Læsetid: 5 min.

Oh, my Djarling

Hvorfor fascineres mange af et ekstremt konservativt opråb til ungdommen om at forsage det onde? Måske fordi vi hemmeligt længes efter en sandhed, der ikke længere kan relativeres
Hvorfor fascineres mange af et ekstremt konservativt opråb til ungdommen om at  forsage det onde? Måske fordi vi hemmeligt længes efter en sandhed, der ikke længere kan relativeres

Ib Kjeldsmark

22. juni 2013

Der er en helt speciel fascination ved at se de mange videoer med Faderhusets nye højttaler, Kristina Djarling, der de seneste måneder har cirkuleret på bl.a. Facebook. Djarling kommenterer især koncerter og festivaler, hvor unge mennesker føres i fordærv af skjulte (som hos Lady Gaga og Beyonce) eller eksplicitte (som ved Copenhell) satanistiske budskaber, og hendes engagement er så glødende, at hun ikke så sjældent nærmest knækker over i stemmen, så man uvilkårligt hopper forskrækket op i stolen: »Helvede er vikelighed

I første omgang er Djarlings videoer uden tvivl blevet populære, fordi de simpelthen virker bizarre: Tænk, at et voksent menneske i 2013 prædiker en så banal, bogstavelig udgave af Bibel-fundamentalisme. Der er et moment af freakshow i at betragte hendes konspirationsteori om »dem«, der »arbejder for at kontrollere folkets bevidsthed« gennem hedonisme, relativisme, massemediernes manipulationer, osv. I anden omgang er der imidlertid en anden form for fascination, endda en form for genkendelighed, der har en mere uhyggelig karakter i bedste freudske forstand: Siger ikke denne aggressive kristendomsforkynder en masse ting, som lige så godt kunne være sagt af en række af de venstreorienterede filosoffer, der kritiserer den postmoderne kapitalisme? Vores kultur er præget og fastlåst af for megen forbrugerisme, ligegyldighed, egoisme, kynisme og ingen plads til en sandhed, der for alvor ændrer på vores virkelighed. Der er ingen forpligtelse, men kun relative og foreløbige interesser, som først og fremmest måles efter, om de lige umiddelbart føles godt. Og måske går det hele faktisk ad helvede til, hvis vi ikke snart ’vågner op’.

Populisme

Det er som om, Djarling i forvrænget form fremviser den pointe, som Ernesto Laclau og Chantal Mouffe begge på forskellige måder udviklede i årene efter deres fælles bog Hegemony and Socialist Strategy fra 1985. I bogen havde de argumenteret for, at venstrefløjen endelig skulle forlade marxismens dogmatiske økonomitænkning, ifølge hvilken alle kampe i sidste instans kunne reduceres til klassekampen mellem kapitalister og arbejdere. I stedet, hævdede de, måtte venstrefløjen arbejde for at fortsætte den demokratiske revolution, som de vestlige samfund havde gennemgået siden den franske revolution, og imødegå enhver form for undertrykkelse (seksuel, kulturel, økologisk, økonomisk, osv.) med kravet om åbenhed, respekt og mangfoldighed. Hvad venstrefløjen imidlertid mistede undervejs i disse ’radikaldemokratiske kampe’ var den mobiliserende populisme, der kan opdele det politiske felt efter dem, der har ret, og dem, der tager fejl. Dén kraft har højrefløjen altid besiddet, og netop derfor blev det – og er det for så vidt stadig – højrefløjen, der er bedst til at mobilisere en egentlig politisk modstand mod det postmoderne, kapitalistiske samfund, i kraft af nationalisme, modstand mod immigration, kulturkonservatisme, osv. Højrefløjens politiske moment siden midten af 1990’erne er stadig en markant udfordring, og det er, som om venstrefløjen står underligt sandhedsløs tilbage i sin multikulturalistiske og pluralistiske åbenhed. Respekt for andres synspunkter er en fundamental nødvendighed for en demokratisk samfundsorden, men den er ikke særligt effektiv som politisk mobilisator (tænk bare på Det Radikale Venstres latterliggjorte gamle slogan: Vi tænker på andre end dig). Og mobilisering er der brug for: Når det kommer til klimaforandringerne, fattigdommen, men også til kulturel dannelse, lighed mellem kønnene og forureningen af det offentlige rum, har også venstrefløjen brug for en sandhed, der ikke bare lader sig reducere til en diskurs, et perspektiv eller en opfattelse.

Det er derfor også med en underlig længsel, vi griner af Djarling: Det er virkelig, som om hun mener det. Som om der faktisk er noget, der er så alvorligt og virkeligt for hende, at hun ikke kan sidde roligt og betragte, at masserne fortsætter, som om enhver nydelse eller tilbøjelighed kunne være lige så god som hendes ’sandhed’.

Form og indhold

At Djarlings medieoffensiv er dømt til at tabe, afslører sig dog ikke alene i hendes middelalderlige teologi, men også ved den fuldstændige mangel på refleksion over formen i hendes udtryk. I en slags modreaktion mod den fordærvende pop- og rockmusik har hun f.eks. iværksat sit eget musikalske korstog, hvor hun også synger det, hun prædiker. Ikke mindst den animerede video til hittet Babylon is fallen er meget klar i mælet: Vor tids ungdom er på vej ud over afgrunden og ender i Helvede, hvis ikke de hvidklædte retfærdige når at bekæmpe Ondskaben og omvende de unge i tide. Igen møder vi her en ufrivillig komik, der næsten får én til at tro, at det må være en joke. Sangen og videoen mimer nemlig rytmikken og strukturen i netop den type af musik, den skal advare imod. Det er, som om Beyonce, Melodi Grand Prix og Iron Maiden mødes i et udtryk, der lige så godt kunne have været en lidt kikset masseproduceret kulturvare som et genuint religiøst og politisk budskab.

Slavoj Zizek har i en analyse af Figaros Bryllup vist, hvordan formen kan afsløre et nederlag, selv om indholdet er forandret. Da Greven i Mozarts opera har afsløret Susanna og Figaro i deres genforening, artikulerer han nemlig sin vrede gennem selve den melodi, de lige har brugt til at udtrykke deres kærlighed: »Han ved endnu ikke, at han allerede ved det,« som Zizek skriver, men han har ubevidst allerede forliget sig med tabet af Susanna, og denne viden er så at sige indskrevet i formen. Formen vinder over indholdet, fordi indholdet simpelthen ikke har opdaget, at formen allerede er skiftet.

Måske har Djarling også på det ubevidste plan en hemmelig viden om, at hun allerede har tabt, men under alle omstændigheder viser hendes kampagne tydeligt, hvor vanskeligt det er at genopfinde en populisme, der ikke forfalder til alt for simple ideer om adgangen til det absolutte. Hvis Laclau og Mouffe har ret, og venstrefløjen i dag har brug for at skabe et mere koordineret og mindre relativistisk projekt, så kan Djarling minde os om, at adgangen til det absolutte aldrig kan være uformidlet. Der er ingen vej tilbage til tiden før ideologikritikken. Man kan håbe, at der er en vej frem – men den findes ikke ved at råbe højere end de andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu