Nogen køn mand er Gregg Popovich ikke. Hans ansigt er arret, hans korte grå strithår rundt om månen vidner heller ikke om forgængelighed, og han har ofte munden hængende halvåben, så han ikke ser alt for kvik ud.
Men han er måske den bedste træner i den professionelle amerikanske basketballliga, NBA. Han har fire gange vundet mesterskabet med sit hold gennem snart 20 år, San Antonio Spurs.
Han kom tilbage til klubben, hvor han tidligere havde været assistenttræner, som manager i 1994, hvor han efter en elendig sæsonstart fyrede træneren og ansatte sig selv i stedet. Og han har været træner i San Antonio Spurs lige siden.
Holdet vandt mesterskabet i 1999, 2003, 2005 og 2007, og de har dermed defineret en epoke i amerikansk basketball.
Popovich har præget sit hold med en særlig stil: Spurs spiller bolden hurtigt rundt. Fra positioner, hvor de fleste ville skyde, sender Spurspillerne som regel bolden videre til én, der står endnu bedre placeret, som igen vil søge den bedst placerede medspiller. Det er måske ikke det mest virtuose basketball, men det virker, når det lykkes, som det mest indlysende offensive spil, hvor bolden kører rundt mellem angriberne som kuglen i en flippermaskine. Sådan ser det ud, når kollektivet er den offensive stjerne.
Pop, som de kalder den gamle træner med en fortid i det amerikanske forsvar og en bachelorgrad i Sovjet-studier, sætter holdet over individualisterne.
I en afgørende kamp tidligere på året, hvor holdet startede uoplagt og tabte lette bolde, skiftede han på én gang alle fem spillere ud og satte fem nye ind. Nyt hold på banen. Men Popovich markerede det ikke med at gå amok over for sine spillere: »Vi har masser af tid,« sagde han til dem: »Vi skal være her hele aftenen.«
Han er nok en hård træner for et hold fra Texas, men han er også humanist: Popovich har med private donationer støttet lokale demokratiske kandidaters valg til Kongressen og Obamas vej til Det Hvide Hus.
Sidste sæson
San Antonio Spurs’ stil er ikke bare udviklet af Popovich, men også omkring nøglespillere, som er forblevet forbløffende loyale over for holdet. Popovich har nemlig formået at holde sit hold samlet. Den lange center Tim Duncan, der gennem årene har lavet omkring 20 point og taget omkring 10 rebounds per kamp, har været med hele vejen. Han er nu 37 år gammel og lignede for et par år siden en mand, der var ved at være færdig. Med karakteristisk stive, lange ben løb han langsommere og langsommere frem og tilbage på banen, og hans scoringsgennemsnit faldt. Han greb heller ikke så mange bolde under kurven længere.
Der blev talt meget om et generationsskifte i San Antonio Spurs. Det var trods alt fem år siden, de sidst havde vundet noget, og de havde indimellem været langt fra.
Og de gamle spillere blev ældre.
Løftet
Men inden denne sæson blev Duncan kontaktet af en anden veteran på holdet Tony Parker, som har været med til at vinde tre af holdets fire mesterskaber.
Tony Parker blev opdaget af Popovich, da han som 21-årig elev fra et fransk basketballakademik blev inviteret på sommerlejr i San Antonio. Først brød Popovich sig ikke om, hvad han så fra det unge talent. Men efter andet gennemsyn stod det klart, at Parker var et sjældent talent. Han inviterede franskmanden ud til et glas vin og fortalte ham, hvor meget hårdere han skulle blive for at klare sig i USA. Og det blev han.
Siden blev Parker et ikon for San Antonio: Med sine lette skridt og elegante boldkontrol er det ham, der fordeler bolden på banen. Når de lange kæder af afleveringer ikke fungerer, er det Parker, som selv bryder igennem og skaber åbninger.
Og Parker ringede i sommeren 2012 til Duncan og bad ham tage en sæson mere, bare én sæson mere. Så lovede Parker, at de ville komme i finalen og få en chance for at sætte kronen på deres epoke. Og Duncan sagde ja, og også den tredje spiller i det, der kaldes deres ’big three’, argentineren Manu Ginobili tog en sæson mere. Også han har været med til at vinde fire mesterskaber. Den nu 35-årige Ginobili er holdets prominente første indskifter. Han starter ikke inde, men bliver sat ind i et spil, som han ofte gennemskuer og dominerer. Han er den mest ekvilibristiske og uimodståelige angrebsspiller af de tre, men også den mest ustabile. Alligevel er han den højest lønnede spiller i klubben, og han er flere gange blevet kåret som ligaens bedste indskiftningsspiller.
»De sagde, vi var for gamle allerede i 2007,« har Ginobili nu udtalt. »Men vi er her altså stadig.«
Finalerne
Og det lykkedes virkelig de gamle fra San Antonio at nå finalerne, som spilles bedst af syv kampe i disse dage.
Parker har på trods af en skade spillet en af sine bedste sæsoner nogensinde, Tim Duncan har forunderligt hævet sit niveau på alle parametre, han løber endda hurtigere igen, og Ginobili har i glimt har været fremragende.
I første runde af finalespillet tilintetgjorde de stjernerne fra Los Angeles Lakers. De var i anden runde pressede i momenter mod Golden State Warriors, men de vandt overlegent, inden de i tredje runde udspillede en af sæsonens store positive overraskelser, Memphis Grizzlies. Uanset om de har været oppe imod en sprudlende offensiv eller en kompakt fysisk defensiv, har de udviklet et svar. Popovich har varieret holdets stil, så den udnyttede modstandernes svagheder. Og han har sparet de gamle spillere systematisk, ladet dem sidde over i nemme kampe eller taget dem ud til hvile undervejs i alle kampe.
Han har på den måde overladt flere spilleminutter til yngre spillere, som langsomt har fået mulighed for at træde i karakter: Den unge Kwahi Leonard, der ligner en melankolsk skikkelse fra en bandefilm, har vist sig som en alsidig angrebsspiller, der både kan skyde langt udefra og tage bolden direkte til kurven. Han er en enestående talentfuld forsvarsspiller, som kan holde de bedste fra kurven og stjæler bolde i hver kamp. Også spillere som Danny Green og Gary Neal har vist sig overraskende afgørende. De har taget over, når de gamle var trætte.
Dette nye hold med gamle stjerner og unge talenter er måske Popovich’ sidste hold i San Antonio Spurs. Og nu står holdet i den finale, som kan blive en overraskende formidabel afslutning på en æra.
Men Spurs er ikke favoritter i finalen, de står over for det hold, der stræber efter at skabe ny storhedstid for klubben, The Miami Heat.
De var i finalen for to år siden, og de vandt finalen sidste år. Og Miami Heat har gennem hele den ordinære sæson været ligaens bedste hold. De har vundet næstflest antal kampe i træk nogensinde, 27, og de har ligaens bedste spiller, Lebron James. Han er igen i år blevet kåret til ligaens mest værdifulde spiller. Måske er han ligaens bedste forsvarsspiller, og ganske givet er han ligaens bedste angrebsspiller. Hver gang holdet har haft brug for det, har han leveret de points, rebounds og afleveringer, som skulle til.
Den bedste spiller
Miami Heat har i slutspillet tabt kampe til både Chicago Bulls og Indiana Pacers, men rigtig pressede har favoritterne endnu ikke været, for Lebron James har som sidste år taget og afgjort kampene selv, når det var nødvendigt. Han er for stor til, at de kan flytte ham, og for hurtig til, at de kan fange ham. Det er, som om han dominerer kampene, selv om han kun giver 90 procent af, hvad han kan. Og når det ikke er nok, skruer han op for de sidste 10 procent og slår til.
Og så er han flankeret af to andre stjerner: Dwayne Wade, som vandt mesterskabet med Miami i 2006 og Chris Bosh, der ligesom Lebron James blev købt til holdet i 2011. Det er Miamis yngre ’big three’ over for de tre ældre herrer fra San Antonio.
Hverken Bosh eller Wade har dog spillet op til deres bedste i år. Det er og bliver Lebron James, som holdet handler om.
Han er verdens bedste spiller, men på linien for modstanderne står verdens måske bedste træner. Indtil videre har Popovich’ taktik besejret Lebrons fysik og teknik. Spurs fører efter de første tre kampe 2-1, Kwahi Leonard har holdt Lebron James under 20 point i hver kamp indtil nu, og Spurs hurtige holdspil har åbnet for holdets tre-point-skytter.
Spørgsmålet er nu, hvem der kan gøre det en gang til. Enten kommer Lebron James nu til at træde i karakter, som han har gjort hele sæsonen, eller også vil Popovich blive ved med at finde på omstillinger af holdets stil de nye udfordringer.
»Det kan jeg virkelig ikke sige til Jer,« svarede Popovich typisk kort, da han under den seneste kamp blev spurgt, hvad holdet ville stille op med Lebron James.
Svaret kommer på banen. Vi får se, om det er nok til et sidste mesterskab til et hold af gamle mestre.
NBA-finalerne bliver sendt på DK4Se: dk4sport.dk.
