Du behøver ikke servere mint julep i sølvkrus, men whiskyen skal være amerikansk

Jeg har netop læst Huckleberry Finn af Mark Twain. Ellers, må jeg desværre indrømme, er mit forhold til de litterære klassikere noget arbitrært.

Jeg læste, hvad jeg skulle på universitetet, alt fra Fatalisten Jacques, Tristram Shandy, Candide, Tom Jones, Rødt og hvidt, Niels Klim, Madame Bovary og Det ideale hjem til modernistisk islandsk lyrik fra 1930’erne.

Derudover kender jeg primært Dumas, Shakespeare, Hugo, Dickens og Tolstoj fra min komplette samling af tegneseriehæfterne Illustrerede Klassikere, hvis udgiver fik verbale tærsk af skolelærerne for sit slogan: »Et billede siger mere end 1.000 ord.«

Men de senere år er jeg begyndt at gå tilbage til især engelsksprogede klassikere. Huckleberry Finn foregår i Nordamerikas sydstater omkring 1840, og under læsningen var der to ting, der slog mig.

For det første at USA på trods af at være den politiske korrektheds faderland ikke er faldet for at ændre i gamle bøger, som man ellers oplever andre steder, både i Norge, Sverige og Danmark. Jeg har nemlig aldrig set så flittig brug af n-ordet om den mørklødede del af den nordamerikanske befolkning. Jeg er, som man kan se, selv bange for at bruge det i disse spalter.

Og den anden ting er den helt besynderlige blanding af kulturer, sprog, mennesker og klasser i sydstaterne. Engelsk, fransk, afrikansk. Gabende skel mellem overklasse og underklasse og i Mark Twains tilfælde samtidig en dyb respekt for de sorte, som også fandtes blandt mange andre især intellektuelle nordamerikanere. En respekt, som jo forenklet sagt var et af de store stridsmål i den amerikanske borgerkrig i begyndelsen af 1860’erne.

Opfriskning i sommervarmen

Sydstaterne emmer af nostalgi, og det skyldes ikke mindst den amerikanske litterære tradition og de film, der udsprang af denne. Ikke mindst Borte med blæsten, som blev udgivet i 1936 og filmatiseret i 1939.

Men også værker af sydstatsforfattere som Eugene O’Neill, Tennessee Williams og William Faulkner har på sær vis været med til på en gang både at mystificere og afmystificere de nostalgiske sydstater før, under og efter Anden Verdenskrig

Det er Borte med blæstens skyld, at vi, når vi forestiller os sydstaterne i gamle dage, ser store hvide victorianske huse med søjlegange, terrasser og kæmpe parkagtige haver med gigantiske magnolietræer.

Og vi ser ranke mænd i uniformer og underskønne mørkhårede kvinder i lyse festkjoler med blonder. Og minsandten om ikke de står og nipper til en mint julep. Den er skøn i den helt igennem ulidelige og fugtige sommervarme.

En mint julep hedder sådan, fordi der er mynte i, og fordi ’julep’ muligvis kommer af et arabisk ord, der betyder rosenvand (og ja, det lyder underligt, så don’t ask). Ud over mynte består en mint julep af whisky, sukker, danskvand og isterninger, og den tilberedes med en morterpistel.

Isterninger går an

Det lyder jo såre simpelt, men ak og ve, der er ikke den enhed, der ikke har affødt store skænderier over there. Hvilken slags mynte? Hvilken whisky? Hvad for noget sukker? Hvordan skal isen være? Hvor meget danskvand? Og i hvad skal den serveres?

Skænderierne kan findes i bøger og på nettet. Jeg skal ikke trætte læserne, for jeg har besluttet mig. Og hvis det forbliver mellem os, så har mit lange liv i cocktailens tjeneste lært mig, at man gerne må – om man så må sige – sjusse sig lidt frem.

Whiskyen skal helst være amerikansk, det være sig på rug (rye) eller majs (bourbon), som er de mest almindelige typer. Mynten skal helst være det, der hedder spearmint, sukkeret skal helst være opløst i vand på forhånd (flydende sukker).

Oprindeligt blev drinken serveret i et sølvkrus med høvlet is fra store blokke, men et glas med isterninger er ok med mig. Som mortelpistel bruger jeg en 25 cm lang baseball-lignende en fra Mr. Mojito.

Det gør jeg, fordi jeg er verdens dårligste handyman, men elsker at købe smart gear og grej alle mulige steder fra. Til min kones store irritation. Hun siger, at man bare skal bruge et stykke af et gammelt kosteskaft.