Læsetid: 7 min.

Den demokratiske kapitalisme lever på lånt tid

I de sidste 30 år har løbske finansmarkeder og politikere forsøgt at lappe på den demokratiske kapitalismes grundlæggende skævheder. Men med eurokrisen er finansmarkederne på vej til at sejre over demokratiet, siger den tyske professor Wolfgang Streeck
I princippet burde statens hensyn til dens borgere veje tungere end hensynet til kreditorerne. Men for tiden agerer vi omvendt, siger Wolfgang Streeck.

I princippet burde statens hensyn til dens borgere veje tungere end hensynet til kreditorerne. Men for tiden agerer vi omvendt, siger Wolfgang Streeck.

J. Bauer

6. juli 2013

Eurokrisen markerer begyndelsen til enden for den demokratiske kapitalisme, som siden Anden Verdenskrigs afslutning har skaffet de europæiske befolkninger fremgang, vækst og velstand.

Mens forgældede stater med flere lån forsøger at udskyde en omfattende krise, der bunder i en hidtil uløst konflikt mellem kapital og lønmodtagere, tilraner finansmarkederne sig i stigende grad magten over de demokratiske institutioner. Den aktuelle krise er ikke blot en økonomisk krise, den er i lige så høj grad en demokratisk krise.

»Det handler om intet mindre end problemet med offentlig regering og kollektiv styring af den globaliserede og finansbaserede turbokapitalisme«, siger sociologen og økonomen Wolfgang Streeck, der i sin seneste bog Gekaufte Zeit. Die vertagte Krise des demokratischen Kapitalismus foretager en alarmerende og radikal analyse af den aktuelle europæiske krise.

 

Få de bedste historier, indblik i idedebatter og opdag ting,
du ikke vidste, du var interesseret i.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Mogens Michaelsen
  • Mathilde Junski
  • Jens Falkesgaard
  • Lau Dam Mortensen
  • Bente Simonsen
  • Claus Piculell
  • leni jensen
  • Grethe Preisler
  • Bendt Ulrich Sørensen
  • Steen Sohn
  • Torben Nielsen
  • lars abildgaard
  • Per Torbensen
  • Jan S. Larsen
  • HC Grau Nielsen
  • Thomas Aniss
  • Niels Mosbak
  • Lise Lotte Rahbek
  • Claus Kristoffersen
  • Stig Bøg
  • Erik Jensen
  • Bill Atkins
Ervin Lazar, Mogens Michaelsen, Mathilde Junski, Jens Falkesgaard, Lau Dam Mortensen, Bente Simonsen, Claus Piculell, leni jensen, Grethe Preisler, Bendt Ulrich Sørensen, Steen Sohn, Torben Nielsen, lars abildgaard, Per Torbensen, Jan S. Larsen, HC Grau Nielsen, Thomas Aniss, Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek, Claus Kristoffersen, Stig Bøg, Erik Jensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Aniss

Spoergsmaalet er saa: er der et liv efter den demokratiske kapitalisme? Og i saa fald hvilket?

Steffen Gliese

Der findes ikke noget, der hedder demokratisk kapitalisme. Kapitalismen er demokratiets modpol.

HC Grau Nielsen, Leonard Mortensen, Dennis Berg, Jens Falkesgaard, Ulf Timmermann, Torben K L Jensen, Torben Nielsen, Bill Atkins og Thomas Aniss anbefalede denne kommentar
HC Grau Nielsen

Man har et tydeligt eksempel med Liberal Alliance der er købt af finanskapitalen og hakker på overførselsindkomster, det er der ikke meget liberalt over kun grådighed.

Leonard Mortensen, Flemming Scheel Andersen, Torben Nielsen, Bill Atkins, lars abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men ellers er analysen jo fuldkommen korrekt - og netop årsagen til, at EU blev skabt, ud fra et socialdemokratisk synspunkt: at man sammen ville kunne underlægge kapitalisterne drakonisk beskatning af indtægterne i virksomheden, hvilket for samfundet er selve målet med at tillade privat driftighed. Som et "indre marked" ville man så ydermere kunne pålægge omverdenen betydelig told, som ville kunne beskytte de europæiske landes eget, selvforsynende system.

