Læsetid: 8 min.

Her har Obama aldrig været en del af løsningen

Hvert år mødes USA’s venstreorienterede intellektuelle i tre dage for at diskutere, skændes og planlægge. Hos dem er revolutionen atter på vej ind på dagsordenen
Organisering. Occupy-bevægelsen forsvandt fra medierne, da den blev smidt væk fra de store pladser. Men mange af aktivisterne er gået fra at besætte pladser til at ’besætte’ temaer: gæld, tvangsauktioner af folks hjem, arbejdsløshed, organisering af lokalsamfund etc. Så vi er her endnu, forklarer en af aktivisterne.

Organisering. Occupy-bevægelsen forsvandt fra medierne, da den blev smidt væk fra de store pladser. Men mange af aktivisterne er gået fra at besætte pladser til at ’besætte’ temaer: gæld, tvangsauktioner af folks hjem, arbejdsløshed, organisering af lokalsamfund etc. Så vi er her endnu, forklarer en af aktivisterne.

Lucas Jackson

15. juni 2013

Left Forum har i årtier været den største forsamling af venstreorienterede i USA. Med vanlig amerikansk beskedenhed kalder arrangørerne forummet for den største venstre-intellektuelle konference i verden. Med 200 paneler over tre dage og 3.000 deltagere er der nok noget om snakken.

Konferencen afholdes på Pace University, der ligger på Lower Manhattan, New York. Det er et meget passende sted – lige mellem den politiske og økonomiske magt, mellem borgmester Michael Bloombergs rådhus og Wall Street.

Men det er også kun to minutters gang fra Zucotti Park, som Occupy Wall Street besatte og beboede et par måneder i efteråret 2011, og som kickstartede en ny optimisme på den amerikanske venstrefløj. Fra ’tårnenes årti’ i 00’erne blev det nu til håbet om ’pladsernes årti’ med besættelser af offentlige pladser i Spanien, Israel, Grækenland, Egypten, USA og mange andre steder. For deltagerne på Left Forum er anti-kapitalisme og revolution atter på dagsordenen, ikke som forhåbninger eller fossile pejlemærker for de ureformerede, men som aktuel realitet.

Ingen klassekamp uden klimakamp

Det første indtryk inden for dørene er, at der er flere mænd og flere hvide samt flere ældre og yngre end i den amerikanske befolkning som helhed. Men det passer vist meget godt på en anden demografi, nemlig den akademiske. På Left Forum er der også aktivister og fagforeningsfolk, men det overvældende flertal er venstreorienterede akademikere, hvad antallet af referencer til filosoffer, sociologer og fjerne historiske begivenheder weekenden igennem vidner om.

Weekendens tema er de to øko’er, økologi og økonomi, eller mere præcist: »Mobilisering for økologisk og økonomisk forandring,« som det hedder. Så snart man snakker med folk, bliver det klart, at katastrofe og krise er begreber, der med samme selvfølgelighed bruges om både økonomiens og miljøets tilstand. I en diskussion om de aktuelle uroligheder i Tyrkiet, der begyndte som protest mod den islamistisk-neoliberalistiske regerings beslutning om at omdanne dele af en offentlig park til et gigantisk supermarked, sagde en taler, der omtalte sig selv som en meget klassisk marxist: »Det er ikke tilfældigt, konfrontationen til en start handlede om et træ.«

Ingen fremtid for kapitalismen

Alle synes enige om, at vi er midt i en krise for både klodens og kapitalismens fremtid. Så da jeg støder ind i Immanuel Wallerstein uden for universitetets tykke bunkerlignende mure, er det oplagt at spørge ham, om kapitalismen har en fremtid?

Wallerstein er en fremtrædende marxistisk inspirereret sociolog. Han er kendt for sin verdenssystemteori og sin insisteren på dybe, empiriske og ikke mindst lange historiske undersøgelser af kapitalismen.

»Nej,« svarer han bestemt. Jeg ser vist ikke overbevist ud, og han giver sig til at uddybe.

»Kapitalismen er endeløs akkumulation af kapital,« siger han. Sådan har det været i 500 år, men kapitalismen er i en strukturel krise, som den ikke kan overleve. Den har været i denne krise siden 1970’erne, og krisen vil fortsætte i hvert fald 30-40 år mere.

Vi står altså bogstaveligt talt midt i krisen, og da jeg beder ham forklare, hvorfor han mener sig sikker på, at vi er midt i kapitalismens dødskramper, giver han et lynkursus i kapitalismens abc.

»I hele sin historie har kapitalismen skiftet mellem op- og nedture,« forklarer han:

»Og for hver gang den starter på en ny optur, er det på et højere omkostningsniveau end tidligere. Kapitalisme har tre omkostninger: til personale, ressourcer og skatter. Altid har den forsøgt at presse disse omkostninger ned: Lavere lønninger eller flytte produktionen til steder, hvor befolkningen ikke endnu er integreret i markedet og derfor kan tvinges til at arbejde for meget lidt. Brug af rigelige og billige ressourcer samt fri eller billig forurening. Og endelig skatter og afgifter af forskellig slags, også bestikkelse, som kapitalister altid søger at komme udenom, men som de betaler.«

Personale, ressourcer og skatter bliver for hver kapitalistisk periode dyrere og dyrere. Og så når vi til nutidens krise for kapitalismen.

»Disse tre omkostninger er i dag strukturelle problemer for kapitalismen. De umuliggør en rentabel kapitalistisk virksomhed. Verdens befolkninger er stort set integreret i kapitalismen og vil ikke i længden acceptere slavelønninger. Ressourcegrundlaget bliver mindre og mindre og dyrere og dyrere. Forureningen har nået et punkt, hvor den koster mere, end den indbringer. Endelig er der diverse beskatning af virksomhederne, der ikke synes at falde betydeligt.«

Ånder opstået fra kapitalismens død

Der er ifølge Wallerstein ingen vej ud af disse strukturelle vilkår. Kapitalismens gamle metoder for fornyelse er opbrugte. Skatteflugt og nedskæringer er ikke en stærk kapitalismes svar, men en politik for desperate kapitalister, der prøver at vinde tid. Så hvad sker der nu?

»Der er grundlæggende to veje, som jeg kalder ’ånden fra Davos’ (efter det årlige World Economic Forum i Schweiz for det politiske og økonomiske jetset) samt ’ånden fra Porto Alegre’ (efter den årlige, folkelige modkonference i Brasilien). Ånden fra Davos handler om at redde et ulige system under nye vilkår. Det vil sige at genskabe betingelserne for hierarki, undertrykkelse og polarisering. Ikke kapitalisme, men noget der virker på samme måde. Ånden fra Porto Alegre handler om at skabe et demokratisk og lighedsskabende system.«

For at komplicere tingene ser han to modsatrettede strategier udspille sig i begge lejre. I ånden fra Davos står slaget mellem det, han kalder Dick Cheney-strategien og Georges Soros-strategien. »Cheney-strategien handler om at slå hårdt, dvs. nedkæmpe al modstand. Soros-strategien handler om at forandre alting, så alt forbliver det samme, dvs. at snakke om human, grøn kapitalisme og tilbyde folk lidt miljøforbedringer og venlig ledelse.«

Modsætningerne i ånden fra Porto Alegre er det den gamle modsætning, der kendes helt fra den gamle strid i sidste halvdel af 1800-tallet mellem marxister og anarkister, og som i dag er blevet genaktualiseret med opkomsten af Occupy Wall Street og andre basisdemokratiske modstandsgrupper, nemlig en konflikt mellem sideordnede grupper, der er optagede af at udvikle tvangfrie, decentrale måder at samarbejde og organisere sig på og så dem, der mener, kampen handler om at erobre den politiske magt og forandre tingene centralt fra.

Okkupér dit liv

Denne spænding på venstrefløjen mellem, lad os kalde dem ’basis’-fløjen og ’magt’-fløjen, er også tydelig i de paneler, der diskuterer Occupy Wall Street og dens betydning for den amerikanske venstrefløj. Generelt er vurderingen meget positiv fra den klassiske venstrefløj, dvs. de fleste ældre i forsamlingen, om end der er dem, som til stor irritation for flertallet, påberåber sig leninistiske principper om parti og avantgarde. Det er overvejende de unge Occupy Wall Street-folk, der er forbeholdne, og som meget principfast hævder deres forskellighed fra fortidens organiseringsformer og enhver snak om partidannelser.

Til et af panelerne bemærker en taler, at der i år er væsentligt flere unge på Left Forum, end der plejer at være, og det er da også bemærkelsesværdigt, så stort det anarkistiske element på konferencen er. Horisontalismen og basis-demokratiet er helt klart de mest aktive og skabende folk på konferencen.

Jeg møder ’A’, der »af sikkerhedsgrunde« ikke vil oplyse sit navn, men hun er en afroamerikansk kvinde midt i 20’erne, studerer filosofi og har været med i Occupy Wall Street fra starten. Jeg spørger hende, hvad der gav Occupy-bevægelsen en sådan kraft, at den kunne sprede sig fra New York til hundredevis af amerikanske byer og skabe en helt ny oprørs-ikonografi med masker og fokus på »de 99 procent«.

»I lang tid havde et stort flertal af befolkningen grundlæggende delt vores holdning, at demokratiet er en facade, der dækker over lobbyisme og korruption, og at ’Corporate America’ kun tjener de riges interesse, men deres svar havde været apati og fatalisme,« siger hun.

»Der var et kort opsving i håb om forandring under Obamas første præsidentvalgkampagne, men folk så hurtigt, at han var i lommen på den rigeste ene procent ganske ligesom Bush. Så kom vi og besatte en plads og begyndte at tale om rigtig forandring, om ulighed, om klasse, om racisme. Og folk kunne genkende deres frustration og angst i vores kritik og et håb i vores måde at gøre tingene på. Der kom folk til vores pladser, der aldrig havde været politiske før, og de opdagede, at det ændrede deres liv at deltage i Occupy.«

Men, og det var et stort tema på konferencen: Døde Occupy, eller findes Occupy stadig?

»Se på Tyrkiet,« siger A. »Occupy spreder sig.«

- Men hvad med i USA?

»Da de ryddede vores pladser med stor brutalitet, forsvandt vi fra medierne. Vi var ikke så tydelige, men mange af aktivisterne gik fra at besætte pladser til at besætte temaer: gæld, tvangsauktioner af folks hjem, arbejdsløshed, og vi organiserer lokalsamfund, f.eks. lavede vi her i New York Occupy Sandy, da stormen ramte, for at hjælpe alle de fattige, der blev ramt, men ikke fik hjælp. Så vi er her stadig, men nu i gang med at organisere.«

Obama, hvem er det?

På Left Forum er der ingen diskussion om, hvad der gik galt for Barack Obama. Jeg møder ingen, der har stemt på ham (eller vil indrømme det i dag). Til gengæld er der stående klapsalver til Jill Stein, der er De Grønnes præsidentkandidat. På forummet synes man at dele den satiriske beskrivelse fra starten af det 20. århundrede, at USA er et land med ét parti og to højrefløje.

Til et panel om Obamas anden præsidentperiode siger den afroamerikanske forfatter Bill Fletcher, at alt for mange mennesker har stirret sig blind på personen Obama, og at det i høj grad gælder den afroamerikanske del af befolkningen. De burde i stedet så på Obama-rgeringen og dens faktisk førte politik, som er i direkte modstrid med interesserne hos dem, der valgte ham.

Jeg spørger en anden paneldeltager, sociologen Benjamin Barber, hvad problemet med Obama-regeringen er.

»At den grundlæggende har fortsat Bushs politik. De har brugt sikkerhedsargumentet til at underminere frihedsrettighederne og fortsætte den hemmelige og blodige krig mod terror. De har brugt den samme økonomiske politik, der skabte krisen, til at lappe på dens følgevirkninger. Og de har accepteret, ja endda udbygget finansverdenens magt over demokratiet,« siger Barber.

Den sidste deltager i panelet, Laura Flanders fra det uafhængige fjernsynsmedie GritTV.org, siger, at det ikke er skidt alt sammen. Obamas politik har vist folk, at ordet ’progressiv’ egentlig bare betyder: Vi svigter dig, men vi gør det på en pænere måde. Det har genoplivet begreberne venstreorienteret og revolution, som de eneste alternativer til business as usual.

Det var, ikke overraskende, en bemærkning, der blev positivt modtaget i salen.

Mikkel Thorup er lektor i Idehistorie ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
  • Niels Mosbak
  • Henrik Darlie
  • Niels-Holger Nielsen
  • Ib Christensen
  • Holger Madsen
  • Johannes Lund
Toke Andersen, Niels Mosbak, Henrik Darlie, Niels-Holger Nielsen, Ib Christensen, Holger Madsen og Johannes Lund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

"Pladsernes årti" - tja. Det eneste sted, hvor "pladsen" førte til noget, var Tahrir-pladsen i Kairo.
http://politiken.dk/udland/ECE1455723/kampklaedte-betjente-rydder-protes...
Det delvist forstemmende ved occupy-bevægelserne og pladsforsamlingerne er, at de for det meste ikke fører til noget som helst. Det mest slående eksempel er Plaza del Sol i Madrid
http://www.telegraph.co.uk/news/picturegalleries/worldnews/8525938/Thous...
Efter sommerens enorme demonstrationer endte det med, at spanierne stemte det gamle konservative parti, Partido Popular (PP), til magten igen. Det var den revolution. Og amerikaner her, kan de udrette noget? Fint nok med Jill Stein, som kandiderer til præsidentposten, men man har en lidt flad fornemmelse af, at der mangler noget.

Der er begyndt at komme sprækker i kapitalismens lerfødder - håber ikke at der bliver krig - ligesom sidst.

steen nielsen

Om det begavede.
Er der nogen der kender den dybere mening med, at man fotograferer folk der har munden på vid gab og at disse fotografier i perioder ses over alt.

Michael Kongstad Nielsen, bevidstgørelse, mængde- og magtfornemmelse samt eftervirkninger og erfaringsopsamling er vel også forandringsparametre i et samfund. Ting tager tid.

Har du et bud på en bedre strategi?

Niels-Holger Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Altså 3ooo deltagere ud af en samlet USA befolkning på ca 300 millioner - det svarer til at man i Danmark med 5,5 mio indbyggere kunne samle ca 55 deltagere ? - det er ikke imponerende ?

I øvrigt lyder det som om, at man i de kredse stadig lever i fortiden ?

Niels Mosbak

Jeg kan se at moderator - ved en beklagelig fejl velsagtens - var kommet til at slette min relevante kommentar til artiklen - hvorfor jeg skal forsøge at reetablere den:

De burde i stedet så (sic) på Obama-rgeringen (sic) og dens faktisk førte politik, som er i direkte modstrid med interesserne hos dem, der valgte ham.

Og nøjagtigt det samme forhold gør sig gældende i dansk politik, hvor den nuværende regering under ledelse af Helle Thorning Schmidt fører en politik i direkte modstrid med det Socialdemokraterne gik til valg på - og i modstrid med vælgernes interesser.

Hugo Pieterse og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Bill Atkins - en bedre strategi? Nej, det er ok, alt hvad de laver, bevægelser er ok. osv., men navnlig i Spanien fik man en fornemmelse af, at det ikke havde bund i nogen egentlig lyst til at ændre det bestående. Det hele var lidt på skrømt, som en kæmpe udflugt, med sang og dans i gaderne, men da valget kom skal jeg love for de fik travlt med at stemme på de konservative PP. Jeg er ikke spor i tvivl om, at arbejdsløsheden er kolossal i Spanien, og PP´s nedskæringer rammer kanon hårdt, som de lovede i valgkampen, og som de vandt på. Det er det, der er så mærkeligt, at de navnlig unge arbejdsløse ikke bruger deres stemmeret til at vælte de gamle partier af pinden.

Lidt det samme kan man sige om amerikanerne. De venstreorienterede akademikere der mødes her på Left Forum er nok ikke så arbejdsløse og hårdt plagede, så det gør noget, og ikke som alle dem, der ikke stemmer til valgene, latinoer, afroamerikanere, dårligt uddannede, fattige, og som egentlig burde have noget at stemme på, så hvorfor laver Left Forum eller Occupy ikke et rigtigt parti?

Niels-Holger Nielsen

'...så hvorfor laver Left Forum eller Occupy ikke et rigtigt parti?'
Fordi de kun er i stand til at skabe et IOPS (se link ovenfor).

Niels-Holger Nielsen

'De venstreorienterede akademikere der mødes her på Left Forum er nok ikke så arbejdsløse og hårdt plagede, så det gør noget' formoder du Michael, men ved du noget som helst om det? Mig bekendt er i det mindste nogle af disse folk arbejdsløse fordi de er udsat for politisk chikane i ansættelser, genansættelser og som løs- eller deltidsansatte. Hvad angår den relative mængde af fx. meget venstreorienterede professorer i henholdsvis USA og Danmark, så tror jeg ikke at DK kan følge med. Om du så havde ret i dine formodninger, så er det vel kun meget velkommen, at akademikere, som ikke deler materielle forhold med arbejderklassen i snæver forstand, ad andre veje indser, at masseaktioner er nødvendige.

PS til mit ovenstående indlæg:
Man kunne også sige, at der såmænd er nok, som er i gang med partidannelser og stræben efter rangen som den tredje kraft i amerikansk politik, på venstrefløjen. Måske endda alt for mange? Mangfoldighed anses dog i andre sammenhænge som et plus;-)

Niels-Holger Nielsen: Fordi de kun er i stand til at skabe et IOPS

Vi må jo konstatere at politiets og domstolenes praksis med, at betragte enhver sammenstimlen som et terroranslag mod staten, og den omfattende anvendelse af hemmelig overvågning og aflytning af anderledes tænkende, kræver nye metoder; kampformer og ikke mindst strukturer og netværkssammenhold. Den gamle partistruktur er i fremtiden nok ”kun” en del af en større bevægelse:

Uropakke skræmmer kun de fredelige aktivister:
http://www.information.dk/207702

Interessant er zapatisterne fra Chiapas, som regerer sig selv via konsensus i mere end 2.000 landsbyer i det sydlige Mexico:
http://modkraft.dk/artikel/konsensus-kontra-afstemninger

Hvem er Zapatisterne:
http://www.internationaltforum.dk/Hvem-er-zapatisterne

Hvis vi synes forholdsreglerne overfor anderledes tænkende i Danmark er for udemokratiske, så husk på i udlandet er de trods alt værre, og derfor bør vi være tilbageholdende med at kritisere udenlandske aktivisters kamp- og organisationsformer, vi kan en dag få brug for deres erfaringer. Og Centralkomiteen den er nok død Niels-Holger :-)

Michael Kongstad Nielsen

Left Forum afholdes på et universitet, fint skal det være. De fine professorer og akademikere har ikke stemt på Obama, bedyrer de, men hvem har de så stemt på? Jo, Jill Stein fra De Grønne. Jill fik 400.000 stemmer, eller ca. 0,3 %, ok., lidt er også godt, men mon Left Forum er tilfredse med den størrelsesorden?
http://www.autonominfoservice.net/2012/02/03/usa-de-gr%C3%B8nne-en-venst...
http://www.organictoday.dk/det-gronne-parti-i-usa-fik-400-000-stemmer/

Hvor er USA´s Enhedsliste? Hvor er USA´s Syriza, hvor er USA´s IU (Izquierda Unida)? USA´s intellektuelle venstrefløj findes i mange afskygninger, men de stemte på Obama, vel gjorde de så, men blev skuffede og vil ikke indrømme det (at de stemte på ham (begge gange)). Hvorfor kan USA´s venstrefløj ikke komme ud over egen magelighed, og ud over egne fede. materielle ambitioner?

Niels-Holger Nielsen

Selvfølgelig har du ret, Bill: 'Den gamle partistruktur er i fremtiden nok ”kun” en del af en større bevægelse', det må man da håbe;-)

Hvilken CK er død, Bill? Den der stod for centrale femårsplaner! Nej, i dag kalder man det bare for Forretningsudvalget (FU);-)

Niels-Holger Nielsen

Bill, du har ret i, at vi skal respektere de oprindelige folks kampformer og især deres nyskabelser, som gør op med gamle mangler. Men vi er jo nødt til at tage stilling til at det politiske tyngdepunkt i dagens verden ligger i stor- og især i megabyerne. Uden alliancer hele vejen rundt går det slet ikke.

Niels-Holger Nielsen

Beføj dit angreb på den amerikanske venstrefløj, Michael. Du plejer ikke at have så let til fordomsfuld argumentation.

Michael Kongstad Nielsen

Beføj?
Det ord kender jeg ikke i den form. Men der var et ældre verbum, der hed beføje = berettige. Hvilket her skulle betyde, at jeg skulle give den amerikanske venstrefløj medhold i, at den er berettiget i at være så slap og løs i koderne, som den er, det ved jeg ikke rigtig, om jeg har lyst til.

Michael K.N. Jeg ved ikke om du så Pind og Holdt i USA men der blev det tydeliggjort at de fattige i USA er totalt underlagt et almissesystem med madkuponer og fødevarepakker - de stiller sig ikke lige op og proklamerer deres politiske synspunkter. "Kommunist" er stadig et groft skældsord i USA.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg så det ikke.
Men jeg ved godt en hel del af det. De stiller sig ikke op, nej, men de stemmer heller ikke. Og det er det værste. Nogle stater har gjort det ekstra svært at stemme, da man skal registreres på indviklede måder, der holder de svage væk. Men i andre tilfælde er det simpelt hen en slags afstandstagen til et politisk system, der bare ikke kan tilbyde de svage noget. De vender det ryggen, selvom de selv taber på det. Så spørger jeg, hvor er den amerikanske venstrefløj, der kar stille et reelt alternativ til dette dollarshow?

Din sidste sætning, Atkins, siger noget meget centralt.

Niels-Holger Nielsen

Ethvert verbum har vel en bydeform (?), men nu skal jeg undersøge det, så kan jeg også bruge det i Wordfeud;-)

Niels-Holger Nielsen

Jeg antaster ikke din ret til at have en hvilken som helst mening, men belæg dine ord, for nu at bruge en tredje (anden) bydeform.

@ Niels-Holger Nielsen

Hvilken CK er død, Bill? Den der stod for centrale femårsplaner! Nej, i dag kalder man det bare for Forretningsudvalget (FU);-)

Jeg kan se jeg fik en forkert overskrift på det ene af mine link hvor:

Konsensus kontra afstemninger
http://modkraft.dk/artikel/konsensus-kontra-afstemninger

faktisk diskuteres og det er klart at visse steder kan anarkiet ikke fungere, eksempelvis i virksomhederne, men jeg tror ikke vi nogensinde igen vil se en magtfuld centralkomite sidde og udstikke centralt udarbejdede produktionsplaner og modtage "pyntede" produktionsstatistiker til gengæld, mens forbrugsvarer pludselig bliver mangelvarer og forbrugerne må stå i kø fra morgenstunden for at få de mest almindelige ting.

Kina har en økonomi med fuld kapitalisme, men med staten som hovedaktionær. En anden model kunne være medarbejderejede virksomheder - men planøkonomi som i Sovjet under den store militære oprustning - det tror jeg ikke på.

Måske kan centraliseret planøkonomi få en rolle hvis der er nationale ressourceforbrug der skal reguleres.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, jeg spøger. Og anlægger en let tone, det skal der også være plads til, selvom emnet er alvorligt nok. Men jeg tror nu ikke, mine "fordomme" falder så forfærdeligt langt fra de faktiske forhold.

Holger Madsen

Berlinerne kan heller ikke mere bruge Obama, som en del af løsningen.

Sidste gang han besøgte Berlin i 2008, mødte 200.000 op og råbte " Yes we can ", sammen med ham.
Denne gang skal Obama tale i en lukket forsamling med knap 4.000 indbudte, mens demonstranter i gaderne råber, - " Yes we can, vi kan give Obama det røde kort."

Rasmus Kongshøj, Niels-Holger Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar