Læsetid: 10 min.

Et ukueligt menneske

I dag fylder grundlæggeren af Rehabiliteringscentret for Torturofre, Inge Genefke, 75 år. Dagen burde blive anledning til et opgør med de dobbeltstandarder, der bestemmer Danmarks officielle holdning til tortur
Inge Genefke burde for længst have modtaget Nobels Fredspris. Men det er ikke for sent.

Inge Genefke burde for længst have modtaget Nobels Fredspris. Men det er ikke for sent.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

6. juli 2013

Der går en kvinde rundt i Danmark, som burde være verdensberømt. Hun burde have modtaget Nobels Fredspris for længe siden. I dag fylder hun 75 år, og det er stadig ikke for sent.

For det monster, hun har viet sit liv til bekæmpe, lever og trives i al sin inderlige modbydelighed.

Hun er læge. Men det er ikke den evige kræftsygdom, moderne menneskers svøbe og hyppigste dødsårsag, hun kæmper imod. Det er menneskeskabte kræftceller. Og hvis menneskers selvrespekt, ja, selvopholdelsesdrift kan slås ihjel, så er det i dem, dødsårsagen skal findes.

Hvis demokratier ikke kommer til verden, når tiden er moden, eller hvis de afgår ved en alt for tidlig død, så er det også her, i dette overgreb, mennesker foretager på mennesker, at dødsårsagen ligger.

Plagens navn er tortur.

Kvindens navn er Inge Genefke. Hun er en lille dame med hvidt hår, altid ulasteligt klædt i lyse spadseredragter, men ellers ikke velkommen på diplomatiets bonede gulve og i magtens spejlsale. Dertil er hendes sprog for uslebent, for råt, om man vil, for hun taler i de mest direkte vendinger om en virkelighed, vi helst ikke vil kendes ved. Hun er spinkel og nydelig at se på, men man brænder fingrene, hvis man rører ved hende, for hun er en ulmende vulkan af vrede og engagement. Hun har set for meget til at være andet.

Den tabte tillid

Inspireret af Amnesty International lancerede den lægeuddannede Inge Genefke i 1974 sammen med en kreds af danske læger en kampagne imod tortur. Kampagnen var meget mere end et moralsk opråb. Den var et konkret, praktisk forsøg på at starte en behandling af de titusinder af torturofre, der findes verden over, og hvis antal i netop de år, da militærdiktaturerne i Chile og Argentina kom til magten, steg dramatisk. Inge Genefke samlede og mobiliserede al den lægevidenskabelige og psykologiske ekspertise, som tiden bød på. I dag har hendes organisation Rehabiliteringscentret for Torturofre under sit internationale navn IRCT 140 behandlingscentre over hele verden.

Inge Genefke ville gøre det umulige. Og hun gjorde det.

Efter at have været underkastet tortur af Gestapo og overlevet Auschwitz skrev den tyske forfatter Hans Mayer under det selvvalgte, franskklingende navn Jean Amery i bogen Ved forstandens grænser en epokegørende analyse af, hvad tortur gør ved et menneske. Hans indsigt, erhvervet under de mest grusomme omstændigheder, kan opsummeres i en enkelt sætning eller måske to: I det øjeblik, det første slag falder, mister du for al fremtid din tillid til andre mennesker. Det er den overvældende følelse af ensomhed, den sikre viden om, at ingen vil komme dig til hjælp, der fremkalder tabet af det måske mest grundlæggende træk ved den menneskelige eksistens, selve dens fundament, følelsen af samhørighed med andre.

Bødlen er ikke ond

I sin bog udstiller Amery ikke sine bødler som onde mennesker. De er noget langt værre og mere skræmmende end mennesker i destruktive drifters vold. De er funktionærer, der passer deres arbejde, som ikke blot er at tilføje værgeløse mennesker utålelige fysiske smerter, men frem for alt at ydmyge og nedværdige dem indtil det punkt, hvor deres personlighed er lige så sønderbrudt som deres værkende kroppe. Og det er det, torturofrene ender med at blive, kroppe, ikke andet end navnløse kroppe, rystende i selvopgivelsens krampetrækninger. Det er en bestialitet, som er resultatet af kølige overvejelser, udført af nøgterne, påpasselige ni til fem-mænd, som efter at have gjort deres samfundsnyttige tjeneste tager Volvo’en hjem til kone og børn for at optræde i rollen som gode familiefædre.

Der er en tyngdelov i torturen, og det er ikke døden, der trækker i ofret, når han eller hun kastes ud fra det højeste tårn, der findes, og den halvknuste krop rammer fortovet dybt nede. Det er heller ikke tilståelsen, der er endemålet. Det er den totale nedbrydning af enhver rest af personlighed, indtil kun selvhad og usikkerhed er tilbage, hvis da ikke fortvivlelsen og angsten endegyldigt slukker for sindets sidste stump af lys.

»Der er ingen, der kan modstå tortur,« siger Inge Genefke. »Alle bliver knækket til sidst.« Det er hendes hårdt erhvervede indsigt i arbejdet med tusinder af torturofre. Det er også her, hun har lært, at myten om ofret, der med sin stålsatte vilje holder stand over for bødlerne, netop kun er en myte, og den myte handler ikke om menneskers ukuelighed, og den er heller ikke skabt for at holde håbet oppe. Det er en myte, bødlerne selv har sat i omløb for at gøre skammen så meget desto større hos dem, der uundgåeligt må give op.

I et af mine korte møder med Inge Genefke, citerede jeg Amerys ord om den for evigt tabte tillid. »Ikke for evigt tabt,« sagde hun. »Hos os får de den tilbage.«

Jo, hun vil det umulige. Hun er en oprører mod den menneskeskabte tyngdelov, som er kernen i ethvert illegitimt regime: a t nedbrudte mennesker ikke gør oprør, men tværtimod tjener som et advarende eksempel for enhver, der kunne finde på at ytre et kritisk ord. En martyr dør med støvlerne på. Han kan blive rollemodel. Et torturoffer gemmer sig med mimrende læber i den mørkeste krog. Hans eller hendes skæbne er der ingen, der ønsker sig. Når så mange revolutioner og oprør forekommer rådvilde og lederløse skyldes det dette: Deres Nelson Mandela’er gik til i torturkamrene.

På et punkt adskiller Inge Genefke sig fra dem, der føler med torturofrene. Hun nægter at se dem som ofre. Hun helliggør ikke deres status. Hun bliver ved med at se dem som de mennesker, de var, før de trådte ind i torturkammeret. Oprørske borgere, så godt som altid af demokratisk observans. Fagforeningsmænd og -kvinder, politiske aktivister, journalister udstyret med en respektløs nysgerrighed, intellektuelle med lidt for klare synspunkter, forfattere, der gav en metafor en forkert farve. Det er dem, de skal bygges op til at blive igen.

Kritik af Danmark

Det er det, der er Inge Genefkes trodsige, umulige mål, og det er også det, der giver hendes stemme kraft, når hun taler, offentligt eller privat. Hendes stemme er smældende, somme tider næsten stakåndet, ikke fordi hun lader sig rive med af sine følelser, for hendes argumentation er altid bygget op om kendsgerninger. Men det er en påtvingende nødvendighed, der taler igennem hende, og for Inge Genefke er der ingen tid at spilde, for i en verden, hvor ikke mindre end 112 lande ifølge Amnesty Internationals seneste rapport benytter sig af tortur, er torturkamrene altid overfyldte.

I de mange rehabiliteringscentre for torturofre rundt om i verden er der utvivlsomt gjort mange landvindinger, både for lægevidenskaben og for psykologien. Men det er landvindinger, der ikke kan skilles fra deres politiske konsekvenser. Det er landvindinger i demokratiets navn. Det er myndigheden som borgere, Inge Genefke arbejder på at give torturofrene tilbage.

Sjældent har Inge Genefke været så direkte, som da hun ved en demonstration for tre år siden arrangeret af Bedsteforældre for Asyl konfronterede Danmarks daværende regering og anklagede den for bevidst at give »sårbare personer ... en umenneskelig, tarvelig og grov behandling«.

Den sidste tilgængelig statistik over antallet af flygtninge i Danmark stammer fra 2008. Ifølge den var der lidt over 100.000 flygtninge i Danmark. Amnesty International anslår, at omkring en tredjedel af dem lider af traumer forårsaget af krig eller tortur. De stadig vanskeligere adgangseksaminer, man skal bestå for at blive dansk statsborger, fik fatale konsekvenser netop for de godt 30.000 flygtninge, der havde været udsat for krig eller tortur, for traumer giver koncentrations- og indlæringsvanskeligheder, og det pas, der kunne have signaleret accept og beskyttelse, og som frem for alt kunne have givet dem et minimum af deres sønderslåede tillid til mennesker tilbage, blev de for altid forhindret adgang til. Det var et af mange eksempler på »den nådesløse verdens blinde ligegyldighed«, som Halfdan Rasmussen taler om i et af Inge Genefkes yndlingsdigte. I 00’ernes konstante chikane af flygtninge og etniske minoriteter blev den nådesløse ligegyldighed systematiseret og omsat til praktisk politik.

Krigen mod muslimerne

Der kom en dag, hvor det ikke kun var mennesker af demokratisk observans, der fyldte torturkamrene, og det var heller ikke længere, autoritære regimer i den tredje verden, der sendte ofrene derind. Det var Vestens demokratier, og det var vores nye fjender, de islamiske fundamentalister, der blev tvunget ned på torturbænken for at blive frataget al menneskelig værdighed. Det blev til et nyt og stadig rungende ubesvaret spørgsmål: Har vore fjender også menneskerettigheder?

Den amerikanske militærmaskine gik i frigear i 00’erne, og Danmark var altid med, når et nyt land skulle invaderes og fladbombes i demokratiets navn. Vicepræsident Dick Cheney bebudede, at nu gik USA over til »the dark side«. Forsvarsminister Donald Rumsfeld åbnede dørene til det irakiske torturfængsel Abu Ghraib, ikke for at lukke fanger ud, men for at fylde cellerne med nye indsatte, og alle i den danske regering spillede uvidende.

Det gør de ikke i den nye, socialdemokratisk ledede regering, der ellers havde det som erklæret mål at genindføre humanismen i dansk politik. Søndag den 11. marts 2013 begyndte som en god dag for dansk demokrati, da vores udenrigsminister Villy Søvndal kategorisk afviste, at oplysninger fremkommet under tortur nogen sinde kunne finde anvendelse i Danmark, heller ikke i kampen mod terror. Den samme søndag endte som en af de sorteste i Danmarkshistorien, da Villy Søvndal efter en kammeratlig samtale med sin ministerkollega, den anderledes håndfaste Morten Bødskov, meddelte, at tortur alligevel godt kunne tages i anvendelse, bare det ikke skete inden for landets grænser, men på betryggende afstand, helst i et land så langt borte, at skrigene fra ofrene ikke kunne høres på Christiansborg.

Selv er Søvndal og Bødskov pæne mennesker, der ikke træder ind på deres kontorer med afføring på skoene og blod på slipset forfulgt af skrig, der vedbliver at runge i deres ører. De ville ikke bryde sig om i deres ministerbiler at skulle vente for rødt side om side med torturbødlen, der i sin Volvo er på vej hjem fra arbejde. Men de ikke er bedre end bødlerne. De har reduceret sig til gemenhedens fixere og deres egne ministerier har de gjort til noget, der hører hjemme i en anden politisk sfære end demokratiets.

Dementerer demokratiet

Den konservative politiker Tom Behnke er cheerleader i torturinstitutionens heppekor. Juristen Jakob Mchangama, den borgerlig tænketank CEPOS’ indtil for nylig mest fremtrædende medlem, kan ikke åbne munden, uden at hver andet ord er menneskerettigheder, men også han mener, at der ikke er grænser for, hvad der må gøres ved mennesker, når blot de er demokratiets fjender.

For dem alle gælder det, at de i praksis dementerer det demokrati og de menneskerettigheder, de er så varme fortalere for. Med deres opbakning til torturinstitutionen har de indført en dobbeltstandard. Der er en for os og en anden for vores fjender. Menneskerettighederne gælder ifølge dem ikke universelt, men er geografisk begrænsede til et par udvalgte kontinenter. Selv vil de hævde, at de blot er realister. Men modbydeligheden går man ikke på kompromis med, og det har de gjort. De er selv blevet en del af den.

Menneskerettigheder kender ikke til grænser. Det gør tortur heller ikke. Der er mange, heriblandt flertallet af vore folkevalgte politikere, der accepterer torturen, og det er derfor, der mere end nogen sinde er brug for den utrættelige Inge Genefke, for hendes hårde ord, for hendes udiplomatiske kanter, for hendes menneskekundskab og milde, lægende hænder.

Der vil være mange, der hylder Inge Genefke på 75-årsdagen. Hun vil selv være den første til at smage giften i det bæger, det officielle Danmark rækker hende. Hendes fødselsdag burde i virkeligheden være afregningens dag. Ikke en dag, hvor vi for et øjeblik glemmer vores modsætninger og forenes i en hyldest til en dansker, der mere end nogen anden nulevende fortjener det, men en uforsonlig dag, hvor alle, der ikke deler den tidligere og den nuværende regerings dobbeltstandarder, når det gælder tortur, siger fra, uanset partitilforhørsforhold, for der er en ingen fløj, der har monopol på anstændigheden, når det gælder om at stå op imod den ondskabsindustri, der i disse år etablerer sig, også i lande, der roser sig af deres demokrati. Guantanamo findes stadig. I Irak og Afghanistan bruges torturen rutinemæssigt, skønt det er lande, vi i Vesten engang hævdede, vi ville forvandle til mønsterdemokratier. Demokratiet har købt aktier i torturindustrien.

Den 6. juli, Inge Genefkes fødselsdag, bør være den dag, hvor vore folkevalgte politikere genopdager ordet ’jeg’, dette vanskelige, krævende, potentielt farlige, men også forløsende ord, som er så tæt forbundet med et andet ord: ’samvittighed’.

Der er mere end nogen sinde brug for, at Inge Genefke får Nobels Fredspris.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Toke Andersen
  • Hans Larsen
  • Henrik Darlie
  • Marianne Rosenkvist
  • Niels-Holger Nielsen
  • Leif Koldkjær
  • Steffen Gliese
  • Jens Frederiksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
  • Niels Mosbak
  • Ingrid Uma
  • Britta Hansen
  • Bill Atkins
  • Ivan Mortensen
  • Steen Sohn
Olav Bo Hessellund, Toke Andersen, Hans Larsen, Henrik Darlie, Marianne Rosenkvist, Niels-Holger Nielsen, Leif Koldkjær, Steffen Gliese, Jens Frederiksen, Maj-Britt Kent Hansen, Grethe Preisler, Niels Mosbak, Ingrid Uma, Britta Hansen, Bill Atkins, Ivan Mortensen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

William Jansen

"Juristen Jakob Mchangama, den borgerlig tænketank CEPOS’ indtil for nylig mest fremtrædende medlem, kan ikke åbne munden, uden at hver andet ord er menneskerettigheder, men også han mener, at der ikke er grænser for, hvad der må gøres ved mennesker, når blot de er demokratiets fjender."

Kan Carsten Jensen, eller nogen som helst anden, dokumentere denne påstand.

Britta Hansen

Tak for artiklen og stor tillykke til Inge Genefke på hendes fødselsdag! Fortsat god kamp!

William Jansen

@ Bill:

Kan du give nogle eksempler på at Mchangama eller CEPOS - som er under anklage i det citerede - har forsvaret disse forhold?

William Jansen: OK jeg var for hurtig, så svaret er NEJ - ikke danskerne ... for prøv lige at læs det linkede blokindlæg fra Mchangama

http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2012/03/12/sovndals-tilbagetog-er-p...

...skulle oplysninger opnået gennem tortur foretaget af andre blive os tilbudt - så er sagen en anden. Var det ikke det der var formålet med CIA-Airlines - at sløre torturbødlen og foretage ansvarsfralæggelse?

Niels-Holger Nielsen

Tak til Carsten Jensen for at skære det ud i pap og for at stille de relevante spørgsmål. Men tro aldrig, at de anklagede overhovedet overvejer at forholde sig til anklagerne, som de af uransagelige grunde kan overse mere eller mindre behændigt. (Hele etablissementet har næverne dybt nede i svineriet, og det kan naturligvis ikke erkendes uden ubetalelige omkostninger for magten.)

Niels-Holger Nielsen

William Jansen
06. juli, 2013 - 13:09

Om ikke af andet, så kan det ses ved de ting, som CEPOSere aldrig forholder sig til i deres snævert begrænsede og slet videnskabeligt begrundede konsekvensanalyser. Tavshed er enten uvidenhed eller medskyld. Du kan selv vælge.

William Jansen

"Tavshed er enten uvidenhed eller medskyld. Du kan selv vælge."

Gu' er det da ej. Ældresagen er også tavs om Guantanamo, det betyder hverken at de er uvidende eller medskyldige.

Der mangler stadigvæk dokumentation for Carsten Jensens påstand om at Jacob Mvhangame "mener, at der ikke er grænser for, hvad der må gøres ved mennesker, når blot de er demokratiets fjender."

William, Mchangama giver sin støtte til at Danmark modtager informationer opnået gennem totur. Qua Danmarks "gode" underordnet forhold til USA har vi nok pligt til at efterforske oplysninger , og gør vi det ikke, får vi ikke de oplysninger der kan forhindre terror på dansk jord.

Så Mchangama støtter fuldt ud tortur og CIA Airline's afledning af offentligheden. Se mit tidligere link. "Sund fornuft" kalder han det.

...men, som en amerikansk overbøddel udtalte: Vi får ikke oplysningerne under tortur. Vi giver den mistænkte tortur for at vise at vi kan gøre med ham eller hende hvad vi vil. Og så snakker vi stille og roligt om tingene bag efter.

William Jansen

Du mener altså at det link, hvor Mchangama skriver at "Danmark skal gøre alt for at få andre lande til at ophøre med tortur" understøtter Carsten Jensens påstand om at Mchangama mener "at der ikke er grænser for, hvad der må gøres ved mennesker, når blot de er demokratiets fjender."

Jeg har nu læst Mchangamas artikel to gange, og jeg mener at han foretager en meget klar grænsedragning, og den går ved enhver dansk brug af, aktiv støtte til, eller opfordring til tortur, men inkluderer at man modtager oplysninger af ukendt herkomst, som andre landes efterretningstjenester uopfordret henvender sig med.

Man kan så mene at grænsedragningen skal gå et andet sted, men det er ikke hæderligt at give udtryk for at Mchangama mener "at der ikke er grænser for, hvad der må gøres ved mennesker, når blot de er demokratiets fjender."