Læsetid: 9 min.

Tryg og utryg på samme tid

For enhver, der oplevede Utøya-massakren den 22. juli for to år siden, vil sorgen og smerten altid være der. Men den er blevet til at håndtere, til at leve med, fortæller Eskil Pedersen. I bogen ’Året uden sommer’, der udkommer mandag, er han en af de stemmer, der fortæller om tragedien og om at overleve den
Der er mange slags katastrofer, man kan blive ramt af gennem livet. At blive skilt, kærlighedssorg, at miste forældre. Vi fik meget på én gang, men ingen går umærket gennem livet, fortæller Eskil Pdersen, der overlevede Utøya og i dag er i stand til at sige, at han er ’ganske lykkelig’.

Der er mange slags katastrofer, man kan blive ramt af gennem livet. At blive skilt, kærlighedssorg, at miste forældre. Vi fik meget på én gang, men ingen går umærket gennem livet, fortæller Eskil Pdersen, der overlevede Utøya og i dag er i stand til at sige, at han er ’ganske lykkelig’.

Cornelius Poppe

13. juli 2013

Hvis man taster ’Eskil Pedersen’ ind i søgefeltet på Google, dukker alternativerne + ’coward’, ’fej’ og ’stak af’ op. Der mangler ikke nedsættende karakteristikker af AUF-lederen i netavisernes kommentarfelter og på private blogs, særlig ikke i kombination med adjektivet ’fej’: »Fej, ækel mand«; »kujonen Eskil«; »fej homo«; »fej, slimet som en ål«. På Facebook er der dannet en gruppe med titlen ’Eskil Pedersen bør gå af som leder i AUF’.

Eskil Pedersen var en af ni personer, som flygtede fra Utøya med færgen MS Thorbjørn, lige efter at skyderiet begyndte. Han befandt sig på første sal i det hvide hus, Hovedhuset, nede ved anløbsbroen, det eneste sted på øen med tv, da han fik en telefon fra sin rådgiver, Bård Flaarønning:

»Løb hen til båden, så hurtigt du kan!« råbte han.

»Hvorfor det?« spurgte Eskil.

»Løb!« svarede rådgiveren og lod skinne igennem, at der ikke var tid til diskussion. Eskil adlød og skyndte sig ud af huset på strømpefødder.

Udenfor lå der to døde personer, Monica Bøsei, daglig leder for Utøya A/S, og Trond Berntsen, politibetjenten der havde vagt på øen.

»Hvad sker der?« tænkte Eskil og løb ned til færgen. Han gik om bord som sidste mand; kort efter lagde de fra land. Der var vild panik på dækket. Flere af de ombordværende havde været med til at fragte politibetjenten fra Politiets Sikkerhedstjeneste over til øen. Lå der flere gerningsmænd og ventede på landsiden? Eskil brugte tiden til at varsle politikere i regeringen og politiet. Politiet rådede dem til at komme væk. De ni om bord på båden besluttede derfor ikke at risikere at lægge til land ved Utøya anløbsbro på landsiden, men i stedet prøve at komme længere væk. Da de endelig turde gå i land, flere kilometer længere nord for Utøya, løb Eskil og hans rådgiver op til hovedvejen. De fik et lift af en kvinde, som kørte dem til politistationen i Hønefoss. Først efter midnat blev de fragtet til Sundvolden, hvor omfanget af tragedien hurtigt gik op for dem.

»Når jeg udtaler mig til medierne, er jeg AUF-leder, og da forvalter jeg et ansvar for alle vores 14.000 medlemmer,« forklarer Eskil under vores første møde, tidligt i januar 2012. Han er venlig og imødekommende som altid, men det virker, som om han hele tiden er på vagt for ikke at sige noget forkert. Han tænker sig længe om, før han svarer på hvert af mine spørgsmål.

»Har du følt skyld efter det, der skete?« spørger jeg. »Tænker du, at du burde have gjort noget anderledes?«

»Ja, det har jeg,« svarer han. »Mange af de overlevende kæmper med skyldfølelse. For mig som leder er det vigtigt at videregive et tydeligt budskab om, at ingen skal føle skyld. Ud fra den kaotiske og uoverskuelige situation, som det var, står jeg fast på, at vi gjorde det rigtige. Båden ville være sejlet, uanset om jeg var med eller ikke. Nogle mener, at jeg burde have opsøgt gerningsmanden, men jeg tror, de fleste forstår, hvad udfaldet af det ville være blevet. Det er let, når man sidder med facitlisten bagefter, at pege på den perfekte måde at håndtere den slags ting på, men jeg gjorde det, jeg kunne, med den information jeg havde.«

»Har kritikken gjort indtryk på dig?« spørger jeg videre.

»Ja.« Svaret kommer hurtigt. »Før prellede negative karakteristikker af, men efter den 22. juli føles det personligt på en helt anden måde, og alle trusler må tages alvorligt. Samtidig er 99 procent af alle tilbagemeldinger, jeg har fået, venlige. Det er vigtigt ikke at lade den ene procent fylde for meget.«

»Har du stadig overfaldsalarm?« Han bliver stille et øjeblik, tænker sig om.

»Jeg har fået besked om, at jeg ikke skal svare på det,« svarer han til sidst.

Da vi mødes igen et halvt år senere, er det en mærkbart gladere og mere oplagt AUF-leder, som tager imod mig i kontorlokalerne på Youngstorget. Han er netop kommet tilbage fra en uges ferie i Tokyo.

»Jeg rejste så langt væk, jeg kunne komme,« smiler han. »Det var godt at få lidt afstand til det hele.«

Den 28-årige har et dramatisk år bag sig. I løbet af et år mistede han faren og to bedstemødre. På Utøya mistede han mange af sine bedste venner.

»Det føles, som om jeg har pakket sorgen ind til en størrelse, som er håndterbar,« siger han. »Den er altid med mig, men er ikke større, end at jeg kan bære den. Jeg tror, man tilpasser sorgen, sådan at det bliver muligt at leve med den.«

Han påpeger, at det ikke er mere synd for ham end for andre:

»Der er mange slags katastrofer, man kan blive ramt af gennem livet. At blive skilt, kærlighedssorg, at miste forældre. Vi fik meget på én gang, men ingen går umærket gennem livet.«

Før han rejste til Tokyo, besøgte Eskil AUF’s sommerlejr i sit hjemamt, Telemark. Han fortæller stolt om besøget:

»Jeg blev hentet i båd og taget varmt imod af AUF’erne på øen akkurat som sidste år på Utøya. De unge sov i telt om natten og diskuterede politik om dagen. Der var ikke meget politi der, og lejrfølelsen var sådan, som den plejede at være. Da jeg blev fragtet over til fastlandet igen, tænkte jeg, at vi faktisk har gjort det: Vi har rejst os.«

AUF-lederen understreger, at han stort set har det godt, til trods for at han har et barsk år bag sig:

»Mange forventer, at jeg har det slemt, men jeg er egentlig ganske lykkelig,« siger han. »Jeg er optaget af, at alle vi, som var på Utøya, kan leve gode liv og have det godt i hverdagen. Det er gået godt for rigtig mange. Samtidig er det desværre sådan, at det ikke er gået godt med alle. Nogle må tage stærk smertestillende medicin hver eneste dag, andre er droppet ud af skolen og magter ikke hverdagen. Dem skal vi også tage hensyn til, de er også inkluderet. Jeg føler mig overbevist om, at det vil komme til at gå godt for alle på sigt. Det må vi tro, og det må vi sige, for at flest muligt en dag skal komme dertil.«

 

Den 15. juni 2012 blev det bekendtgjort, at 19 af de frivillige, som reddede unge i både den 22. juli, får Medaljen for ædel dåd. Medaljen uddeles sjældent; sidste gang det skete var i 2001, da tre britiske statsborgere fik den for deres indsats for at redde medpassagerer efter den dramatiske togulykke ved Åsta den 4. januar 2000, hvor 19 mennesker mistede livet. Medaljen uddeles af kongen og er en af de højeste udmærkelser, en civilperson kan få. 14 af bådheltene får udmærkelsen i sølv; Erik Martinsen Øvergaard og Jørn Øverby er blandt de fem, som får medaljen i guld. Den uddeles kun, når redningen har været til fare for redningsmandens liv.

Erik blev så bevæget, at han begyndte at græde, da han fik besked om tildelingen. Jørn, derimod, tog imod nyheden med blandede følelser:

»Vi var mange flere end 19 personer, som reddede liv den dag, men det er meget rart, at der bliver sat pris på det,« sagde han. »Den bedste pris i denne situation er under alle omstændigheder antallet, det lykkedes os at redde.«

Erik, Jørn og mange af de andre helte fra Utvika har fået at mærke, at medaljen også har en bagside. Efter den 22. juli har mange af dem været sygemeldt i lange perioder. De fortæller om problemer med at sove. Enten kunne de ikke falde i søvn, eller de vågnede efter få timer og var lysvågne. I hovedet kværnede tankerne om dem, det ikke lykkedes dem at redde. For Jørns vedkommende var det særligt tanken om én person, der plagede ham: Den lille, rødhårede dreng, han måtte forlade i vandet, da kuglerne kom for nær. I hvert eneste interview i ugerne derpå nævnte han den rødhårede dreng.

En dag ringede ordføreren i Longyearbyen på Svalbard, Christin Kristoffersen. Den rødhårede dreng, Jørn fortalte om i interviewene, var den 14-årige Torje, hendes søn. Han havde overlevet uden en skramme, gik i skole og klarede sig fint, fortalte hun.

Da han hørte det, var det, som om en tung rygsæk blev fjernet fra Jørns skuldre. Fra den dag af sov han godt om natten igen.

Christin Kristoffersen havde mere at fortælle: Også drengen fra vestsiden af klipperne, ham der var blevet skudt i hovedet, og som Jørn havde troet var død, havde klaret sig. Han hed Viljar og var Torjes storebror.

Jørn blev både overrasket og glad. Drengen havde været så hårdt såret. Han havde aldrig troet, han ville overleve.

De mange tusinde, som har samlet sig på Rådhuspladsen for at opleve mindekoncerten den 22. juli 2012, er klædt i støvler og regnslag. Regnen bliver ved med at øse ned, helt til koncerten slutter. Lidt uden for folkemængden, på et lille højdedrag ved Akershus fæstning, oplever min fætter Lars og jeg koncerten på storskærm. Tidligere på dagen var han tilbage på Utøya for første gang siden de dramatiske hændelser for et år siden. Første gang han skulle tilbage, i august i fjor, kollapsede han på hotellet og måtte opgive turen ud til øen. Nogen havde sprængt fyrværkeri af lige uden for hotellet. Det blev for meget for Lars netop da.

»Så nu har jeg endelig taget Utøya tilbage,« slog han fast, da vi mødtes og talte sammen før koncerten. »I den grad, der var noget at tage tilbage, altså. Jeg var på Utøya første gang i fjor, så jeg har jo egentlig ikke så meget at tage tilbage,« tilføjede han. »Der var latter, flirt og ophedede diskussioner på bakken foran scenen, ligesom i fjor. Det var godt. Samtidig var der også sorg og alvor. Da jeg og nogle venner gik og pjattede og lo på en sti sammen, mødte vi pludselig en pige, der sad og talte til billedet af en død veninde. Dagen var fyldt med kontraster.«

Lars havde anlagt overskæg, siden vi sidst mødtes, og så nu meget ældre ud end sine 20 år. Det var han i grunden godt tilfreds med.

»Jeg har vel altid været temmelig gammelklog,« sagde han og smilede. »Jeg er nok ikke blevet mindre gammelklog efter det, der skete.«

Han bøjede sig og fandt det nyeste røntgenbillede af højre skulder og lunge frem fra tasken. Det lignede et hvilket som helst røntgenbillede bortset fra de bittesmå, hvide prikker, der var spredt ud over lungen og skulderen i vifteform.

»Det ligner et stjernekort,« bemærkede Lars. »Fragmenterne er så små, at det ikke er muligt at bortoperere dem, men de generer mig ikke. Kroppen har indkapslet dem, sådan som lægerne håbede på. Flyforbuddet blev ophævet i vinter, så nu er jeg helt raskmeldt. Jeg kan endda fortsætte med kickboksning.«

Lars var træt, mærkede jeg, og han fortalte, at han glædede sig til at sætte sig på bussen hjem og sove. På den lange rejse fra Haugesund til Oslo havde han ikke lukket et øje. På Utøya havde han gået rundt og været anspændt og på vagt.

»Jeg ventede, at et eller andet kunne ske når som helst,« sagde han.

»Jeg følte mig tryg og utryg på samme tid. Det er vanskeligt at forklare, men jeg tror, mange havde det sådan. Folk er bare blevet dygtige til at skjule det.«

Han medgav, at det sidste år har været tungt.

»Men jeg har bidt tænderne sammen,« fortalte han. »Når jeg først har været så heldig at overleve det her, ville jeg ikke sidde inde og mugne. Jeg er flyttet til Trondheim og er begyndt at studere ved NTNU, sådan som planen var; jeg har taget alle de eksamener, jeg skulle tage, fået nye venner, gået til koncerter. De gange, jeg havde mest lyst til at blive siddende inde, har jeg sagt til mig selv, at ’fangsten er større end angsten’. Jeg vidste, at jeg kunne klare det.«

 

 

Erika Fatland:

Året uden sommer – fortællinger fra Utøya

336 sider. 299,95 kr.

Lindhardt og Ringhof.

Udkommer på mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu