Baggrund
Læsetid: 7 min.

Ingen over og ingen ved siden af det franske adrenalin-trip

Tour de France er en institution i kraft af sin fortløbende fortælling gennem 100 løb – intet andet cykelløb kommer i nærheden af Tour’ens position som det største – men ikke nødvendigvis det hårdeste – etapeløb
Cavendishs (i midten) sejr i femte etape blev hans 24. i institutionens regi. At sejr nummer 25 udeblev dagen efter fra Aix-en-Provence til Montpellier, der terrænmæssigt lå endnu bedre til ham, skyldtes alene hans styrt ude på ruten.

Cavendishs (i midten) sejr i femte etape blev hans 24. i institutionens regi. At sejr nummer 25 udeblev dagen efter fra Aix-en-Provence til Montpellier, der terrænmæssigt lå endnu bedre til ham, skyldtes alene hans styrt ude på ruten.

Jacky Naegelen

Moderne Tider
6. juli 2013

Det er uomtvisteligt, at Tour de France er verdens vigtigste cykelløb. Vi har at gøre med en institution, også i løbets egen selvforståelse. Tag udsmidningen af den flæbende Ted King fra Cannondale-holdet, der faldt fra på fjerde etapes holdkørsel og kom i mål syv sekunder senere end det tidsgrænsen. Tour-ledelsen havde muligheden for at dispensere, da King havde slået sig sig slemt i massestyrtet på den skandaløst ringe arrangerede første etape, men nej: Dette er Tour’en, og reglerne er sakrosankte. Ingen over og ingen ved siden af institutionen le Tour. Der i øvrigt ikke er verdens hårdeste cykelløb, således som TV 2’s jingle igen, igen og en gang til hen over transmissions- eftermiddagene påstår. Jeg hang ud i TV 2’s Tour-studie et par dage, hvor Michael Rasmussen, den inviterede ekspertkommentator på de første fem etaper, gav mig ret i, at såvel den italienske Giro som spaniernes Vuelta kan være hårdere for – og da især ved – rytterne. De to store etapeløb på hver side af det franske adrenalin-trip er også ofte både bedre og mere inciterende cykelløb. Men Rasmussen fandt dog, at dette års Tour-rute nummer 100 hører til de bedre, her forstået som krævende.

»Der er ikke så mange transportetaper,« som han sagde – de relativt flade etaper, der flytter løbet frem til Pyrenæerne og Alperne, hvor klassementet også i år vil blive afgjort.

Den nu 39-årige eks-rytter, i medierne kendt som Kyllingen fra Tølløse, siges at være et hovedvidne i Anti Doping Danmarks efterforskning af Bjarne Riis. Rasmussen var selv på spanden i 2007, da han kørte i gult og havde vundet løbet, hvis han ikke var blevet pillet af Rabobank-holdet efter en anklage for at have været for langt fremme i (doping-) bussen, hvilket han nu har tilstået.

Riis har også tilstået, men beskyldes nu for at have været vidende – og måske at have godkendt og tilskyndet til – snyderi på sine cykelhold i 00’erne. Kendes han skyldig, risikerer han udelukkelse på livstid fra det erhverv, han lever af. Det snakkede jeg nu ikke med Rasmussen om, alene af den grund, at han hverken vil eller kan sige noget sammenhængende, så længe sagen ikke er lukket.

Rytternes fortælling

Vi snakkede om løbet og om punkter i hans karriere; om dengang han var som mountin-biker var i verdenseliten om hans sejre og især om den sejr, han ikke havde på resultatlisten: Alpe d’Huez, hvor hans bedste placering var en ellevteplads i 2006, da luxembourgeren Fränk Schleck vandt. »Men hvor jeg kørte på femtebedste tid, og hvor Floyd Landis, ikke Schleck, kørte hurtigst op ad bjerget,« som han sagde med tilføjelsen om, at Alpe d’Huez langtfra er det værste bjerg i Tour'en – eksempelvis er Tourmalet i Pyrenæerne og Mont Ventoux i Provence vanskeligere bjerge.

»Men Alpe d’Huez er den største fortælling, den etape, alle gerne vil vinde, og hvor (Fausto) Coppi var den første vinder (i 1952). Den er ikke et pas, man kører igennem, men et mål, en blind vej, der ender på toppen.« Jo, Alpe d’Huez er »et fint sted at få sit navn skrevet.«

Som alle cykelryttere af et vist format har også Rasmussen et permanent blik bagud på Le Tour-institutionens historie og ser – tror jeg, for det ville være for akavet at spørge direkte til – sig selv i forlængelse af denne fortælling. Der jo også fremkalder aggressiv vrede hos folk, der føler sig forulempet af den overvældende mediedækning af en begivenhed, der bryder sportens grundlæggende princip om lige konkurrencevilkår, og som de derfor finder etisk problematisk for ikke at sige dybt umoralsk. Således spruttede Tom Lundén, den gamle frontmand i rockbandet Bifrost, på Facebook: »Kan vi ikke snart slippe for Tour de France?? Og de pinagtige kommentatorer fra den rullende saunaklub ?? (’Så er han osse intelligent med benene’, Herre Jemini !!)«

På TV 2’s Facebook-side var der masser af protester over, at kanalen havde inviteret dopingsynderen Rasmussen i studiet som ekspert. Mange af disse udbrud spejler skuffede fans frustration over, at Le Tour-institutionen stadig tages alvorligt af stedse flere millioner globalt – i Danmark af ca. 800.000 tv-seere. Hvoraf andre hundreder takkede TV 2 for Rasmussens sagligt-usentimentale bidrag til analyserne i Tour-studiet.

De, der vandt, har vundet

Og min tour-dækning vil ikke dvæle længe ved den fortløbende og voldsomme mediedækning af dopinganklagerne fra 00’erne – kun at jeg har lagt mærke til, at de direkte involverede, cykelrytterne, forekommer mindst (faktisk slet ikke!) forargede. I deres optik er en sejr en sejr – hvad de har vundet, på stimulanser eller ej, har de vundet. Som Lance Armstrong fik sagt et eller andet sted, så accepterer han ikke den annullering af hans syv Tour-sejre, der blev udgangen på afsløringen af hans misbrug. Han har vundet de løb, og de ryttere, der kom efter ham – som altså ikke vandt – står ikke ligefrem i kø for at blive noterede som ’alternative’ Tour-vindere. Bjarne Riis var endnu mere tænderskærende præcis, da det efter hans epo-tilståelse officielt blev overvejet at fratage ham sejren fra ’96. Hans lakoniske svar var, at man jo bare kunne hente hans gule trøjer, de lå hjemme i kælderen – og kenderne forstod finten: De lå i kælderen, de hang ikke indrammede på væggen.

Riis, Armstrong, Rasmussen, Hamilton, og hvad de krudtede syndere ellers hedder, har i egen selvforståelse vundet de løb, hvor de kom først over stregen, og det kan ingen lave om på. Det her skal ikke læses, som om jeg – som f.eks. min gamle cykelkammerat, Jørgen Leth – plæderer for, at de dopede atleter er ofre for en ’heksejagt’. Det er da bidrag til vores viden om også den professionelle cykelsports særverden at vide, hvem der vandt med præstationsfremmende bistand. Det ændrer bare ikke på, at de vandt – og slet ikke på, at doping var (og muligvis stadig er, hvad ved man?) en del af kulturen i den fysisk krævende sport. Som også – og især – er en sport, der stiller store krav til netop ’benenes intelligens’, til en særlig social hakkeorden, erkendelsen af, hvem der ’kan eksekvere’, som Rasmussen kalder det, og til taktiske overvejelser, når benene skal holde hjem.

Brian Holms offer

De overvejelser fik vi et lærestykke i på femte etape fra Cagnes-sur-Mer til Marseille, hvor der virkelig er grund til at dvæle ved sprinteren Mark Cavendishs sejr. Ikke så meget ved ’toget’, der med Tony Martin og Sylvain Chavanel som lokomotiver lige før målstregen afleverede hovedpersonen til Gert Steegsmans, som sendte ham af sted til en suveræn spurtsejr. Mere interessant var det taktiske spil ude på ruten, hvor der på et tidspunkt opstod nervøsitet, da en udbrydergruppe lå mere end 12 minutter foran.

Udbryderne skulle hentes, hvis Cavendish skulle brillere, men uden at feltets topfart blev så høj, at han blev sat, som det skete på anden etapes stigninger, der favoriserede Peter Sagan og Simon Gerrans, der også er lynhurtige på stregen, men ikke sprintere i egentlig forstand med det eksplosive antrit. Til gengæld kan de køre opad.

På Marseilles-etapen handlede det om at sætte feltets tempo – redigere topfarten så at sige – så tilpas, at udbryderne blev hentet, men på den anden side ikke trak for mange søm ud af det britiske sprinter-es.

Da der manglede 50 kilometer, og feltet mindskede afstanden til udbryderne, sendte Brian Holm, Omega Pharma-Quick Step-sportsdirektøren, et par mand frem for at tage nogle ’alibi-føringer’. Der skulle ikke bruges for mange kræfter, men det måtte heller ikke hedde sig, at Holm lod de andre interessenter – først og fremmest Lotto-holdet, der knoklede som bæster for at køre den tyske sprinter, André Greipel i stilling til en etapesejr, og det australske Orica-Greenedge-mandskab, der havde den gule trøje – tage slæbet med at køre udbryderne ind efter tommelfingerreglen om at hente et minut pr. 10 kilometer.

Sprintens psykologi

Brian Holm ville tydeligvis ikke bruge for mange holdkræfter før tidligst omkring 30 kilometer før mål, allerhelst endnu senere. Men udbryderne havde fået et ubekvemt forspring, så Holm «ofrede«, som han selv sagde, Jerome Pineau på de næstsidste kilometer før opløbet, hvor Pineau ellers er udset til at aflevere sprinteren som den sidste. De udbrydere skulle køres ind, og satsningen gav pote. Cavendishs sejr efter Steegmans perfekte aflevering fra ’toget’ blev hans 24. i institutionens regi. At sejr nummer 25 udeblev dagen efter fra Aix-en-Provence til Montpellier, der terrænmæssigt lå endnu bedre til Cavendish, skyldtes hans styrt ude på ruten, hvor han uden hjælperyttere måtte køre alene op, og satte kræfter til. At ’toget’ heller ikke fungerede på den sidste kilometer før mål, hvor Cavendish endte som nummer fire, slået af ærkerivalen André Greipel, og gik efter sigende amok i holdbussen efter nederlaget.

Som Brian Holm tørt bemærkede, var det klogt at »holde en sikkerhedsafstand til bussen et par timer«. Af de to ’transport-etaper’ var Marseilles-turen den absolut mest interessante på grund af usikkerheden omkring det lange udbrud, der først blev hentet kort for målet. Sjette etape blev et studie i sprinterens psykologi. Som vi vil vende tilbage til.

lael@inforamtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her