’Det er Jesper der får mit hjerte til at banke ...’

En af de største glæder, man kan give Jesper fra Hanstholm, er tilladelsen til et ’facerape’. Han lyser op foran skærmen. Han har fået adgang til fotografen Tines Facebook-profil og må gøre med den, hvad han vil i hendes navn, og hun må ikke ændre det tilbage. Det er aftalen.

Pludselig er hendes profilbillede ikke længere det sædvanlige kunstfotografi af et barn. Nu er det et billede fra et vaskeri af en bagdels-fager kvinde i g-streng. Hun skyder sin struttende rumpet frem mod kameraet, mens hun stopper tøj i en vaskemaskine. »Skulle lige ha vasket lidt tøj!« lyder billedteksten.

Jesper er 14 år gammel. Otte timer tidligere, da vi ankommer til familiens gård uden for Hanstholm, gemmer han sig i sin traktor. Vi er trasket om bag gårdhuset, om til maskinerne og staldene. Her sidder han og skuler fra førerhuset.

Han haler mobilen op fra forlommen på sine grønne overalls, han ringer til sin far med ryggen til os. Så sidder han der i endnu noget tid uden at kigge på os. Til sidst åbner han forsigtigt traktordøren, klatrer ned ad trapperne og giver os hånden med et »dav«.

Jesper kørte gummiged, fra han var fire et halvt år gammel. Han lærte at malke, så snart hans hænder kunne nå op til køernes yver. Som femårig kørte han for første gang traktor på familiens marker. Der er masser af den slags billeder af Jesper i den fotobog, som hans mor har fået trykt til hans konfirmation.

På et billede står en gæv hanstholmboer, tre år gammel, foroverbøjet ude i familien Bojesens kæmpe baghave med to lange grene stukket ned i græsset. Med stor koncentration trækker han dem parallelt med græssets kant. Sådan leger man gyllespreder.

Tine Sletting

Jorden skal sås, og så skal den gødes, før marken skal mejes, og høet skal høstes. På et andet billede sidder den lille gut kun iført hvide underhylere med røven nede i en kurv og de tynde ben stikkende op inde i stuen og læser MaskinNyt. Han smiler gammelklogt ned i bladet til ære for kameraet.

På Jespers skråvægsværelse, over hans seng, hvor vi bladrer i fotobogen, hænger en anden gave fra Jespers mor: en stor plakat med nøgne kvinder. De kigger selvsikkert ud mod verden. Jesper vil ikke snakke om damerne. Men han har en mistanke om, at nogle af dem er de samme – bare med forskellige frisurer.

Han kalder dem computernørder

For Jesper handler livet stadig om markerne og maskinerne. Det har også handlet om skolen, om ’asylerne’ ovre i skolen og om pigerne, der gik ud, så der ved 7. klasses afslutning kun var fem elever tilbage i klassen, alle drenge. Men nu skal han snart på efterskole.

Det handler også om piger, generelt, for Jesper. Han er en typisk teenager og en atypisk teenager. Nogle gange ville hans far, Martin, ønske, at hans søn kunne blive optaget af en eller anden tv-serie, der gik fast i tv. Sådan at Jesper var til at få ind fra markerne om aftenen. For hvis det stod til Jesper selv, så ville han helst være udenfor hele tiden.

»De tror, at de kan irritere mig ved at kalde mig bonderøv. Men så kalder jeg dem for computernørder,« fortæller Jesper oppe på værelset om de andre drenge fra skolen.

»De spiller, fra de kommer hjem fra skole. Så får de aftensmad, og så spiller de indtil klokken et om natten. Så sover de, går i skole, og så spiller de igen.«

De andre drenge spiller online fantasyrollespillet World of Warcraft og også League of Legends.

»Det er fint nok at spille om vinteren, hvor der ikke er så meget at lave. Men om sommeren er der altid noget at lave,« siger Jesper og kigger ud af vinduerne mod markerne. »Det er meget sjovere. Jeg kan meget bedre lide at gå rundt udenfor end at sidde indenfor hele dagen. Det kan jeg ikke forklare,« siger Jesper.

Jesper vil være landmand. Hvis han spiller noget, så er det næsten altid Farming Simulator, helst med vennen Emil fra klassen, som hjælper lidt til på gården. På spillets hjemmeside står der:

»Dyrelandbrug, afgrøder, salg. Det er dit ansvar at bestyre og udvide din farm i en gigantisk, komplet ny verden. Som din karriere skrider frem, og du færdiggør forskellige missioner, kommer du til at kontrollere hundredvis af landbrugskøretøjer og maskiner, der er tro versioner af industriens større navne som Case IH, Deutz Fahr, Lamborghini, Same, Horsch og den nye Grimme.«

400 er mange

Hanstholm – Martin kalder det »vandkantsdanmark« – er ikke, som den har været. Vi spiser frokost med hjemmeavlede æg og med skinke og med kold rødkål ved rundbordet i familiens store, åbne køkken. Peberkværnen er fuldautomatisk. Jesper er stille, mens forældrene snakker. Han bliver urolig på stolen, hvis de snakker om ham, han sender grimasser over bordet til sin lillesøster og stjæler hendes mobil.

Moren, Mie, laver bogføring for mindre virksomheder. Martin styrer gården med de 350 kreaturer og har altid et headset på det ene øre. Både fiskerne og landmændene er hårdt pressede nu. Alt er blevet centraliseret.

Tine Sletting

Jespers lillesøster, Jannie, er familiens kvikke hoved. Hun kender til de områder i København, som vi nævner, Fælledparken og Sankt Hans Torv, fra Anna Pihl på TV2. Hun vil gerne selv være kriminalbetjent derovre. Hun tager iPad’en frem for at tjekke, hvor mange indbyggere de er i Hanstholm. 2.276.

»Så er 400 altså mange,« siger far Martin.

De 400 ’asylere’ har sat deres præg på omegnen. De unge asylere kan være svære at styre.

»De burde komme ud og sejle. Det ville kunne opdrage dem. Så ville de blive nødt til at adlyde disciplinen, for ellers skulle de springe overbords, og så er der langt til land. Eller også ville hajerne tage dem,« siger han.

I Jespers klasse går der ingen asylere. De går i de andre klasser. Oppe på værelset igen giver Jesper sit besyv med:

»De spiller så smarte altid. De tror, de ejer det hele. Det er pisseirriterende.«

– Hvordan?

»Hvis man sidder på deres plads i bussen, så går de bare hen og river én væk. Og hvis vi kommer gående, så kan de godt finde på at gå ind i os, fordi der må vi ikke gå. Der skal de gå.«

Nogle gange kommer drengene i skolen op at slås. Også Jesper.

»Det er ikke så tit mere, men hvis jeg gør, så er det kun med dem. Det er ikke altid, at man bare kan ignorere dem. Og så får de nogen.«

Stod det til Jesper, skulle de slet ikke være her.

»Man skal lade være med at tage dem ind. Til skolen. Eller til landet. Nede på havnen må man ikke længere have store tasker med ind i butikkerne, for så fylder de dem op. Det samme oppe i centeret, der må man ikke have tasker med ind, for så stjæler de bare.«

Damernes ven

Der er ting, som ikke lige sådan er til at snakke med en ung gut som Jesper om. Piger, for eksempel. Jesper er damernes ven. Det joker forældrene også med. Han peger på sit gamle klassebillede på alle de piger, han har kysset. Nogle af dem var tilbage i 4. klasse. Drengene i skolen kan godt finde på at give dem et klap bagi.

– Hvad siger de til det?

»Så slår de bare. De kan også finde på at give dig en lussing.«

– Har du nogensinde fået en lussing?

»Ja.«

– Hvad havde du gjort?

»Jeg tog hende på røven,« siger Jesper og fniser.

– Er du vild med nogen?

»Det ved jeg ikke. Nej.«

Jesper skriver lidt med en af de piger, han skal gå på efterskole med efter sommerferien. Han har ikke set hende endnu, kun et billede på Facebook, men nu skriver de to sammen.

– Hvad har I skrevet?

»Alt muligt. På mobilen.«

– Har du sms’et med hende?

»Ja.«

– Men I kender ikke hinanden i forvejen?

»Nej.«

– Gør man meget det?

»Ja.«

– Men hvad skriver I så?

Det vil Jesper ikke ud med. Sådan går en samtale med ham. Man får ikke meget ud af at sidde indenfor og snakke det hele ihjel. Men så er der Facebook. Jesper spørger om tilladelse til at ’facerape’ fotografen Tine.

Jeg er lækker

Når man faceraper, kan man gøre, hvad man vil på Facebook i en andens navn. Jesper sætter sig med sin store Asus-bærbare på skødet og går i gang. Efter at have ændret Tines profilbillede skriver han en opdatering på hendes væg:

»Jeg har aldrig fortalt jer det, men det er Jesper, der får mit hjerte til at banke ... «

Hertil tilføjer Jesper selv en kommentar: »Elsker dig min skat Jesper.«Jespers smil bliver bredere og bredere, jo mere han taster løs. Magtbalancen er tippet. Nu er han inde og rode i vores privatliv. Et minut senere dukker en statusopdatering op på Tines væg: »Jeg er lækker,« står der. Hendes forbløffede venner rundt omkring i landet ’liker’ med det samme.

»Du har ingen muskler, maaaan!« står der pludselig på hendes kærestes væg.

Og så tilmelder Jesper hende opdateringer fra Facebook-sider som »Ice Cold Porno Bitch« og »Danmarks dejligste bryster« og »Danmarks bedste bagdel« og humorsiden »Danmarks mest unikke efternavn«. Sidstnævnte har en barmfager blondine som profilbillede.

Opdateringerne lægger op til kollektiv solidaritet: »Like hvis I hader sure lærere !!!!!« og »Like hvis du føler dig lækker!« og »Like hvis du ikke gider i skole i morgen!« Over 20.000 synes godt om siden.

Jesper smiler og griner og snakker pludselig en hel del mere. Og han viser os en film, han har lagt op på sin væg, taget inde fra førerhuset i hans traktor. Billedet skratter. Man kan høre radio i baggrunden blandet med støjen fra maskinen. Klippet varer i tre minutter. Der sker ikke noget. Vi ser det hele.

Ude i kostalden er vennen Emil kommet på besøg. Han siger, at han ikke ved, hvordan Jesper gør det der med pigerne.

»Han vil ikke dele ud af sine tricks,« siger Emil senere, mens han genner køerne ind i malkerobotten ved at prikke med en skovl på dyrenes spidse skuldre. Derude i stalden, mens mørket falder på, får Jesper tiltusket sig vores telefonnumre, før vi tager afsked, og Jesper og Emil malker videre. Lige før vi når hovedvejen, tikker den første sms ind:

»Er det Katrine? «

Et par minutter senere: »Hallooo :(«

Jeg sender et såkaldt emotikon tilbage. Af en smilende kat. Som et bekræftende livstegn.

»Er det Katrine?« skriver han få sekunder senere. »Hallo mulle.«

»Det er mig!« bekræfter jeg.

Og så afslører Jesper sit trick med damerne.

»Hold kæft du er lækker :i«