Læsetid: 6 min.

Hun ved, den er gal

Det er finaleweekend ved De Åbne Franske Mesterskaber, som blev endnu en skuffelse for Caroline Wozniacki. Nu leder hun efter nye måder at provokere sine modstandere på
I tennis er der de ’provokerede’ fejl og så de fejl, en spiller begår af sig selv. For Caro- line Wozniacki synes det, at der står en modstander på den anden side af nettet, tilsyneladende være nok til at fremprovokere en fejl. 

I tennis er der de ’provokerede’ fejl og så de fejl, en spiller begår af sig selv. For Caro- line Wozniacki synes det, at der står en modstander på den anden side af nettet, tilsyneladende være nok til at fremprovokere en fejl. 

Kenzo Tribouillard

8. juni 2013

Når for eksempel en spansk tennisspiller møder pressen efter en kamp ved De Åbne Franske Mesterskaber, bliver han først stillet spørgsmål på engelsk, dernæst på sit modersmål, og som en service til det internationale pressekorps bliver alle svar simultantolket både fra engelsk til fransk og fra spansk til engelsk via en trådløs forbindelse fra tolkenes lydtætte bokse bagerst i pressekonferencelokalet til de høretelefoner, som journalisterne i salen frit kan vælge at benytte sig af. Det gør de færreste. Det er ellers suverænt underholdende.

I søndags fortalte Tommy Robredo om sin ottendedelsfinale mod landsmanden Nicolas Almagro. Robredo havde tabt de første to sæt kun for at kæmpe sig tilbage og vinde de næste tre – en usædvanlig bedrift, som han tilmed havde præsteret nu tre kampe i træk, hvilket havde efterladt ham i tårer på Court Suzanne Lenglen, hvor dramaet fandt sted foran tusinder og atter tusinder ellevilde tilskuere. Det fortalte han om med samme monotone stemmeføring og udtryksløse mimik, som kendetegner langt de fleste tennisspilleres optræden foran en tændt mikrofon.

Heldigvis blev han stillet en del spørgsmål på fransk og spansk. Robredo svarede flydende og uinspirerende på begge sprog, men for det engelsktalende publikum var der hjælp at hente fra tolken, en ung mand i lysegrøn polotrøje, der bag sin glasvæg gestikulerede ivrigt med hænderne, hvislede på s’erne, trak vokalerne i langdrag – »I couldn’t really hoooold the racquet« – indlagde kunstpauser og dramatiske tryk i en slags simultanfortolkning, der bragte banaliteterne til live, sådan at sætningen som »Det var som en krig, en krig jeg vandt, og jeg er meget tilfreds« pludselig fremstod ikke bare intense og betydningsfulde, men uforudsigelige, som noget, der skete her og nu, som blev formuleret på stedet i et forsøg på at udtrykke et indre følelsesliv og ikke bare levere en vare.

Alt det som alle ved

Nogle dage forinden havde Caroline Wozniacki siddet i samme lokale. Måske det mest sigende for hendes svar på de otte spørgsmål, hun blev stillet, var brugen af udtrykket ’you know’, som i, »I went into the match believing in myself and believing that, you know, I was going out there to win«. Lige nøjagtig 32 gange benyttede Wozniacki sig af det lille retoriske kneb, som vel først og fremmest tjener det formål at købe lidt tid til at finde på noget at sige, men som også, bogstavelig talt, bekendtgør over for tilhørerne, at det, hun nu siger, er velkendt, forudsigeligt, at ’du ved’ det i forvejen, hvilket som regel også er tilfældet, fordi det jo giver sig selv, at hun gik på banen for at vinde kampen, og at hun er glad for at have vundet den og for at være videre til anden runde.

I anden runde tabte hun så. Det har på det seneste også givet sig selv, at Caroline Wozniacki taber tidligt i turneringerne. Denne gang var det unge Bojana Jovanovski, verdensranglistens nummer 47, der slog hende ud. Det var Wozniackis ottende nederlag i sine seneste ti kampe, alle sammen til spillere uden for top-20.

Engang vandt hun uden større vanskeligheder over modstandere af den kaliber. Især i de par år, hvor hun tronede øverst på verdensranglisten og vandt titler på stribe, fulgte hendes kampe mod lavere rangerede spillere et bestemt mønster: De kom som regel buldrende ud på banen med voldsom optimisme og slagkraft. De tævede løs til alle bolde, opsat på at slå sig igennem den mur, som danskeren var kendt for at være. I stedet løb de panden mod den. Wozniacki fik stort set alt tilbage, og inden længe bredte modløsheden sig i deres ansigt og spil. Forsøgene på vinderslag blev mere og mere desperate, antallet af uprovokerede fejl hobede sig op.

»Det er en grund til, at hun ligger nummer et på verdensranglisten,« lød det gerne fra modstanderne både før og efter kampen, og man forstod, at nederlaget gav mening for dem. Det var nærmest forventet.

De færreste forventer længere at tabe til Caroline Wozniacki. Tidligere på året blev hun slået af verdens nummer 186, Qiang Wang, der aldrig tidligere i karrieren havde vundet over en top-100-spiller.

Provokeret til fejl

Da danskeren i sidste uge spillede mod og tabte til Jovanovski, så jeg kampen sammen Wimbledon-mesteren Frederik Løchte Nielsen, der var i Paris for at deltage i turneringens mix- og herredoublerække. Jeg bemærkede over for ham, med henvisning til statistikken, at Caroline Wozniacki, der plejer at være sikkerheden selv, lavede en del uprovokerede fejl.

Formelt set kan en tennisspiller begå to slags fejl: Hun kan blive presset til det eller gøre det af sig selv. Statistikere noterer den første slags fejl – det kunne være et mislykket forsøg på at returnere en hård, vinklet serv – som ’provokeret’. Fejlen er forståelig, den har en anledning. Det har en ’uprovokeret’ fejl umiddelbart ikke. Hun slår bolden ud eller i nettet uden at være synderligt presset, uden at være provokeret.

Løchte Nielsen forklarede mig, at han ikke gav så meget for ideen om uprovokerede fejl. Fejl har som regel en anledning. Som han sagde:

»Det kan også være en form for provokation, at der står en modstander på den anden side af nettet.«

På den måde kan man sige, at Caroline Wozniacki med sin blotte tilstedeværelse ikke provokerer så meget, som hun har gjort. Hendes modstandere bliver sjældent febrilske. De går ikke længere på banen med en forventning om at skulle spille deres livs kamp for overhovedet at have en chance. De går ikke længere efter hasarderede vindere. Det er ikke nødvendigt. Som Jovanovski i Paris bygger de pointene grundigt op, presser danskeren i hendes skrøbelige forhåndsside og venter med at slå til, indtil en oplagt mulighed byder sig.

For den byder sig, det ved de. De ved, hvad der kommer, for Wozniackis spil har, you know, ikke udviklet sig synderligt i de seneste par år.

Ny træner, fuldt ansvar

For at føre parallellen til pressekonferencepræstationerne videre kan man sige, at Wozniackis spil trænger til at blive simultanfortolket. Der er brug for nogen udefra til at injicere liv i et materiale, der har potentiale til mere end bedrøvelige nederlag til Muguruza, Vögele, Pervak og hvem der ellers har udstillet danskerens manglende inspiration på det seneste.

Heldigvis ved de det godt i Wozniacki-lejren. Far Piotr, der har ageret træner, siden Caroline Wozniacki var syv år gammel, er på udkig efter sin afløser. Og ikke bare en ny konsulent, der overvåget af Piotr Wozniacki kommer med gode råd i en periode, indtil far igen overtager styringen. Nej, planen er »helt grundlæggende« at »foretage et skifte«, som det blev meldt ud op til De Åbne Franske Mesterskaber.

»Den nye træner overtager det fulde ansvar,« sagde Piotr Wozniacki til Jyllands-Posten. »Jeg skal væk fra det her cirkus, så jeg kan blive hjemme, se kampene på tv og kun tage ud til få turneringer, mens en anden træner styrer arbejdet med Caroline.«

Hvem det bliver, vides ikke. Men opgaven står klar. Vedkommende skal »være et frisk pust«, som Caroline Wozniacki selv udtrykker det. Og hun skal endelig bare fortsætte med at tale i klicheer. Så længe hendes spil bringes til live. Så længe hun på banen leverer hvislende baghåndsslag og sætter dramatisk tryk på servereturneringerne.

 

Finaler i Paris

Lørdagens finale i kvindernes turnering ved De Åbne Franske Mesterskaber står mellem de to ubetinget største stjerner, verdensranglistens nummer 1 og 2, Serena Williams og Maria Sharapova, hvis rivalisering går helt tilbage til 2004, da den dengang blot 17-årige Sharapova sensationelt vandt Wimbledon efter finaletriumf over Williams. Siden har amerikaneren fået eftertrykkelig revanche med sejr i de seneste 12 opgør mod russeren. Williams er da også storfavorit forud for finalen, som hun kvalificerede sig til ved at udradere sidste års finalist, Sara Errani, 6-0, 6-1 på 46 minutter, turneringens hurtigste kamp.

Mændene skal i skrivende stund, fredag, til at spille semifinaler. Den første er en gentagelse af sidste års finale mellem verdensetteren, Novak Djokovic, og den i Paris så godt som urørlige Rafael Nadal, syvdobbelt vinder af turneringen. Sejrherren forventes ikke at få de store vanskeligheder i søndagens finale, hvad enten modstanderen bliver franske Jo-Wilfried Tsonga eller spanske David Ferrer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu