Læsetid: 11 min.

Det er ok at græde, men kun i to minutter

En dansk skolelærer tog til Grønland for at gøre en forskel. Men først da han fik hjælp fra en lokal socialrådgiver, lykkedes det at stille krav til de unge grønlændere og skubbe ufaglærte fra bygderne videre i uddannelse.
Samfundsproblem. Især skolerne i de små bygder, som her i Attu, har svært ved at ruste børnene til at fortsætte i uddannelsessystemet. Mere end hvert andet grønlandske barn får aldrig anden uddannelse end folkeskolen. I bygderne er det 69 procent af en årgang.

Samfundsproblem. Især skolerne i de små bygder, som her i Attu, har svært ved at ruste børnene til at fortsætte i uddannelsessystemet. Mere end hvert andet grønlandske barn får aldrig anden uddannelse end folkeskolen. I bygderne er det 69 procent af en årgang.

Tine Sletting

27. juli 2013

Det holder de ikke til i tre måneder, sagde folk i byen, dengang 29-årige Jimmy Hymøller fra Vestjylland flyttede til bygden Itilleq med sin kone og sine to små drenge. Jimmy var blevet skoleleder og hans kone lærer for bygdens 34 børn.

Børnenes resultater var dårlige, som altid endnu dårligere end børnenes inde i byen. De rendte rundt i midnatssolen og kom ofte i skole uden at have fået morgenmad. Men de børn var sgu ikke dummere end andre børn, tænkte Jimmy. Så han begyndte at stille krav til forældrene om, at de skulle putte dem i seng i ordentlig tid om aftenen.

Han prøvede at tage fat i forældrene, når de drak for meget omkring lønningsdag. Når de slog deres koner. Når børnene blev misbrugt. I alt indberettede han 40 sociale sager til kommunen i den tid, han var der. Men der skete aldrig noget, kommunen sendte ikke nogen, som de skulle, og det var med til at bekræfte de lokale i, at det var Jimmy, der var noget galt med og ikke dem.

»Nogle gange fik jeg lyst til selv at begynde at banke min kone, bare for ikke at skille mig ud,« fortæller Jimmy.

Men de endte med at blive der i syv år. Da de flyttede fra bygden, var børnenes resultater blandt de bedste i Grønland.

Jimmy Hymøller er ved at lægge til i en ny bygd, Attu, fire timers sejlads nord for Grønlands næststørste by, Sisimiut. Et lille isfjeld spærrer for bådens vej ind i havnen, og der er ingen til at tage imod.

De har ikke lagt den sædvanlige pontonbro ud, og i stedet må vi klatre op på den høje betonkaj. Rundt om i bygden er der hejst grønlandske flag, men der er kun få mennesker at se. Tanken går gennem Jimmys hoved, om de har glemt, at det er i dag.

Bygd for bygd rejser han og hans grønlandske makker, socialrådgiveren Palle Lennert, rundt for at bruge erfaringerne fra Itilleq til at gøre noget ved Grønlands massive uddannelsesproblem.

Mere end hvert andet barn får aldrig anden uddannelse end folkeskolen. I bygderne er det 69 pct. af en årgang. Mange får ikke engang folkeskolens afgangsprøve, mens andre bare ikke har evnerne eller lysten til at læse videre på gymnasiet eller erhvervsuddannelserne. Af dem, der rent faktisk læser videre, dropper halvdelen ud igen.

Grønlands fremtid afhænger ikke så meget af råstoffer og olie, som den afhænger af, at de ufaglærte, arbejdsløse unge kommer videre i deres liv og tager en uddannelse, mener Jimmy og Palle.

»Enten tager vi os sammen, eller også kan vi lige så godt opdrage vores børn til at blive turistattraktioner. Og så må vi bare håbe, at kineserne gider betale for at komme og se på dem,« som Palle formulerer det.

Nuka-Dorthe (th.) er 22 år og drømmer om at blive dansk- og matematiklærer. For nogle år siden flyttede hun til den nærmeste store by for at begynde i gymnasiet, men det gik ikke så godt. Hun droppede ud i 1.g, flyttede hjem, begyndte og drikke og blev mor til Aviaja. Nu er hun klar til at prøve igen.

Tine Sletting

Årene i paradis

Jimmy og hans kone havde egentlig aftalt at tage hjem til Danmark, når børnene skulle begynde i skole. Da drengene så begyndte i bygdeskolen, blev de ved med lige at give det i hvert faldt ét år til.

For Jimmy var bygden paradis. Til fods havde han fem minutter til arbejde og fem minutter til butikken, og han brugte kun fem minutter på at købe ind, for der var ikke noget på hylderne, han gad at have. Resten af tiden brugte han på at fiske og jage. En af de lokale tog ham med på jagt og lærte ham op, selv om Jimmy i begyndelsen var en klods om benet.

»Det her er fra den første moskusokse, jeg skød,« siger Jimmy og peger stolt på et billede på sin Macbook, hvor han går af sted over fjeldet med bagenden af en flået okse siddende overskrævs på nakken. »Vi blev nødt til at partere den på stedet for at slæbe den hjem,« forklarer han. Jimmy skal ikke bruge mange undskyldninger for at begynde at tale om jagt.

For hans 47-årige grønlandske makker, Palle, er det lige modsat. Han forsøger så vidt muligt at overlade det til konen at tage deres tre drenge med i fjeldet. »Det er de satans myg,« undskylder Palle sig. »Du er mere oprindelig end mig,« siger han så til Jimmy og griner.

Det var Palle, der endte med at komme Jimmy til undsætning ude i Itilleq. Palle arbejdede med forebyggelse i kommunen, og når Jimmy fik ham til at komme ud og tale med familierne, kunne forældrene ikke undskylde sig med, at det var fordi, han ikke forstod kulturen.

Børnenes resultater begyndte at blive bedre. De kom udhvilede i skole, så Jimmy og de andre lærere kunne bruge tiden på at undervise dem i stedet for at opdrage dem. Deres trintestresultater blev bedre end børnenes i byen. Men når de så forlod bygden for at tage den obligatoriske 10. klasse og folkeskolens afgangsprøve inde i Sisimiut, vendte næsten alle tilbage før tid eller med et eksamensbevis, der var så dårligt, at de ikke kunne komme ind på en uddannelse.

Rygepause for en af de 15 elever, der i bygden Attu har bestået en form for grønlandsk VUC, et pilotprojekt, der har til formål at forberede unge fra små samfund til at videreuddanne sig.

Tine Sletting

’Vi har sgu affolket bygden’

For bygdernes unge gælder det særlige problem, at de skal overstige den ekstra barriere, det er at flytte ind til de større byer. De lider af mindreværd over for byboerne, og de mangler det sociale netværk af familie og venner omkring sig, der ellers kunne holde dem i gang. Derfor er der ekstra mange fra bygderne, der falder fra og flytter tilbage, også selv om de ikke har noget at vende tilbage til. Selvstyret skønner, at der i alt er 1.500 ufaglærte unge mellem 18 og 31 år ude i bygderne.

Det var dér, Jimmy og Palle fik ideen til deres projekt. I stedet for at sende de unge ind til byen tog de fat i dem ude i bygden i stedet. De brugte bygdeskolens lokaler og lærere efter almindelig skoletid og gennemførte en slags grønlandsk VUC med undervisning i grønlandsk, dansk, engelsk og matematik på 10. klasseniveau, så de rent fagligt kunne kvalificere sig til en ungdomsuddannelse. Men eleverne fik også undervisning i personlig udvikling, så de kunne lære selv at tage hånd om de problemer, hvor de før havde givet op.

Projektets mål var i lige så høj grad at gøre op med den offermentalitet, der er en del af samfundets problem, siger Palle:

»Alle havner i svære situationer engang imellem. Men der er mange heroppe, der ikke gør noget ved det. Det er derfor, de ikke kommer videre end folkeskolen.«

Hvis der var en, der blev hjemme og drak, fordi kæresten var gået fra ham, tog de hjem og hentede ham.

»Det er ok at græde, men kun i to minutter,« siger Jimmy. Nu er det nærmest blevet projektets motto.

Siden er befolkningstallet i Itilleq faldet fra 120 til 60. Folk er flyttet til byen, og de har taget deres børn med sig. Efter sommerferien starter de kun fem børn i Jimmys gamle skole.

»Vi har sgu affolket den bygd,« siger Jimmy stolt til Palle og griner. Selv om han selv elskede livet i bygden, er der ikke længere noget at komme efter derude, mener han. De fiskestimer, som bygden blev grundlagt på, er også forsvundet.

»Men det er jo meget bedre, hvis man kan få folk til at flytte frivilligt end ved at tvinge dem,« siger Jimmy.

Året efter kørte de endnu et pilotprojekt i en anden bygd. Og fra i år har de så fået støtte fra Villum Fonden til at rulle projektet fuldt ud til tre bygder om året, fire år i træk.

Karina får et kram og et eksamensbevis, der gør hende i stand til at begynde på gymnasiet i byen Aasiaat og forhåbentlig om nogle år læse videre til sundhedshjælper. Det betyder også, at hendes far må finde en anden til at hjælpe sig med at fiske.

Tine Sletting

Den nye bygd

Jimmy og Palle går ad Attus smalle ujævne grusstier hen mod skolen. For 15 år siden var Attu på sit højeste med 370 indbyggere, nu bor her lidt flere end 200. Husene ligger spredt i spraglede, men falmede farver. Rød, blå, gul, grøn, lyserød. Flere har afløb direkte ud på fjeldet.

På få minutter er de fremme ved skolen. Den er i gult træ, og alt virker gammelt og slidt. Legepladsen foran skolen står halvt under vand. En lille gangbro bringer dem tørskoede indenfor. Her sidder 40-50 mennesker i et lille lokale og venter i næsten andægtig tavshed. De havde ikke glemt, at det var i dag.

Eleverne fra Attu har gennemført Jimmy og Palles projekt. I dag er der afslutning. På række bliver de klappet ind fra nabolokalet. Næsten alle pigerne har nationaldragt på. Tre har deres små børn med i armene og sætter sig med dem på skødet. En ældre kvinde i folkedragt byder velkommen på grønlandsk. Det er skolelederen, Inger Jeremiassen.

»Nu har I grundlaget for at komme videre. Jeg håber, I læser videre og har mod på det, for det er vigtigt for jer og for hele Grønland,« siger hun til eleverne.

Alle 15 elever er beståede. De har endda kun gået i skole to-tre timer hver dag i ét år, hvor man i det normale klargøringsforløb i byerne går to år i skole med fem-syv lektioner hver dag.

»Folk i byerne var skeptiske over, om det kunne lade sig gøre på så kort tid. Vi kan med stolthed sige, at det kunne lade sig gøre takket være jer og jeres undervisere,« siger Jimmy i sin tale på dansk, inden Palle gentager på grønlandsk.

Én efter én bliver eleverne kaldt op og får deres eksamensbevis. En stor pige knytter hånden i vejret i sejrsglæde, da hun bliver kaldt op som den sidste. Hun sætter sin datter på halvandet år på gulvet og tager imod prisen for årets bedste elev. Tårerne trimler ned af hendes kinder. Det er Nuka-Dorthe. Hun er 22 år, og hendes karakterer fra folkeskolen var egentlig gode nok til, at hun begyndte i gymnasiet i den nærmeste store by, Aasiaat. Men det var hårdt at komme fra bygden til byen, og i løbet af 1.g stoppede hun på grund af selvværdsproblemer. Hun flyttede tilbage til Attu.

»Vi festede,« siger Nuka-Dorthe om årene, der gik, efter hun kom tilbage. Hun fører en usynlig flaske op til munden for ligesom at understrege pointen. Hun havde ikke noget arbejde. Og så blev hun gravid med datteren, Aviaja. Faren ser de ikke. Derfor har det også betydet alt for Nuka-Dorthe, at hun har kunnet tage klargøringsforløbet i bygden.

»Mine forældre har passet min datter, mens jeg passede min skole,« som hun siger.

Hun drømmer om at blive lærer i dansk og matematik. Så nu skal hun starte i gymnasiet i Aasiaat igen, og denne gang føler hun sig klar. Også selv om det betyder, at hun må lade Aviaja blive i bygden.

»Jeg ved ikke endnu, om jeg tager min datter med. Det har vi ikke besluttet endnu. Jeg tror, hun bliver her. Mine forældre og min søster skal måske passe hende« siger Nuka-Dorthe.

Hun taler tøvende dansk i korte sætninger. I folkeskolen foregår næsten alt på grønlandsk, selv dansk-timerne. Men i gymnasiet skal hun til at vænne sig til, at al undervisning er på dansk, for lærerne er danske. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at skaffe nok grønlandske gymnasielærere, siger Jimmy.

Det har været officiel grønlandsk politik, at mere og mere skulle foregå på grønlandsk i folkeskolen. Men det sene skift fra det ene sprog til det andet er en stor del af forklaringen på, at knap halvdelen af gymnasieeleverne falder fra undervejs, mener han.

Nuka-Dorthe skal dog have sin veninde Karina med sig på gymnasiet i Aasiaat, og det bliver en hjælp.

»Vi gør alting sammen,« siger Karina. »Også mandejagt,« tilføjer hun og griner. Karina er en smuk pige med fine træk og store øjenbryn. Sideløbende med skolen har hun hjulpet sin far med at fiske. Det er usædvanligt for en kvinde, men de er kun fire søstre, og hendes far har brug for en hjælper. Men nu vil hun altså på gymnasiet, så hun bagefter kan læse til sundhedshjælper. »Så må min far fiske selv,« siger hun.

En tredje fra Attu skal i lære som rørlægger, en fjerde som maler. Resten venter stadig svar på deres ansøgninger. I alle tre bygder, der har deltaget i projektet i år, er 43 bestået ud 45 elever. Men den helt store udfordring bliver at få dem videre i uddannelse. Der er ikke pladser nok til alle. Hvert år søger omkring 1.500 ind på erhvervsuddannelserne, og der er kun 350 pladser i hele Grønland. Et andet problem er mangel på daginstitutionspladser til børnene og mangel på kollegieværelser.

Fra pilotprojektet i Itilleq kom otte ud af 12 elever videre. Men fra projektet i bygden Niaqornaarsuk sidste år fortsatte kun én ud af 15 elever på HTX. Og han sprang fra undervejs og flyttede hjem igen.

I år har Selvstyret over for Villum Fonden forpligtet sig til at finde pladser til mindst to tredjedele af eleverne. Og så har Jimmy og Palle forpligtet sig til at følge op på alle elever i projektet, indtil de er kommet i gang med en uddannelse eller har fået et arbejde.

»Da vi præsenterede projektet i Selvstyret, sagde de, ’bare vi kan hjælpe én, så har det været det hele værd’. Det er noget fandens pis. Vi følger op på alle,« siger Palle.

Ideen er, at Selvstyret og bygderne selv skal bære projektet videre, når Palle og Jimmy har været der ét år. I løbet af projektets fire år vil de nå ud til i alt 180 unge i bygderne. Men derfra og op til de 1.500 strandede unge i bygderne er der et godt stykke vej. Foreløbig har én af bygderne besluttet at køre videre med noget aftenskole næste år.

»Vi synliggør nogle ting, og så håber vi, at der er nogle ordentlige mennesker, der tager ansvarlige beslutninger ud fra det. Ellers skal vi satma nok udstille dem,« siger Palle.

Efter afslutningsceremonien byder Inger Jeremiassen på kaffemik og kage i nabolokalet. Folk begynder at bevæge sig derind, og pludselig kaster lærerne håndfulde af tokroner ud over lokalet som flødekarameller. De klirrer mod gulvet. Børn og voksne kaster sig over dem med jublende skrig.

Midt i glæden er Inger Jeremiassen også lidt ked af, hvis alle de unge flytter med deres børn ind til byen og måske aldrig kommer tilbage.

»Jeg håber, at nogle vil vende tilbage og videreudvikle vores bygd, når de har fået en uddannelse,« siger hun.

Vi går ned til båden. Alle eleverne og mange af deres pårørende følger os på vej. Nuka-Dorthe med Aviaja i barnevogn og Karina i sin folkedragt. De bliver stående på betonkajen og vinker farvel, mens vi sejler væk. Efter sommerferien skal de selv samme vej. Jimmy håber, at de er klar på, hvad der venter dem:

»De fejrer det, som om de er blevet verdensmestre. Men det er jo kun det allerførste lille skridt.«

Information var inviteret til Attu af Grønlands Departement for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked.

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond.

Se flere billeder fra Grønland på information.dk/fotobloggen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Niels Mosbak
  • Jairus Lyberth
  • John Vedsegaard
  • Anders Feder
  • Henrik Jensen
Steen Sohn, Niels Mosbak, Jairus Lyberth, John Vedsegaard, Anders Feder og Henrik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jairus Lyberth

Gevaldige udfordringer må man sige, men dog trods alt findes der ildsjæle, der gør forskel. Godt gået Jimmy og Palle. Er sikker på, at der findes andre med samme entusiasme.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor skal danskere opdrage grønlænderne? Artiklen oser af gammel dansk bedrevidenhed og koloniherremagt.

Per Torbensen, John Vedsegaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jairus Lyberth

Jeg tror nærmere, at der på mange områder har været for meget passivitet og manglende engagement eller incitament til at forbedre uddannelsessystemet internt i Grønland i mange år, og derfor, at vi ser følgerne i dag? Det hele er ikke kun danskernes "skyld", om jeg så må sige. Men, nu skal man ikke have indtryk af, at alle i Grønland ikke er uddannede, tværtimod, er der faktisk mange uddannede og passer godt på deres job og gør en stor indsats i hverdagens Grønland. Det er vigtigt at huske, så man ikke lige ser det hele "sort".

Per Torbensen, Anders Feder, John Vedsegaard, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, og mange her nede fra fornemmer at Grønland er på vej mod mere selvfølelse og selvstændighed, inklusive debatten om storskalaloven.

Niels Mosbak

Som jeg læser artiklen fører indsatsen, hvor prisværdig den end synes, til det beklagelige faktum, at bygderne affolkes og man må jo spørge sig selv, hvor godt er det?

Anders Feder

Michael Kongstad Nielsen: Måske er det et ressourcespørgsmål? Det er almindeligt kendt at Grønland har problemer med 'brain drain'. Der står også at projektet er finansieret af det danske Villum Fonden, ikke selvstyret, som måske ikke har råd til lige netop denne type indsats, og Villum Fonden uddeler fortrinsvis penge til danske aktiviteter.

Synes egentlig artiklen er et godt eksempel på hvordan samarbejde kan/bør foregå, nemlig med lokalt forankrede partnere.

Mads Christensen

Debattører med et romantisk og bedaget syn på lyksalighederne ved livet i grønlandske bygder og ditto, hvad angår danskernes rolle som kolonialister popper op alle steder, når talen er om Grønland før og nu.

Denne artikel handler om et behjertet og meget rosværdigt forsøg af Jimmy og Palle på at få børn og unge mennesker til ’at bryde den sociale arv’. Der er desværre tonsvis af eksempler på, at grønlandske børn ikke kommer godt igennem folkeskolen, af mange grunde, men bl.a. fordi der – neutralt udtrykt- er for meget uro, for lidt plads og for lidt penge derhjemme til at disse børn møder op i skolen udhvilede og med styr på hjemmearbejdet, med madpakken i tasken, osv. Enhver kan sige sig selv, hvad det betyder for sådanne børns videre ’karriere’ i allerbredeste forstand. Og hvad det betyder for Grønlands udviklingsmuligheder.

Uanset om man kan lide det eller ej, så er dette med ’at møde til tiden, eller i det hele taget at møde op’ er et kæmpe samfundsproblem i Grønland. Og det bliver ved og ved. Det kan man læse om i artikel 2 ’Drømmen om et job i mineindustrien’, som Emil Rottbøll fik bragt i Information i går, mandag den 29. juli. Endnu en rigtig god artikel, som mærkeligt nok endnu ikke har fået kommentarer med på vejen.