Læsetid: 7 min.

På skuldrene af 62 pionerer

Blandt klodens største sportsstjerner er der kun ganske få kvinder. De få, der er, spiller tennis
Mandy Minella spiller mod Serena Williams ved Wimbledon. Tennis eksponerer og belønner kvinder som ingen anden sport, fordi kvindelige spillere i 1970’erne stod sammen i kampen mod fordomme og forfordeling.

Mandy Minella spiller mod Serena Williams ved Wimbledon. Tennis eksponerer og belønner kvinder som ingen anden sport, fordi kvindelige spillere i 1970’erne stod sammen i kampen mod fordomme og forfordeling.

Tristan Gregory

29. juni 2013

Det er tirsdag eftermiddag, solen skinner, og Serena Williams spiller på Wimbledon-anlæggets største arena. Her er næsten fuldt hus. Små 15.000 tilskuere overvejende klædt i pastelfarver sidder tavse med blikket rettet mod banen. Hævet et par meter over jorden i den kongelige loge bag den ene baglinje sidder ambassadører og borgmestre side om side med admiraler og tidligere tennisstjerner.

Græsset er slået i halve meter brede skiftevis lyse- og mørkegrønne striber på langs af banen. Om nogle dage vil store dele af banen være slidt ned til den hårde, brune jordbund, men her i de indledende runder er underlaget stadig så indbydende blødt, at man har lyst til at lægge sig fladt ned på det med alt for lidt tøj på.

Serena Williams er klædt overvejende i hvidt, som påkrævet, med hårbånd, hotpants og Nike-logo i skrigende orange, der matcher hendes neglelak. Hun spiller mod Mandy Minella, en langbenet luxembourger, der både har navnet og udseendet til en karriere som pop- eller filmstjerne. Men Minella er professionel tennisspiller. Efter som femårig at have siddet klistret til skærmen og set Steffi Graf spille tog hun selv en ketsjer i hånden og begyndte at slå til den lille gule bold. Som otteårig skrev hun i skolen en stil om, hvad hun ville være som voksen. Hun ville være professionel tennisspiller. Nu er hun 27 og spiller på Centre Court ved Wimbledon for første gang i siv liv. Hendes gamle bedstefar Carletto er rejst hertil fra Luxembourg for at heppe på hende.

Og han får noget at glæde sig over i begyndelsen af andet sæt. Minella har tabt det første 6-1, men er foran 1-0, da Serena Williams server ved stillingen 40-40. Minella sender en kort baghåndsslice tilbage over nettet. Bolden skærer sig i lige linje ned mod banen og sjutter hen over græsset, inden Williams graver den op. Minella er fulgt med frem i banen og afgør duellen med en kontrolleret flugtning. Publikum klapper begejstret. Breakbold.

Serena Williams stiller sig klar til at serve. Samtlige 32 pressefotografer i de smalle grave, der flankerer banen, har linserne rettet mod amerikaneren. En salve af lukkerlyde fyres af, da hun slår sin førsteserv. En fejl. Andenserven rammer netkanten og går ud. Dobbeltfejl, parti Minella, 2-0 til verdens nummer 92. Publikum jubler.

De har hver betalt 400 kroner for at overvære kampen. I pausen ved sidebytte rejser en mand med Wimbledon-kasket og sorte jeans sig op, stiller sig med ryggen til banen og får taget sit billede. En mor og hendes datter gør det samme. Så er det dokumenteret. De er her. Sammen med Serena Williams. På Centre Court. Hvor Billie Jean King vandt over Maria Bueno. Hvor Navratilova servede sejren hjem mod Evert. Hvor Sabatini ikke kunne serve den hjem mod Graf.

En aften på Gloucester Hotel

Der var engang, hvor tanken om, at folk i tusindtal skulle gide betale penge for at se kvinder spille tennis, var fjern. De var på en form for tålt ophold i en mandsdomineret tennisverden, forvist til at spille på yderbanerne i morgentimerne, mens mændene indtog Centre Court i primetime.

Så en juniaften i 1973, få dage før Wimbledon-turneringen gik i gang, samledes 62 af dem på et værelse på Gloucester Hotel i London. Initiativtageren Billie Jean King bad store, stærke Betty Stöve, 180 centimeter høj, om at låse døren og stå vagt. Nogle stykker rejste sig for at gå, men de kom ikke ud. Ingen forlod rummet, før alle var blevet enige. De var fælles om at spille tennis, fælles om at blive underbetalt for det, fælles om at blive behandlet som andenrangsborgere. Nu var tiden kommet til at være fælles om at sige fra.

»De store turneringer gjorde intet for os,« siger Betty Stöve, nu 68 år gammel, stadig en imposant skikkelse.

»Vi var nødt til at stå sammen. Og så begyndte vi at forme små knytnæver,« siger hun om tilblivelsen af Women’s Tennis Association, WTA.

Stöve sidder i en kurvestol i det lille klubhus bag Centre Court, der tilhører The Last 8 Club, en loge for spillere, som har opnået at være blandt de sidste otte tilbageværende i turneringen. Stöve vandt doubleturneringen i 1972 og fik 300 pund for det. I dag giver det over ti gange så meget at tabe i første runde.

»Det har vi sørget for,« siger Stöve. »Det havde jeg aldrig turde drømme om.«

Hun kalder på sin veninde og tidligere doublemakker, franske Françoise Dürr, der sidder ved nabobordet og spiser en sandwich. Dürr var referent under mødet på Glou-cester Hotel.

»Det var på tide, at vi styrede vores eget show,« siger hun om den oprørsstemning, der herskede. »Vi gad ikke have folk til at fortælle os, hvad vi skulle og måtte gøre.« Så de skabte deres egen tour, organiserede deres egne turneringer, skaffede deres egne sponsorer.

»Mændene sagde, der ikke ville komme nogen og se os spille,« fortæller hun. »På kampdage stod vi ude foran supermarkederne om morgenen, ude foran Kmart og Walmart, og delte gratis billetter ud. Vi vidste, at hvis vi bare kunne få folk til at dukke op en enkelt gang, så skulle de nok komme tilbage.«

Målsætningen var enkel, forklarer Stöve: »Alle skulle have muligheden for at blive professionel tennisspiller. Vi ønskede, at enhver lille pige skulle kunne skabe sig en fremtid inden for tennis.«

På skuldrene af pionerer

40 år senere kan WTA fejre sit jubilæum vel vidende, at ingen anden sportsgren eksponerer og belønner kvindelige udøvere i samme grad. Touren består i dag af 54 turneringer i 33 forskellige lande kloden rundt. Da Forbes for nylig udgav deres årlige top-100-liste over verdens bedst betalte sportsfolk, var blot tre af dem kvinder. De var alle tre tennisspillere.

Serena Williams er en af dem. Hun har tjent, hvad der svarer til en kvart milliard kroner i præmiepenge. Alene sidste år vandt hun 50 mio. kroner – et beløb, der blev mere end fordoblet af hendes sponsorindtægter.

Inde på Centre Court er hun bagud 2-0 og 15-0 i Mandy Minellas serveparti. Nok engang drister Minella sig frem til nettet, hvor hun baghåndsflugter ned ad linjen, ned i Williams’ forhåndshjørne. Amerikaneren spurter på tværs af baglinjen og når frem i tide til at udskyde sit slag et splitsekund, nok til at se Minella gå mod venstre for at dække af langs med linjen, sådan at Williams i sidste øjeblik vrider underarmen og trækker bolden diagonalt og topspundet over i den modsatte side. Et følsomt slag uden for Minellas rækkevidde.

»Come on!« brøler Williams, mens publikum jubler.

Kort efter har hun brudt tilbage. Serena Williams har vundet sine seneste 31 tenniskampe, den længste sejrsstime i en karriere, der har set hende løfte 16 grand slam-trofæer, senest Coupe Suzanne Lenglen ved De Åbne Franske Mesterskaber. Hun er storfavorit til at vinde sin sjette Wimbledon-titel på næste lørdag.

Der går heller ikke mere end tyve minutter, fra Williams bryder Minellas serv, til hun vinder kampen, 6-1, 6-3. De to duellanter mødes ved nettet og udveksler håndslag og venligheder. En del tilskuere rejser sig og hylder dem, da først Minella, derefter Williams, forlader banen med hver deres tunge ketsjertasker på ryggen. Amerikaneren standser ved udgangen, hvor fans har samlet sig for at få hendes autograf på en tennisbold, et kampprogram, en billet, hvad som helst. Williams tager sig god tid.

»Nu må du ikke tro, at jeg underkender kvinders ret til ligeløn,« indleder en ældre mandlig journalist sit spørgsmål, da Serena Williams efter et bad møder pressen.

»Men ville det ikke have større berettigelse, hvis I også udførte samme arbejde for samme løn, med andre ord at I spillede bedst af fem sæt.« Sædvanligvis spiller alle, mænd som kvinder, bedst af tre sæt. De fire grand slam-turneringer er de eneste på touren, hvor mændenes kampe er længere. Det er sjovt nok også de eneste turneringer, hvor WTA ikke har noget at skulle have sagt. Grand slam-turneringerne er selvstyrende og afvikles under det internationale tennisforbund, ITF.

»Når jeg synes, det argument er værdiløst, skyldes det blandet andet, at vi har sagt, at det er vi villige til,« svarer Williams, nu med sit store hår slået ud og blikket ufravigeligt rettet mod spørgeren. Hendes stemmeføring er rolig.

»Jeg tror, alle kvindelige spillere er villige til at spille fem sæt. Det er turneringerne, der har sagt, ’Nej, vi foretrækker, at I spiller bedst af tre sæt’.«

Williams, sportsikon og multimillionær, ved udmærket, at hun står på skuldrene af sine forgængere. Hun ved godt, hvad der foregik på Gloucester Hotel i 1973.

»Tennis har været banebrydende inden for kvindesport,« siger hun.

»Det skyldes blandt andet fantastiske pionerer som Billie Jean King, som satte sig ned for 40 år siden og sagde: ’Hør her, vi har ikke tænkt os at acceptere lavere præmiebeløb end mændene’.«

»Vi er så heldige,« siger Williams, »at have haft sådan nogle stærke folk til at vise vej.«

Kort efter rejser hun sig, svinger sin turkise håndtaske over skulderen og går sin vej. Hun skal hjem og hvile sig. I morgen skal hun træne.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu