Læsetid: 5 min.

Kniven

Hvordan skal man overhovedet bedømme en koncert, der ikke vil være en koncert?
Hvordan skal man overhovedet bedømme en koncert, der ikke vil være en koncert?

Ib Kjeldsmark

29. juni 2013

I de seneste to uger har Center for Vild Analyse overvejet, hvorledes et budskabs form kan fordreje dets indhold (f.eks. Kristina Djarling, der synger en popsang om poppens afskyelighed), og hvorledes budskabets indhold af og til kan underminere formen (f.eks. Latin Dance Band, der sender smårevolutionære ideer ud med deres version af dansktoppen). I forlængelse heraf er det måske værd at overveje, hvad der sker, hvis såvel form som indhold sprænger deres rammer i forhold til hinanden.

Svenske The Knife forsøger sig med noget, som meget vel kunne tolkes i den retning, på deres nuværende tour Shaking the Habitual, som de for nylig gæstede Northside Festival i Aarhus med. Showet er blevet mødt af vidt forskellige og modsatrettede holdninger overalt, hvor det er kommet frem. Der har været begejstrede anmeldere, der har været kritiske anmeldere, der har været begejstrede fans, og så har der været dem, som er blevet direkte fornærmede.

Shaking the Habitual er også noget for sig, for nu at sige det mildt. Såvel pladen som showet markerer et ganske skarpt brud med de meget iørefaldende elektroniske danse-pop-numre som »Heartbeats«, der siden 2004 har været en sikker vinder på dansegulve overalt på kloden. Her til Shaking the Habitual får vi ganske vist hårdt pumpede elektroniske rytmer, men uden det genkendelige pop-element – og så får vi en masse støj. Ikke bare i form af lyd, men hele showet støjer ubønhørligt. Først og fremmest fordi det ikke er til at se, hvem der egentlig er The Knife. Scenen domineres af en dansetrup, hvor forskellige medlemmer fra tid til anden laver yderst tydelig playback. To af danserne er vist nok Olof Dreijer og Karin Dreijer Andersson, som fra starten udgjorde The Knife, men det er temmelig svært at spotte, hvem de er.

The Knifelaver med andre ord omsiggribende eksperimenter med formen for en koncert. Borte er alle konventionerne om, at bandet står på scenen og spiller deres musik, mens vi kigger på dem og beundrer deres dygtighed. Samtidig er det også klart, at The Knife har et budskab. Sangen »Stay out here« er for eksempel skrevet af Emily Roysdon i forbindelse med Occupy Wall Street og handler om bevægelsen. Når man kigger nærmere på The Knifestekster og virke, så er det tydeligt, at gruppens altid har været politisk motiveret i det generelle område for den såkaldte radikale venstrefløj, med alt hvad det indebærer af kønspolitik, opgør med traditionelle identitetsmønstre og naturligvis kritik af hierarkier, hvor end de måtte opstå.

Når The Knife således opfører sig, som de gør, på scenen, skal det helt sikkert forstås som et forsøg på at praktisere det, man prædiker. Men det er også klart, at de her begynder at komme i problemer. Hvis Djarling taler i en form som allerede har afmonteret hendes indhold, og hvis Latin Dance Band undergraver formen for en dansktop-melodi ved at tilsætte smårevolutionære tekster, hvad må vi så sige om The Knife, der synger om Occupy Wall Street i en form, der er så svær at forstå, at vi endog har svært ved at vide, at det er det, sangen handler om?

Possen

Det er næsten, som om The Knife har genopfundet possen (farcen) – en teaterform som Kierkegaard hyldede i Gjentagelsen. Kierkegaard holdt af possen, fordi den gjorde det umuligt for teaterpublikummet at vide, hvordan oplevelsen af at gå i teatret ville blive, »saasnart det har læst Plakaten«. Possen tillod ikke den overenskomst mellem teater og publikum, som normalt ville have garanteret, at man ville kunne »stole paa Naboer og Gjenboer og Bladenes Udsagn, om man har moret sig eller ikke«. En lignende følelse synes at brede sig blandt publikum til The Knifes koncerter. Igen og igen har publikum efter koncerterne på forskellig vis udtrykt denne lidt urolige fornemmelse af, at man ikke helt var sikker på, om man nu havde forstået det rigtigt. Havde man syntes, de rigtige ting var fede? Eller var det hele bare en vits? Og var det i sidste ende mig, som var komikkens objekt?

Det, som Kierkegaard hylder possen for, er, at den afmonterer den såkaldte dannelse, som ikke har andet indhold end en temmelig banal konformitet. I dag har denne dannelse taget en drejning og er blevet til længslen efter autenticitet. Når vi går til koncert vil vi have fornemmelsen af, at det lige netop var hér, til denne koncert, at kunstneren spillede dén version af dét nummer, som alle andre sidenhen vil bande over, at de kun kommer til at høre på en dårlig bootleg. Det er lige netop denne form for autenticitetslængsel, som bliver helt umulig til The Knifes koncerter.

I dette opgør med den autentiske fornemmelse af at være i en stor kunstners nærvær, spiller The Knife med identiteterne, som det hedder, og bryder med de gængse forestillinger om, hvad en koncert er og bør være.

Lighed

Svaret fra kritikerne er på sin vis berettiget: Er det hele så ikke blot et stort postmoderne karneval? Bliver vi ikke taget ved næsen af en samling arrogante hipster-svenskere fra den kulturelle overklasse, der plat politiserede jo allerede har tænkt, at vi, publikum, alligevel er for dumme til at forstå noget som helst? Denne kritik møder på en måde sit modstykke hos de alt for begejstrede anmeldere, der pludselig må ty til akademiske positurer og anmeldelser, der minder om afhandlinger fra RUC, når de skal beskrive, hvordan The Knifebryder med vores vante forestillinger. Samlet set er der derfor som om, der er to muligheder, hvis man ønsker at bedømme The Knife: Enten er resultatet, at det er os, publikum, der er for dumme, eller også er det The Knife, der er fortænkte.

Kierkegaards begejstring for possen er imidlertid ikke blot, at den nedbryder vores dømmekraft. Det er derimod, fordi possen også, når den er udført godt, lykkes med at skabe en næsten lyrisk stemning blandt publikum. Kierkegaard beskriver med begejstring hvordan possen på Königsberger Theater skaber en så løssluppen stemning, at det næsten ikke er til at sige, hvad der er forestilling, og hvad der er publikum. Og det er netop pointen. Dét, possen lykkes med at etablere, er en radikal form for lighed mellem publikum og skuespillere. Vi er alle sammen sammen om at holde en fest. Derfor er det i virkeligheden et meget simplere kriterium, som The Knife skal vurderes ud fra. Lykkes de med at skabe en fest? Eller som de selv formulerer det: Every time we dance and fuck, we win!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu