Læsetid: 5 min.

Vores version: »Gu’ kan vi da så!«

Moderne Tider Kollegiet® har udviklet et talepapir, som er Helle Thorning-Schmidts sidste chance for at blive det, vi alle sammen gerne vil have hun bliver: en stærk socialdemokratisk statsminister. Hun skal holde op med at tale til danskerne, som om vi er bange og bekymrede. Hun skal tale til os alle sammen, som om vi godt kan. Kampen begynder nu
8. juni 2013

De siger, at danskerne er bange.
De siger, at danskerne har mistet håbet.
De siger, at danskerne er splittede.
De siger, der er en kamp mellem et blåt og et rødt Danmark.

Men lad mig sige det her, så ingen kan være i tvivl:
Der er ikke et blåt Danmark og et rødt Danmark.
Der er kun et rødt og hvidt Danmark!

Det er os. Det er os alle sammen.
Det er vores kamp, der har ført os hertil.
Vi er dem, som alle i verden gerne vil være.
Vi er det lykkeligste folk i verden.
Vi er det frieste folk i verden.
Og vi vil være det mest lige folk i verden.

Vi er ikke kommet hertil på splittelse og håbløshed.
Vi er kommet hertil, fordi vi troede på det.
Vi kæmpede, og vi vil blive ved med at kæmpe.

[Vent på applausen]

Kynikerne siger, at vi ikke kan lave en folkeskole for hele folket.
Det er lærerne, der bestemmer over skolen.
Kynikerne siger, vi ikke kan have læger og sygehuse i Udkantsdanmark.
Det er lægerne, der selv bestemmer, hvor de har lyst til at behandle.
Kynikerne siger, at vi ikke kan regere vores eget forsvar.
Det er militæret, der selv bestemmer.

Til alle dem vil jeg sige i dag:
Det er ikke kun lærernes skole, lægernes sygehuse og militærets forsvar. Det er vores. Selvfølgelig kan vi selv bestemme over det, der er vores.
Der er ikke nogen, der skal bestemme over os.
Vi vil selv bestemme, og vi kan selv bestemme.

Gu kan vi da så!

[Vent på applausen]

For lærerne elsker at undervise i vores skoler.
Og lægerne er stolte over at helbrede vores syge.
Og soldaterne forsvarer os med stor ære.

Kan vi finde sammen om vores institutioner?

Gu kan vi da så!

Bønderne hviskede det på kornmarkerne, inden stavnsbåndet blev ophævet. Arbejderne sagde det på fabrikkerne, inden de fik strejkeret. Kvinderne hviskede det i køkkenet, inden de fik plads ved bordet.

Gu kan vi da så!

Det var det, D.G. Monrad sagde til sig selv, da han satte sig ned og skrev de første ord i Grundloven. Det, Grundtvig råbte fra talerstolen, når han talte om få, der skulle have for meget og færre for lidt. Det var det, Stauning sagde til sine kammerater, da de sagde, at en simpel cigarsorterer aldrig ikke kunne blive statsminister.

Gu kan vi da så!

Det var det, vi sagde til hinanden gennem de mørke fem år, da vi satte os op mod Værnemagten, sejlede forfulgte over Sundet og så frem mod lyset. Det er blevet sunget af landmandssønner på vej mod storbyen for at skabe et nyt liv og af de arbejdere, der forlod stenbroen og blev herre i eget hus med have i forstæderne.

Gu kan vi da så!

Det var det, kvinderne skrev på skilte, da de kæmpede for den fri abort. Det, hippierne nynnede, da de smed tøjet og skabte Christiania. Det, de homoseksuelle sagde, da de ville giftes i kirken. Immigranter, der troede på vores land og flygtede fra deres eget. Det er det, gartnere har sagt, smede, skolelærere, legetøjsfabrikanter, skibsredere og iværksættere gennem tiden. Og det var det, vi råbte alle sammen, da de gjorde det:

Gu kan vi da så!

Det var den sætning, der skabte velfærdsstaten, uddannelse til alle, behandling, skolegang, mad og understøttelse til de svageste. Vi, der skabte dette land på det, vi tror på, og det, vi vil bevare. De, der forsøger at bære lidt, og de, der bærer urimeligt meget.

[Vent på applausen]

For der er et Danmark, der ikke bekymrer sig om partiskel, spindoktorer, magt og politiske strategier. Et Danmark, der bekymrer sig om Danmark og tager hånd om de svage og støtter de stærke.

Vi kan alle sammen vælge dette land. Vi kan alle sammen være i dette land og vælge mulighederne i dette land. Vi kan bremse skattelettelser til de rigeste, og lette trykket for den middelklasse, der har kæmpet så hårdt for, at vi kunne være der, hvor vi er i dag. Vi kan nære iværksætterånden hos den kreative landmand og hos bioingeniøren. Vi kan genskabe de moralske standarder, dette land er bygget på. Vende frygten for det fremmede ryggen. Tro på vores land. Ville vores land. Vi vil ikke være kendt som et af verdens mest fremmedfjendske lande, for vi er ikke et af verdens mest fremmedfjendske lande.

[Vent på applausen, giv evt. lidt ekstra tid]

Vi har udfordringer. Verden har udfordringer. Og vi tør stå sammen om dem. For kun sammen kan vi gøre en forskel i verden. Kun sammen kan vi gøre en indsats mod krig og folkemord, uretfærdighed og fejlslagne stater. Kun sammen kan vi vinde kampen mod terror og klimaforandringer og udbrede bæredygtighed og forståelse.

[Lille pause]

Jeg kunne ikke slå Anders Fogh. I kunne ikke slå Anders Fogh. Han var en dygtig forfører. Han var stærk. Men vi kunne slå Anders Fogh. Vi gjorde det, og nu skal vi blive ved med at gøre det. For det handler ikke om, hvad jeg vil gøre som statsminister, det handler om hvad I – det folk, landet her er bygget af, borgerne i Danmark – kan gøre. Det handler om, hvad vi kan gøre. Det her er ikke min kamp eller jeres kamp, det er vores kamp.

[Vent på applausen]

Kommentatorer har sagt til os, at det ikke kunne lade sig gøre. De har vist os meningsmålinger og har haft travlt med at fortælle hinanden, hvad vi skulle gøre, og hvad vi gjorde forkert.
De har hånet min person, talt nedsættende om min familie, de har grinet af vores parti. Det er blevet fortalt os, at vi ikke skal tro på noget, at vi skal være bange for fremtiden, at den er sort og mørk, og at vi har mistet håbet og troen på en bedre verden.

Men lad mig sige det her så klart, at ingen kan misforstå det: Ingen dansker skal holde op med tro, og ingen dansker skal opgive håbet.

[Tal hen over applausen, højere insisterende, bliv ved, selv om de overdøver dig og rejser sig]

For i det her mærkelige, lille land har der aldrig været noget i vejen med at tro på noget, og der har aldrig været noget forkert i at håbe. Ingen skal tage det håb fra jer. De skal ikke, jeg skal ikke, I skal ikke.

For når danskerne har fået at vide, at de ikke må, og de ikke kan, har de altid svaret tilbage med en sætning, som har bygget det her rige og gjort os til dem, vi er:

Gu … kan … vi … da … så!

Tak, Danmark. Tak for i aften! Det er dit land. Det er vores Land!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu