barn i den amerikanske spejderbevægelse er enig i Peter Edelbergs betragtning og skrev for nylig et – i manges øjne kontroversielt – indlæg på onlinemediet Huffington Post, med titlen ’Why the Safest Scoutmasters Are Out Scoutmasters’. Til Information uddyber han:

»Aktive pædofile er per definition løgnere – og hvorfor skulle en spejderleder, der har til formål at misbruge børnene, åbent indrømme, at han er homoseksuel? En åbent homoseksuel mand ved jo, at han vil være under skærpet opsyn af de andre medarbejdere og vil tværtimod gøre sig ekstra umage for at sikre sig, at han ikke kan mistænkes for noget som helst. Det betyder i praksis ingen lukkede teltduge, ingen særlige udflugter, ingen potentielt upassende berøringer,« siger Mark Olmsted.

»Når organisationen fokuserer så meget på deres misforståede sammensmeltning af homoseksualitet og pædofili, overser de det allervigtigste personlighedstræk i denne sammenhæng: ærlighed.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu