Baggrund
Læsetid: 5 min.

Det begyndte med et dameblad

Så blev det alligevel ikke som i 1992. Ingen EM-finale mod Tyskland, efter at det danske fodboldlandshold torsdag aften måtte se sig besejret i semifinalen efter forlænget spilletid og straffespark. Information er nostalgisk og fortæller kulørte historier fra dengang, det hele startede med et hold opkaldt efter et dameblad
Moderne Tider
27. juli 2013
Danmarks anfører Inger Pedersen løfter pokalen efter VM-finalesejren i 1971 over Mexico på det legendariske Estadio Azteca foran 110.000 tilskuere.

Danmarks anfører Inger Pedersen løfter pokalen efter VM-finalesejren i 1971 over Mexico på det legendariske Estadio Azteca foran 110.000 tilskuere.

Det var efter kvartfinalen mod Frankrig, at landsholdet pludselig kom på alles læber. Det her var stort:

»Jeg ryster nærmest. Det er helt vildt. Vi var under pres, og Frankrig var gode. Men vi klarede det. Men hold kæft mand, vi står i en semifinale ved EM! Det er helt vildt!« sagde anfører Katrine Søndergaard Pedersen til BT efter det intense opgør i mandags.

Affæren blev udråbt til et »mirakel«. Heldet havde været med vores mandskab tidligere i turneringen. Vejen til kvartfinalen kom via en direkte lodtrækningsduel mod Rusland om at gå videre fra gruppespillet, hvor Danmark ellers skuffende havde spillet to uafgjorte kampe og tabt en enkelt.

Ifølge landstræner Kenneth Heiner-Møller er hemmeligheden en bred trup:

»Kvaliteten på bænken daler ikke særligt hurtigt. De 14-15 bedste spillere har et højt niveau, og det er betryggende at vide,« forklarede han til DR.

»De spillere, der er kommet med på de yderste pladser i år, og nogle af dem, der slet ikke er med, havde været stensikre i truppen ved EM for fire år siden.«

Katrine S. Pedersen, der til daglig spiller i den norske klub Stabæk og i 2007 blev udtaget til FIFA’s verdenshold, supplerede trænerens ord. Hun ved, hvad hun taler om. Hun har flere end 200 landskampe på cv’et:

»Der er flere spillere, som har større erfaring end tidligere. Vi har godt nok 11 slutrundedebutanter, men flere af dem har alligevel meget erfaring fra eksempelvis den svenske liga.«

»Mange spiller i Fortuna Hjørring eller Brøndby, som er blevet matchet hårdt i Champions League, mens andre er blevet matchet i udenlandske ligaer,« lød det fra Katrine Pedersen.

Danmark har altid været blandt de bedste i verden. Især i den ’uofficielle’ periode, hvor kvindefodbold endnu ikke var repræsenteret i de rigtige organisationer og ligaer. I 1970 vandt Danmark guld ved VM i Italien. Det var godt nok ikke et certificeret verdensmesterskab, og vores landshold var identisk med en klub ved navn BK Femina. Men året efter blev VM genvundet i Mexico, og denne gang var der spillere med fra andre klubber.

Vi blev uofficielle europamestre i 1979, og i 1984, da turneringerne endelig blev blåstemplet, måtte vi se os slået af England i semifinalen. Siden da har de danske kvinder fået to EM-bronzemedaljer, i 1991 og 1993, og ved VM er det blevet til to kvartfinalepladser, i 1991 og 1995.

’Er det ikke lidt skørt?’

Det hele begyndte med ugebladet Femina. Driftige sjæle på redaktionen med journalist Alf Mørkeberg i spidsen ville gerne lave den første danske pokalturnering i kvindefodbold. Foråret 1960 deltog 29 hold, og ét af de bedste var Valby-klubben BK Femina.

Hanne Halmø-Nielsen var på rundvisning på Femina den 18. september 1959. Hun spillede håndbold i KKG, Københavns Kvindelige Gymnastikforening. Kunne hun ikke tænke sig at spille fodbold i stedet, udfrittede Mørkeberg hende.

»Damefodbold,« sagde Hanne Halmø-Nielsen, »er det ikke lidt skørt?«

»Absolut ikke,« svarede Alf Mørkeberg, der gik under øgenavnet Dunkeldyret. »Engang syntes man også, det var tosset, at kvinder spillede håndbold, og det er ganske selvfølgeligt nu.«

Og således gik det til. Fem piger fra KKG stillede op til en gang fodbold.

Der blev afholdt stiftende generalforsamling i Valby den 13. oktober 1959. Aller-koncernen lagde lokaler til og sørgede for vand og kaffe. Modellen var selvfølgelig herrefodbolden, men BKF havde en trumf i ærmet: Det var kun tilladt for kvinder at spille i klubben. Og Mørkeberg var jo mediemand, så han sørgede for god omtale for kvinderne, der på banen var prydet med hvide, korte bukser, røde bluser og et Femina-logo på ryggen.

Kronen på Mørkebergs showmanship blev optræden i selveste Idrætsparken, hvor BK Femina spillede forkampe til flere af Alliancens ofte internationale kampe. 1. juni 1960 skrev Berlingske Tidende i en overskrift:

»Intet kan de stakkels mænd have for sig selv. Om det så er Idrætsparkens fodboldbane.«

Men Valby – og så småt resten af Danmark – ville andet og mere end at spille andenviolin for mændene. I 1968, to år før det første uofficielle VM, lykkedes det BK Femina at få kontakt til den tjekkoslovakiske klub Slavia Praha. På turneen så danskerne anderledes kontrollerede tilstande end herhjemme; nogle af de tjekkiske kvinder havde sågar professionelle kontrakter.

Alligevel gik der Billed-Bladet i den gode idé. Bladets fotograf Casper Thorsøe og en journalist var med på turen, og de to beskrev i billeder og ord, at kampene nok var hårde, men når de yppige danske frøkener slappede af bagefter, var det med »let make-up«. Hjemme i Danmark kunne husarerne nyde spillere i positur foran swimmingpoolen, og yndigt så det ud. En billedtekst fra reportagen satte tonen:

»Men sig ikke, at fodboldspillere er nogen maskuline nogen. Her slapper hun af på kanten af et af Prags friluftsbassiner. Sød, kvindelig og charmerende,« stod der om en af holdets spillere.

Det var vanskeligt at blive taget seriøst, forklarede forsker Anne Brus mange år senere:

»Fodboldkvinderne var mere krop og kønsdele end gode kvindelige fodboldspillere, der sammen kæmpede om at blive den bedste klub på banen,« konkluderer hun om mediernes fremstilling af landsholdsspillerne i Idrætshistorisk årbog i 2002 i artiklen »Fodbold, det er da ikke noget for piger«.

Landshold i Milan-trøjer

I 60’erne og starten af 70’erne var dansk kvindefodbold organiseret i DKFU, Dansk Kvindelig Fodbold Union. Medlemskabet i DBU kom først i 1972.

Nogle sagde, at DKFU bøjede reglerne ved at lade et klubhold udgøre hele landsholdet. Andre hævdede, at forbundet bare var realistiske: BK Femina var det bedste, Danmark kunne mønstre, så det var deres spillere, der repræsenterede Danmark ved VM i 1970 i Italien.

Og Danmark alias BK Femina vandt som nævnt guld. At holdet kom til at spille i AC Milans karakteristiske røde og sorte farver, fordi en kuffert med BKF’s officielle klubdragt ved en fejltagelse var blevet skibet afsted til Rusland, var bare glasur på kagen.

En Femina-spiller beskriver de herlige øjeblikke:

»Med VM-finalen den 15. juli fik jeg nok en af mine største sportslige oplevelser med Femina. Her vandt vi nemlig over Italien med 2-0 på Juventus’ bane, Stadio Communale i Torino, med omtrent 50.000 tilskuere. Vi løb æresrunde med pokalen, Den Gyldne Engel, hvorpå Feminas navn blev indgraveret – ’Vindere af VM 1970’. Femina fik en kopi i sølv hjem til pokalskabet i klublokalet. Efter hjemkomsten til Danmark fra VM i Italien var der mange, som ville hylde os.«

»Til alle de kvinder du er,« lyder Feminas motto i dag. 23 af dem plus en mandlig træner har klaret det forrygende deroppe i Sverige. Vi lavede ikke en 92’er, snarere en 84’er. Dengang tabte de danske mænd 4-5 til Spanien i EM-semifinalen efter straffesparkkonkurrence. Men to år senere, ved VM i Mexico, spillede de sublim fodbold. Vi venter spændt på historiens genkomst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Yes - mere kvindefodbold, også på TV.
Hende fra Hjørring med det flerfarvede hårbånd, som scorede Danmarks første mål i straffesparkskonkurrencen, skal med fra starten.
Så sker der noget.

Torben Lindegaard

Yes