Læsetid: 5 min.

Spidsborger og småborger

Det er hårdt at være småborger. Der er altid noget i vejen. Men måske bør vi tage småborgerens utilpashed på os – i stedet for at tildække den med spidsborgerlige værdier?
Tegning: Ib Kjeldsmark

Tegning: Ib Kjeldsmark

6. juli 2013

I grunden er det underligt, at der på dansk findes to ord, der ligesom beskriver et kontinuum i det at tilhørere ’borgerskabet’, nemlig spidsborger og småborger. Det er velkendt, at dem, Marx kaldte småborgere (Kleinbürger), stod i forhold til klassen af ’rigtige’ kapitalister over dem. Disse sidste kunne betegnes som en slags spidsborgere, selv om det ikke rigtig var Marx’ ærinde at beskrive dem i forhold til deres dannelse eller kultur. Men under alle omstændigheder gjorde Marx ikke meget ud af at beskrive en intern spænding eller dynamik i borgerskabet selv. Og de tænkere og sociologer, der har haft en forestilling om en dynamik i borgerskabet, har for deres part ofte tænkt i enten simple trickle–down-effekter, hvor småborgerskabet overtager de højere klassers tendenser og aflagte tøj, eller på den anden side lige så simple bevægelser i subkulturen nedefra og op til de stagnerede og indavlede øvre klasser.

Men hvad nu hvis spændingen i borgerskabet skal tages meget mere alvorligt? Spidsborger og småborger er ikke to substantielt forskellige måder, hvorpå man kan tilhøre borgerskabet. Det er snarere ved at pendulere mellem disse to ’roller’, at det overhovedet bliver muligt at bebo det skuespil, vi kalder borgerskabet.

Spidsborger

Måske kan man helt kort sige det sådan, at spidsborgeren tror, der er en måde, hvorpå man kan være sig selv, mens småborgeren godt ved, at det ikke er så simpelt. Spidsborgeren er den, der lever sig ind i samfundets ramme og mener, at tingene er helt i orden, som de er. Spidsborgeren drikker sin morgenkaffe med fornøjelse, beklæder sit embede med værdighed og går måske i teatret om aftenen for at nyde en god forestilling, måske en klassiker eller en fræk teaterkoncert. Småborgeren gør det samme som spidsborgeren, men har derudover en lidt obskøn bagside. Småborgeren har til tider svært ved at tøjle sit ressentiment over for dem, der ødelægger samfundets ramme, fra de farvede til polakkerne, endog til de alt for rige eller bureaukraterne, bankerne eller EU.

Småborgeren har svært ved at være sig selv og ved at ride på den bølge af overskud, som spidsborgeren gør, for noget skurrer hele tiden i baghovedet. Det er svært at være sig selv, hvis ’nogen’ ikke gør, som man synes, de burde, eller hvis man selv er lidt for tyk. Småborgeren ved også godt, at det er lidt lavt, men kan alligevel ikke lade være med at se X Factor om fredagen – småborgeren er således hele tiden lidt i krig med sig selv, bekymrer sig meget om, hvad andre tænker om ham eller hende, og har således noget udpræget neurotisk over sig.

Med Kierkegaard kan man sige, at spidsborgen er komisk, men småborgeren er tragisk. Som Kierkegaard skriver i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, så er alle »jo dog enige i, at Spidsborgerliged er comisk«. Men hvorfor det, og hvad er spidsborgerlighed, spørger han så. Svaret er kort og koncist: »Det Spidsborgerlige ligger altid i Brugen af det Relative som det Absolute i Forhold til det Væsentlige.« Spidsborgeren tager sin egen relative eksistens som målestok for det, som er væsentligt: Alle burde gøre som mig, kunne være spidsborgerens motto. Det komiske ligger dog netop i det relative udgangspunkt – hvordan i alverden kan og bør alle f.eks. gøre som en hvid, dansk, velbjerget mand i 40’erne? Det komiske ligger, skriver Kierkegaard videre, i den komparative målestok: »At være det bedste Menneske i Kjøge, leer man af i Kjøbenhavn; men at være det i Kjøbenhavn er ligesaa latterligt.« Med andre ord: For at se hvor komisk spidsborgeren er – det bedste menneske i Køge! – skal vi blot relativere hans relativisme.

Småborger

Med en omvending af Kierkegaards formel for spidsborgeren kunne man sige, at det småborgerlige altid ligger i brugen af det absolutte som det relative i forhold til det væsentlige. Småborgeren er hemmeligt godt klar over, at det, vi kalder absolut – vores samfund, vores måde at leve på – hele tiden er i fare for at blive relativeret og undermineret af alt lige fra ungdommen til de fremmede til kapitalismen til revolutionen. Småborgeren skutter sig ved udsigten til, at vores sprog og vores livsform skal forgå, og tyer måske til slægtsforskning eller andre trygge hobbyer eller fællesskaber for ligesom at befæste sig eller skabe en form for platform for sig selv. Men tvivlen kravler ofte ind på småborgeren, og det absolutte er ikke mere en massiv blok, men snarere en hullet ost. Det er småborgerens tragiske vilkår.

Men er småborgeren da den, som f.eks. er til fals for retorik à la Dansk Folkeparti, i stil med at ’landet er truet’ osv.? Måske. Men ikke helt på den måde, man måske tror. Med dialektikken mellem spidsborger og småborger kan vi nemlig sige, at DF er et spidsborgerligt (topstyret, ofte komisk) parti, som løser et småborgerligt problem. DF forsøger at sikre, at samfundets ramme er i orden, så småborgeren kan drømme om at blive spidsborger.

Splittelse

Lacans svigersøn Jacques Alain-Miller sagde engang meget præcist, at vi alle er »splittede mellem os selv og vores splittelse«. Med andre ord er vi splittede mellem at være overskudsdrevne, selvberoende spidsborgere og neurotiske, splittede småborgere. Og her fungerer spidsborgeren ofte som en slags skal af enhed og overskud, som vi alle hemmeligt ved ikke holder, men som vi alligevel klamrer os til for ikke at falde ned i splittelsen ’under’ den.

Hvorfor ikke vende dette lidt dystre scenarie til et måske lidt overraskende forsvar for småborgeren? Hvis der i sidste ende ikke ’er’ andet end splittelsen, så betyder det også, at vi til hver en tid er frie til at finde på nye måder at være på, nye måder at være et samfund på. Vi kommer aldrig ud af splittelsen ved at vælge os selv, tværtimod kommer vi ud af splittelsen ved at vælge splittelsen. Bevægelsen ud er bevægelsen ind: Kun ved at identificere os med stodderen, småborgeren, racisten i os selv og holde op med at dække den med spidsborgerlige værdier og selvoptagethed, kan vi måske finde en vej ud. »Du er dette,« siger psykoanalysen: »Stil noget op med det!«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Max Nauta
  • steen nielsen
  • Nic Pedersen
  • Maiken Guttorm
  • Jan Nygaard
  • Niels Mosbak
  • Thomas winther
  • Steffen Gliese
  • Claus Kristoffersen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Palle Pendul
Olav Bo Hessellund, Max Nauta, steen nielsen, Nic Pedersen, Maiken Guttorm, Jan Nygaard, Niels Mosbak, Thomas winther, Steffen Gliese, Claus Kristoffersen, Maj-Britt Kent Hansen, Jens Thaarup Nyberg og Palle Pendul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Endnu mere underligt at samfundet er mere præget af Karl Marx, end de fleste formentlig er bevidste om.

De fleste mennesker er sandsynligvis hverken småborgere eller spidsborgere. Andre opfører sig som småborgere, der ønsker at blive spidsborgere, om nødvendigt ved indførelse af love og normer, som bytter om på spids- og småborgere.

"Vi kommer aldrig ud af splittelsen ved at vælge os selv, tværtimod kommer vi ud af splittelsen ved at vælge splittelsen. "
Det giver ikke mening for mig. Hvilken splittelse tænkes der på? At vælge sig selv peger mod mennesket som individ, og splittelse af et individ er ikke godt. Splittelse peger mod et fællesskab, og det er ikke godt at have et fællesskab som identitet.

Steffen Gliese

Det, Børge Rahbech Jensen, kommer helt an på fællesskabet. Vi skal væk fra den dér måde med at betragte alt på et helt generelt niveau, der er forskel på at betragte sig som del af filatelisterne og af Hells' Angels.
Der er i allerhøjeste også forskel på at betragte sig som et menneske, der har gjort sin pligt over for samfundet ved at gå på arbejde og betale sin skat, og så at være et mennesker, der aktivt indgår i civilsamfundets fora for aktiv indflydelse på fællesskabet.

Børge Rahbech Jensen

Det er tågesnak, Peter Hansen. Det gør også en stor forskel, om den enkelte opfatter sig som menneske el. som samfund. Et indvid kan være filatelist, medlem af Hell Angels el. noget helt andet. Et menneske, der identificerer sig med samfundet el. et andet fællesskab, er afhængig af fællesskabets love og normer, og frygter udstødelse.

Det er også muligt både at arbejde og betale sin skat, og indgå aktivt i civilsamfundets fora for at få aktiv indflydelse på samfundet. Det er også muligt at undlade begge dele. I det danske samfund er det ikke en aktiv handling for særlig mange at betale sin skat.

I praksis er der intet til hinder for, at en førtidspensionist som jeg kan nyde min morgenkaffe og gå i teateret, hvis jeg har lyst og penge til det. Modsat er der intet formelt krav om, at en spidsborger gør det. Faktisk kan en bankdirektør gå til fodboldkamp, mens en kontanthjælpsmodtager går i teateret, og en erhvervsleder går på bodega. En to-værelses ejerlejlighed i København el. Aarhus kan koste nogenlunde det samme som et parcelhus i en provinsby, men studerende forventes næppe at bo i parcelhuse, og direktører forventes næppe at bo i små lejligheder.

Noget andet er, om hvert menneskes pligt over for samfundet er begrænset til betaling af sin skat, om det er en pligt i forhold til samfundet at gå på arbejde i den private sektor, og om det er korrekt at bruge begrebet 'samfund' om staten. Hvor er mennesket i forhold til samfundet, når samfundet defineres som en anonym stat?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg bliver altid lidt betænkelig, når nogen starter en længere udredning med ord og begreber, som kun de færreste har helt hold på. Det kan være en studentikos måde at gøre læserne ydmyge, selvom det ofte dækker over skribenternes egen manglende sikkerhed. Her starter man med ordet "kontinuum" i det at tilhøre borgerskabet. Så flagrer det for manges blikke, hvad er det nu kontinuum betyder? Det er vist en rækkefølge, hvor man umærkeligt skifter fra én tilstand til en anden og ender med noget helt nyt, eller hvad? Nå, men så de to ord "småborger" og "spidsborger". Det første kender jeg godt, men det andet? Har det noget med at være storsnudet at gøre? Man ser den løftede næse for sig. Der findes spidsbryst og spidskål, det sidste kan jeg ikke fordrage. I følge ordbogen kommer spidsborger af tysk, og det var oprindelig en krigskarl udrustet kun med et spyd, og uden hest. En tarvelig fætter, med god at have med i krig. Nå, jeg har nok misforstået det hele, så jeg læser videre.

Og så finder jeg ud af at spidsborgeren og småborgeren er næsten den samme, men den første er lidt dum og indbildsk, og tror verden er så god, som den skal være, mens småborgeren er sur på verden. Småborgeren er indigneret, vred over uretfærdigheder, vred over overklassens dekadence og urimelige rigdom, ønsker andre regler for skattely og multinationale selskaber, ønsker en bedre behandling af naturen, mens spidsborgeren er fløjtende ligeglad, bare han kan tjekke ind til flyet mod Buhket, Thailand.

Jeg holder med småborgeren. Vi er alle småborgere for vor herre.

Heidi Larsen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Lars B. Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Sludder, Peter Hansen. Det ved du forhåbentlig godt, hvis du tænker dig om.
Staten er det overordnede niveau for en samling offentlige myndigheder. Staten er anonym på den måde, at befolkningens relationer med staten ikke altid er personlig, og selv når den er personlig, er det 'kun' med repræsentanter for staten. Fx. er der ingen personlige relationer mellem dig som skatteyder og mig som førtidspensionist. Både skatteindbetalinger og udbetaling af overførselsindkomster foregår elektronisk i princippet uden menneskelig indblanding. Jeg føler intet fællesskab i den forbindelse. Jeg opfatter et fællesskab som en relation mellem mennesker.

Michael Kongstad Nielsen,
"Nå, men så de to ord "småborger" og "spidsborger". Det første kender jeg godt, men det andet? "
Jeg tænker, en spidsborger må være en borger i spidsen for noget, som kan være samfundet.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, en borger, der albuer sig frem, som kommer i spidsen af feltet, men er det kors og bånd og stjerner, spidsborgeren går efter (ved at lade andre stå...), eller er det "avantgarden", den, der tør gå foran i kampen, for den borgerlige revolution eller Pariserkommunen?

Lars B. Jensen

Personligt synes jeg, at man fremtræder som en spidsborgeraspirant, når man bruger udtryk som 'ressentiment', der udgik af det danske sprog for et halvt århundrede siden. Men så fik i da vist os, der ikke læser Kierkegaard til daglig, at i er mere 'kultiverede'.

Michael Kongstad Nielsen

Spidsborgeren vil altid holde med de stærke, pengemagten, dem, der sikrer rygklappernes underhold. Spidsborgerne er ikke blot latterlige, som Kirkegaard siger, de er også deres egen undergang. For de vil ikke i tide indse almenmenneskelige advarselslamper, men sætter ærefrygten for de højere klasser øverst. Her går det godt, ingen isbjerge i sigte.

Lise Lotte Rahbek

Kunne vi ikke gøre os en lille smule mere fri fra alle de magtesløse etiketter?

Spidsborgere, småborgere, æstetikere, arbejdere, kontanthjælpsmodtagere, proletarer, parcelhusejere, udsatte borgere, tvangsauktionstabere..
Hold nu kæft.
Tal om mennesker.
Rigtige mennesker.

Michael Kongstad Nielsen, steen nielsen, Lars B. Jensen, Steffen Gliese og Tue Romanow anbefalede denne kommentar
Emil Vejby Thorndahl

Jeg ved nu ikke, Lise Lotte. Jeg synes faktisk, at specielt Kierkegaards "magtesløse etiketter" gør tilværelsen mere overskuelig, om end du vil kalde det snæversynet og generaliserende.

Ib Christensen

fra artiklen

"Spidsborgeren drikker sin morgenkaffe med fornøjelse, beklæder sit embede med værdighed og går måske i teatret om aftenen for at nyde en god forestilling, måske en klassiker eller en fræk teaterkoncert. Småborgeren gør det samme som spidsborgeren, men har derudover en lidt obskøn bagside. Småborgeren har til tider svært ved at tøjle sit ressentiment over for dem, der ødelægger samfundets ramme, fra de farvede til polakkerne, endog til de alt for rige eller bureaukraterne, bankerne eller EU."

Der nævnes to slags borgerer, men hvem er "de farvede til polakkerne, endog til de alt for rige eller bureaukraterne, bankerne eller EU."?
Hvem er det der vil skabe splittelse her.?

Steffen Gliese

Demokratiet udmærker sig ved, Børge Rahbech Jensen, at forholdet mellem stat og borger ikke er personligt, men identisk.

steen nielsen

Der er noget Holbergsk ironisk i den måde hvor på vi, de fleste af os, kraft anstrenger os for at passe ind i de små trange rum som vi konstant definerer for hinanden, men hvordan bliver vi mon rigtigt kloge på hvem vi er som borgere eller individer.

Michael Kongstad Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror skribenterne selv gerne vil være spidsborgere. Vis mig dit køleskab, kender du typen. De vil kaste et billede af at være finere end de mere platte småborgere, der går rundt og læser Information, og håber på engang at stige i kontinuummet. Skribenterne bygger sig op på blandt andet at tage afstand fra Dansk Folkeparti, så skulle successen næsten være hjemme, idet DF udpeges som småborgerens holdeplads nummer et, dog krydret med topstyring og andre spidsborgerlige elementer, det hjælper småborgeren videre i livet. Skribenterne identificerer sig med denne hjælp. Og dog vender de i sidste ende tilbage til et forsvar for småborgeren uden spids. Det er krøllet selverkendelse, men bedre end ingenting.

"Marx kaldte småborgere (Kleinbürger), stod i forhold til klassen af ’rigtige’ kapitalister over dem. Disse sidste kunne betegnes som en slags spidsborgere..."

Nå? Hvorfor det? Baseret på definitionen ovenfor, så kan jeg ikke se, at en kapitalist nødvendigvis bør have en snæver åndelig horisont.

Som jeg forstår ordet spidsborger (kan man bruge et mere negativt ord til at beskrive noget menneske?), så er denne mindre end småborgeren. Han er en småborger med snæver åndelig horisont.

Jeg mener at CVA's basale definition af spidsborger falder til jorden, og dermed hele indlægget.

CVA skriver:
"DF er et spidsborgerligt (topstyret, ofte komisk) parti, som løser et småborgerligt problem. DF forsøger at sikre, at samfundets ramme er i orden, så småborgeren kan drømme om at blive spidsborger."

Er DF et spidsborgerligt parti fordi det er "topstyret"? Hvad har det med spidsborgerligt at gøre? Og i så fald, er næsten alle andre partier i folketinget så også spidsborgerlige?

Hvorfor skulle småborgeren ønske at blive spidsborger, når denne er en åndeligt begrænset version af ham selv?

Fik CVA den helt basale definition af ordet galt i halsen?

Ifølge Kierkegaard er vi alle født som spidsborgere, borgere, som er ubevidste om os selv og vores eksistens, og som ureflekteret følger sæder og vaner i den kultur, vi tilfældigvis er opbragt i. Det er først i det øjeblik, at reflektionen starter, at man ikke længere er spidsborger. Selv hvis man træffer de valg, som andre spidsborgere træffer, har man gjort det bevidst, og så er man ikke længere spidsborger.

Spidsborger har intet at gøre med, hvilken position i samfundet man har, selvom "gode spidsborgere" nok har en bedre mulighed for at stige til tops, da det er nemmere at avancere når man ikke er på kant med samfundets konventioner.

Lasse Damgaard

- Småborger = Fed slave - som holdes af spidsborgeren, så dennes samfundsmodel kan bevares.

Er den fede slave så Dum ?
Næ egentlig ikke, bare bange for at være sig selv, og stå der og blive til grin i det spidsborgerlige cirkus.