Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Gramscis kamp for at forstå

Filologen Luciano Canfora belyser med et stort detektivarbejde de forhold, filosoffen og kommunisten Antonio Gramsci skrev sine berømte fængselsoptegnelser under
22. juni 2013

Historien er fuld af tilfældigheder. Sidst i oktober 1926 var det italienske kommunistpartis grundlægger, Antonio Gramsci, på flugt. Gramsci skulle ud af Italien for at komme til Moskva, hvor hans russiske kone og deres to børn befandt sig. Samme dag skulle fascistpartiets grundlægger, Benito Mussolini, indvie et stadion i Bologna i anledning af jubilæet for magtovertagelsen i 1922. Men inden ceremonien blev han udsat for et drabsforsøg. Kuglen, som blev affyret på klos hold, prellede af på den medalje, diktatoren bar, og ramte byens borgmesters høje hat. Infanteriofficeren Carlo Alberto Pasolini, far til digteren og filminstruktøren Pier Paolo Pasolini, udpegede den 15-årige Anteo Zamboni som attentatmanden. Drengen blev lynchet.

Mens det foregik ventede Gramsci på stationen i Milano. Han havde taget toget fra Rom for at mødes med en hjælper, der skulle føre ham over grænsen til Schweiz. Men på grund af attentatet var politiet i højeste alarmberedskab. Derfor blev Gramsci rådet til at vende om. En uge senere blev han anholdt, selv om han som parlamentariker nød juridisk immunitet.

Dagen efter den ulovlige anholdelse blev alle andre partier end det fascistiske forbudt ved lov. Gramsci sad fængslet i mere end 10 år og døde kort efter sin løsladelse. Men hans Fængselsoptegnelser regnes stadig som et af den marxistiske tænknings vigtigste værker.

Kriminelle breve

Historien er også fuld af bedrag. Gramsci var ikke blot et offer for Mussolinis regime, hans skæbne blev beseglet af det 20. århundredes »konkurrerende revolutioner«, fascismen og kommunismen.

Det hævder filologen Luciano Canfora, som i en række bøger har analyseret falsknerier med afgørende betydning – fra den oldgræske historiker Thukydid, der selv opdigtede sine kilder, til Stalin, der fik slettet den meget negative vurdering af sig selv i Lenins skrifter. Canfora har længe forsket i omstændighederne omkring fængslingen af Gramsci, senest i bogen Spie, URSS, antifascismo – Gramsci 1926-37 (Spioner, Sovjetunionen, antifascisme – Gramsci 1926-37).

Det første indicium er en indberetning fra kommunisternes undergrundsorganisation: »Generelt bebrejder kammeraterne os, at vi ikke formåede at redde ham,« hedder det i rapporten, som blev sendt til Gramscis efterfølger som partileder, Palmiro Togliatti, der allerede havde søgt tilflugt i Moskva. To uger senere understregede en anden topfigur i kommunistpartiet, Ruggero Grieco, at »vi afviser ethvert medansvar«.

Filologens tese, som er baseret på et enormt kildemateriale, er, at Gramscis partikammerater bar et stort medansvar for hans arrestation. Det underbygges med de modstridende udsagn omkring hændelsesforløbet.

Det andet indicium er, at Grieco, der i mellemtiden var flygtet til Moskva, sendte tre breve til den fængslede Gramsci, der kunne bruges som beviser og forhindre, at han blev løsladt. Desuden censurerede kommunistpartiets ledelse i årtier enhver henvisning til omstændighederne omkring fængslingen fra hans skrifter og korrespondance – f.eks. at Gramsci betegner Griecos breve som »kriminelle«.

Frygtet hjerne

Gramsci var ifølge Canfora »en udogmatisk intellektuel i de ideologiske dogmers tidsalder« – f.eks. lod han sig inspirere af psykoanalysen, selv om det i Sovjetunionen blev betragtet som »borgerlig pseudovidenskab«. Mussolini skulle angiveligt have sagt, at »vi må forhindre denne hjerne i at fungere«. Og Gramscis partikammerater konkluderede tilsyneladende, at han havde bedst af at sidde i fængsel. Først efter krigen blev hans – redigerede – skrifter vigtige for kommunister, der nu skulle fremstå som ubøjeligt antifascistiske.

Indicierne på, at Gramsci blev fanget i et dobbeltspil, illustrerer, hvor ekstreme forhold fængselsoptegnelserne blev til under. Han blev tvunget til at justere den marxistiske historiefilosofi for at forklare fascismens fremmarch: »Gramscis tilfælde var enestående. Da han blev dømt ved en skueproces og spærret inde, så hans frygtindgydende intellekt kunne neutraliseres og annulleres af dagligdagens lidelser i fængslet, begav han sig ud på en vanskelig bane, der var helt forskellig fra såvel kapitulation som heroisk selvforherligelse,« skriver Canfora og tilføjer:

»Da Gramsci blev tvunget til at gå fra at være leder og politisk kombattant til at være en intellektuel, som reflekterer over en stor, tabt kamp, gjorde han regnskab over sine politiske beslutninger på den eneste mulige måde: gennem forskning i historien.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • Maj-Britt Kent Hansen
Jørn Vilvig og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu