Den første, man regner med fik det, var Gubbi. Måske fik han det fra det en anden på skolen, måske fik han det af én hjemmefra.
I hvert fald fik Gubbis roomie det også, efter at de to havde rykket deres senge sammen – det gør stort set alle værelseskammerater på Eriksminde Efterskole efter noget tid. Og da Gubbis roomie først havde fået det, så begyndte det at gå hurtigt.
For deres værelse var et af dem, som alle elskede at hænge ud på; det var næsten lige så populært som Pouls, som de kalder ham, dengang han solgte cowboytoast i starten af året. Poul droppede det igen, da lugten af brændt ost blev for ram, og alt blev fedtet ind i ketchup og skinkekanter.
Men i Gubbis seng nussede folk løs, og de sov der, og Carla fik det, og Astrid fik det, fordi Gubbi havde ligget i deres seng om natten. Det blev en lille fnatepidemi, der også satte falske rygter i gang. Det eneste, man med sikkerhed ved, nu hvor efterskoleåret næsten er slut, er at omkring 25 elever måtte have en fnatkur.
Der er mange selvfortællinger, som eleverne gentager for hinanden på Eriksminde Efterskole, og som de også gavmildt deler med Informations udsendte, da vi indlogerer os på skolen det sidste døgn for årgang 12/13 som to hormonspioner.
Historien om fnat-epidemien bliver ikke fortalt som en morale om den væmmelige bagside ved et års intens nussen, krammen, sex og kysseri mellem 104 teenagere. For dem er fortællingen om fælles-fnatten en bekræftelse af det sociale. For Eriksminde er en undtagelsestilstand. Det er en boble.
Eriksminde er lidt bedre end de andre efterskoler, er der enighed om blandt eleverne, fordi den er friere, fordi den beror på tillid til den enkelte. Her deler man alt. Her trodser man forskellighederne. Ånden modner hurtigere end kroppen. »Man siger, at et efterskoleår er som syv menneskeår,« siger Signe. Og Emily. Og alle de andre.
»Og det passer virkelig,« siger de så.
Tidsboblen
»Man kan mærke, hvordan året er roteret,« siger Clara, nærmest for sig selv, mens hun høfligt viser os rundt på skolen ved Odder og ind på værelser fyldt med proppede sportstasker og sorte sække med vasketøj. En fyr hiver en tom Nutelladåse fæstnet med gaffatape ned fra væggen. Ved spisesalen peger Clara på træet uden for vinduet. Det har fået blade igen, som da de ankom. Nu skærmer træet atter eleverne fra omverdenen.
Oppe på Kvisten har man over mange årgange samlet gangelevernes hår i en lufttæt glaskrukke. Nu er der gået råd i krukken, fordi en eller anden har puttet et stykke tyggegummi derned. På Ny Drenge Gang har de samlet pubeshår i generationer.
Og man kan vælge at sige, at eleverne er usædvanlige individer. Flertallet er psykologernes, kunstnernes, pædagogernes og folkeskolelærernes velstimulerede poder. Mange har søskende, der tidligere har gået her. De er kreative, deres blikke er faste, de er velformulerede, åbne, kærlige og reflekterede.
Man kan også sige, at der intet usædvanligt er ved årgang 12/13. Eller man kan også sige, at de 104 elever er lige så usædvanlige som flokken fra sidste år var, og som dem fra året før igen. For Eriksminde er et dannelsesprojekt i en tidløs osteklokke.
Da elevernes, forældrenes og lærernes taler er slut sidste dag, krammer eleverne langt og længe, og salen fyldes med sorg. Magnus skal hjem til Thisted, men først efter en tur til Roskilde Festival med 44 andre fra skolen.
’Godnatbrevene’ er også et eksempel på det tidløse. For brevene er stadig populære, selv om alle elever i 2013 har mobiltelefoner. Efter sengetid bringer aftenvagten de personlige, håndskrevne noter fra det ene værelse til det andet.
I starten var det en lille besættelse for nogen af eleverne. Tiden fra aftensmad til sengetid kunne snildt gå med at skrive søde hilsner. Signe Blomgren Kehlet har samlet sine i en bog.
En af de første lyder: »Hej Signe, vil bare sige, det var hyggeligt at vaske op med dig i dag. Sov godt. Fra Ursula.« En note senere på året, overdrysset med hjerter og tegninger, lyder: »Godnat min sødeste søde blommegren. Kan du sove så fantastisk at fuglene synger i skoven. Du er noget af det mest værdifulde, nogen kan eje. Kysser mysser, fuglen Anna.«
Syltetøjsglasset
En anden fælleshistorie på Eriksminde er den om syltetøjsglasset. En uge tidligere har en af fyrene på Ny Drenge Gang proklameret, at hvis tre af de andre fyre kan fylde et helt glas med sæd, før de stopper på efterskolen, så lover han at drikke det. De tre fyre går målrettet til opgaven. Glasset går på runde mellem dem, og i løbet af kort tid har de næsten fyldt det op.
Ude på fællesbadeværelset er en af dem ved at svuppe sin seneste levering fra en plastikpose og ned i glasset. Men så mister han grebet. Glasset glider langsomt ud mellem fingrene på ham, han går i panik og slipper, og så rammer glasset klinkegulvet, knækker i fem stykker, og så flyder en uges målrettet arbejde ud i afløbet.
»Det stank helt vildt af sæd,« mindes Alfred om dagene efter. Også sædspildet er – som fnat-epidemien – en slags fællesskabsfortælling. Elevernes evige tabuoverskridelse bekræfter sammenholdet. Lige som når pigerne sammen løber nøgenstafet udenfor, eller når drengene leger »klunkeløb« og møver sig nøgne frem og tilbage om kap på gangene med nosserne skudt frem, så de er forrest.
Den fysiske fordring
»Det er, som om der en kollektiv intimitetsgrænse, der bare fuldstændigt er blevet nedbrudt,« siger Stine Winther Johansen. Hun og mange andre må skuffet erfare, at den grænse ikke i mellemtiden har rykket sig blandt vennerne derhjemme. Det har blandt andet overrasket Asbjørn De Places drengevenner, fortæller han.
Han ligger inde i hallen under en åben sovepose med hovedet puttet mod sin ven, Felix Dreesens, brystkasse: »Her på efterskolen har det noget at gøre med en tryghed mellem drenge. Der er ikke en drenge-brystkasse på skolen, som jeg ikke har prøvet at befamle.«
Asbjørn kunne godt tænke sig, at man, også uden for efterskolen, rørte mere ved hinanden.
»Det giver fuckermeget til en samtale. Sygt meget. Selv de små ting får mere værdi. Hvis Felix og jeg stod over for hinanden oppe i spisesalen en helt almindelig dag med sådan en almen samtaledistance, og jeg så sagde: ’Ej, du er dejlig, Felix,’ så ville han bare sige: ’Nå, tak’ og gå videre. Men hvis man ligger sådan her og siger: ’Du er sgu dejlig, Felix,’ så er der en fysisk bonus,« forklarer Asbjørn. Han putter sig ekstra ind til Felix, som stryger ham dovent på ryggen, og forklarer:
»Det kan lyde, som om der noget seksuelt i det, og det er der måske egentligt også, subtilt, men mest af alt ligger der bare noget ekstra intimitet i det. Kærlighedssnakken, den sentimentale snak, bliver fordret. Og det er jo sindssygt dejligt. Selv om man ikke ligefrem diskuterer verdensøkonomi i den her stilling,« siger han.
Skammen
Der er også en tredje historie, som stort set alle elever på Eriksminde refererer til. Det er den, alle fremhæver, når man spørger til stedets pædagogiske linje. Så fortæller de om dengang, nogle på skolen havde røget hash.
Forstander Per Slyngborg samlede alle til et ekstraordinært møde. Han holdt han en lang tale om tillid og om, hvordan man skaber afstand, lærere og elever imellem, når man er usolidarisk med fællesskabet. Til sidst afslørede han sit ærinde og bad hashrygerne om at melde sig.
Flere husker, hvordan Per indgød skyldfølelse i dem – også i dem, der ikke havde gjort noget. Nogle fik endda lyst til at melde sig for at slippe ud af situationen. For ingen har lyst til at skuffe Per. Per bliver nemlig ikke vred. Per bliver skuffet. Og ked af det.
Felix og Asbjørn var to af regelbryderne, der meldte sig: »Det at man kunne stå frem og sige: Det her har vi gjort, og det er vi pissekede af, og at man så kunne mærke, at man blev tilgivet, det var fandeme dejligt at vide,« siger Asbjørn.
Eleverne bruger meget tid på at skrive i hinandens mindebøger de sidste dage. Nogle får hilsner i deres højskolesangbøger. Andre folder siderne i nyindkøbte bøger, så vennernes beskeder først kan læses i bilen på vej hjem.
Til den sidste nat har eleverne slæbt madrasser ned i hallen. Her skal alle sove sammen. Der puttes og kysses og aes under dynerne. Folk skriver mindebøger. Oppe fra en forhøjning ligner scenariet en mellemting mellem en akut flygtningelejr og en swingerklub. De fleste er klynget sammen, så der er masser af tomme madrasser.
Da de falder i søvn, har alle ansigterne vendt mod hinanden. Ilten er væk, der lugter af en blanding af abebur og omklædningsrummet i Fitness World efter spinning, bemærker fotografen. Og så lugter her lidt af sex. Af varm liderlighed og ny sved. Det er meget logisk, når man kigger ned på 100 mennesker, som man et kort øjeblik godt kan tro ligger og boller, siger hun. »Men det ser faktisk ret hyggeligt ud, noget af det.«
LOL-drengene
Der er noget særligt ved Eriksminde, som ingen fremhæver som det første. Det er det med efterskolens nye tilbygning, Borgen. Mens eleverne putter i hallen om natten, møder vi her de to værelseskammerater, Johan og Gustav. De er på vej ind på deres værelse, hvor sengene står adskilt, for at se en amerikansk high school-film med Zac Efron. De vil ikke sove sammen med de andre.
»Det er lidt for hippieagtigt, sådan nogle store arrangementer. Det er jeg ikke lige til. Så ligger alle og græder, og det gider jeg ikke. Så hellere græde i morgen,« forklarer Gustav.
Borgen er ikke helt ’med’ endnu som bygning, siger mange. Det tager år at få den rette ånd ind i stedet. Der er ingen traditioner med hår i krukker endnu – og kun få besøgende i vintermånederne, hvor det er koldt at trisse over gården.
Mange af de drenge, der er flyttet dertil i løbet af året, er dem, der holder sig lidt for sig selv, og dem, der bruger rigtigt meget tid på at spille computerspillet League of Legends, kaldet ’LOL’. En fyr fra gangen, Villads, har tidligere på aftenen fortalt om, hvordan han hjemme i Thy ingen venner havde.
»Jeg tænkte på selvmord, men det gav ingen mening, når jeg nu skulle på efterskole,« fortæller han. Men den asociale vane fortsatte første del af hans efterskoleophold:
»Når du spiller computer, ved du, hvad du får. Du får en følelse af, at noget er opnået. Et kick, på en måde. Du kan ikke være sikker på at få sådan en tilfredsstillende følelse lige med det samme med det sociale. Så skal du ud og finde den. Det kræver en indsats. Derfor kan det være rarere at spille,« fortalte han. Nu er han kommet videre, han har fået venner, men han frygter at blive sit gamle jeg igen, når han vender hjem igen.
For Gustav, som vi hænger ud hos om natten, gik det ned ad bakke i vinter. Han er slank og bleg som en vampyr.
»I vinters lavede vi ikke rigtigt noget,« mumler han. »Vi spillede hele dagen, kom ikke til møder og holdt os vågne om natten og så film og sådan noget. Og jeg drak cola. Hvis jeg ikke fik cola i to-tre timer, så fik jeg ondt i hovedet,« forklarer han.
Han og Johan kommer aldrig til Pers taler eller til morgensang eller til morgenmad.
»Jeg kan ikke stå op,« siger Johan. »Hvis huset brænder, så tror jeg ikke jeg vågner,« siger Gustav. Deres huslærer råber ad dem, men det preller af på dem. Gustav bliver her og tager 10. klasse. Så vil han prøve at ændre på vanerne.
Sorgen
Næste dag er sidste dag, og mens de fleste elever efter eget udsagn har ’fortrængt’ afskeden, så melder den sig nu. Sorgen. Der har været optakt til den. Men man har ikke villet snakke om den. Ikke for alvor. Nu spiser forældre og yngre søskende kold steg med kartofler med betuttede voksenbørn ved deres side i hallen.
»Det er vigtigt at være sig selv, men også at være nogens,« siger forstander Per i sin tale. »Søg det ægte og tag afstand fra det forlorne,« siger han også. Alfred, årgangens hidsigt begavede alfahan, holder en spontan tale om, at Eriksminde først starter nu. At ånden og værdierne skal kunne mærkes i deres børn. Og i børnenes børn. Og i børnenes børns børn. Så stærkt er det fundament, som tager de med sig fra Eriksminde. Der er også musikindslag. Og eleverne synger Saybias »The Day After Tomorrow.«
Så er det tid til farvellet. Til gruppekrammet. Eleverne klamrer sig til hinanden, som kunne deres hud smelte sammen. Et par stykker står lidt ude i siden og ser til, men også de får et klem om skulderen. Så græder de, og så begynder de at hulke. Voldsommere og voldsommere. Til sidst er lokalet helt blødt af sorg. Også forældre har tårer i øjnene. Sådan et sammenhold smitter.
Teenager i Danmark
De er pubertetsramte, de er købestærke, de opvokser med hånden på mobilen og med større krav til at kende til deres fremtid.
Information har hængt ud med danske teenagere rundt omkring i landet for at blive klogere på, hvem den nye generation er – og hvordan de har det.
Seneste artikler
’Det er Jesper der får mit hjerte til at banke ...’
20. juli 2013Ved Hanstholm er der markerne og maskinerne, der er pigerne og asylerne og computernørderne, der er Facebook og ’facerape’ og førerhuset i traktoren, hvor man kan være sig selv og skrive flirtende sms’er og sprede gylle på markerne. Ovre i skolen kalder de Jesper for en bonderøvTeenageliv: Frejas hår
13. juli 2013Da Freja blev fan af Justin Bieber i slutningen af 5. klasse, fik hun mod til at komme videre fra den alternative fase og blive lidt mere ligesom de andre piger. Problemet var den grimme overgang fra kort hår til langt hår
Hmm. Der er tale om børn der flytter hjemmefra tidligere end de fleste. Mon ikke de er villige til at erstatte familiens tryghed med hvad som helst? Fællesskabet bliver en værdi i sig selv. Uanset indholdet og konsekvenserne (fnat). Grænseoverskridende ritualer bliver umærkeligt til betingelser for optagelse i fællesskabet. Jeg ville sgu være betænkelig ved at sende mine børn på sådan en efterskole.
Jeg har tilbragt to år på Eriksminde Efterskole, og det har været de bedste og mest givende år af mit liv, og jeg ved, at det vil det blive ved med at være. Jeg går nu i 2.g på gymnasiet, og jeg kan berolige jer med, at jeg er ganske velfungerende og mere til, hvis jeg selv skal sige det - men unormal i den forstand at jeg i en tidligere alder end så mange andre er blevet modnet i et fællesskab, som accepterer alle (ja, både dem der putter sæd i en krukke og dem, der ikke gør) og indgyder tillid, respekt og ansvar, hvilket er en egenskab, jeg i høj grad savner i verden "udenfor" Eriksminde. Modsat det samfund, vi lever i, er der ingen tvang og intet pres udover de ovennævnte værdier. Ingen grænseoverskridende ritualer. Ingen rammer og roller, man skal passe ind i for at være en del af noget som helst eller for at være noget. Hvilket er et rum, der i den grad giver plads til, at unge mennesker, som jeg selv, kan udvikle sig i sin egen, selvstændige retning og i sit eget tempo, i stedet for bare at følge strømmen. Er det ikke det, vi ønsker for de unge mennesker? Uanset om prisen for det er fnat og en krukke med pubeshår.
Jeg gik på Eriksminde Efterskole for ti år siden - og er ret ærgerlig over denne artikel, som jeg ikke synes har fundet ind til, hvad der er særligt ved stedet. Det fysiske, ritualerne og grupperinger findes, i en eller anden grad, alle steder, hvor 100 unge mennesker er samlet. Den anderkendende måde, lærerne på Eriksminde møder alle elever på - samtidig med, at de forbliver i lærer-rollen - har jeg derimod ikke oplevet tilsvarende andre steder. Den er med til at skabe et fællesskab, der både kan rumme dem, som har brug for grænsesøgende udskejelser og alle de andre.
Som helt udenforstående, Anders Kielsgaard Hansen, synes jeg nok, at det fremgår i det fine eksempel med Pers tale om hashrygningen. Det er kun et strejf af en indsigt, men de refererede reaktioner siger for mig langt mere, synes jeg.
I artiklen om de unge på Eriksminde Efterskole har Katrine Hornstrup Yde valgt at skrive rigtig meget om sex.
Hun kalder sig selv og sin fotograf for hormonspioner. En journalist vælger jo sin egen vinkel, på den historie hun vil fortælle.
Hun starter med at skrive om en fnatepidemi, senere gør hun meget ud af at skrive om indsamling af sæd i et syltetøjsglas og hvordan der er blevet indsamlet pubeshår i generationer. Hun beskriver også nøgenløb og drengenes klunkeløb.
Hun bruger ord som swingerklub, varm liderlighed, prøvet at befamle, lugter af sex.
Som far til en tidligere elev på skolen ville jeg havde valgt en anden vinkel i et forsøg på at beskrive, hvad der foregår blandt de unge på Eriksminde Efterskole.
Jeg ville have undersøgt hvad det har betydet for dem at være på en Grundtvig-koldsk efterskole, hvor frisind er i højsædet og hvor enhver kan udtrykke sig ud fra sin egen overbevisning. Et sted hvor samtalen bliver det centrale.
Jeg ville spørge ind til, hvordan det har været at være sammen med voksne mennesker, der tror og lever efter de præmisser.
Jeg ville have undersøgt, hvordan det har været at gå på en skole som prioriterer at have dyr kunst stående på gangene, fordi de tror på æstetikkens og kunstens betydning.
Jeg ville have spurgt ind til deres møder, hvor de i fællesskab forsøger at løse alle de små og store problemer, der selvfølgelig opstår, når over 100 teenager med forskellige baggrunde og meninger bor sammen.
Jeg ville have undersøgt deres reaktioner på arbejdet med deres årsopgave og deres store teaterforestilling.
Jeg kan godt se, at mine spørgsmål ikke er så sexede og swingerklubagtige, men jeg ville have lyttet til svarene fra de unge og så tror jeg artiklen kunne blive interessant.
Desværre må vi nok se i øjnene, at det bliver svært fremover at finde danske skoleelever, der er klar til en Grundtvig-Koldsk friskole, for bruddet bliver jo næsten totalt med den kommende reform af folkeskolen. Skellet i samfundet mellem fri grundskoleelever og folkeskoleelever vil blive mærkbart tydeligere fremover.
Jeg startede på Eriksminde Efterskole i vinters. Forinden det, havde jeg gået på en efterskole, hvor jeg ikke følte, at det sociale fungerede. Der var for meget konkurrence internt mellem elever, og for lidt sammenhold.
Da jeg startede på Eriksminde, var jeg et forvirret menneske. Jeg var ikke klar over, hvem jeg var, eller hvad jeg ville være. Jeg gik for meget op i det ydre, og for lidt op i det indre. Jeg troede simpelthen, at jo mere perfekt jeg så ud, jo lettere ville folk have, ved at holde af mig. Eriksminde lærte mig, at sådan er virkeligheden ikke. Eller, at sådan burde den ikke være!
På Eriksminde tager de hånd om individet, omfavner os, hjælper os, hvis vi har brug for hjælp. De gjorde sit for at udvide vores horisontlinje, så også vi kan lærer at omfavne hinanden.
Som elev fra årgang 12/13, føler jeg mig faktisk stødt over, den måde vi bliver omtalt på.
Ja, vi havde nogle lidt frisindede traditioner. Men ligefrem at bruge ord som; liderlighed, swingerklub, lugter af sex, befamle osv, det forstår jeg ikke. Katrine Hornstrup Yde beskriver en flok efterskole elever, som er i en alder af 15-18 år gamle. At vores sidste aften, skulle sammenlignes med en swingerklub, synes jeg er direkte sårende. Det er vores sidste timer, du beskriver, Katrine Hornstrup. Vores sorg, sammenligner du, med en swingerklub.
Det gør mig frustreret, at jeg i en kommentar kan se, at man nu er urolig for, at sende sit barn på en frisindet efterskole. Det gør mig frustreret, at nogle danskere i dag er blevet så indskrænkede, så de er bange for, at lade deres børn løbe nøgne rundt om en skole.
Noget der gør mig endnu mere frustreret er, at vi lukkede journalisterne ind. Vi lukkede dem ind, og talte med dem. Selv i vores sidste timer, talte vi grædefærdige om vores minder, selvom vi lige så godt kunne have ladet være. Vi snakkede med journalisterne, i håb om en flot artikel om venskab og sammenhold. I stedet fik vi en artikel om fnat, sex og pjæk.
Der var skrevet noget om vores sammenhold, men alligevel føler jeg, at der var for meget vægt på sex.
Eriksminde fik mig til at føle, at jeg var en del af noget stort, en del af et fællesskab. Der er et bånd, som binder os sammen, et bånd skabt af kærlighed. Kærlighed, til den efterskole vi gik på, kærlighed til de mennesker vi gik sammen med.
Hej Ida
Tak for dit gode indlæg.
Jeg kan godt forstå, at du føler dig frustreret over Katrine Hornstrup Ydes artikel om jer unge på Eriksminde Efterskole, at du føler dig stødt af hendes megen fokuseren på sex.
Da jeg læste artiklen tænkte jeg, at her er en journalist, som har brug for at nedskrive hendes egne sexuelle fantasier, istedet for at være nysgerrig på de unge og deres liv.
Det synes jeg ikke er i orden, når artiklen er en del af en serie, der netop skal forsøge at belyse hvad der sker i unge teenageres liv.
Hvis Katrine Hornstrup Yde har behov for at nedskrive sine sexuelle fantasier, kan hun gøre det i sin private dagbog. Hvis hun vil offentliggøre det, bør hun orienterer os læsere om, at det er det det drejer sig om, så kan vi selv vælge om vi vil læse det.
Jeg synes også Informations redaktion har et ansvar. Jeg forstår ikke hvordan de kan godkende sådan en artikel.
Det kunne være interessant at høre, hvordan redaktionen synes, at Katrine Hornstrup Ydes artikel bidrager til større forståelser af unge teenagere.
Venlig hilsen
John Ib
Det er nu meget let: hvis man lader nogle beskrive indtryk og refleksioner, vil det være hendes og hans indtryk og refleksioner, der kommer på tryk. Hvis man føler sig misforstået eller opfatter iagttagelserne som ensidige eller fejlagtige, har man alle muligheder for selv at komme til orde, som i dette kommentarspor, men også evt. i et debatindlæg.
En anden vigtig lære er, at oplevelser er private, og kun ved at formulere dem kan de blive personlige og genstand for samtale. Det er det vigtige fundament, den frie, danske kultur bygger på. Man kan ikke bebrejde andre mennesker, at de ser og opfatter anderledes end én selv.
Hun har ret til, at skrive de historier hun har hørt. Hun har ret til, at forbinde os med en swingerklub. Jeg har ret til, at svine hende til, hvis det var det, jeg lystede. Danmark er et frit land, og det vil jeg bestemt ikke modarbejde, eller prøve på at ændre. Hun har ret til at skrive, lige hvad det passer hende, ligesom jeg har.
Jeg har haft en brændende lyst til at skælde hende ud, men har ikke gjort det, da jeg ved, hvad der er i orden at skrive, og hvad der ikke er. Det er noget, hun måske burde lære, eller i det mindste tænke over.
Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor hun har fundet det nødvendigt, at ligge så meget vægt på, at man har haft sex med hinanden på en efterskole. Helt ærligt, så minder artiklen mig lidt om noget fra et 'Vi Unge-blad', hvor teenage piger på 13-14 år, kan læse om, hvordan det er at komme i pubertetten.
Det gør bare ondt, at læse en små-nedladende tekst, om ens sidste dage. Vi snakkede med hende, og hendes fotograf. Vi fandt os i at blive taget billeder af, i vores mest sårbare timer. Det var ingen fornøjelse, at hver gang man græd, hørte man en klik-lyd, fra et kamera. Mange af os var irriterede over, at de var der, men vi var søde, snakkede med dem, og var meget åbne.
Sikke en fantastisk skildring af nogen unge smukke sjæle