Steffen Gliese

Men lad os nu glæde os over, at fornuftige stemmer endelig tager ordet - og får lov at tage det.
Det er fantastisk godt, at Streeck bryder tabuet og genindfører klassekampen - på de arbejdendes side, mod kapitalen.

HC Grau Nielsen, Leonard Mortensen, Jens Falkesgaard og leni jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den største reelle fare nu er faktisk det, der tidligere var vort bedste værn, nemlig NATO. Havde vi faktisk fået opbygget den Europahær, der blev talt om, havde vi stået meget bedre i den tilbagebetalingsnægtelse, vi vil være nødt til at igangsætte.

Thomas Aniss

@Peter Hansen

Der findes ikke noget, der hedder demokratisk kapitalisme. Kapitalismen er demokratiets modpol

I saa fald findes der ikke og har aldrig fandtes noget der hedder demokrati, da alle (saakaldte) demokratiske stater altid har vaeret kapitalistiske i deres natur...

Steffen Gliese

Det handler, Thomas Aniss, om vægtningen - og sålænge den demokratiske kultur er det fremtrædende i samfundet, tvinges markedet tilbage til den relativt beskedne rolle, det har i samfundet.
Vi var faktisk godt på vej mod en langt større demokratisering af erhvervslivet i 70erne - hvis Venstre og Socialdemokratiet var blevet enige, ville vi i dag have haft Økonomisk Demokrati, men det strandede desværre på strukturelle uenigheder: fonde eller personligt udbytte, som sædvanlig; men nogle forbedringer kom der bestemt med lovbefalede sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter i bestyrelserne.
Den kamp, som Streeck ikke kommer nok ind på, er, at fagforeningerne systematisk er blevet svækket, hvilket alene kan ses som en ideologisk kamp. Klassekompromisset blev jo i Danmark pensionsfondene og deres delvise opkøb af danske virksomheder, men det er jo også forlængst gået ad Pommern til, fordi den stabile investering i egne arbejdspladser - sikret gennem fondenes indflydelse som aktionærer - er blevet erstattet af det samme hysteriske spekulationscirkus, som det kendes fra private investorer.

HC Grau Nielsen, Jens Falkesgaard, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg finder det overordentligt løfterigt for diskursen, at Bayrische Staatsoper næste sæson har et koncerttema, der hedder: "Hvordan vi bliver dem, vi er".

Michael Pedersen, dengang den socialistiske østblok eksisterede, var fondssocialisme et skræmmebillede, der kunne gøre borgerlige politikere helt blå i hovedet. I dag kan de samme politikere ikke presse nok på for at få pensionsmidlerne i omløb. Det ligner starten på en ny økonomisk boble, der skal fodre det kapitalistiske vilddyr.

Jens Falkesgaard, Per Torbensen, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Esben Maaløe

"Det kan jo være, og vi der har studeres økonomi og finansiering, kan lære noget fra dem, der har studeret historie."

Det er der virkelig meget der tyder på. I ku' sikkert også lære meget af andre discipliner: Socialvidenskab og filosofi melder sig ivrigt på banen.

Her er "nøjsomhed" sat i historisk perspektiv: http://uhdanmark.dk/nationalokonomi/nojsomhedsillusionen/

Jens Falkesgaard, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, Torben Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

En glimrende artikel der illustrerer nogle af EUs problemer, netop fordi EU ikke er hverken helt eller halvt socialdemokratisk projekt med fordeling for øje, men en kul og stålunion med målet at skaffe råstoffer, varer og arbejdskraft billigst/mest effektivt som formålsparagraf.
Dette formål forfølges til stadighed, senest med indlemmelsen af Kroatien, som enhver kan se vil trykke lønningerne endnu et tak ned af, på trods af at arbejdskraftresurserne vel aldrig har været større eller billigere.
Dette formål vil blive forfulgt, indtil enten pengekasserne revner eller det hele drukner i sociale uroligheder og borgerkrige.

