Det har været næsten fornøjeligt at følge Michael Rasmussens daglige Tour de France-kommentar i dagbladet BT. Jeg læser dem som et fortløbende defensorat for hans egen karriere som alle tiders bedste danske bjergrytter, der som bekendt endte i 2007, da han i den gule trøje blev trukket ud af løbet på begrundet dopingmistanke (forkerte angivelser af opholdssted). Rasmussen var den første ekspert herhjemme, der åbent betvivlede Chris Froomes præstationer i dette års Tour som alene et resultat af fysisk træning.
»Lige nu sidder man tilbage med en fornemmelse af, at Froome selv afgør, om han vil vinde med otte eller ti minutter,« skrev Rasmussen forleden og fortsatte: »Der er absolut ingen, der kan stille noget op.«
Rasmussens underforståede anklage er, at årsagen til Froomes fantomtider er, at han er dopet mere raffineret end resten af feltet. At der altså er tale om unfair konkurrence, i modsætning til dengang Rasmussen kørte:
»Jeg tror ret beset, at folk syntes i 2007, at det var ligemænd, der kæmpede, da jeg kørte.«
Rasmussen indkredser her tilskuerens essentielle fascination: illusionen om uskyld, omend han løfter den et niveau op – eller ret beset ned – ved at mene, at uskylden har det fint, hvis bare hele bundtet kører på den samme vifte af kemiske stimulanser.
Men sådan er det jo ikke – det er stadig sådan, at den optimale oplevelse af elitesport kræver den særlige naivitet hos tilskueren, som f.eks. Jørgen Leth insisterer på at mobilisere. For gjorde han ikke det, ville hans tilstedeværelse i TV2’s kommentatorboks blive meningsløs. Uskylden er bærer af oplevelsen og Leths og TV2’s raison d’être, også selv om han og tv-stationen (som det demonstreres i Odense-studiet) meget vel ved, at den er en illusion.
Løberen Carl Lewis konstaterede, at stoffri elitesport kræver et stoffrit samfund, og når vi skuffes så fælt ved dopingafsløringer, er det, fordi illusionen fordamper. Som tilskuere er vi nødt til at dope os med en dobbelt bevidsthed: Vi ved, at de største mestre er villige til at gå hele vejen for at vinde. Som løberen Ben Johnson, der vandt OL-guld i 1988, som Rasmussen og Riis i vores lokale elite. Men vi vil ikke vide det, når løbet køres, for den viden vil reducere det til rent realityshow.
