Læsetid: 6 min.

Klap i, og fød!

En indisk rugemor bliver ikke spurgt, når lægerne disponerer med hendes krop. De betalende forældre har mere indflydelse på de medicinske beslutninger end rugemoren, siger Malene Tanderup Kristensen, der har forsket på New Delhis klinikker
Rugemødre. Rugemor skannes på en klinik i Anand i Indien. Rugemødrene er typisk ikke med til at beslutte, om fødslen skal foregå vaginalt eller ved kejsersnit, og mange er ikke klar over, om de bærer et enkelt barn, tvillinger eller trillinger, forklarer Malene Tanderup Kristensen.

Rugemødre. Rugemor skannes på en klinik i Anand i Indien. Rugemødrene er typisk ikke med til at beslutte, om fødslen skal foregå vaginalt eller ved kejsersnit, og mange er ikke klar over, om de bærer et enkelt barn, tvillinger eller trillinger, forklarer Malene Tanderup Kristensen.

Astrid Dalum

22. juni 2013

Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, eller ikke ske ... de fortalte mig bare, at jeg skal bære det i min livmoder i ni måneder og så levere barnet … der blev ikke fortalt om fordele eller risici.«

Ordene kommer fra en rugemor i New Delhi, Indien. Ofte ved de indiske kvinder, som bliver betalt for at føde andres børn, ikke meget om, hvad det indebærer fysisk. De bliver ikke inddraget i beslutninger om, hvor mange befrugtede æg, der skal sættes op, eller hvor mange fostre der siden skal fjernes. De er ikke med til at beslutte, om fødslen skal foregå vaginalt eller ved kejsersnit, og nogle er ikke klar over, om de bærer et enkelt barn, tvillinger eller trillinger. Og kvinderne har som regel fået enten mangelfuld – eller slet ingen – information om konsekvenserne af de forskellige indgreb.

Det fortæller forskningsårsstuderende ved Gynækologisk-Obstetrisk afd. på Aarhus Universitetshospital, Malene Tanderup Kristensen, der har lavet feltstudier i Indien.

»Ingen af de rugemødre, jeg interviewede, kunne forklare, hvad der var sket og skulle ske, og ingen af dem havde været inddraget i medicinske beslutninger,« siger Malene Tanderup Kristensen.

Diskret ophold

Forsiden af hendes forskningsrapport Cross-border Reproductive Care – Surrogacy in India viser et foto af tre kvinder i sari. De står med ryggen til kameraet og ser ud over byen gennem et vindue med tremmer for. Malene Tanderup Kristensen tog billedet på en af de 18 klinikker i New Delhi, hvor hun i løbet af syv måneder i 2011 og 2012 lavede feltarbejde.

»De står med ryggen til for at sikre anonymitet, men motivet fortæller også, at de befinder sig i en helt anden kontekst, end de er vant til; de er på en klinik i megabyen, men mange af dem er fra den mindre by Calcutta, fra forstæderne eller provinsbyerne, og diskretionen er en væsentlig del af industrien.«

Under graviditeten bliver rugemødrene installeret i lejligheder og hostels omkring i storbyen – eller på selve klinikken – langt fra nysgerrige naboer og familie i hjembyen.

»Rugemoderskab er stadig kontroversielt i Indien,« siger Malene Tanderup Kristensen.

Sidste sommer forsøgte regeringen at imødekomme konservative indvendinger mod industrien ved at indskærpe, at kun heteroseksuelle ægtepar, der har været gift i mindst to år, kan få medicinsk visum og dermed adgang til indiske rugemorklinikker. Men i praksis er mange klinikker fortsat åbne for enhver, der vil betale.

Malene Tanderup Kristensen har interviewet 20 læger, fem agenter og 14 rugemødre tilknyttet 18 forskellige klinikker i New Delhi. Fire ud af de 20 læger var villige til at lave et opfølgende interview, mens mange klinikker helt afviste at få besøg.

Shopper mellem klinikkerne

I New Delhi er det ikke de fattigste, der vælger at være rugemødre, siger hun: »De skal jo gerne se sunde ud«.

En del rugemødre har op til 10 års skolegang og mange har arbejde. Alligevel er de sårbare, bl.a. fordi industrien er ureguleret, og vilkårene kan variere kraftigt.

»Et sted fortalte rugemødrene, at de fik to lakh (ca. 20.000 kr.) i betaling, men i kontrakten stod der 3,5 lakh. Andre steder fik de 4,5 lakh. Risikoen for udnyttelsen er primært i laget mellem rugemoren, kunderne og lægerne. Og agenternes rolle – herunder deres betaling – er ikke officiel,« siger Malene Tanderup Kristensen.

»På nogle klinikker organiserer agenterne alt, andre steder bliver de slet ikke brugt. Nogle agenter rekrutterer rugemødre og shopper så rundt mellem klinikkerne for at finde dem, der tilbyder den mest praktiske og kommercielt nyttige pakke. Hvis en læge f.eks. nægter at udføre kejsersnit, med mindre der er medicinsk grund til det, tager agenten rugemoren med til en anden klinik med andre etiske standarder.«

Ved kejsersnit er risikoen for efterfølgende komplikationer større, siger Malene Tanderup Kristensen. Og hvem skal betale, hvis rugemoren får problemer, efter barnet er afleveret til kunderne? Mange klinikker tager opfølgende ansvar, men ikke alle. Kejsersnit mindsker desuden sandsynligheden for, at kvinderne senere kan gennemføre en vaginal fødsel. Og hvem skal betale for kejsersnittet, hvis rugemoren senere ønsker flere børn selv?

Fosterreduktion

Et udkast til national lovgivning ligger ufærdigt hen på fjerde år, og de medicinske standarder i Indiens fertilitetsindustri er fortsat op til den enkelte læge – f.eks. hvor mange befrugtede æg, man sætter op i livmoren ad gangen.

»I Danmark sætter man som regel kun ét og maksimalt to æg op, fordi flere fostre bl.a. øger sandsynligheden for for små og for tidligt fødte børn,« siger Malene Tanderup Kristensen.

»Men på de indiske rugemorklinikker sætter de 2-7 befrugtede æg op.«

De ’intenderede forældre’ – dem, der har bestilt barnet – ønsker ofte kun ét og højst to børn – ligesom der ofte er komplikationer forbundet med trillinger eller derover – så antallet af fostre bliver siden reduceret.

»Som regel træffer lægen suverænt beslutningen, somme tider i dialog med de intenderede forældre. Rugemoren bliver yderst sjældent involveret, og ofte er hun slet ikke klar over, hvad der foregår, når lægen fjerner nogle af fostrene,« siger Malene Tanderup Kristensen.

En læge fortalte, at han aldrig oplyste rugemødrene om, hvor mange befrugtede æg, der blev sat op eller fjernet. »Det er jo uuddannede piger,« lød begrundelsen. En anden læge spurgte derimod altid kvinderne, om de var villige til at bære mere end ét barn, og respekterede, hvis de sagde nej:

»Nogle af rugemødrene vil ikke bære tvillinger, fordi der er flere komplikationer, og mange har jo fysisk hårdt arbejde,« lød hans begrundelse.

Det er belastende for rugemoren både følelsesmæssigt og fysisk at gennemgå fosterreduktion, og ud fra skandinaviske lægestandarder er det uetisk at sætte så mange æg op ad gangen, siger Malene Tanderup Kristensen, der kalder den manglende involvering af rugemoren for »meget problematisk«.

»Desuden vinder man ikke meget ved at sætte mere end to op, ikke hvis teknikken er god nok. Men når man forelægger de skandinaviske standarder for de indiske læger er svaret, at sådan kan vi sagtens gøre her, hvor fertilitetsbehandlinger er gratis. Når folk har penge på spil, som i Indien, skal man være sikker på succes.«

Nogle kunder bruger mere end én rugemor ad gangen, og hvis de begge bliver gravide, kan det ske, at kunden insisterer på, at den ene skal have abort – et krav, lægerne ofte efterkommer: »Når man har internationale patienter, er man nødt til at give dem den bedste service, ellers går de bare et andet sted hen. Patienterne opfatter ART (assisteret reproduktiv teknologi, red.) som lig med 100 procent succes,« forklarede en læge.

Betaling i rater

»De intenderede forældre har altså mere indflydelse på de medicinske beslutninger end rugemoren, og deres ønsker til processen har fysiske konsekvenser for kvinden,« siger Malene Tanderup Kristensen.

Selve den økonomiske kompensation til rugemoren bliver fastsat af agenterne i samarbejde med lægen, fortæller Malene Tanderup Kristensen. Rugemorens løn bliver som regel udbetalt i rater, typisk fordelt efter følgende skema: 1.000 kroner ved opsættelsen af de befrugtede æg, 3.000 når graviditeten er konstateret, derefter 1.000 kroner pr. måned, og det resterende beløb ved fødslen – forudsat at barnet er sundt og levedygtigt.

Der er ingen juridisk gældende regler for, hvad der sker, hvis rugemoren aborterer undervejs, eller hvis barnet er dødfødt eller handicappet. Men sidstnævnte sker ifølge de læger, Malene Tanderup Kristensen har talt med, aldrig. »Og det kan godt være, det passer – rugemødrene bliver jo undersøgt og scannet konstant, så hvis der er noget galt med barnet, bliver det opdaget hurtigt.«

Det er uklart, om kvinderne er indforstået med måden, betalingen foregår på, siger Malene Tanderup Kristensen. Men mange rugemødre føler sig presset til at gå på kompromis med deres sundhed, dels fordi de ikke vil udfordre lægens autoritet, og dels fordi de får flere penge for f.eks. at føde tvillinger.

»Det bliver ofte nævnt, at betalingen for at være rugemor svarer til flere års løn i Indien, og i den forstand er det jo gode penge. Men man skal huske på, at nogle siger deres arbejde op og er flyttet væk fra hjem og familie under graviditeten. Samtidig slider en rugemorgraviditet muligvis mere på kroppen end en ’normal’ graviditet, fordi kvinderne ofte skal gennemgå omfattende hormonbehandlinger og tjek, ligesom et kejsersnit heller ikke er uden fysiske omkostninger,« siger Malene Tanderup Kristensen og tilføjer:

»I det lys er betalingen måske ikke så høj endda.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Utroligt kvindeundertrykkende, men også et klassespørgsmål.
Indien er verdens største kleptokrati, og når de indiske masser: kvinderne, naxalitterne, de kasteløse, de afhængige småbønder, byernes mægtige arbejderklasse og de maoistiske guerillaer rejser sig i en kamp starter verdensrevolutionen. Watch out!

Anna Gudmundsen

Børneindustrien viser sit grumme ansigt.
Hvad mon disse børn vil tænke og tro om deres "eget" betalende ophav når de får at vide hvordan de blev undfanget..- måske de vil kende deres rødder ?
Hvem bar dem frem ?
Og hvem levered deres genetiske make-up ?
Har de oprindelige forældre, familie og hel eller halvsøskende ?
Vil vi se "sporløs" gennemtrawle de genetiske databaser på udkik efter de specielt udvalgte arve-egenskaber til disse designerbørn ?
Handler det kun om penge og hvem der har råd til at betale for disse perfekte ønskebørn ?

Janus Agerbo

@ Anna Gudmundsen

Hele rugemor konceptet går ud på at kvinder bærer andres befrugtede æg. Det genetiske materiale stammer altså fra 'køberne' og barnet vil biologisk set ikke være til knyttet til rugemoren.

Niels-Holger Nielsen og Christian Pedersen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

og nok engang ser vi, hvad vi ikke kan lide. Med hvilken moral kan vi i Vesten iagttage og understøtte denne trafik efterspurgt af os selv?

Svaret: Dobbelt-moral!!

Det er ikke kvinde-undertrykkende, men fattigdoms-udstillende.

De endnu mere undertrykte er det kæmpestore flertal af mænd og kvinder, der er lige så fattige, men som ikke har mulighed for at score kassen som rugemor, på grund af deres køn eller alder eller udseende.

Hvis det virker lidt ulækkert, at masser gerne vil tage store risici og gerne vil behandles respektløst af lægen, bare for at afbøde fattigdommen lidt, så skal vi i stedet diskutere, hvilken grad af fattigdom der skal til, før det er et brud på menneskerettighederne.