HC Grau Nielsen, Jens Falkesgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Uden EU var krisen aldrig kommet så langt. Og den mest skyldige er euroen. I ly af den lod Sydeuropa økonomierne sejle, så kom statsgældskriserne, og EU ville for alt i verden undgå bankerotter eller euroens fald. Så byggede man teknokratregimer op sammen med IMF og ECB, og de gamle stater blev sat under administration. I dag understøtter EU finansmarkederne med alle midler, gennem efsf, ems, ECB, rentepolitik, bankunion, demokratiet har mistet magten.

Hvad skal gøres? Som professor Streeck siger, skal modstanden komme fra nationalstaterne. De gamle nationale, demokratiske institutioner skal tage magten tilbage, hjulpet af bevægelser i befolkningen. Streeck nævner Cypern, Italiens valg, Syriza i Grækenland, Indignados i Spanien osv. Fint nok, det er fra befolkningerne kraften skal komme til at nationalstaterne kan løfte sig op og modstå EU, modstå og forhindre EU´s totale overgivelse og læggen sig ned for finanskapitalen. Hvis vi vil have magten tilbage til demokratiet, må nationalstaterne gøre det.

HC Grau Nielsen, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Generelt tror jeg ikke på værdien af højere straffe, men hvis straffen for at begå kapitalisme var høj nok, ville færre nok falde for fristelsen.

På den anden side har 2000 års trusler om kamelen og nåleøjet (flere evangelier) - og mere eksplicit "at blive ført til slagtebænken og videre til den evige pine" (Jakobsbrevet) hvis man udbytter arbejderne på marken ikke været nok.

Med hjernescannere kan man bevise, at det velbefindende man føler ved at have for mange penge, er forsvindende lille sammenlignet med det ildebefindende man føler ved at have for få penge.

Derfor er uligheden den største af alle synder, og straffen for at begå kapitalisme bør derfor være den højeste straf af alle !

Niels Duus Nielsen, Søren List og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Thomas Aniss

@Peter Hansen

Det er skam ikke fordi jeg uenig i det du skriver, jeg proever bare at grave lidt i det, fordi det flugter med mine egne tanker.

Naar du skriver "Der findes ikke noget, der hedder demokratisk kapitalisme. Kapitalismen er demokratiets modpol", saa tolker jeg det som: demokrati og kapitalisme kan ikke coeksistere. Er dette forkert?

Den logiske konsekvens heraf er faktisk at der aldrig har eksisteret en demokratisk stat, da alle de saakaldte demokratier altid har vaeret baseret paa kapitalisme.

Problemet (eller et af dem) med kapitalisme er at det uundgaaeligt foerer til at stoerstedelen af pengene/resourcerne akkumuleres paa meget faa haender. Og derved ogsaa magten.

Personligt har jeg aldrig kunnet acceptere USA som et demokrati. Jeg vil snarere betegne det som et pseudo-demokratisk plutokrati. Netop fordi de to eneste reele partier er dybt domineret af eliten. Fordi det slet ikke er muligt at skabe et reelt alternativ uden at have en serious kapital i ryggen. Fordi lobby-industrien har saa meget magt som den har, osv. Det er tydeligvis "One dollar one vote" (plutokrati) snarere end "One person one vote" (demokrati).

De sidste par aar har jeg dog taenkt meget over om de resterende saakaldte kapitalistiske demokratier (herunder Danmark) i virkeligheden er meget bedre end USA.

Jeg er skam ogsaa imponeret over de resultater den skandinaviske model opnaaede i forrige aarhundrede i form af velfaerd, arbejder-rettigheder, etc., men ikke desto mindre er denne model jo ogsaa baseret paa kapitalisme. Og var det ogaa paa sit hoejdepunkt i 70'erne som du naevner.

Steffen Gliese

Der er, Thomas Aniss, en måde, hvorpå kapitalisme og demokrati kan co-eksistere, og det er, når kapitalismen blot bruges dér, hvor den kan gøre gavn, nemlig som økonomisk lokomotiv for den demokratiske, omfordelende stat.
Siden OECD begyndte at sprede sin gift ved at gøre sammenligning mellem medlemsstaterne til et manipulativt redskab for politikere er det, der gjorde Danmark attraktivt og værd at være stolt af gradvist blevet undergravet og frem for at være et middel til opretholdelse af et demokratisk samfund med flad struktur og udbredt deltagelse i de politiske processer er alle blevet spændt for en vogn, der alene styrker en lille, rig og mere og mere magtfuld overklasse.
Det system, der nu fjernes mere og mere - og især er blevet det siden 90erne, hvor økonomien som fagdisciplin snuppede magten fra juraen - gik i sin enkelhed ud på at sikre alles såvidt muligt ubetingede adgang til deltagelse i samfundslivet, snarere end en smålig skelen til, om de nu modtog en offentlig ydelse eller arbejdede, fordi det var klart for alle i samfundet, at systemet gik ud på at sætte penge ind igennem skatten, når man havde indtægter, for at kunne forbruge af den offentlige velfærd, når man havde brug for det.
Det økonomiske pres fra samfundet på erhvervslivet gjorde også, at dette blev tilskyndet til at benytte arbejdskraften, fordi det under alle omstændigheder var tvunget til at betale til den over skatten. Det var et system, der tog hensyn til den almindelige borger og dennes almindelige behov for tryghed, bl.a. også ved en klar distinktion imellem det at arbejde og ikke at arbejde - hvor man uanset arbejdets karakter var berettiget til løn og ansættelsesvilkår på overenskomstmæssige vilkår, og hvor man i øvrigt ikke kunne kræves i arbejde udenfor det fagområde, man havde. I dag lyder det forkælet, men det er altså i bund og grund nogle af de privilegier, man i et demokratisk baseret samfund må kunne regne med.

Thomas Aniss

@Peter Hansen

Jeg er overodnet enig i dine betragtninger, men du sniger dig lidt udenom mit spoergsmaal. Jeg er vist bare nysgerrig efter om du er villig til at tage den logiske konsekvens af det du selv skriver; nemlig at der paa intet tidspunkt i historien har fandtes saa meget som et eneste land/samfund der reelt var demokratisk, snarere end plutokratisk. Altsaa hvor pengene (eller deres ejere) ikke havde for meget magt.

Naar du skriver...

Vi var faktisk godt på vej mod en langt større demokratisering af erhvervslivet i 70erne...

... Saa laeser jeg det som: Engang i 70'erne var der ET lillebitte land langt mod nord der var TAET paa at opnaa et aegte demokrati, hvorefter det igen gik i den forkerte retning (mod plutokrati). Og at dette faktisk er det taetteste noget samfund nogensinde har vaeret herpaa.

Thomas Aniss

I virkeligheden finder jeg det besynderligt at det kapitalistiske system har faaet lov til fortsaette uhindret i al denne tid. At folk finder sig i det dag ud og dag ind, aar efter aar.

Vi taler om et system der er baseret paa at nogle faa procent har tilraget sig stoerstedelen af pengene/resourcerne i verden, og det er saa meningen at alle vi andre indbyrdes skal kaempe/konkurrere med naeb og kloer mod hinanden om de "scraps" som de faa procent levner.

Men det goer folk jo saa gladeligt. Ja faktisk er selv begavede og veluddannede mennesker parate til at gaa meget langt for at forsvare dette system, hvis det blot drypper lidt paa dem i ny og nae. Jeg undres.

Det burde ellers vaere indlysende at det ville vaere langt bedre at dele verdens resourcer og samarbejde om at faa mest ud af dem til gavn for alle.

Faktisk er det MATEMATISK BEVIST at det bedste overordnede resultat oftest opnaaes ved at samarbejde frem for at konkurrere. Jeg refererer her til feltet "game theory". Det mest beroemte tilfaelde heraf er vel nok et "Nash equilibrium", som mange maaske har hoert om pga. filmen "A beautiful mind". En lille genopfrisker af scenen hvor John Nash faar ideen som senere vinder ham en Nobel-pris:

http://www.youtube.com/watch?v=CemLiSI5ox8

Paradoksalt nok kvalificerer netop denne situation sig IKKE som el "Nash equilibrium" (blame Hollywood), men er ikke desto mindre et eksempel paa at alle ofte taber paa at konkurrere frem for at samarbejde.

Det store spoergsmaal er jo saa hvordan man faar millioner eller milliarder af mennesker til at samarbejde. Er dette, givet den menneskelige natur, overhovedet muligt uden en grotesk grad af topstyring der naermer sig det totalitaere? Historisk er der ikke mange eksempler herpaa, men det betyder jo ikke at det er umuligt...

Niels Duus Nielsen, Bill Atkins og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Piculell

Jeg er meget enig med Streeck i diagnosen af sygdommen og de dystre fremtidsudsigter, hvis den europæiske elite ikke skifter kurs eller snarere bliver tvunget til det, selv om de tre "kriser", som han nævner, ikke indeholder ressourcekrisen og klimakrisen.
Jeg er også enig i, at enhver modstand mod eliten er af det gode, men ikke i, at venstrefløjen grundlæggende kan besvare udfordringer baseret i globalisering og internationalisering (som det hedder i dag - omkring 1900 hed de imperialisme og kolonialisme) med en udelukkende national kamp, og jeg er ret sikker på, at f.eks. Marx mente det samme, da han var med til at danne den 1. Internationale.
Min udlægning af krisen, dens dybde og strukturelle problemer, tog udgangspunkt i den velfærdsdebat, vi har i Danmark - også i Danmark, og velfærdskapitalisme er vel det, Streeck mener med demokratisk kapitalisme, som måske nok er lige lovlig optimistisk og positivistisk, men det må vel betyde en kapitalismen med visse afgørende bindinger på bla. finanssektoren og international handel som sat i værk af bla. Keynes og Roosevelt.
Men pga. velfærdsvinklen hed min fremlæggelse af problemerne for velfærdskapitalismen og den helt fejlagtige diskurs med et ideologisk udgangspunkt, der aldrig kan give offensive svar, og hvor klassekompromisset bagved er opsagt af de 'nationale' eliter i hele Europa, og som jo ret naturligt handlede først og fremmest om Danmark "Op og ned i velfærdsdebatten".
Hvis man skulle få lyst til at læse nævnte skrift og se mit alternativ, der er en opskrift på en moderne international klassekamp, til en globalt buldrende kapitalisme med mindst fem kriser at håndtere, så må man også kæmpe sig gennem en til gengæld meget grundig afsløring af de falske forudsætninger for den hidtil førte velfærdsdebat, men fortvivl ej, undervejs og til sidst kommer det større overblik.
Min analyse og mit bud er her:
"Op og ned i velfærdsdebatten"
http://modkraft.dk/artikel/op-og-ned-i-velf%C3%A6rdsdebatten
vh CP

Niels-Holger Nielsen

Claus Piculell

'Men pga. velfærdsvinklen hed min fremlæggelse af problemerne for velfærdskapitalismen og den helt fejlagtige diskurs med et ideologisk udgangspunkt, der aldrig kan give offensive svar, og hvor klassekompromisset bagved er opsagt af de 'nationale' eliter i hele Europa, og som jo ret naturligt handlede først og fremmest om Danmark "Op og ned i velfærdsdebatten".
Hvis man skulle få lyst til at læse nævnte skrift og se mit alternativ, der er en opskrift på en moderne international klassekamp, til en globalt buldrende kapitalisme med mindst fem kriser at håndtere, så må man også kæmpe sig gennem en til gengæld meget grundig afsløring af de falske forudsætninger for den hidtil førte velfærdsdebat, men fortvivl ej, undervejs og til sidst kommer det større overblik.'

Efter at have læst din artikel på Modkraft, som i detaljerne rummer megen relevant kritik af diskursen i den løbende velfærdsdebat, må jeg melde hus forbi. Det overblik du reklamerer med fandt jeg ikke. Måske ville du være så elskværdig, at bringe nogle citater, som kunne overbevise mig om noget andet, og helst det modsatte? For mig at se, hænger du uhjælpeligt fast i reformismen og forsvaret for kapitalismen som tjener for den demokratiske velfærdsstat, som du åbenbart mener er forenelig med løsningen af de fem kriser, du omtaler. At du ikke har fået nogen kommentarer på dit formelt set gennemarbejdede indlæg, får mig tilvat tænke, at op til flere deler min desorientering. Hjælp mig ud af min forvirring, tak.

Claus Piculell jeg vil udtage et enkelt synspunkt fra din meget omfattende og udmærkede sammenstilling af relevante problemstillinger på modkrafts hjemmeside:

Hvor vi i den rige og såkaldt udviklede del af verden bør besinde os på, om vi virkelig har behov for flere biler, fladere skærme og større bøffer - selv om den interne fordeling utvivlsomt kan blive bedre, er udfordringen for den mere eller mindre fattige og udviklende del af verden at opnå disse goder uden at svine så meget, som den rige verden har gjort.

Min påstand er, at ingen i hele verden kan overskue hverken metoden til, eller konsekvensen af, en samlet omstilling af verdensproduktionen for at imødekomme din problematik ... ingen har magten til at gøre det, og der er ikke aktiedemokratisk vilje til at gøre det.

Derfor er fremtiden enten verdensrevolution, som jeg fornemmer nogle stadig drømmer om, eller også nålestiksdemokrati bestående af viljen til demonstrationer, bakket op af international solidaritet. Venstrefløjen må globalisere sin indsats.

Bente Simonsen

Find det Europæiske Frihandelsområde frem igen og glem alt om Europas Forenede Stater. Frie nationalstater med fri handel.
Nationale institutioner skal være nationale (vores allesammens ejendom) og ikke blive investeringsbankers malkekør.

Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lau Dam Mortensen

Der er brug for en folkelig lobbygruppe der kan stå op imod finansindustriens lobby.

HC Grau Nielsen, Steffen Gliese og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Om føje år er regeringer nok i stigende grad (forkerte) på den.

"I en analyse med titlen "A transatlantic corporate bill og rights" gennemgår tænketanken CEO forslaget til investeringskapitel i udkastet til frihandelsaftale.

Forslaget til frihandelsaftalen er kommet til verden efter en vedholdende kampagne fra industriens lobbygrupper og advokatfirmaer, og hensigten er at give store selskaber magt til at lægge sag an mod love og regler i hjemlandet og i andre lande, som påvirker virksomhedernes profit, skriver CEO og konkluderer: "Derfor vil EU-lande snart opleve, at love, der er vedtaget for at beskytte befolkningens interesser, bliver udfordret ved uigennemsigtige domstole uden hjemland".

CEO illustrerer med en række eksempler, hvordan selskaber inden for rammerne af eksisterende frihandelsaftaler udfordrer love, der skal beskytte sundhed og miljø."
http://arbejderen.dk/udland/monopolerne-f%C3%A5r-magten-med-en-frihandel...

Flemming Scheel Andersen, Bill Atkins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Så stopper festen! Slut med profitdrevne virksomheder, tvangsoplysning og overgang til non-profit, medarbejderdrevne foretagender er vist på høje tid, Peter Jensen. Det vil også være mentalt sundere for de afsporede virksomhedsledere.

Aktiediktaturet fortrænger det borgerlig demokrati og nationalstaten - aktionsdemokrati nu.

Problemet med aktionsdemokrati er at det ofte kommer efterfølgende og sjældent er på forkant, og det kræver en anderledes hård kamp.