Læsetid: 5 min.

Revolution i to træk

Lenin og Trotskij er pludselig relevante - i Egypten
Lenin og Trotskij er pludselig relevante - i Egypten

Ib Kjeldsmark

20. juli 2013

Selv i de gladeste dage i 2011, hvor revolutionerne skyllede ind over de arabiske diktaturer omkring Middelhavet, havde de fleste af os den i baghovedet. Kynismen. Få ville være ved det, men alligevel sad den der, som en træt, opgivende fornemmelse af, at de hurtigste og mest åbenmundede blandt kynikerne i sidste ende nok ville få ret.

Dansk Folkepartis Søren Espersen var ikke overraskende én af de fremmeste. Mens hundredtusinder på Tahrir-pladsen for to år siden krævede gennemførelse af de frie valg, som var blevet lovet ved Mubaraks afgang tidligere på året, proklamerede han med bitter alvor, at Det Muslimske Broderskab sikkert ville gå af med sejren, når valgene kom. Et nyt Iran lurede angiveligt i horisonten.

Det blev bestemt ikke bedre af, at kynikerne viste sig at få ret. Broderskabet var populært, og der tegnede sig ikke noget slagkraftigt alternativ. Det mest ubehagelige ved kynismen, som de fleste dog viseligt holdt sig fra at sige højt, var naturligvis den skjulte tanke, at det måske var bedre, om Mubarak var blevet ved magten. I det mindste kunne han finde ud af at holde ro og orden. Og han havde ikke noget imod, at vi kom på badeferie ved Sharm el-Sheikh.

Det første, som vi skal huske på, når vi nu igen ser billederne af en egyptisk revolution rulle over skærmen, er, at selv om kynikerne ganske ofte kan have ret, så tager de alligevel altid fejl. Kynismen lykkes i sidste ende aldrig med andet end at forholde sig passivt til verdens begivenheder. Må vi ikke også antage, at man mange steder i Egypten dengang havde en bekymret kynisme i baghovedet? Ja, endda en stærkere én af slagsen end den, vi havde på afstand?

Vi havde trods alt den luksus, at vores holdninger til revolutionen stort set var omkostningsfrie, men dernede i Egypten indebar det en stor risiko ikke at ville være kyniker. Hvis man ikke ligefrem var begejstret ved udsigten til, at Det Muslimske Broderskab skulle overtage magten, så risikerede man ikke bare liv og lemmer på Tahrir-pladsen; man risikerede også ganske meget, selv hvis revolutionen skulle blive en succes. Og alligevel var der titusinder, ja hundredtusinder, som gik i gaderne.

I stedet for at lytte til de evindelige kynikere kan man finde en måske overraskende inspiration i de overvejelser, som de russiske revolutionære stod med, da de skulle gøre op med deres undertrykkere i begyndelsen af det 20. århundrede. For det russiske Socialdemokrati (det hed det faktisk) var der særligt ét spørgsmål, som udgjorde et alvorligt problem i forhold til opgøret med zaren. Partiet var funderet på marxistisk tankegods, hvorfor det først og fremmest var industriarbejdere, dvs. proletariatet, man kæmpede for. Sagen var bare den, at Rusland i starten af det 20. århundrede var et overvejende landbrugsland, med omkring tre procent industriarbejdere. Med opbakning fra så lille en del af befolkningen er der ingen, der kan lave et samfund om.

Permanent revolution

Over for dette problem gjorde særligt to løsningsforslag sig gældende, Lenins og Trotskijs. Lenins forslag var en klassealliance med bønderne – i særdeleshed de fattigste landarbejdere, som ikke ejede egen jord. Trotskij mente derimod, at man ikke kunne gå på kompromis med forestillingen om, at industriarbejderne skulle lede an i revolutionen. Alt andet ville betyde, at man gennemførte en revolution til fordel for den kapitalisme, som man egentlig kæmpede imod.

Af disse to idéer fik man to doktriner: Trotskijs ’permanente revolution’ og Lenins ’revolution i to træk’. Den første gik ud på, at man måtte forsøge sig med den egentlige proletariske revolution, selv om situationen var umulig. Man skulle med Becketts ord forsøge, fejle, forsøge igen og fejle bedre (osv.). Den anden gik ud på, at man måtte gennemføre en ’bourgeois revolution’ i alliance med bønderne og først dernæst kunne gennemføre den egentlige revolution. Alliancen med bondestanden var et nødvendigt skridt i en totrinsraket.

Uanset udfaldet af det sovjetiske projekt i tiden efter både Lenin og Trotskij rummer deres strategiske og politisk filosofiske overvejelser påfaldende ligheder med situationen i Egypten i dag. Hverken Lenin eller Trotskij kunne med nogen som helst sikkerhed have vidst, hvad udfaldet af de forskellige strategier ville blive. Det eneste, de vidste, var, at det gamle styre måtte væk, og at vejen frem hverken ville give sig selv gennem historiens træge udvikling eller som et lynnedslag med guddommelig præcision.

Fortsæt!

Derfor er den anden ting, som vi skal huske på i denne egyptiske sommer, at det ikke er den første revolution, men den anden, som er den vigtige. Den første revolution indebar helt sikkert en stor risiko for, at man ville ende med en islamisk stat med Det Muslimske Broderskab ved roret, på præcis samme måde som Lenin risikerede at have gjort sig til frontmand for en borgerlig revolution ved at alliere sig med bønderne. Derfor er der så meget desto mere grund til at begejstres over – og beundre – at egypterne nu har gang i revolution nr. to.

Det er så let at tænke, at der ikke er noget nyt i, at de gør oprør i Egypten. Anden gang har revolutionen langt mindre af nyhedens interesse. Her kræver det hårdt arbejde at ville det nødvendige oprør. Men netop derfor er den anden revolution virkelig værd at hylde. Denne pointe kan udtrykkes i et simpelt påbud, som visse filosoffer vil hævde er det eneste, som for alvor har etisk værdi: Fortsæt! Der gives i virkeligheden kun én pligt, nemlig at du skal blive ved, hvis du er i gang med noget godt. Hvis man ikke lykkes med den første revolution, eller hvis man sejrer ad helvede til, så er det bydende nødvendigt at foranstalte nummer to. Det kan endda være, at der bliver brug for en tredje og en fjerde og en femte.

Således kan vi sige, at Lenins position indtil videre har været den rigtige i Egypten: Der skulle to revolutioner til. Men Trotskij kan vise sig at få mere ret, hvis også de nye alliancer slår fejl. Kun kynikere som Søren Espersen er helt ude. Men de tager som nævnt altid fejl, selv når de har ret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inger Sundsvald
  • HC Grau Nielsen
Inger Sundsvald og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Broderskabet var populært, og der tegnede sig ikke noget slagkraftigt alternativ.

Er det nu rigtigt?

Er broderskabet ikke bare bedre organiseret uden for bykernerne; hos de fattige og dårligt oplyste. 100 tusinder af imamer der indsamler og sikre stemmer til broderskabet. Og er den oplyste by befolkning, sammen med militæret ikke et slagkraftigt alternativ.

Og hvordan kommer de videre derfra?

Og Søren Espersen; Kyniker? ...nej, blot proisraelsk.

Carsten Hansen

Vi var mange der i 2011 skrev : "Når islamisterne kommer til magten, så må de demokrati-sindede op på hesten igen og fortsætte revolutionen".

Det krævede ikke en lang videgående uddannelse eller en IQ på over 150 for at kunne forudse den udvikling der er sket i Egypten og andre lande under det "Arabiske forår".

Men det undrer mig at en del af mine med-socialister tager islamisternes parti og fastholder en respekt for et "demokratisk valgt diktatur" !.

Jens Falkesgaard, Henrik Jensen, Peter Ravn Mikkelsen, Rasmus Kongshøj, Inger Sundsvald, HC Grau Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Der var aldeles ikke tale om et demokratisk valgt diktatur i Ægypen, vel? Der var tale om at folket, hvoraf den demokratiske legitimitet udgår, valgte et parlament hvor Fred og Retfærdighedspartiet fik 37% af stemmerne, forskelle religiøse partier, bl.a. Al-Nour, fik så mange stemmer, at disse partier havde cirka 70-75% af mandaterne i parlamentet bag sig. Er dette da ikke demokratisk? Eller er det mon kun her i Vesten, at demokratiet udgør fra den legimittet som folket giver det. Og er det ikke derfor vi her i Vesten er bekymrede når stemme-procenten falder og falder - præcist som den har gjort det i det Japan (i årtier) som lige har gennemført et valg. (Her har Sinzo Abe fået legitimitet, gennem dette demokratiske valg, til at fortsætte sin økonomiske politik - siges det).

Mursi blev valgt med cirka 52% af stemmerne......præcist det samme stemmetal som VKO vist havde stort set i hele perioden fra 2001-2011, ikke sandt. Og her i DK accepterede vi dette......også selvom VKO ikke tog hensyn til mindretallet, men bare stort set tromlede deres politik igennem uden hensyntagen til andre. Mursis demokratiske legitimitet udspringer altså af det faktum, at han er folkevalgt. (Er Camerons konservativt-liberale regering mere eller mindre demokratisk selvom Camerons parti kun fik cirka 35% af stemmerne ved valget i 2011 eller 2012?) Mursi bliver anklaget for have tiltaget sig mere magt end godt er: Ja, hvad skulle han ellers gøre? En ægyptisk domstol opløste parlamentet, en dommer udpeget af Mubarak opløste parlamentet. Og for at sikre at der var stabiltet i landet, tog Mursi så magten - vist helt i overensstemmelse med den netop vedtagne forfatning - og regerede via dekreter. (Noget som amerikanske præsidenter fra Teddy Roosevelt til Barack Obama også har gjort og til stadighed gør - er USA da ikke et demokratisk land...) Mursi skyndte sig så efter en del kritik at fremskynde parlamentsvalget, (eller var det folkeafstemningen om forfatningen?), noget han jo også blev kritiseret for.

Det korrekte spørgsmål man burde stille er snarere dette: Qui Bono? Hvem gavnede det at Mursi faldt? Jo, det gavnede den Cairo elite, der i 30 år havde indgået i en uhellig politisk alliance med det militær, som står bag cirka 30% af Ægyptens forretningsliv. Og som da bestemt ikke ville sig i, at Mursi ville gøre op med dets priviligier, bekæmpe den omsiggribende korruption i Ægypten mv. Dette kom til udtryk i at det var svært for ægypterne at få mad, medicin, benzin mv. ---- lige indtil dagen eftert at Mursi var blevet væltet ved det militærkup som kun er og altid har været til gavn for eliten i Ægypten. (og muligvis også for det Israel, hvis leder bekymrer sig mere om radikal islamisme end om radikal højre ekstreme i hans eget land).

Er spørgsmålet ikke også dette: Skal vi her i Vesten virkelig blande os i, hvilke ledere folk har i andre lande? Er dette da ikke udtryk for en typisk vestlig imperialistisk og kolonialistisk tilgang til verden? Var det da ikke bedre at det ægyptiske folk selv valgte deres ledere? Og med tiden fandt ud af Broderskabets parti intet kan udrette for dem - og som konsekvens af dette, så vil det ægyptiske folk måske vælge nogle andre ledere næste gang...

Broderskabet står stærkt blandt de fattige i landområderne, blandt dem som ingen jord har, de jordløse altså. Og er man mon uoplyst, bare fordi man er reliigiøs/spirituel? Og selvfølgelig vil Cairo eliten da ikke finde sig i de store jordbesiddere i det sydlige Ægypten får frataget deres jord.....

Og er Broderskabet virkelig islamister i den forstand vi definerer det fra Vestens side? altså: islamist=terrorist. Eller er det mon snarere et islam-demokratisk parti, præcis som CDU i Tyskland er et kristendemokratisk parti; salafisterne fra Al-Nour fik 25% af stemmerne. Har salafisterne da ikke ret til at mene at samfundet skal bygges på Koranens grund, sålænge de ikke begår vold for at opnå dette mål?
Eller har vi helt glemt, at vi her i Vesten mener, at magten udgå fra folket, og dermed legitimeringen af magten.

Åbenbart gælder dette ikke i Ægypten eller i Mellemøsten og ej heller i Nordafrika - ser det ud til.

Lars Lund, Viggo Okholm, Grethe Preisler, Niels Mosbak, Jesper Wendt, Moh Abu Khassin og Hans Jensen anbefalede denne kommentar

Der er intet der tyder på at et islamistisk styre vil bringe arbejde og jord til de besiddelses- og arbejdsløse, eller personlig frihed til kvinderne...

... og forsømmes så basale humane krav så er det vel i orden at et mindretal prøve at forandre det demokratiske valg.

Nic Pedersen

Sammenligningen med Lenin og Trotskys revolution er i bedste fald også noget søgt.
Jeg er i hvert fald ikke bekendt med, at nogen i Egypten skulle have gjort sig bevidste tanker a la deres.
Man rykker her et enkelt forhold som befolkningsfordeling mellem by og land ud af sammenhænge, som ellers er aldeles forskellige og kører derefter noget tankespind.
Tyndt!
Det kunne ellers meget let have været en god artikel om, hvorledes revolutionsromantik kan få folk til at tabe hovedet (især på bekvem afstand!).

Carsten Hansen

Karsten Aaen.

Vi der går ind for at menneskerettighederne bør være universelle kan aldrig bakke op om et regime der fører flertalsdiktatur ud fra religiøse love.

Mursi´s regime havde intet med demokrati og demokratiske menneskerettigheder at gøre.

PS. "altså: islamist=terrorist."

Hvor har du den fra, Karsten ?

Nic Pedersen

Folk der tror på noget "universelt" (ofte hentet fra en bog eller anden skrift) er som regel ret indskrænkede (OG pissefarlige med magt i hænderne)
Og det gælder bestemt ikke kun islamister!

Carsten Hansen

Nic. P.

Skal dit indlæg forstås derhen, at du ikke mener at alle mennesker bør have rettigheder som ytrings- og meningsfrihed, samt religionsfrihed, seksuel frihed og ligeret mellem kønnene ?

Eller er dit indlæg uden forbindelse til mit ?.

Nic Pedersen

Carsten P.

jo, det mener jeg. Mange andre i denne verden mener noget andet.
Men til forskel fra korstogs-, interventions- og jihaddragende universelle tosser af denne eller andre opfattelser, så vil jeg ikke tvinge min mening ned i halsen på fremmede folk og lande med magt!
Og hvis "andre" modsætter sig tvangsfodring med min mening, så forstår jeg dem godt. Jeg ville gøre det samme, hvis det var omvendt.
Og uskikken med at skulle "støtte", tage afstand fra", "fordømme", "bakke op", "udtrykke bekymring" og lignende i fht. til dette og hint over den ganske klode er og bliver bullshit!
Det finder bl.a. islamister, demokratister og mange andre ister jo svært at forstå!

Moh Abu Khassin , Anders Feder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Nic. P.

Jeg tror ikke vi anskuer begrebet "universelle menneskerettigheder" på samme måde.

Det drejer sig ikke om at tvinge ,menneskerettigheder ned i halsen på andre.
Det drejer sig om, at når nogen påfører andre religiøse love, forbyder ytringsfrihed og fremmer forskelsbehandling, så er de dem der tvinger ufrihed ned i halsen på andre. Også selvom det er skel via et demokratisk flertal.

Det kan jeg aldrig acceptere eller respektere og dermed aldrig bakke op om.

Nic Pedersen

Så vil jeg foreslå dig og andre at koncentrere sig om Danmark.
Egypten må egypterne tage sig af. Og andre lande ligeledes.
(de er formodentlig også ret ligeglade med, hvad du accepterer, respekterer eller bakker op om)

Ulf Timmermann, Anders Feder, Moh Abu Khassin og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Nic.

Jeg er ganske sikker på at Egypterne er ret ligeglade med hvad jeg mener !
Præcis som USA, Israel, Afghanistan, Iran og alverdens andre landes befolkninger er ret ligeglade med hvad både du og jeg mener.

Jeg plæderer for et princip. Ikke for at ændre verden på egen hånd.

Men Jeg kommer helt i tvivl om hvorvidt du er imod at folk får presset frihed ned i halsen.

;-)

Carsten Hansen

Ikke desto mindre bør frihedselskende mennesker plædere for at menneskerettighederne bør gælde for alle.

Og dermed tage afstand fra at ufrihed presses ned i halsen på folk. Også når dette sker med et flertals stemme.

Forestil dig at et flertal i Danmark bestemte at alle skulle følge bibelske dogmer og straffes udfra samme !

Nic Pedersen

Der er sgu dogmer nok, som indblandingsivrige tosser med flertal eller ej tvinger andre til i Danmark. Om de så kommer fra bibel, torah, koran eller arbejdstilsyn etc.!
Så spar mig for flere tomme floskler.

Moh Abu Khassin , Anders Feder og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Selvom man afskriver sig kirken, betyder det ikke at normerne ikke har indflydelse, eller ligefrem konsekvenser for den enkelte.

Langt de fleste fordomme, kunne nok tilskrives kristendom - i det danske samfund.

Så danskere, har selv været, i orkanens øje - eller er.

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Al erkendelse forudsætter fordomme. Læs E. Kants "Kritik af den rene fornuft".

"Analytiske domme a priori", og "syntetiske domme a priori"...you know. Eller gør du?

Et samfund uden fordomme eksisterer kun i kort tid.

Viggo Okholm

Hvis ikke Verden var blevet så "lille" som den her i efterdønningerne af 2. Verdenskrig,så ville vi som her diskuterer ikke ane eller vide ret meget om Ægypternes dilemma..
Men reelt set er det vel altid forbundet med vold og oprør når et magtskifte sker ved en form for magtanvendelse og ikke gennem en naturlig udvikling? Det er min opfattelse af menneskets stræben efter retfærdighed.
Mennesker med privilegier har oftest den opfattelse at de har fortjent dem,bare se på vores egen andedam.
I mit boligområde er der fornylig flyttet en ægyptolog ind som har taget en ung ægyptisk kristen kvinde med hjem og giftet sig. Det han fortæller lyder ikke rart,men ifølge ham er flere af de kristne blevet frarøvet deres boliger her efter revolutionen .Amnesti International har lige beskrevet hvordan kristne i Luxor er blevet angrebet og dræbt med sikkerhedsstyrker som passive tilskuere.Spørgsmålet er så kan og skal vi være ligeglade eller bør vi uanset om det hjælpper eller ej huske at diskutere og reflektere over begivenheder i den Verden vi er en mikroskopisk del af og hermed på sigt sende bedre karma afsted selvom der kan gå århundrede før det virker?

Carsten Hansen

Der er præcis lige så meget demokrati i det Muslimske Broderskab som der er russere i russisk salat.

Forholder det sig sådan, at der er herværende debattører der mener at tolerance overfor anderledes troende er en absolut selvfølge i et land som Danmark og at undertrykkelse af anderledes troende herhjemme, er anti-demokratisk, som samtidig mener at islamister i Egypten selvfølgelig kan indføre Sharia som lovgivning, bare de er demokratisk valgt ?

For at få ovenstående til at hænge sammen, må man i så fald mene at Islamisterne er stærk tilbagestående og ingen ide har om demokrati.

Så er det trods alt meget nemmere for os der mener at ALLE har ret og krav på at leve i henhold til de demokratiske menneskerettigheder.
Vi kan nemt kritisere når disse overtrædes, uanset hvor det sker.