Læsetid: 12 min.

’Kappen tilhører dommeren – ikke personen’

Set udefra kan dommerverdenen og dens processer virke tillukkede. Dommerne selv har korrektheden som en del af dna’et og trives med retssalenes traditioner. Men selv for en dommer er moral og jura ikke altid det samme
Dommeren. Kappen repræsenterer den afstand og respekt, der skal være omkring embedet. Vi er ikke privatpersoner, når vi kommer ind i retten. Vi er heller ikke den enkelte dommer, men vi er et kollegium, som repræsenterer hele retssystemet, forklarer landsdommer Tuk Bagger. Foto: Sigrid Nygaard

Dommeren. Kappen repræsenterer den afstand og respekt, der skal være omkring embedet. Vi er ikke privatpersoner, når vi kommer ind i retten. Vi er heller ikke den enkelte dommer, men vi er et kollegium, som repræsenterer hele retssystemet, forklarer landsdommer Tuk Bagger. Foto: Sigrid Nygaard

15. juni 2013

Når dommerforeningen holder årsmøde, er der altid underholdning. Og den står dommerne selv for – med god grund, mener landsdommer Michael Lerche:

»Nogle af dommerne er fabelagtige sangskrivere og utroligt musikalske.« Dommere er nemlig ikke »overmennesker«, for »vi kan både grine og lave spas – så længe det foregår uden for retssalen,« fortæller Michael Lerche.

Den årlige underholdning er en af skikkene i den særlige verden, der eksisterer blandt Danmarks 380 dommere. En anden er vanen at omtale sig selv i tredje person, hvor »man« gør dette eller hint. Et tredje eksempel er de noget ulogiske titler. Det hedder byretsdommer og højesteretsdommer, men kun landsdommer. Det er muligvis denne sans for detaljen og vedvarende gøren sig umage, der er med til at give dommerne den høje grad af troværdighed, som de ifølge Nicolaj Taudorf Andersen besidder.

Han er administrerende direktør i Radius Kommunikation, og virksomheden har flere gange undersøgt forskellige faggruppers troværdighed hos danskerne. Dommere er en meget lille faggruppe, og de er af samme grund ikke blevet specifikt analyseret, men Nicolaj Taudorf Andersen er ikke i tvivl om, at de nyder særdeles høj anseelse.

»Jeg er sikker på, at dommere ligger meget, meget højt. De er en del af en samfundsmæssig infrastruktur, og i deres erhverv er indlejret en meget høj grad af troværdighed og legitimitet. Den sidste garant for, at samfundet drives ordentligt, er jo dommerne,« siger Nicolaj Taudorf Andersen.

Og det kræver ifølge landsdommer Michael Lerche stor respekt for sin rolle.

»Det kan jo være fantastisk indgribende for de mennesker, der er involveret i sagen. Det er noget, man altid er meget ydmyg overfor. Vi er jo sat til at bestemme over andre.«

’Vi ønsker en afstand’

Papirerne ligger i en 30 centimeter høj bunke på skrivebordet. Digitaliseringen er tydeligvis ikke nået til dommerstanden, selv om »vi da er ved at få iPads,« som landsdommer Tuk Bagger siger. Hendes øjne finder med jævne mellemrum uret på armen. Om lidt kommer to dommerkolleger og tre domsmænd ind på kontoret, og tiden skal overholdes.

»Det er et grundigt, seriøst og tænksomt arbejde,« siger Tuk Bagger. Hendes lyse hår er holdt i en velplejet page, og hun er iført en sort kjole med bare skuldre, hvide perler om halsen og bare ben i sandalerne. Men de vil blive skjult af kappen, der lige nu hænger skinnende og klar henne på stumtjeneren.

»Om sommeren er kapperne til rens, så der slipper vi helt for dem,« siger den 55-årige landsdommer. Det er nu ikke, fordi hun som sådan har noget imod den lange kappe med det sorte revers, der på udenforstående kan synes lidt altmodisch.

» I forhold til at arbejde i en reklamevirksomhed eller en bank eller noget andet, så er det da meget gammeldags med kapperne. Men jeg har også hørt folk sige, at de godt kan lide de faste rammer og den højtidelighed, den indgyder,« siger Tuk Bagger. Kappen, det ophøjede podie, som hun sidder på i retssalen, og den særlige tiltaleform med »Høje Landsret« giver hende den nødvendige autoritet, fortæller hun.

»Når folk rejser sig op, er det jo ikke for lille mig, men derimod i respekt for, at vi har et retssystem,« siger Tuk Bagger og lægger vægt på betydningen af den ceremonielle ramme.

»Vi ønsker, at der er en afstand, for det indebærer en form for respekt eller autoritet. Det er af samme grund, at vi bærer kapper: Vi er ikke privatpersoner, når vi kommer ind i retten. Vi er heller ikke den enkelte dommer, men vi er et kollegium, som repræsenterer hele retssystemet.«

Der er kun en dør mellem landsdommerens kontor og retssalen. Og egentlig kunne det ligne et skuespil med kostumer, titler, replikker og indgang direkte fra garderoben til scenen. Landsdommeren afviser dog sammenligningen.

Et udsnit af samfundet

Tuk Bagger er den første dommer og også første akademiker i sin familie, hvor faren var gårdmand og moren social- og sundhedshjælper. Hun er uddannet inden for domstolssystemet; færdig som jurist i 1984, byretsdommer i 1997 og udnævnt landsdommer i 2009. Men det sker oftere og oftere, at der udnævnes dommere, som ikke har haft deres liv ved domstolene.

»Du kan ikke stille os op i en gruppe og sige, at netop de folk er dommere, fordi vi simpelthen er så forskellige,« siger Tuk Bagger, der også er formand for Ligebehandlingsnævnet.

Tidligere udnævnte Justitsministeriet dommere – som oftest blandt egne embedsmænd – men nu leveres indstillingerne af det uafhængige Dommerudnævnelsesråd, hvis magt ikke er til at overse. Nævnet lægger stor vægt på at rekruttere ’udefra’ og derved udvikle dommerstanden til at repræsentere et mere sammensat virkelighedsbillede, hvilket har givet dommersæde til både procederende advokater, jurister fra erhvervsvirksomheder og universitetsfolk med en forskningsmæssig baggrund.

»Bredden bliver større, så man kan se sagen fra flere sider. Det giver et bedre dommerkollegium,« siger Bent Carlsen, der er retspræsident for Østre Landsret. Og det er lidt af en prøve, landsdommeraspiranterne skal igennem. I løbet af ni måneder skal de prøves som konstituerede dommere i tre forskellige afdelinger ved en af de to landsretter. Kandidaterne skal ifølge retspræsidenten først og fremmest have en væsentlig faglighed og være juridisk vidende.

»Men derudover ser vi også på en række menneskelige dimensioner: Vi bedømmer på evnen til få tingene til at glide i et kollegialt samvær, personlig integritet, arbejdskapacitet, og at man ikke bliver lagt ned ved det mindste vindpust,« siger Bent Carlsen. For landsdommer Tuk Bagger var optagelsen »en ni måneder lang eksamen, hvor man konstant forsøger at gøre sit allerbedste.«

Den dømmende magts åbenhed

Karrieremæssigt har domstolene traditionelt fungeret som et hierarki, hvor dommere først blev udnævnt til byretterne, hvorfra landsdommerne blev rekrutteret og herfra igen blev de ypperste – højesteretsdommerne – fundet. Men ud over den sammenhæng er det i virkeligheden ikke så meget, vi ved om de allermest centrale repræsentanter for vores retssystem. Domstolene er det eneste ben i magtens tredeling, som ikke har rod i demokratiske valg, og derfor kunne man måske have forventet, at netop de havde et særligt behov for at legitimere sig gennem åbenhed. Men det synes ikke at være tilfældet. Alligevel mener landsdommer Tuk Bagger, at dommerstanden i løbet af de seneste år for alvor har »åbnet op« – især igennem den såkaldte pressedommerordning, der gør det muligt for journalister at kontakte en dommer i forbindelse med en retssag.

»Pressedommerordningen er et kæmpe skridt for os. At vi overhovedet er tilgængelige for spørgsmål og yderligere kommentarer, er nyt,« siger hun. I sager, hvor dommerne ved, at pressen har en interesse, bliver der også udsendt pressemeddelelser.

»Og det er dét niveau, vi kan blive enige om at holde åbenheden på, fordi det ikke handler om os som enkeltpersoner. Vi repræsenterer et system, og det skulle vi gerne blive ved med, så tanken om, at man lige skal kunne ringe til dommeren og få en snak, er ikke attraktiv for os,« siger Tuk Bagger.Ved Østre Landsret er det landsdommer Michael Lerche, der har fået opgaven at servicere pressen. Og det gør han gerne, for erfaringer har vist, at »journalister generelt har brug for at få forklaret en masse ting om retsvæsnet.« Derfor er det udelukkende Michael Lerches kontaktoplysninger, der er tilgængelige på rettens hjemmeside, og vil man i kontakt med en anden dommer, skal det gå igennem pressekontaktdommeren. Det er den eneste farbare vej, mener Michael Lerche.

»Det er jo sådan, vi arbejder. Det er nødt til at være formelt. Når dommen er faldet, kan man ikke diskutere afgørelsen med dommeren. Hvis man er utilfreds, må man appellere sagen til næste instans. Derfor er der ikke grundlag for at kunne komme i kontakt med dommeren,« siger han.

I år har Michael Lerche 40-årsjubilæum som jurist, og han har fungeret som dommer siden 1982. Først som byretsdommer og siden 1995 som landsdommer. Han er den ottende i rækken i en slægt af jurister – vist nok med en højesteretsdommer iblandt. Men som 65-årig regner landsdommeren ikke med at komme til Højesteret, hvilket han ikke er ked af..

»Der er meget få pladser, og vi er for mange egnede,« siger Michael Lerche.

Møglerrollen

Sideløbende med sit hverv som landsdommer er han også uddannet til at kunne lede en såkaldt retsmægling, som næsten alle stridende parter i civile retssager får tilbudt. Den foregår ikke i retssalen, men derimod i et almindeligt mødelokale i Arbejdsmarkedets Hus. Med udsigt til Sankt Annæ Plads og Ganisonskirken kan de to parter mødes uformelt og forsøge at tale sig til rette på en løsning.

»Det er kompromisets kunst,« siger Michael Lerche. Han er iklædt hvide skjorteærmer, stribet slips og tager to trin ad gangen på trappen.

»Parterne er her lige om et øjeblik,« siger han og stiller kaffe og chokolade frem. Det blanke ovale mødebord er dækket med navneskilte til parterne og deres advokater. »Det er jeg vist den eneste, der gør. Men det hjælper til at huske de involveredes navne.«

Advokaterne kommer ind med deres klienter, og habitjakker bliver lagt over stolerygge med tilkæmpet skødesløshed. Nu skal der snakkes uformelt, forstår man. Her bliver heller ikke sagt ’De’, som ellers er den sædvanlige tiltaleform i retten. Michael Lerche rømmer sig let i stolen for bordenden.

»I al beskedenhed vil jeg begynde med at præsentere mig selv. Mit navn er Michael Lerche. Her har jeg en helt anden kasket på, hvor jeg skal forsøge at afsøge muligheder og måske finde en løsning,« forklarer landsdommeren. Han fortæller videre, at han ikke må vurdere sagen undervejs, men alene skal fungere som mægler.

»Men man kan jo ikke lade være med at opveje hensyn undervejs,« siger Michael Lerche senere i en pause.

Inden retsmæglingen har Informations udsendte lovet parterne ikke at referere fra sagens detaljer, så her skal blot noteres, at der sagen handler om et beløb i omegnen af en million kroner.

Men trods mæglerens indsats når parterne ikke til enighed.

»Det lykkedes desværre ikke, så nu skal de prøve at finde en ny løsning hen over sommeren, inden de ryger tilbage i landsretten,« siger Michael Lerche, efter at vi er gået tilbage på hans kontor i Østre Landsret. Det har udsigt over en idyllisk gård med lave orange huse karakteristisk for Frederiksstaden. Det blå vinylgulv er delvist dækket af ægte tæpper, møblerne er brune, og der står en stor PH-lampe på skrivebordet. Her arbejder Michael Lerche 50-60 timer om ugen, og det at afsige domme er rutine.»I begyndelsen var man mere tynget af det, men nu er det efterhånden blevet hverdag,« siger han. Landsdommeren tænker længe over hvert spørgsmål, svarer med sproglig præcision og er bevidst om tyngden af det ansvar, dommerhvervet indebærer. Men det er kun i forberedelsen, at Michael Lerche lader sager fylde i bevidstheden.»Når dommen er faldet, tænker jeg ikke mere over det. Så er sagen jo færdig.«

I strid med Folketinget

Samme oplevelse har landsdommer Tuk Bagger. Når dommen er afsagt, er der ikke mere at tænke over.

»Tvivlen er der, indtil vi finder frem til det rigtige svar. Derefter har jeg det personligt sådan, at så er jeg færdig med den sag. Så tvivler jeg ikke mere. Og sådan tror jeg, at rigtig mange har det, for ellers kunne vi ikke sove om natten,« siger hun. Grundlæggende har Tuk Bagger tillid til systemet, fordi det »i sin grundform fungerer«, men nogen gange kan Folketingets lovændringer skabe store udfordringer og overvejelser. Tuk Bagger var for eksempel meget betænkelig, da den tidligere regering nedsatte den kriminelle lavalder til 14 år.

»Dér var jeg ude i nogle meget alvorlige overvejelser. Til alt held nåede jeg aldrig at få en 14-årig i retten,« siger hun med henvisning til, at den nuværende regering i februar i år igen hævede den kriminelle lavalder til 15 år.

Et andet meget omtalt eksempel på ny lovgivning, der har mødt modstand hos domstolene, er skærpelsen af straffeloven i forhold til hjemmerøverier. I 2011 vedtog Folketing at hæve minimumsstraffen til fem år.

»Med hjemmerøverier er vi som dommerstand på usædvanlig vis helt oppe i det røde felt, fordi vi simpelthen ikke bryder os om de minimumstraffe. De kan ofte ramme helt forkert, og de sætter os i en situation, hvor vi som dommere ikke har den grundlovssikrede ret til at bestemme, hvor strafniveauet skal være. Vi bliver låst fast,« siger Tuk Bagger.

Ved at gå imod minimumstraffe forsvarer dommerne deres monopol på strafudmåling. Med andre ord kan det i dommernes optik se ud som en mistillidserklæring fra Folketingets side, når de indfører minimumstraffe.

Skærpelsen af straffen for hjemmerøverier skabte en situation, hvor man risikerede fem års fængsel for en forbrydelse, der få måneder tidligere ville have givet halvandet års fængsel. Og det afspejlede sig hos domstolene: To unge mænd blev de første, der skulle dømmes efter den nye lovgivning. I både byretten og Østre Landsret blev mændene idømt fem års fængsel, men det underkendte Højesteret ved at idømme dem halvandet års fængsel.

»Det er jo i sig selv egnet til at skabe retsusikkerhed i befolkningen, når man ikke kan vide, hvad strafniveauet er,« siger Tuk Bagger.

»Vores opgave er at dømme efter de love, som Folketinget vedtager, men det behøver ikke at betyde, at man altid synes, at det er lige hensigtsmæssigt, eller at det er i overensstemmelse med egns egen moral. Vi behøver i hvert fald ikke at hylde det. Og der er et punkt dér mellem lovgivning og egen moral, hvor jeg nogle gange godt kan tænke, at det gør ondt på mig at skulle træffe sådan en afgørelse,« siger Tuk Bagger.

Men selv om der kan være uenigheder mellem den lovgivende og den dømmende magt, får det ikke dommerne til at tvivle på systemet.»Man må ikke være en vindbøjtel, der reagerer på stemninger i offentligheden. Der må man prøve at bevare roen,« siger landsdommer Michael Lerche. Når han ifører sig den sorte kappe i retssalen, efterlader han sine holdninger på kontoret, og sådan skal systemet fungere i et demokrati, mener han.»Der kan være situationer, hvor vi træffer afgørelse, som man godt kan diskutere retfærdigheden af. For eksempel inden for sædelighedskapitlet, hvor vi kommer ind på et område med moral og følelser, som godt kan diskuteres.« Og af den grund kan Michael Lerche godt forstå, når folk sætter spørgsmålstegn ved lovene, »men vi har pligt til at følge loven.«

Intimiderende proces

Stine Gry Jonassen har set dommerne fra den anden side. Hun deltog i december 2009 i demonstrationerne under FN’s klimakonference COP15. Som talsperson for klimanetværket Climate Justice Action blev hun i byretten dømt for vold mod politiet og for forsøg på ulovlig indtrængen, da hun dirigerede en demonstration foran Bella Center. Efterfølgende skærpede Østre Landsret dommen til fire måneders fængsel, hvoraf de to var ubetingede. Og mødet med retssystemet var et møde med autoriteten i sin reneste form, fortæller den nu 27-årige aktivist.

»Man kommer ind i retssalen, venter på at proceduren skal gå i gang og rejser sig for dommeren, der kommer ind som den sidste. Hele det setup er vildt intimiderende,« siger Stine Gry Jonassen. Til retsmødet havde hun iført sig skjorte og bukser for at tilnærme sig retsvæsnets ’uniform’.

»Der er jo regler for, hvordan man ser uskyldig og troværdig ud, så vi klædte os på for at tilpasse os retssystemets præmisser.«

Undervejs tænkte Stine Gry Jonassen meget over, hvad dommernes kropssprog betød. Var det lille skuldertræk et udtryk for sympati eller ligegyldighed? Var det lille nik en indbydelse til tillid eller opgivenhed? Var de tunge øjne udtryk for koncentration eller træthed?

»De snakker jo et sprog, man ikke forstår, hvis man ikke er jurist, så man er nødt til at tolke på kropssproget,« siger hun og kalder det »et mærkeligt teaterstykke.«

Dommer-dna

Som dommer er man altid dommer – også på cyklen eller foran selvangivelsen. Landsdommer Michael Lerche er med egne ord »vaccineret«, fordi han som dommer ikke kan have ridser i lakken over for civilsamfundet. Derfor er sort arbejde endsige spirituskørsel helt lukket, og han har aldrig haft nogle økonomiske udeståender.

»Jeg sidder også omhyggeligt og skriver bagatelindtægter på min selvangivelse, som jeg kunne tænke mig, at andre ikke ville gøre,« siger han. Kun på cyklen har han overtrådt loven.

»Der er et kryds ved Borgergade og Sølvgade, hvor det indtil for ganske nyligt var lovligt for cyklister at køre over for rødt. Men det skilt er nu blevet fjernet. Og jeg har da kørt over nogle gange efterfølgende, før jeg opfattede ændringen.«

— Men det gjorde du jo uvidende ...

»Jo, men som vi jurister ville sige, er det ikke diskulperende. Så jeg ville skulle have en bøde for den forseelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu