Note
Læsetid: 1 min.

MoTi

Moderne Tider
15. juni 2013

Dansk socialisme

Nu har vi endelig her i spalten forstået, hvorfor Enhedslisten ikke stiller op til Europaparlamentet. Det skyldes ikke kun, som kritikere ellers har hævdet, en venstrenationalistisk modstand mod omverdenen. Nej, nej. Det skyldes, at partiet har en samfundsomstyrtende dagsorden herhjemme i Danmark. Vi har ikke spurgt nogen eksperter, for det gad vi ikke, men vi er sikre på, at man kan tale om et socialistisk gennembrud. Det unge supertalent Stine Brix har foreslået et forbud mod forbud mod amning i det offentlige rum! Så er skabet sat, hvor det skal stå. Det er helt basalt, siger Brix, for kvinder at amme, når deres barn har behov. Vi forstår, at der nærmest er tale om en menneskeret, som er blevet krænket af en cafeéjer i Illum. En offentlig enkeltsag fører til politisk krav om forbud. Det er stor socialisme fra Enhedslisten.

/Rune Lykkeberg

 

Soltyranniet

På MoTI ved vi om nogen, at ord afgør, hvordan vi forstår os selv og andre. Ord skaber rammer og sætter grænser i en verden, der er invaderet af ’plusord’. Det rette ’minusord’ kan derimod lette jubeloptimismens tåge. Derfor skænker vi jer nu, bag nedrullede gardiner: Soltyranni. ’Soltyranni’ tages i anvendelse som modvægt til den bredt promoverede opfattelse, at solskin indfrier vores allesammens higen efter solbadning, bare ben og en uendelig stafet af grillaftenener. Med ordet ’soltyranni’ genindsætter vi retten til at se Game of Thrones på en sommeraften og til at spise kantinefrokosten indenfor i stedet for at spise den fra skødet på en trappesten. Og når der er hedebølge? Du behøver ikke tage på stranden. Nu er der sat ord på undertrykkelsen. Lad oprøret begynde.

/Katrine Hornstrup Yde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Tak for minusordet soltyrrani!

Vi må være en del, der godt kan lide overskyet og beherskede temperaturer, og måske derfor har vi uanset den nuværende sommertid D-vitaminmangel. Halvdelen af befolkningen skulle lide deraf, og årsagen skulle være, at vi ikke får sol nok fra maj til september! Og siger man højt, at man ikke er overekstatisk som følge af sol og hedebølger, bliver man mødt med vantro.

Meningstyrrani!

Men apropos D-halløjet, så kan der indtages stærke D-vitaminer og udtages blodprøver - og gang efter gang kan det konstateres, at det ikke hjælper, hvorefter der igen hæftes lid til solen.

Soltyrrani!

Kristian Rikard

Nu har jeg i en rum tid vemodigt, men tappert (synes jeg selv) læst anmeldelser af tunge bøger, heavy-rock koncerter, distorsion, veganisme og Bilderberg-gruppen og jeg ved ikke hvad, i et forsøg på blot at finde blot en reminisens af humoristisk sans.
Jeg har også forsøgt mig med den linde strøm af dybtfølte ph.d studerendes inderste (omend ikke særligt originale) tanker. Helt forgæves indtil den små Lærke Cramon og Metz lagde for med deres dobbeltbesvarelse af et "læserbrev".
Hash-on (og nej det har ikke noget med cannabis at gøre).

Michael Kongstad Nielsen

Har svært ved at sætte Enhedslisten i forbindelse med Illum. Enhedslistens starletter skulle komme en tur til Rødovre Centrum eller Lyngby Storcenter, der sidder stribevis af ammende orlovskvinder i restauranter og caféer mens der plaskes og gnaskes og suttes og pauseres så det er en lyst, og ingen, absolut ingen, tager anstød af det eller gør indsigelser. Men det ville nok være for kedeligt for EL´s starletter, at ingen lagde mærke til dem.

Og soltyranni er et godt udtryk.