Der skal styr på råvarerne, hvis du vil lave en perfekt rom og cola

Jeg kan ikke lide osterejer. Jeg kan faktisk heller ikke tåle dem. Det fik jeg konstatere for snart meget længe siden, og derefter har jeg ikke rørt dem.

Balladen opstod, da jeg stadig gik i gymnasiet på Lolland og sammen med tre klassekammerater en tidlig sommeraften tømte et par flasker rom og uforholdsvis mange poser osterejer. Det blev jeg voldsomt syg af, og jeg skal ikke gå i detaljer, men blot konstatere, at jeg ligesom fik osterejerne ud af systemet igen.

Men hvor min osterejetolerance altså ikke er for stor, så tåler jeg heldigvis stadig rom i pæne mængder. Ja, ikke alene tåler, jeg værdsætter faktisk rom på næsten alle leder og kanter. Men man skal vide, hvor og hvornår og hvordan rommen skal drikkes, for rom er ikke bare rom. Der findes et utal af mærker, kvaliteter og typer.

Groft sagt findes der hvid rom, lys rom, gylden rom og mørk rom. Oprindeligt skyldtes farven fadlagring, hvilket i princippet betød, at jo mørkere rommen var, jo længere havde den lagret, og jo ældre var den altså.

Men karamel har de sidste mange år gjort megen ulykke, ikke bare for tænderne, også for spiritus, som man farver med flydende brændt sukker. Både whisky, brandy og altså også rom. Så en mørk rom kan sagtens være helt ny, om man så må sige.

For at fortsætte generaliseringerne, så skal man kun drikke gammel mørk rom som avec til f.eks. kaffe eller som digestif efter en storslået middag. Gammel mørk rom skal ikke blandes med noget. Mørk rom kan som tidligere omtalt i denne klumme blandes med varmt vand til en toddy, men er ellers ikke meget bevendt på andet end en meget gammel, smuldret skæreost.

Gylden og lys rom smager godt både for sig selv som shots a la tequila, men også med isterninger og lidt limesaft med eller uden sukker og danskvand som en læskende sommer-longdrink. Hvis man blander det hele sammen og også tilsætter et vred mynteblade, hedder det faktisk en Mojito. Og den smager godt.

Omhyggelighed med råvarerne

Med hvid rom kan man lave kongen af alle longdrinks. Dronningen er en gin & tonic, den vender vi tilbage til en anden gang, men kongen er ganske enkelt en rom & cola. Og det er der desværre mange, der synes er noget underligt plebset noget, og for deres skyld kalder vi den derfor en Cuba Libre, det lyder sådan lidt smartere og antyder en skummel politisk fortid.

Der findes flere gode forklaringer på drinkens navn, og alle har de afsæt i den caribiske ø og en blanding af rom og cola, så lad os bare stoppe der.

Hvis man virkelig skal imponere folk med en rom & cola, så skal man være meget omhyggelig med udvælgelsen af råvarerne. Og jeg mener meget omhyggelig.

Hemmeligheden bag den perfekte rom & cola er, at den er stærk nok, sur nok og ikke for sød. Derfor skal man bruge hvid rom, og her er den billigste fra supermarkedet god nok. Ikke noget med mørk, gylden eller lys rom, de er for søde.

Dernæst skal man bruge Coca-Cola. Mindre kan ikke gøre det, deres krydderiblanding er perfekt sammen med rom. Og det skal være almindelig Coca-Cola, ikke Zero, Light eller Diet Coca-Cola, for kunstige sødemidler smager ikke godt og er helt håbløse i en mesterklassedrink.

Der skal desuden både citron og lime i, og da man også skal bruge skallen, skal det være økologiske, fordi de ikke er overfladebehandlede (og i øvrigt også smager bedre). Og så skal man bruge en god gammeldags danskvand. Nationaliteten er sådan set ligegyldig, bare den ikke er for salt. Danskvanden skal bruges som fortynder, ikke smagsforstærker.

Sluttelig skal man have masser af friske isterninger (ikke for gamle, så smager de af fryser), og lidt mynteblade til pynt.

Men så er vi også klar, og da en rom & cola hel klart er en partydrink, så tilberedes den i en kande. Her er til fem. Og den skal forberedes mindst en time før gæsterne kommer.